Korinth Efterskole Skoleleksikon 22. juni 2012 Denne samling af oplysninger er tænkt som en praktisk hjælp til dig og dine forældre. Her finder du alle mulige oplysninger men også nogle regler af mere formel karakter. Det betyder, at dette dokument også er skolens ordensreglement. Overtræder du skolens regler, kan vi vælge at afbryde samarbejdet. Når du og dine forældre vælger at indmelde dig på skolen, accepterer I samtidig disse regler. Du og de andre elever på skolen vil få vide rammer for udfoldelse samt stort ansvar for dig selv og dine kammerater. Når så mange mennesker bor tæt sammen, er det nødvendigt at vise omsorg og respekt for hinanden. Derfor er det nødvendigt, at der er nogle faste rammer og retningslinjer, som alle elever skal holde sig indenfor. ADRESSE Skolens postadresse er: (Dit navn) Korinth Efterskole - Spejderskolen Kaj Lykkesvej 9 5600 Fåborg. Telefon til skolens kontor er 62651067.Kontoret er åben de fleste uger mandag – torsdag 8:00 til 16:00 og fredag 8:00 – 14:00. Udenfor kontorets åbningstid er telefonen omstillet til vagtlæreren. Brug også gerne vores e-mail: [email protected]. Vi opfordrer desuden til at kommunikation mellem forældre og lærere foregår på skoleintra. AKTIVITETER Udover de aktiviteter og gøremål, der er fastlagt i års- og ugeskemaet, er der mulighed for at eleverne kan bruge skolens faciliteter om aftenen og i weekenderne. Ideer, kreativitet og aktivitet er meget velkommen! ALKOHOL Eleverne må ikke drikke, medbringe eller opbevare alkohol på skolen, under ture, arrangementer m.v. der har forbindelse med elevernes ophold på skolen. Det accepteres ikke, at elever på deres rejse til og fra skolen drikker alkohol og naturligvis slet ikke, at en elev møder beruset på skolen. Overholdes dette ikke, vil eleven modtage en skriftlig advarsel eller evt. bortvises straks. På skolen har vi hørt om private fester, hvor forældre hjælper med at holde festen. Vi har også hørt om den mængde alkohol der bliver indtaget og de konsekvenser det har haft. Da disse fester er private, vil vi på skolen bare erindre om at mange af børnene kun er 15-16 år og for nogle er det faktisk første gang de har adgang til ”fri bar” og på et sted meget langt hjemmefra. Alle undersøgelser viser at unge i Danmark drikker vildt meget i forhold til andre unge i verden. Derfor, hjælp dem med at få flere gode fester og ikke kun én forfærdelig… Korinth Efterskole – Spejderskolen. Kaj Lykkesvej 9 - 5600 Faaborg - Tlf. 62651067 - [email protected] BADETØJ Du skal medbringe badetøj. Hvis du har svømmefødder, snorkel, briller, våddragt m.v. er du også velkommen til at medbringe dette. BESTIK, MUG, TALLERKEN Du skal medbringe et sæt bestik, et krus, dyb og flad tallerken. Det skal du bl.a. bruge på de forskellige ture, du kommer på, og i din fritid på skolen. BESØG Du er meget velkommen til at få besøg af dine forældre, familie, venner og bekendte, ja gerne hele din gamle skoleklasse. MEN, af praktiske hensyn skal det godkendes af din kontaktlærer eller vagtlæreren på forhånd. Du skal spørge så tidligt som muligt, og du kan ikke forvente at det kan lade sig gøre, hvis du spørger dagen før, da der kan være andre aktiviteter. Det forudsætter også, at dine venner opfører sig ordentligt, og de skal ligeledes følge skolens regler og vagtlærerens anvisninger. Vi tillader kun overnatning, efter nærmere aftale og gæsterne skal betale for de måltider de indtager. Pris for måltider: Morgenmad: 15 kr. Frokost: 15 kr. Aftensmad: 30 kr. BORTVISNING Skolens forstander har det pædagogiske, administrative og ledelsesmæssige ansvar. Som en del af disse opgaver, er det forstanderen der har ansvar for og kompetence til at optage og bortvise elever. Forstanderen kan når som helst foretage en bortvisning. Forstanderens beslutning er endelig og kan ikke påklages. Forstanderens beslutning træffes i de fleste situationer efter indstilling fra pædagogisk råd (medarbejder rådet). Det betyder, at samtlige ansatte har mulighed for at påvirke beslutningen. En medarbejder kan også indstille en elev til bortvisning på et rådsmøde. Bortvisningsgrunde er bl.a. vold, euforiserende stoffer, alkohol, rygning, sex og manglende vilje til at deltage aktivt i undervisning, aktiviteter og praktiske opgaver. Endvidere forlanger vi, at eleverne udviser respekt for skolens ansatte i ”ord, tale og gerning”. Har en elev allerede modtaget en skriftlig advarsel, vil det normalt være bortvisningsgrund at modtage endnu en skriftlig advarsel, men det er en individuel vurdering i hvert tilfælde. Der kan være en række personlige og familiemæssige forhold der skal medinddrages i beslutningsgrundlaget. Derfor kan to mennesker, der laver samme forseelse, vurderes forskelligt. Det der betyder mest, er vores vurdering af, om en elev vil og kan ændre sig – og gør det! Det er ikke altid en enkelt eller to overtrædelser, der fører til bortvisning. Opfører en elev sig generelt i klar modstrid med skolens idégrundlag og holdninger, men forstår hele tiden ”lige at holde sig indenfor reglerne”, så tager vi en samtale med eleven om lysten til at være en del af et forpligtende fællesskab. Hjælper det ikke, bliver eleven sendt hjem. Skolens forstander kan i særlige situationer hjemsende en elev i en periode. En bortvisning er sidste udvej. På skolen arbejder vi naturligvis med en lang række pædagogiske redskaber. Det vigtigste er vores daglige samvær med eleverne, hvorpå vi gennem samtale og dialog gerne vil vise dem vores måde at være en del af et fællesskab. Vi vil også gerne vise dem, at gensidig respekt er vigtigt, og at vi som mennesker er ligeværdige, men på skolen er medarbejderne dem, der sætter rammerne. Vi bruger også anvisninger, påtaler og mundtlige advarsler. I de slemme situationer bruger vi skriftlige advarsler – forhåbentlig kun én. Korinth Efterskole – Spejderskolen. Kaj Lykkesvej 9 - 5600 Faaborg - Tlf. 62651067 - [email protected] BROBYGNING I uge 49 skal både 9. og 10. klasse i brobygning. For 10. kl. er det obligatorisk. Brobygningen foregår på ungdomsuddannelses-institutioner i Korinth, Faaborg og Svendborg. Spejderskolens vejleder tager sig af alt det praktiske i forbindelse med brobygningen, bl.a. tilmelding og planlægning af transport. Skolen betaler for transporten. COMPUTER Du skal medbringe en bærbar computer. På den må kun være lovlige programmer. Du skal have en kontorpakke på den. Enten Microsoft Office eller den gratis Open Office. Sidstnævnte kan downloades gratis på www.openoffice.org/da/ . På computeren skal også være installeret ordbøger. På skolen er der internetadgang – enten trådløst eller via kabel. Hvis din Pc skal til reparation, kan du måske låne en anden men vi har ikke ubegrænset antal til udlån, og derfor kan der være perioder, hvor vi ikke kan give dig en anden PC. Det er en stor fordel at medbringe en USB-nøgle og du må også gerne bruge en ekstern harddisk. Du kan få en mailadresse på skolen og du kan bruge et område på skolens server. Så der er masser af muligheder for at kommunikerer med dine venner og familie. Men der er også nogle begrænsninger bl.a. på filstørrelser m.m. – Det vil vi ikke ændre pga. faren for virus. Der er tradition for at eleverne arrangerer spilleweekender, hvor der kobles en række computere sammen – og så spilles der i timevis! Vi vil kun have lovlige programmer, altså ingen piratkopier, og du må IKKE downloade noget som helst fra nettet. Det skyldes, at vi ikke vil løbe risikoen for, at skolens netværk bliver inficeret med virus. CYKEL Du skal medbringe en cykel, der er robust, funktionsdygtig og lovlig. Du kommer til at bruge din cykel en del, og du skal sørge for, at den er i orden i løbet af året – det er dit ansvar, at den virker. Vi forbeholder os ret til at sende cyklen til cykelhandler på din regning, hvis du ikke selv kan holde den lovlig og køreklar. Det er en fordel hvis du har bagagebærer og skærme. Husk lygter (vi anbefaler magnetlygter!) en godkendt lås, cykelpumpe, lappegrej samt at din cykel er forsikret via dit hjem. SKOLEN HAR IKKE FORSIKRET DIN CYKEL. Du skal huske at skrive stelnummer og låsenummer ned. Medbring hellere en gammel solid cykel frem for en ny spinkel racer. Cykelhjelm er påbudt og skal medbringes! DRILLERI OG MOBNING En vigtig del af skolens idegrundlag og det at være på en efterskole, er at lære, forstå og respektere andre mennesker. Vi er alle forskellige, med forskellige personligheder, egenskaber, krop og sjæl. Vi ønsker, at eleverne på skolen viser hinanden respekt. Vi accepterer derfor ikke mobning og drilleri, men vi kan ikke love, at vi kan løse alle konflikter. EUFORISERENDE STOFFER Vi vil ikke acceptere hverken brug, opbevaring eller anden omgang med euforiserende stoffer af nogen som helst form. Overtrædes dette forbud, medfører det bortvisning. Det betyder, at du heller ikke må være påvirket, når du kommer på skolen. Er vi det mindste i tvivl, vil vi anmode om en Korinth Efterskole – Spejderskolen. Kaj Lykkesvej 9 - 5600 Faaborg - Tlf. 62651067 - [email protected] prøvetagning. Ønsker du og dine forældre ikke at medvirke til dette, kan vi ikke fortsætte samarbejdet, og eleven må stoppe på skolen. Vi mener, det er meget vigtigt, at alle hjem kan føle sig sikre på at sende deres barn til vores skole, og at vi er aktive i kampen mod euforiserende stoffer. FERIER Før afrejse gøres værelser og skolen i orden. PC, radioer m.v. slukkes helt (stik ud) alt vasketøj tages med hjem. Afrejse er som regel mellem kl. 15 og 16, såfremt værelser, køkken og rengøringsområder er i orden. Er de ikke det, må eleven påregne at komme med en senere bus – når værelse og områder er i orden. Skolen holdes åben i et rimeligt omfang for de elever, der venter på busforbindelser, der kører senere. FLYTNING Du skal ikke melde flytning til folkeregisteret i.f.m. dit ophold på skolen. Flytter dine forældre eller værge under dit ophold, skal skolen have den nye adresse. FORSIKRING Du skal være dækket af en ansvarsforsikring. De ting du medbringer under dit ophold, er dit ansvar. Skolen erstatter ikke ødelagte eller bortkomne ting. Vi anbefaler, at du sammen med dine forældre undersøger jeres forsikring. Har du lånt ting af skolen, f.eks. et videokamera, og du ødelægger det eller det forsvinder, er du erstatningspligtig. Skolen har tegnet en ulykkesforsikring, der dækker dig. Skolens forsikring dækker således: ”Skolen er forsikret mod ansvarspådragende forhold forvoldt af skolen og dennes medarbejdere. Falder en elev eksempelvis pga. sne/is på gangarealerne, idet skolen ikke har overholdt deres snerydningspligt, er skolen således erstatningsansvarlig for eventuelle erstatningskrav fra eleven. Skolen har derimod ikke risikoen for elevernes medbragte cykler, tøj, bøger mm., hvis dette skulle blive ødelagt ved eksempelvis brand eller tyveri. Eleverne bærer desuden risikoen for ødelæggelse af skolens bygninger og løsøre. Ovennævnte situationer er normalt dækket på en almindelig familieforsikring/indboforsikring, dog skal man være opmærksom på, at der som udgangspunkt ikke er forsikringsdækning for skader forvoldt af eleven på selve indlogeringsværelset, hvis der er tale om en kostskole, kun på skader forvoldt på fællesarealer og lignende. Endelig bærer eleven selv risikoen for ulykkestilfælde, som skolen ikke er ansvarlig overfor eksempelvis, hvis en elev får en bold i ansigtet og knækker en tand eller lignende. En sådan skade vil normalt være omfattet af en privat ulykkesforsikring. Skolen anbefaler på baggrund af ovennævnte, at elevens forældre dels har en familieforsikring og dels en privat ulykkesforsikring.” FORÆLDREDAGE Vi inviterer til forældredage, datoer for disse kan findes i årsplanen på vores hjemmeside. Forældre er naturligvis altid velkommen på skolen eller til at ringe og drøfte forskellige forhold. FRI Skolen er aktivitetsmæssigt og økonomisk tilrettelagt med den forudsætning, at alle elever er på skolen i alle skoledage, herunder fællesweekender, der også regnes som skoletid. Såfremt en elev Korinth Efterskole – Spejderskolen. Kaj Lykkesvej 9 - 5600 Faaborg - Tlf. 62651067 - [email protected] gives fri, mister skolen tilskud for den elev, ikke bare i de dage eller timer der gives fri, men for en hel uge. Driftsudgifter, lønninger m.v. kan ikke ændres kortvarigt. Skolen er derfor ikke indstillet på at give elever fri på skoledage. Brug venligst de mandage og fredage, som ligger i forlængede weekender til læge/tandlægebesøg m.m. Fastholder forældre et krav om at barnet skal have fri, må vi bede om ekstra indbetaling der svarer til de tilskud skolen mister. I bedes venligst være opmærksom på at vi kun modtager statstilskud når eleven har været her hele ugen. Er eleven væk én dag, mister vi tilskud for hele ugen. Ønskes en elev fri i helt særlige tilfælde, skal vi have skriftlig besked fra hjemmet til skolens kontor senest en måned før. Indtræder der begivenheder, f.eks. sygdom, dødsfald eller andet af stor betydning for eleven og familien, kan ovenstående naturligvis fraviges efter nærmere aftale med skolen. Henvendelse rettes til kontaktlæreren. FRILUFTSUDSTYR En væsentlig del af skolens aktiviteter er friluftsliv. Derfor skal du have en udrustning med, så du kan deltage på dagture, heiks og andre aktiviteter. Du skal have en god rygsæk, en god sovepose, et liggeunderlag, en skarp kniv (lovlig), et par gode vandrestøvler, regntøj, tøj til forskelligt vejr. FÆLLESWEEKENDER I løbet af året er der nogle fællesweekender, der er skoledage. På disse weekender er der et særligt program, f.eks. en månedstur, et kursus eller en kreativ aktivitet. OBS: Disse fællesweekender er skoledage, og der er undervisning. Højtalere Der er mulighed for, at du kan medtage en lille radio, clockradio eller mp3-afspiller med hovedtelefoner og højtalere. Kan du forestille dig 33 værelser, der står og spiller hver sin musik? Musik er dejligt, men….skal spille, så alle kan holde ud at være her! IDRÆTSTØJ Du skal medbringe flg. Et par udendørs løbesko, en træningsdragt, shorts, t-shirts, løbevest med refleks og indendørs sko. Har du udstyr du kan bruge på skolens klatrevæg, er du velkommen til at tage det med, ligesom badminton og bordtennis spilles en del. INTROPERIODE OG OUTRO UGE De første og den sidste uge er tilrettelagt med særlige programmer. I de første uger vil vi gerne have rystet alle elever sammen. Vi vil introducerer skolens rutiner og ”optage” de nye elever i skolens traditioner. KÆRESTER Nogen har en kæreste hjemme, som de skriver sammen med eller ringer til. Andre bliver kærester på skolen. På Spejderskolen har vi den husregel, at piger og drenge bor hver for sig. Det er ikke tilladt at opholde sig under samme dyne eller gå i seng med hinanden. Hvis man er på besøg på et andet værelse, skal alle være fuldt påklædt. Årsagen til at vi har disse regler er, at vi ikke vil have, at vores elever under deres ophold på skolen bliver gravide, smittede med seksuelt overførte sygdomme eller føler sig presset til sex, før de er følelsesmæssigt klar til det. Det kan også føles krænkende for andre elever, forældre og skolens medarbejdere. Derfor er husreglen: ingen sex på skolen. Korinth Efterskole – Spejderskolen. Kaj Lykkesvej 9 - 5600 Faaborg - Tlf. 62651067 - [email protected] LOMMEPENGE På kontoret har vi oprettet en elevbank, hvor du kan have dine penge stående. Du kan sætte penge ind og hæve i kontorets åbningstid. Det er også muligt at overfører penge til kontoen. Reg. Nr.: 0828 Konto nr. 0000110833. MEN det tager nogle dage, og vi udbetaler ikke penge med mindre de står på kontoen. Vi kan heller ikke låne penge ud til elever til hjemrejse. Vi anbefaler, at I køber et klippekort til rejserne. MADLAVNING Det er sjovt og spændende at lave mad – særligt når du selv skal spise det bagefter. Kvaliteten stiger hurtigt. Eleverne laver meget af maden på skolen, og for de der har særlig interesse i mad, kan man vælge et forløb med fokus på fødevarer. Madlavning foregår i hvide T-shirts, jf. afsnittet om personlige ting. MOBILTELEFONER Du er velkommen til at have en mobiltelefon med, men den skal være slukket i alle undervisningstimer, under måltider, fællesarrangementer og aktiviteter. Kan du ikke finde ud af det, må vi bede dig lægge telefonen på lærerværelset i et skoledøgn første gang, to skoledøgn anden gang og så videre – dobler op. Kommer du op på 32 døgn, må du ikke længere have mobiltelefon på skolen. Når du ankommer på skolen, registrere vi din telefon med nummer og IMEI så vi har styr på, at alle telefoner er hos de rette. Får du i løbet af året en anden telefon, skal vi rette i oplysningerne. Du må kun have én telefon med. NAVN Alt dit tøj og alle dine ting skal mærkes med navn. PAPIR m.m. Du skal medbringe mindst en linieret og en kvadreret A4 blok, nogle blyanter, kuglepenne, passer, vinkelmåler, lommeregner, saks, flere A4 ringbind og andre ting til at arbejde med matematik, dansk m.v. PATRULJER / SJAK På skolen foregår en stor del af aktiviteterne i patruljer og sjak. En patrulje er en gruppe elever på 8-9 og et sjak er på 4-5 elever, som hører sammen og hjælper hinanden i mange forskellige situationer. Der skal aftales ansvarsområder for en række ting, f.eks. den udrustning, der hører til patruljen/sjakket. I visse aktiviteter deler vi skolens elever op på andre måder f.eks. i hold. Det afhænger helt af, hvad der skal ske. PERSONLIGE TING Du skal medbringe ting til personlig hygiejne. 3 hvide T-shirts til køkkenbrug, af hygiejniske grunde. De skal være mærket med navn. Husk et par badetøfler. Derudover kan du medbringe nogle ting til dit værelse, f.eks. nogle foto, billeder, plakater og andre småting, der sætter dit personlige præg på værelset. Der er ikke plads til møbler, og forhåbentlig syntes du det er så sjovt at være sammen med alle de andre, at du ikke bruger meget tid på værelset. Du og din værelseskammerat får nøgler til værelset og værelset skal holdes låst, når det forlades. Skolen har ikke ansvar for dine personlige ting. Du får et mindre skab med nøgle til personlige ting. Evt. vil det være en god idé at medbringe en forlængerledning og gerne med ekstra stik. Korinth Efterskole – Spejderskolen. Kaj Lykkesvej 9 - 5600 Faaborg - Tlf. 62651067 - [email protected] POST Vil du sende et brev, er postkassen kun 200 meter væk. Du kan købe frimærker m.m. i Brugsen. Er der brev til dig, udleveres det efter frokost. Vi har ikke ressourcer til at sende breve for eleverne på kontoret. PRØVER Der indledes med et antal minitest i mange af de obligatoriske fag som matematik, dansk, science og sprogfag. Det er for at kunne tilrettelægge undervisningen bedst muligt samt hjælpe de elever, der måtte have problemer. Der afholdes endvidere terminsprøve, mundtlig og skriftlig afgangsprøve, jf. gældende regler. REGNTØJ Det danske vejr er lunefuldt og for at din patrulje kan fungere optimalt er det vigtigt med god udrustning. Til det hører et sæt regntøj med både regnbukser og regnjakke. REJSE Skolen har tradition for at tage på en udlandsrejse. Rejse går til Spanien i dette skoleår. Dato for rejseperioden findes på årsplanen. RENGØRING Eleverne gør dagligt rent på hele skolen, opdelt i rengøringshold. Det er en forudsætning for at blive optaget på skolen, at du er indstillet på at udføre din del. SENGETØJ Du skal medbringe din egen dyne og hovedpude og mindst 2 sæt sengetøj, (2 pudebetræk, 2 dynebetræk og 2 lagen) samt en rullemadras i mål 90x200. Du skal selv sørge for at få vasket dit sengetøj. SKOLENS MEDARBEJDERE Frands Bruun, forstander Lilian Rasmussen, sekretær Bruno Hansen, pedel og it-ansvarlig René Løvbo, pedel og rengøring Birgitte Hansen (Striv), lærer Conny Stick, lærer Carsten Henriksen, lærer Lotte Mølbak, lærer Lone Niemann, lærer Vagn Sørensen, lærer Vakant, lærer Vakant, Køkkenleder Samt instruktører der underviser i bl.a. jagt, dykning m.m. Endvidere har vi ofte lærerpraktikanter fra statsseminarierne i deres 10 ugers praktik. SKOLEPENGE Skolen er en selvejende institution som drives efter gældende lovgivning for frie skoler. Skolens indtægter stammer fra to kilder: 1) Statstilskud som er afhængig af elevtallet uge for uge og 2) Skolepenge som betales af forældrene / værgen. Skolepenge indbetales til skolekontoret i 10 rater. Skolepengene reguleres jf. husstandsindkomsten med et støtte beløb der betales direkte til skolen. Korinth Efterskole – Spejderskolen. Kaj Lykkesvej 9 - 5600 Faaborg - Tlf. 62651067 - [email protected] Skolens kontor udfærdiger derfor 10 girokort, hvor der allerede er reguleret for støtten og sender dem til betalingsadressen – som regel forældrene. Ønsker du flere oplysninger, er du velkommen til at kontakte skolens kontor. STEARINLYS Vi bruger stearinlys i spisestuen og evt. andre fællesrum, men ikke på værelserne – pga. brandfaren. Åben ild, brug af lighter, tændstikker m.v. inde på skolen er simpelthen forbudt – det er for din skyld. SYGDOM Bliver du syg under dit ophold, har vi en aftale med lægen i Korinth, hvor du kan komme til konsultation. Husk at medbringe dit sygesikringsbevis. Er din sygdom af længere varighed, anbefaler vi at du tager hjem. Bliver du syg når du er hjemme, skal du eller dine forældre kontakte skolen så vi ved du ikke kommer. TV Du må ikke medbringe eget TV. TØJ Det er nødvendigt, at du har robust og godt tøj til alle de forskellige friluftsaktiviteter. Vi anbefaler også, at du skifter dit tøj ud i løbet af året, sådan at du ikke medbringer vintertøj allerede i august. Men når det så bliver koldt, anbefales det, at du har et sæt termotøj også gerne termo-sokker samt uldent undertøj eller tyndt skiundertøj. Du får også brug for et par gode støvler. UDGIFTER TIL BØGER OG ANDRE MATERIALER Skolen stiller langt de fleste materialer til rådighed, men der skal regnes med udgifter til øvebøger, ordbøger og til de materialer, du bruger i kreative fag, f.eks. glas, kalligrafipenne m.v. Til nogle af valgfagene skal du betale prøvegebyret samt foto til bevis/certifikat. UNIFORM Skolen har en lang historie og et værdigrundlag fra Spejderbevægelsen. Her optages såvel spejdere som ikke-spejdere, så du vil opleve, at nogle elever går i deres uniformer ind imellem. Men for det meste går alle i helt almindeligt tøj. VAGTLÆRER Når undervisningen er slut, går en lærer på vagt. Der er således altid en voksen, der er til at få fat i. Vagtlæreren er samtidig forstanderens stedfortræder og udøver ledelsen på skolen under vagten. Vagtlæreren kan derfor træffe beslutninger, som alle elever skal følge, fx også at sende en elev midlertidigt hjem, ændre sengetid eller lignende. VANDRESTØVLER Du kommer til at gå flere heiks, så et par gode støvler er vigtigt. Husk at give dem fedt eller imprægnering, så vandet holdes ude. Gode strømper og sokker er vigtigt for ikke at få vabler. VASKETØJ Vi har vaskeordning i kælderen, så du hele tiden kan have rent tøj. Det er gratis at vaske og tørre tøj. Korinth Efterskole – Spejderskolen. Kaj Lykkesvej 9 - 5600 Faaborg - Tlf. 62651067 - [email protected] VEJLEDNING Skolen tilbyder vejledning om dit fortsatte uddannelses- og erhvervsvalg ligesom du skal udfærdige en personlig uddannelsesplan sammen med dine forældre. VÆRELSESKAMMERAT Din værelseskammerat er nok den du lærer bedst at kende i løbet af dit ophold. Det er vigtigt at I bliver gode venner fra starten og respekterer hinandens særheder og kan gå på kompromis med hinanden. Skolen vælger fra starten, hvem der bor sammen (pige+pige og dreng+dreng). Omkring efterårsferien tages situationen op til vurdering, og der kan evt. rokeres. Derudover skal der være helt specielle grunde til at bytte værelseskammerat – men det kan jo opstå. WEEKENDER Fællesweekender er skoledage med undervisning, der tælles som andre ugedage. I forlængede weekender opfordrer vi alle til at tage hjem. I de øvrige weekender kan eleverne blive på skolen, hvis de tilmelder sig på weekendlisten i ugen op til weekenden dog senest tirsdag! ÅRSSKEMA Skolens årsplan viser skoledage, fællesweekender, ferier, prøveperioder m.v. Der kan ske ændringer til årsplanen. Vi må tage forbehold for rejsens længde og placering! Skoleåret begynder søndag den 19. august 2012 og slutter lørdag 29. juni 2013. Frands Bruun Forstander Korinth Efterskole – Spejderskolen. Kaj Lykkesvej 9 - 5600 Faaborg - Tlf. 62651067 - [email protected]
© Copyright 2025