SORINSKRIVARIN Í FØROYUM DOM Afsagt den 2. februar 2015 i sag nr. BS 1072/2012: A og B mod Lagmandens Kontor Tinganes 100 Tórshavn Sagens baggrund og parternes påstande Sagen, der er anlagt den 3. september 2012, vedrører anfægtelse af forvaltningsakt af 21. februar 2012, hvorved sagsøgte, Lagmandens Kontor (i det følgende også benævnt ”Løgmansskrivstovan”), har stadfæstet afgørelser af 24. januar 2012 fra den færøske registreringsmyndighed (i det følgende også benævnt ”Skráseting Føroya”) om at annullere sagsøgerne, revisor As og revisor Bs, godkendelser af 20. juni 2007 som autoriserede revisorer. Retsvirkningen af registreringsmyndighedens afgørelse var betinget af, at de sagsøgte inden for en frist på 1 år ikke bestod en særlig eksamen. Ved afgørelsen fra Lagmandens Kontor blev denne frist forlænget til 3 år. Parterne er uenige om, hvorvidt de oprindeligt meddelte autorisationer savner hjemmel, og om forvaltningen i givet fald var berettiget til at annullere autorisationerne. Af de oprindeligt fire sagsøgere har to sagsøgere hævet sagen før hovedforhandlingen. Sagsøgernes påstand er, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgtes afgørelse af 21. februar 2012 om annullation af sagsøgernes autorisationer som autoriserede revisorer er ugyldig. Sagsøgtes påstand er frifindelse. Oplysningerne i sagen Den 27. januar 2006 traf den færøske registreringsmyndighed afgørelser, hvorved ansøgning om revisorautorisation fra revisor As og revisor B ikke blev imødekommet. Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøgerne ikke havde bestået en særlig eksamen, jf. § 1, stk. 2, nr. 4, i lagtingslov nr. 120 af 21. maj 1993 om autoriserede revisorer, og ikke havde godtgjort at have fået en uddannelse i uddannelse, som gav ret til autorisering, jf. lovens § 2, stk. 1. Samme dag udsendte den færøske registreringsmyndighed udkast til eksamensbekendtgørelse i høring. I udkastets § 5 var eksamensformen fastsat som en 4 timers skriftlig prøve i færøsk skatteret og en todages skriftlig hjemmeeksamen i en konkret revisionsopgave efterfulgt af en mundtlig eksamination i opgaven. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 2/46 Afgørelserne af 27. januar 2006 blev af ansøgerne påklaget til Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender (i det følgende også benævnt ”Vinnumálaráðið”). Som følge af inhabilitet hos denne myndighed blev klagesagen overført til Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender (i det følgende også benævnt ”Innlendismálaráðið”), der den 12. marts 2007 traf afgørelse, hvorved sagen blev hjemvist til den færøske registreringsmyndighed. Begrundelsen for hjemvisning var, at det ikke af registreringsmyndighedens begrundelse fremgik, hvilke saglige grunde, der var for at gøre forskel på ansøgerne i den foreliggende sag og en ansøger med en norsk autorisation, der i en tidligere sag havde opnået færøsk autorisation som revisor. Den 2. maj 2007 udstedte den færøske registreringsmyndighed bekendtgørelse nr. 1 om eksamen for at blive autoriseret revisor. Bekendtgørelsen, der er udstedt med hjemmel i § 4 i lagtingslov nr. 120 af 21. maj 1993 om autoriserede revisorer, var den første bekendtgørelse på området. I bekendtgørelsens § 5 var eksamensformen fastsat som en skriftlig, konkret revisionsopgave af 16 timers varighed fordelt på to dage. Den 8. maj 2007 varslede den færøske registreringsmyndighed afgørelse i de hjemviste sager. Af et afgørelsesudkast fremgik, at registreringsmyndigheden på ny ville meddele afslag. Det fremgik videre, at registreringsmyndigheden havde sammenlignet kravene til at opnå norsk revisorautorisation med en af ansøgernes kvalifikationer. Angiveligt blev der den 31. maj 2007 afsagt afgørelse i overensstemmelse med udkastet. Ansøgerne valgte på baggrund af udkastet af 8. maj 2007 på ny at klage til Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender, der den 14. juni 2007 traf afgørelse om igen at hjemvise sagen til den færøske registreringsmyndighed. Afgørelsen var begrundet med, at registreringsmyndighedens sammenligning af kravene til at opnå norsk revisorautorisation med en af ansøgernes kvalifikationer efter landsstyreområdets vurdering var usaglig. Den 20. juni 2007 traf den færøske registreringsmyndighed afgørelser, hvorved ansøgning om revisorautorisation fra revisor As og revisor B blev imødekommet. På den linje i autorisationen, hvor registreringsmyndigheden normalt har anført hjemmelsgrundlaget som § 1 i lagtingslov nr. 120 af 21. maj 1993 om autoriserede revisorer havde registreringsmyndigheden i stedet henvist til afgørelse af 14. juni 2007 fra Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender. I juni 2008 klagede ni andre revisorer til Lagtingets Ombudsmand over afgørelser, hvorved Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender havde stadfæstet den færøske registreringsmyndigheds afslag på ansøgning om godkendelse som autoriseret revisor. Afslaget var begrundet med, at ansøgerne ikke havde bestået den påkrævede eksamen. I forbindelse med den sag blev der over for ombudsmanden draget sammenligning til afgørelserne fra 2007 om STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 3/46 godkendelse af revisor A og revisor B som autoriserede revisorer. Ombudsmanden valgte på den grund af egen drift at tage sidstnævnte sager op til vurdering. Den 2. november 2010 afgav ombudsmanden sin udtalelse i sagen. Udtalelsen havde følgende sammenfatning (uautoriseret dansk oversættelse med rettens korrektioner): ”Denne sag vedrører syv ansøgere, der blev udnævnt som autoriserede revisorer af Færøernes Registreringsmyndighed i 2007, selv om disse ikke havde bestået en særlig eksamen, som er en af betingelserne for autorisation i henhold til revisorloven. Jeg besluttede at undersøge sagen i henhold til § 6, stk. 5, i ombudsmandsloven, efter at ni personer havde klaget over, at de havde fået afslag på ansøgning om autorisation, selv om disse havde den samme uddannelsesmæssige og praktiske baggrund som de syv ansøgere, der var blevet udnævnt som autoriserede revisorer. Færøernes Registreringsmyndighed havde oprindelig nægtet at tildele de syv ansøgere autorisation bl.a. med den begrundelse, at ansøgerne ikke havde bestået en særlig eksamen. Afgørelserne blev indbragt for Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender, men på grund af inhabilitet overførte lagmanden behandlingen af klagen til Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender. Min behandling omfatter: • Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders afgørelse. dateret 12. marts 2007, vedrørende klage over, at Færøernes Registreringsmyndighed havde nægtet at udnævne 7 ansøgere som autoriserede revisorer. • Afgørelserne fra Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender, dateret 14. juni 2007 og senere, vedrørende klager over de samme sager, efter at Færøernes Registreringsmyndighed efter anmodning fra Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders havde genoptaget sagerne og for anden gang nægtet ansøgerne autorisation som revisorer. • Sagsbehandlingen i Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender. Sammenfattende kan det konstateres: • I alle love, der har været gældende på Færøerne med hensyn til autorisation af revisorer, foruden de love, der har været forbilleder for færøsk lovgivning på området. har det været en betingelse for at blive udnævnt som autoriseret revisor, at vedkommende bl.a. har bestået en særlig eksamen. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 4/46 • Det var ikke i bekendtgørelse nærmere redegjort for, hvilke krav, man stillede til den lovfastsatte eksamen, og ingen særlig eksamen havde tidligere været afviklet på Færøerne. Myndigheder udnævnte i henhold til administrativ praksis ansøgere, der tidligere var beskikkede som statsautoriserede revisorer i Danmark, som autoriserede revisorer, idet disse i denne forbindelse havde bestået en særlig eksamen. Denne eksamen havde hjemmel i den lovgivning, som den færøske revisorlov havde som forbillede. Dette er sammenfattende mine konklusioner af behandlingen: • Færøernes Registreringsmyndigheds afgørelse om at udnævne en ansøger, der var statsautoriseret revisor fra Norge, som autoriseret revisor var baseret på et urigtigt grundlag. Denne afgørelse var derfor ikke en ændring af den administrative praksis, og afgørelsen giver derfor ikke andre ansøgere, der ikke opfylder den lovfastsatte betingelse om en særlig eksamen, et retskrav på at blive udnævnt som autoriserede revisorer. Der er derfor ikke grundlag for Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders konklusion om, at ansøgerne er blevet udsat for usaglig forskelsbehandling. • Under den første klagebehandling agtede Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender at stadfæste afgørelserne fra Færøernes Registreringsmyndighed om at nægte ansøgerne autorisation, og selv om der ingen nye oplysninger indgik i sagen, ændrede landsstyreområdet grundlæggende sin opfattelse af sagen, og fandt begrundelserne fra Færøernes Registreringsmyndighed at være usaglige. Jeg finder redegørelsen fra Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender om årsagen til, at landsstyreområdet ændrede opfattelse at være uforståelig. • Ikke grundlag for Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders opfattelse af, at manglende fastsættelse i bekendtgørelse af kravene til den særlige eksamen kunne medføre, at kravet om en særlig eksamen ikke kunne stilles. • Hvad den anden klagebehandling angår, så var departementschefen i Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender efter min opfattelse inhabil til at behandle den anden klagesag. Dette begrunder jeg bl.a. med, at Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender under den første klagesag konkret tog stilling til, at klagerne burde have været udnævnt som autoriserede revisorer, og det kunne derfor ikke ses bort fra risikoen for, at departementschefen, i forbindelse med, at de samme sager for anden gang bliver påklaget, er bundet af sin opfattelse af sagerne under den første klagebehandling. • Idet retsgarantien om at få en sag behandlet to gange er tilsidesat, og Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender under anden klagebehandling så bort fra betingelsen i revisorloven om en særlig eksamen, er jeg mest tilbøjelig til at mene, at der er tale om en så betydelig mangel i sagsbehandlingen, at klagesagerne i anden omgang må opfattes som ugyldige. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 5/46 • Hvad den anden klagebehandling i Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender angår, er det uforståeligt, at Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender har fundet, at de kunne behandle klagerne ud fra, hvilke krav, der blev stillet for at blive statsautoriseret revisor i Norge. Det var klart fastsat i revisorloven, at en af betingelserne for at blive autoriseret revisor var, at ansøgeren havde bestået en særlig eksamen. Dette så Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender i henhold til anden klagebehandling bort under sagens behandling, og dette finder jeg særdeles kritisabelt. • Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders behandling af klagen over direktøren for Færøernes Registreringsmyndighed er kritisabel, idet det måtte have stået klart for Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender, at meddelelsen fra landsstyreområdet om, at direktøren skulle sætte sig i forbindelse med ministeriet, før der blev truffet nogen afgørelse i sagen, kunne opfattes som en stillingtagen til, at direktøren gik imod en tjenestebefaling fra en overordnet myndighed, og at dette kunne have indflydelse på Færøernes Registreringsmyndigheds behandling af de konkrete sager. • Behandlingen af klagerne var af lagmanden overført fra Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender til landsstyremanden for Indenlandsanliggender. Embedsmændene i Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender var af denne årsag inhabile til på nogen måde at deltage i sagernes behandling. Der er derfor tale om usaglig forvaltning, når repræsentanter for Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender havde møder med klagerne om de indklagede sager og henvendte sig til direktøren for Færøernes Registreringsmyndighed om den konkrete sagsbehandling af klagernes sager. • Ombudsmandens behandling foregår på et skriftligt grundlag, og at denne grund er det ikke muligt at forfølge flere af spørgsmålene vedrørende Landsstyreområdet for Erhvervsanliggenders behandling af sagerne. Dette gælder f.eks. et møde mellem landsstyremanden og nogle af klagerne 16. november 2006, telefonsamtaler mellem direktøren for Færøernes Registreringsmyndighed og landsstyremanden for erhvervsanliggender den 10., 16. og 30. maj 2007, og en telefonsamtale mellem en afdelingschef i Erhvervsministeriet og direktøren for Færøernes Registreringsmyndighed 12. maj 2007. Redegørelserne fra det omtalte møde er divergerende. Landsstyrermanden siger, at han ikke kan huske noget til de omtalte telefonsamtaler, og afdelingschefen kan ikke huske, at have fremført nogle at’ de synspunkter, der er gengivet i udtalelsen. Det er ikke muligt for mig at konstatere, hvad der er blevet fremført, og hvad der fandt sted, og jeg kan derfor ikke foretage mig yderligere med hensyn til disse spørgsmål. • Efter at have behandlet arbejdsgangen med at få udstedt en bekendtgørelse om kravene til den særlige eksamen, finder jeg ikke at kunne se bort fra, at dette arbejde havde tilknytning til behandlingen af de konkrete klagesager. Jeg finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 6/46 sige, at arbejdet med eksamensbekendtgørelsen bevidst blev stoppet med det formål, at kravet om en særlig eksamen ikke skulle blive stillet klagerne under behandlingen af deres ansøgninger om autorisation som revisorer. Efter § 10, stk. 1, i ombudsmandsloven skal ombudsmanden, hvis det konkluderes, at alvorlige fejl eller mangler har fundet sted hos myndighederne, orientere Lagtingets præsidium, lagmanden og vedkommende landsstyremand om dette. Idet jeg finder, at der er tale om så alvorlige fejl og mangler ved sagsgangen i Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender og Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender, har jeg besluttet at sende udtalelsen til Lagtingets præsidium, lagmanden og landsstyremanden for indenlandsanliggender og landsstyremanden for erhvervsanliggender i henhold til § 10, stk. 1, i ombudsmandsloven.” Ved brev af 15. november 2010 har lagmanden anmodet landsstyremedlemmet for indenlandsanliggender om at påse, at den færøske registreringsmyndighed behandlede spørgsmålet om, hvorvidt det var muligt at annullere de meddelte autorisationer, som ombudsmanden havde behandlet. Ved brev af 22. november 2010 meddelte landsstyremedlemmet for indenlandsanliggender, at hun var inhabil i sagen, hvorpå lagmanden ved brev af 20. januar 2011 meddelte den færøske registreringsmyndighed, at han havde overført sagen til sit eget ressortområde. Ved samme lejlighed bad lagmanden registreringsmyndigheden om at behandle det nævnte spørgsmål og løbende at orientere lagmanden om sagens forløb. Ved brev af 26. januar 2011 til Lagmandens Kontor meddelte direktøren i den færøske Registreringsmyndighed, at registreringsmyndigheden anså sig som inhabil i sagen. På den baggrund traf Lagmandens Kontor afgørelse om at konstituere en direktør i registreringsmyndigheden med henblik på at denne kunne træffe afgørelse i sagen. Ved aftale af 25. maj 2011 blev konstitueret direktør udnævnt. Af aftalen fremgår, at hvervet omfatter en undersøgelse af, hvorvidt det er muligt at annullere de revisorautorisationer, der efter ombudsmandens vurdering er uhjemlede. Det fremgår videre, at afgørelsen af spørgsmålet kan påklages til Lagmandens Kontor. Den 24. januar 2012 traf den konstituerede direktør i den færøske registreringsmyndighed afgørelser, hvorved blandt andre revisor As og revisor Bs autorisationer af 20. juni 2007 blev annulleret. Afgørelserne er sålydende (uautoriseret dansk oversættelse med rettens korrektioner): ”Under henvisning til hensigtserklæring, dateret 8. november 2011, har jeg afgjort at annullere Deres autorisation, men annulleringen skal ikke træde i kraft før om et år, og ikrafttrædelsen er desuden betinget af, at De ikke forinden har bestået en særlig eksamen, der opfylder kravene i revisorloven. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 7/46 Indtil den særlige eksamen er afholdt (herunder mulig omeksamen) kan De fortsætte som autoriseret revisor med udgangspunkt i autorisationen, som De fik i 2007. Fristen på et år skal forstås således, at hvis de ikke består eksamen i 2012, skal dateringen for eksamen i 2013 fastsættes således, at De minimum har et år til at forberede Dem i at regne fra dateringen af denne afgørelse. Afgørelsen om at annullere deres autorisation betinget er begrundet i, at det efter min opfattelse var ulovligt at autorisere dem som revisor, men at der samtidigt er særlige omstændigheder, der taler imod en ubetinget annullering. I forbindelse med behandlingen af sagen har jeg taget hensyn til de synspunkter, som Christian Andreasen, adv., på Deres vegne bringer frem i skrivelsen, dateret 13. januar 2012. Begrundelse for afgørelsen: Jf. Ll. nr. 45 fra 11. maj 2009 om godkendte revisorer og godkendte revisionsfirmaer, kan en godkendelse som revisor under nærmere fastsatte betingelser falde bort, blive frataget en eller blive fradømt en. Jf. § 7, stk. 1 i Lagtingsloven, falder en godkendelse som revisor bort, hvis betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-3 eller 6, ikke længere er opfyldt. Det vil sige, hvis revisoren ikke længere opfylder kravet om bopæl (nr. 1), er umyndiggjort, er kommet under værge (nr. 2), har informeret om betalingsstandsning eller er under konkursbehandling (nr. 3), eller ikke længere opfylder kravet om forsikring (nr. 6). Den færøske registreringsmyndighed kan, jf. § 8, stk. 1, tage godkendelsen fra en revisor, hvis revisoren har forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller mere. Den færøske registreringsmyndighed kan desuden tage godkendelsen fra en revisor, der nægter at underlægge sig reglerne om kvalitetseftersyn, jf. § 27, eller som ikke opfylder kravene i § 4 om efteruddannelse, jf. § 8, stk.2. Revisorudvalget kan fradømme godkendelsen for et tidsrum fra 6 måneder til 5 år, eller til andet bliver afgjort. Dette bliver gjort, hvis revisoren er skyldig i grov eller ofte tilbagevendende misrøgt i udførelsen af sit arbejde, og det, der er gjort, giver årsag til at mene, at vedkommende i fremtiden ikke bliver i stand til at passe dit arbejde på forsvarlig vis, eller at revisorens omdømme er blevet gjort så alvorligt til skamme, at der er stor risiko for, at revisoren ikke kan passe sit job som tillidsrepræsentant for det offentlige på forsvarlig vis. Revisorloven har ikke direkte regler om, at godkendelse som revisor kan falde bort, blive frataget en eller blive fradømt en, hvis revisoren ikke opfylder betingelserne for have bestået en særlig eksamen. Godkendelses-, tilladelses- og autorisationssystemer har normalt ikke ordrette lovregler om de tilfælde, hvor en godkendelse, en tilladelse eller en autorisation er givet, selv om ansøgeren ikke opfylder de lovpligtige krav, da godkendelsen, tilladelsen eller autorisationen blev givet. Sådanne tilfælde bliver i stedet behandlet ud fra de almindelige uskrevne forvaltningsmæssige hovedregler. De sædvanlige forvaltningsmæssige hovedregler om tilbagekaldelse bliver ikSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 8/46 ke brugt i et tilfælde som dette, hvor betingelserne for at give en autorisation var fuldt ud lovbundne. Tilbagekaldelse kan efter den sædvanlige forvaltningsretslige terminologi kun komme på tale i de tilfælde, hvor en afgørelse (delvist) er begrundet på en fri forvaltningsmæssig vurdering. Det skal dog i denne forbindelse bemærkes, at forvaltningsmyndighederne normalt også kan tilbagekalde forvaltningsafgørelser i tilfælde, hvor formidlingen af forvaltningsbeslutningen viser sig at være ulovlig, jf. f.eks. U 2011.2235 H. Vurderingen af, om der i dette tilfælde er grundlag for at ændre (annullere) afgørelsen om autorisation, må tages med udgangspunkt i de almindelige forvaltningsmæssige hovedregler om ugyldige forvaltningsmæssige afgørelser, jf. Karsten Revsbech, Forvaltningsret Almindelige emner, 4. Udgave, 493 f og 514. Det er almindeligt anerkendt, at en myndighed, der har taget en afgørelse, er beføjet til at ændre afgørelsen, hvis betingelserne for en ændring ellers er opfyldt. Det fremgår dog også, at den almindelige forvaltningsmæssige hovedregel er, at en underliggende myndighed som hovedregel ikke har hjemmel til at ændre en afgørelse, som en overordnet klagemyndighed har truffet. Karsten Revsbech skriver således om dette i Forvaltningsret, Almindelig emner, 5. udgave, s. 350f: “Hvis der ikke i mellemtiden er fremkommet nye oplysninger eller nye regler, må svaret være, at på de punkter, hvor rekursorganet har taget stilling, er denne afgørelse bindende for førsteinstansen. Hvad rekursinstansen har taget stilling til, beror på en fortolkning af rekursafgørelsen og det retsgrundlag, den bygger på. (...) Hvis der er fremkommet væsentlige nye forhold siden rekursinstansen traf sin afgørelse, må førsteinstansen være berettiget til at træffe en afgørelse, der indebær en omgørelse af rekursorganets afgørelse – også på de punkter hvor rekursinstansen har taget stilling (forudsat at de nye forhold vedrører disse punkter).” Karsten Revsbech nævner ikke nogle eksempler på, hvad der kan vurderes som væsentlige nye forhold I denne sag er afgørelsen om autorisation taget af den færøske registreringsmyndighed. Den færøske registreringsmyndighed har derfor formel beføjelse til at ændre afgørelsen om autorisation. Som det dog fremgår af den færøske registreringsmyndigheds afgørelse om autorisation, er afgørelsen baseret på Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders afgørelse fra 14. juni 2007, hvor landsstyreområdet tilsidesætter den færøske registreringsmyndigheds retsopfattelse og hjemvisning sagen til den færøske registreringsmyndighed. Udgangspunktet må derfor være, at Den færøske registreringsmyndighed ikke har myndighed til at ændre afgørelsen om autorisation, i det omfang ændringen havde været i strid med Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders retsopfattelse, således som denne er formidlet i landsstyreområdets afgørelse STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 9/46 om hjemvisning af sagen til den færøske registreringsmyndighed. Det er således spørgsmålet, om der er afgørende nye forhold, der indebærer, at den færøske registreringsmyndighed har bemyndigelse til at ændre afgørelsen om autorisation, selv om ændringen er i strid med Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders retsopfattelse, således som denne er kommet til udtryk i Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders afgørelse om hjemvisning. Spørgsmålet er, om redegørelsen fra Ombudsmanden fra 2. november 2010 kan vurderes et sådant nyt afgørende nyt afgørende forhold. Ombudsmanden har givet klart udtryk for sin uenighed med Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders retsopfattelse. Selv om redegørelser fra Ombudsmanden ikke er bindende for myndighederne, forholder det således med Ombudsmandens redegørelser, at myndighederne stort set altid tager dem til efterretning. Ud fra oplysninger i sagen har Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders ikke alment givet udtryk for sin stillingtagen til redegørelsen fra Ombudsmanden fra 2. november 2010. Landsstyreområdet har efter al sandsynlighed taget redegørelsen til efterretning. Men eftersom landsstyreområdet ikke selv har givet autorisationerne er det ikke en sag for landsstyreområdet at behandle på ny. I tilfælde af, hvor Ombudsmanden hævder at være uenig med retsopfattelsen hos en overordnet myndighed, har en underordnet myndighed bemyndigelse til at ændre en afgørelse, der er begrundet i retsopfattelsen, hvis den overordnede myndighed ikke har givet udtryk for at han ikke vil følge redegørelsen fra ombudsmanden. På baggrund af dette er det min opfattelse, at den færøske registreringsmyndighed har hjemmel til at ændre afgørelsen om autorisation, dog med det forbehold, at betingelserne for at ændre ellers er opfyldt. Jeg tager i denne forbindelse også hensyn til, at den færøske registreringsmyndigheds afgørelse om tilbagekaldelse kan kæres. Der må således tages stilling til, om betingelserne for at ændre afgørelsen for autorisation er opfyldt. En omgørelse af en afgørelse er betinget af, at afgørelsen må vurderes at være ugyldig. Betingelserne for at stadfæste ugyldighed er, at afgørelsen indebærer betydende retlige fejl, og at der ikke er særlige omstændigheder, der taler imod ugyldighed. Erklæringen fra Ombudsmanden kan ikke forstås på anden måde end, at Ombudsmanden er kommet til den konklusion, at afgørelserne er ulovlige. Det er min opfattelse, at der ikke er grundlag for en anden stillingtagen. Det var klart defineret i § 1, stk. 2, nr. 4 i Ll. nr. 120 fra 21. maj 1993 om autoriserede revisorer, at retten til at blive udnævnt autoriseret revisor var betinget af, at ansøgeren havde bestået en særlig eksamen. Bekendtgørelsen nr. 1 fra 2. maj 2007 om eksamen for at blive autoriseret revisor blev sat i værk 3. maj 2007. Det vil sige før den færøske registreringsmyndighed for anden gang nægtede at imødekomme ansøgningen om autorisation og Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender igen hjemviste sagen. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 10/46 Det er spørgsmålet, om ikke ansøgningen burde være nægtet med den begrundelse, at ansøgeren ikke har skrevet sig op til eksamen og endnu mindre har bestået den eksamen, der var forordnet i bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen blev sat i værk dagen efter at bekendtgørelsen var offentliggjort. Det blev ikke beskrevet i bekendtgørelsen, at den kun skulle have gyldighed for ansøgninger om autorisation, der blev sendt til den færøske registreringsmyndighed efter at bekendtgørelsen var offentliggjort. Jeg er selv af den opfattelse, at bekendtgørelsen burde anvendes i de sager, der var til behandling, men ikke færdigbehandlet den dag, bekendtgørelsen blev sat i kraft. Det er mere tvivlsomt, om bekendtgørelsen også kunne være benyttet i Deres tilfælde, hvor den færøske registreringsmyndigheds første afgørelse blev taget, inden bekendtgørelsen var offentliggjort, og den endelige afgørelse blev taget efter at bekendtgørelsen var sat i værk. Hverken retspraksis eller forvaltningsretslig teori siger klart, om klagesager skal afgøres efter de regler, der var gældende, da den underliggende myndighed tog sin første afgørelse, eller med udgangspunkt i de regler, der var gældende, da sagen blev behandlet for anden gang. Det er min overbevisning, at der heller ikke kan opstilles en almindelig hovedregel for dette. Spørgsmålet må behandles på baggrund af de særlige træk, der kendetegner den enkelte sag. Det siger sig selv, at en skærpelse af reglerne, der er baseret på vigtige hensyn til samfundet, har betydning for alle sager, der fortsat er til behandling ved dag for ikrafttræden. Ellers havde man været nødsaget til at acceptere forhold, som man just havde tænkt at sætte en stopper for. I dette tilfælde er det vanskeligt at fastslå, at bekendtgørelse nr. 1 fra 2. maj 2007 om eksamen for at kunne blive autoriseret revisor, var at regne som en skærpelse af gældende regler, da der ikke tidligere havde været sådanne detaljerede/konkrete regler, og heller ikke havde været afholdt lignende specielle eksamener på Færøerne. Myndighederne kan bebrejdes, at bekendtgørelsen ikke blev sat i kraft før end 14 år efter, at 1993-loven blev sat i kraft, men det er åbenbart, at det har været lovgivernes ønske, at en særlig sikkerhed for revisorens kompetence har været den samme. Nedenfor bliver der taget stilling til, hvad der kan tænkes at have været gældende, hvis man ser bort fra bekendtgørelse nr. 1 fra 2. maj 2007. Sagen skal behandles efter Lagtingslov nr. 120 fra 21. maj 1993 om autoriserede revisorer § 1, stk. 2, og ikke - som for revisorer, der tidligere var udnævnt statsautoriserede revisorer i Danmark og i Norge – efter § 2, stk. 1, i revisorloven, der fastslog at den færøske registreringsmyndighed kunne udnævne personer, der kunne henvise til, at de uden for Færøerne havde fået en uddannelse, der kunne sidestilles med uddannelsen, der var nævnt i § 1, stk. 2, nr. 4 og 5, og som ellers opfyldte betingelserne i § 1, stk. 2, jf. stk.3. Det fremgik tydeligt af revisionsloven § 1, stk. 2, nr. 4, at udnævnelse til autoriseret revisor var betinget af, at ansøgeren havde bestået en særlig eksamen. Det faktum, at den færøske registreringsmyndighed, da De afleverede deres STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 11/46 ansøgning til den færøske registreringsmyndighed, ikke havde fastsat nærmere regler i bekendtgørelse, herunder betingelserne for indstilling til eksamen, eksamenskravene, eksamensform og eksamensbedømmelse, medførte ikke, at den færøske registreringsmyndighed havde hjemmel til endsige bundet til at se bort fra betingelserne om, at en særlig eksamen skulle være bestået. Jeg skal i denne sammenhæng henvise til at betingelsen var indispensabel, d.v.s. paragraffen gav ikke hjemmel til at give dispensation, jf. § 1, stk. 4 (omvendt). Det er min opfattelse, at den færøske registreringsmyndighed burde have udsat behandlingen af Deres sag, indtil myndigheden havde fastsat nærmere regler om den særlige eksamen, således at De havde kunnet tilmelde dem eksamen. Det er efter alt at dømme Deres opfattelse, at den færøske registreringsmyndighed ved at autorisere revisoren, der tidligere var udnævnt statsautoriseret revisor i Norge, havde droppet kravet om at have bestået en særlig eksamen. Det falder udenfor min opgave at vurdere, hvorvidt autorisationen, der var tildelt revisoren med norsk rigsgodkendelse, var lovlig. Som nævnt var det i Ll. 120 fra 21. maj 1993 om autoriserede revisorer § 2, stk. 1 en særlig hjemmel til at se bort fra den detaljerede opfyldelse af kravene, der er gældende for færøske ansøgere, hvis den udenlandsk uddannede vurderes at være lige så god. Jeg har ikke grundlag for at vurdere, hvorvidt den norske rigsgodkendelse opfylder dette krav. Men en stillingtagen til dette spørgsmål er uden betydning for vurderingen af, om De havde krav om at få autorisation. Det er ikke i strid med lighedsgrundsætningen at fastsætte regler, der gør det muligt at anerkende udenlandske uddannelser, der er jævnbyrdige med de indenlandske. Men selv om anerkendelsen af revisorerne med deres norske rigsgodkendelse var forkert, er det som en almindelig forvaltningsretslig hovedregel gældende, at man ikke med hjemmel i en forvaltningsretslig lighedsregel kan kræve en ulovlig retsstilling, jf. f.eks. U 1996.724 Ø og U 2003.2005 H. En fejl skaber ikke præcedens og kan ikke tømme en lovbestemmelse for indhold for fremtidige tilfælde. Af nævnte årsag er det min opfattelse, at Deres autorisation blev givet i strid med § 1, stk. 2, nr. 4, i revisorloven. En sådan hjemmelsmangel bliver uden undtagelse vurderet som en væsentlig mangel, og i Deres tilfælde er der i hvert tilfælde ikke grundlag for at vurdere manglen som uvæsentlig. Uden denne mangel var autorisationen uden tvivl ikke givet. Jeg kan i denne forbindelse henvise til, at betingelsen om at have bestået en særlig eksamen som tidligere nævnt indispensabel. Det faktum, at afgørelsen om Deres autorisation må regnes som en forvaltningshandling med privilegier, ændrer heller ikke ved, at den manglende lovhjemmel som udgangspunkt må føre til, at afgørelsen bliver annulleret, jf. den klare begrundelse fra Højesteret i U 1995.495/2H om tilladelser til forlænget åbningstid på benzinstationer og minimarkeder med tilknytning til motorvejsnettet. Spørgsmålet efter dette er, om sådanne særlige omstændigheder gør sig gælSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 12/46 dende, at afgørelsen om autorisation trods afgørende retlige fejl, alligevel må vurderes at være gældende. Når der skal tages stilling til dette spørgsmål, bør hensyn til retshåndhævelse, de samfundsmæssige hensyn, som reglerne varetager, og mulige hensyn til tredjepart vejes op imod mulige godkendte forventninger om, at afgørelsen står ved magt og hensynet til, at man har rettet sig efter afgørelsen. I denne sammenhæng kan myndighedernes mulige passivitet også få betydning. I et tilfælde som dette, når tale er om manglende hjemmel, er hensynet til retshåndhævelse af særlig betydning, jf. Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner, 5. Udgave, side 443. Retssystemet kan almindeligvis ikke tåle, at en ulovlig afgørelse står ved magt. Samfundshensyn og hensyn til tredjepart, der er baseret på kravet om at have bestået en særlig eksamen, taler med særlig tyngde imod, at afgørelsen om autorisation får lov til at bestå. Autoriserede (godkendte registrerede og rigsgodkendte) revisorer har fået overgivet en særlig opgave. En autoriseret revisor er, når han arbejder som en autoriseret revisor, strengt taget ikke kundens mand. Når han påtegner regnskaber og andre bekræftelser, der ikke udelukkende er til kundens eget brug, er han at regne som det offentliges tillidsmand, jf. § 15, stk. 1, i gældende revisorlov. Offentlige myndigheder og de, der skal bruge regnskabet, såsom pengeinstitutter og andre låneudbydere, tager ikke så sjældent afgørelser baseret på tillid til revisorpåtegninger og lignende bekræftelser. Kravet om at have bestået en særlig eksamen har til formål at stadfæste, om den enkelte revisor har den nødvendige kompetence og den nødvendige vurderingsevne til at passe den betydelige samfundsmæssige opgave, der er blevet ham overdraget. Det fremgår allerede af revisorlovens tilblivelse, at det har særlig ultimativ betydning, at en særlig eksamen er bestået, da betingelsen som nævnt er indispensabel. For de fleste revisorer er det nogenlunde enkelt at opfylde kravene i § 1, stk. 2, nr. 1-3 og 5 og 6, i revisorloven, men det er ikke en formsag at bestå den eksamen, som udnævnelsen til autoriseret revisor er betinget af. Der har endnu ikke været afholdt en sådan eksamen på Færøerne, men det er almen viden, at der er en temmelig høj dumpeprocent til sådanne eksaminer i Danmark. Det havde derfor været medvirkende til at mindske om tilliden, som det offentlige har til godkendte revisorer, og som samtidigt er deres eksistensberettigelse, hvis Deres autorisation ikke blev annulleret. Hensynet til de godkendte revisorer, der har bestået den særlige eksamen, taler med andre ord også for, at afgørelsen bliver annulleret. Jeg tvivler på, at hensynet til dig under nogen omstændigheder kan vejes op imod hensynet til håndhævelsen, de samfundsmæssige hensyn og hensynet til de revisorer, der virkelig har bestået den særlige eksamen. Hvis afgørelsen om at autorisere – trods manglende hjemmel – skulle kunne bibeholdes som troværdig, måtte det i det mindste være en betingelse, at De var i god tro vedrørende den manglende hjemmel. God tro i relation til den manglende hjemmel kan efter min opfattelse kun komme på tale, hvis retsSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 13/46 grundlaget, som afgørelsen er baseret på, kan siges at have været tvivlsom i forhold til, hvordan reglerne skulle forstås. Afgørelsen i Deres tilfælde er i klar strid med § 1, stk. 2, nr. 4, i forhenværende revisorlov, og det er min vurdering, at De ikke har kunnet være i god tro om, at De [ikke] havde ret til at blive udnævnt som autoriseret revisor, da De ikke havde bestået den i loven fastsatte eksamen. Det er muligt, at De havde håbet på dette, men et håb om, at en myndighed vil forvalte i strid med en klar lovbestemmelse er ikke retligt forsvarligt. Sammenfattende er jeg af den opfattelse, at der efter de almindelige forvaltningsretslige regler er grundlag for at annullere afgørelsen om at autorisere Dem. Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt en annullation er i overensstemmelse med de rettigheder, som De har ifølge den Europæiske Menneskeretskonvention. Med lov nr. 825 af 29. april 1992 om den Europæiske Menneskeretskonvention blev konventionen og en række protokollater og tillægsprotokollater inkorporeret i dansk ret. Sidenhen er loven også sat i kraft på Færøerne med anordning nr. 136 af 25. februar 2000 om ikrafttræden for Færøerne af lov om den Europæiske Menneskeretskonvention. Artikel 1 (Beskyttelse af ejendom) i 1. Tillægsprotokol lyder således: “Enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper. Foranstående bestemmelser skal imidlertid ikke på nogen måde begrænse statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendommen udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder”. Det fremgår af praksis hos den Europæiske Menneskeretsdomstol, at en tilladelse eller lignende til at udøve en nærmere fastsat virksomhed kan være beskyttet af artikel 1. Som eksempel kan nævnes afgørelsestilladelsen hos Domstolen fra 25. maj 2006 i Lederer mod Tyskland. Lederer havde arbejdet som advokat, indtil han blev ansat som universitetslektor. Lederer ønskede at fortsætte med sin advokatvirksomhed. Efter tysk lov kunne Lederer ikke arbejde som universitetslektor og samtidig praktisere som advokat. Lederer mente, at denne retsstilling indebar et brud på de rettigheder, han havde efter artikel 1 i 1. Tillægsprotokol. Under henvisning til retshåndhævelse, der ikke er taget med her, kom Domstolen frem til, at talen var om forhold, der var omfattet af bestemmelsen. Beskyttelse efter artikel 1 er ikke udelukket, selv om det skulle vise sig, at betingelserne for at give omtalte tilladelser, ikke er opfyldt, jf. Domstolens dom fra 15. september 2009 i Moskal imod Polen. Her kunne en førtidspensionist dække sig ind under bestemmelsen med henvisning til en afgørelse om at tilbagekalde en afgørelse om udbetaling af pension, selvom begrundelsen for tilbagekaldelsen var, at der ikke var nogen hjemmel til at give hende pension. Sådan som artikel 1 er blevet tolket i praksis af Domstolen, er jeg temmelig STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 14/46 sikker på, at en annullation af afgørelsen om autorisation var kommet ind under denne bestemmelse. Ud fra denne stadfæstelse kan det dog ikke konkluderes, at en annullation havde været i strid med artikel 1. Det afgørende for, om tale er om brud på ejendomsretten, der er omfattet af artikel 1, eller ikke, er, om annullationen er lovlig (lawful), hvis det følger et anerkendt formål, der har samfundsmæssig interesse (“public interest”) og hvis der er tale om rimelig balance (“fair balance”) imellem hensynet til den samfundsmæssige interesse og hensynet til forsvar af den enkelte. Der er ingen tvivl om, at en annullation er “lawful” i den betydning, som dette begreb har i traktaten. Det var til stadighed stadfæstet i § 1, stk. 2, nr. 4, i den på det tidspunkt gældende revisorlov, at udnævnelse som autoriseret revisor var betinget af, at en særlig eksamen var bestået, og annullation af ulovlig afgørelser har hjemmel i almindelige anerkendte forvaltningsretlige hovedregler. Der er heller ingen tvivl om, at en annullation følger et anerkendelsesværdigt formål i form af at varetage hensynet til retshåndhævelse og de samfundsmæssige hensyn, der er nævnt ovenfor. Spørgsmålet herefter er, om en annullation er at vurdere som en rimelig balance (“fair balance”) mellem hensynet til den samfundsmæssige interesse og beskyttelsen af den enkelte. Betingelsen om en “fair balance” indebærer, at der skal være en passende proportionalitet mellem de tiltag, der bliver benyttet, og det formål, der opnås ved inddragelsen. Kravet om proportionalitet indebærer, at tiltagene skal være anvendelige til at opnå det formål, der bliver opfyldt ved inddragelsen, og at inddragelsen ikke er mere vidtgående end nødvendigt for at nå vedkommende formål. Betingelsen er ikke opfyldt, hvis inddragelsen er at vurdere som “an individual and excessive burden” for den, som inddragelsen rammer, jf. Domstolens dom fra 21. februar 1982 i James og andre imod Det Forenede Kongerige (punkt 50). Når det skal vurderes, hvorvidt en annullation som denne er i en “fair balance”, har konventionsstaten efter Domstolens praksis vide rammer for sin vurdering. På den anden side får konventionsstaten ikke lov til hvad som helst under henvisning til de vide rammer for vurderingen – specielt ikke, hvis inddragelsen synes tilfældig. Som eksempel kan henvises til Domstolens dom fra 8. april 2008 i Megadat.com SRL imod Moldova, hvor myndighederne havde tilbagekaldt tilladelsen fra virksomheder til at drive virksomhed med udbud af internetforbindelser under henvisning til, at virksomheden havde misrøgtet sin pligt til at oplyse en adresseændring. Når der skal vurderes proportionalitet, undersøger Domstolen også, om der er noget (reelt) alternativ. Som eksempel kan nævnes Domstolens dom fra 27. november 2008 i Hamer mod Belgien, hvor myndighederne havde krævet, at en bygning, der blev ulovlig bygget i et skovområde, skulle rives ned. Til slut har det også betydning, om beslutningen påvirker indkomstmulighederne hos vedkommende. Når det skal vurderes, hvorvidt en annullation i dette tilfælde er i rimelig balance (“fair balance”), bør det efter min vurdering blive lagt afgørende vægt STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 15/46 på retshåndhævelse og samfundsmæssige hensyn, der er grundlaget for kravet om, at autoriserede revisorer skulle have bestået en særlig eksamen, som nærmere belyst ovenfor. Dernæst har hverken den dagældende eller nuværende revisorlov hjemmel til at dispensere fra kravet om at have bestået en særlig eksamen. Over for dette står hensynet til dig som enkeltperson. Det fremgår i høringssvaret til hensigtserklæringen at De, siden De blev autoriseret i 2007, har passet opgaver som autoriseret revisor, og at Deres indtægter stammer fra opgaver, der er tilknyttet autoriserede revisorer, nemlig revisorpåtegnelser og andre bekræftelser, der efter gældende lov kun kan udføres af autoriserede revisorer. Det fremgår ligeledes, at en ubetinget annullation ville få store personlige omkostninger for dig og for revisionsfirmaet INPACT. Således, som Deres forhold er belyst, vurderer jeg, at en ubetinget annullation af Deres autorisation er at regne som “an individual and excessive burden”, og at en ubetinget annullation muligvis havde medført et brud på de rettigheder, som De har, jf. artikel 1 i 1. Tillægsprotokol. Jeg har derfor besluttet at annullere Deres autorisation, men annullationen skal ikke sættes i kraft før end om et år, og denne ikrafttræden er desuden betinget af, at De ikke inden da har bestået en særlig eksamen, der opfylder kravene i revisorloven. Indtil den særlige eksamen er afholdt (herunder mulig reeksamination), kan De fortsætte som autoriseret revisor med udgangspunkt i den autorisation, som De fik i 2007. Etårsfristen skal forstås således, at hvis De ikke består eksamen i 2012, skal datoen for eksamen i 2013 fastsættes således, at De har minimum et år til at forberede dem i at regne fra dateringen af denne afgørelse. Jeg skal samtidigt gøre opmærksom på, at jeg ikke vurderer, at De givne påtegninger er ugyldige. Klagevejledning Afgørelsen kan påklages til Løgmansskrivstovan, der er rekursmyndighed i afgørelser taget af den midlertidigt fungerende direktør for den færøske registreringsmyndighed. …” Afgørelsen blev påklaget til Lagmandens Kontor, der den 21. februar 2012 traf afgørelse i klagesagen. Ved afgørelsen blev registreringsmyndighedens afgørelse stadfæstet i henhold til grundene, dog med den ændring, at fristen til at tage den fornødne eksamen blev forlænget til 3 år, da eksamensniveauet begrundede en længere forberedelsestid. Under sagens hovedforhandling har parterne erklæret sig enige om, at fristen skal forstås således, at de omhandlede autorisationer bortfalder, i det omfang revisor A henholdsvis revisor B ikke har bestået den påkrævede eksamen inden udgangen af 2015. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 16/46 Forklaringer Under hovedforhandlingen er der afgivet partsforklaringer af revisor A og revisor B samt vidneforklaringer af revisor C, Vidnerne D og E blev under hovedforhandlingen frafaldet, idet parterne var enige om at lægge til grund, at disse tidligere medsagsøgere havde hævet deres del af sagen som følge af, at deres retlige interesse var bortfaldet. Revisor A har forklaret blandt andet, at han er 44 år gammel og er uddannet cand. merc. aud. fra 1999. Han var intern revisionschef i Færøernes Sparekasse frem til 2004. Herefter arbejdede han hos revisionsfirmaet Rasmussen & Weihe, der senere kom til at hedde Nota. I 2007 blev han partner i Nota med ansvar for regnskab. Han har beskæftiget sig med internationale forhold og har været revisor for Eik Banki, Bank Nordic og andre store kunder. Han modtog sin autorisation i 2007 og det var kort tid derefter, at han købte aktier i firmaet. Først købte han 1 % siden købte han op til 18,5 %. De var tre autoriserede, der ejede omkring 20 % hver. Resten var ejet af de registrerede revisorer i firmaet. Han har påtegnet regnskab hos blandt andre Bank Nordic. Når han i sin tid ansøgte om autorisation, skyldes det, at Klaus Rasmussen, hans daværende chef, havde fortalt, at registreringsmyndigheden havde tænkt at ændre sin praksis og autorisere revisor C trods manglende opfyldelse af uddannelseskravet. Rasmussen mente derfor, at også Arnason måtte have et naturligt krav på at få autorisation. revisor C havde ikke nogen eksaminer, som Arnason ikke også havde. Rasmussen var derfor sikker på, at Arnason ville have krav på en tilladelse. Rasmussen sad i bestyrelsen i den Færøske Revisorforening. Der blev afholdt et møde den 19. september 2005 med den færøske registreringsmyndighed. Det møde deltog Arnason ikke i, da han ønskede at holde distance til sagen, idet hans far var departementschef i Landsstyreområdet for Erhvervsanliggender. Da afslaget kom den 27. januar 2007, modtog de samtidig udkast til en bekendtgørelse om eksamen. Udkastet opererede med en meget lempelig eksamen. På det tidspunkt var der tanker om liberalisering, hvorfor man ikke ville lave en egentlig stopprøve. Forslaget blev senere strammet meget op. Først senere i 2007 kom der en bekendtgørelse, hvor eksamenskravet var væsentligt skærpet. Da ombudsmandens redegørelse kom i november 2010, skabte det uro om hans tilknytning til Nota. Der var pludselig krav om nedbringelse af aktieandel og lønnedgang i fra han kompagnoner. Han følte sig uønsket i firmaet og STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 17/46 valgte at sælge samtlige sine aktier. Han solgte sine aktier pr. årsskiftet 2011/12 og fortsatte som ansat frem til og med april 2012, hvor han fratrådte. Han var først nødsaget til at afslutte revisionen af Bank Nordic, før han kunne stoppe. Efter sin udtræden stiftede han et nyt revisorselskab samen med en kompagnon. Firmaet hedder Numo i dag. Der er sidenhen kommet nye aktionærer i selskabet. Selskabet er blevet sammenlagt med revisor Cs selskab. Der er to autoriserede revisorer i firmaet, han selv og revisor C. Dertil kommer tre registrerede revisorer. Han ejer 25 % af aktierne. Revisor C ejer 26, 25 %. Resten af kapitalen er fordel mellem de tre registrerede revisorer. Firmaet betjener to sparekasser, forskellige kommuner, offentlige institutioner og diverse små og mellemstore virksomheder. Hvis hans autorisation bliver ugyldig, bliver han nødt til at sælge sine aktier. Majoriteten i firmaet skal være ejet af autoriserede revisorer. Det skyldes, at de er revisorer for finansielle virksomheder. Firmaet mister sin største kunde, hvis han mister sin autorisation. Revisor C er 60 år, hvorfor han inden for en kort årrække går på pension. Annullationen er derfor livstruende for firmaet. Hans firma har haft et fuldt kontrolbesøg fra Erhvervsstyrelsen i september 2014 med kundegennemgang og gennemgang af kvalitetssystemerne. Resultatet af kontrollen var uden væsentlige anmærkninger. Han var meget glad for kontrolrapporten. Hans CV er præget af mange forskellige arbejdspladser, herunder i finansielle virksomheder. Han har fulgt efteruddannelser hos FSR. Han har siddet i det færøske revisortilsyn og har udarbejdet retningslinjer for kvalitetskontrol hos færøske revisorer. Han har undervist i selskabslovgivning, årsregnskabslovgivning, og han er medforfatter til en færøsk bog om bestyrelser. Han har bestået egnethedsprøven i færøsk skatteret med karakteren 11. Han har ikke taget eksamen som statsautoriseret revisor, da han ikke har tænkt sig at arbejde i udlandet. Trods afgørelsen i denne sag har han ikke inden for den fastsatte frist taget den krævede eksamen. Det har hans erhvervsarbejde ikke efterladt tid til. Revisor B har forklaret blandt andet, at han er 47 år gammel og arbejder hos revisionsfirmaet Januar. Han blev cand. merc. aud. i 1994 og fik samme år arbejde hos revisionsfirmaet Impact. Nota og Impact fusionerede i oktober 2012 og er i dag det største revisionsfirma på øerne. I Impact havde han 25 % af aktierne. Resten var ligeligt ejet af tre andre autoriserede revisorer. I dag ejer han 12,5 % af det fusionerede selskab. De er seks autoriserede og tre registrerede revisorer i selskabet. De seks autoriserede revisorer i firmaet har hver 12½ % af aktierne. Den sidste del af kapitalen er fordelt mellem de tre registrerede revisorer. Han sidder i selskabets bestyrelse. Hans ansvarsområde er små og mellemstore virksomheder af alle slags, både offentligt og privat, og han har blandt andet været revisor for den meget store virkSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 18/46 somhed Bakkafrost. De har i firmaet haft såvel intern og ekstern kontrol. De er medlem af Revisorgruppe med nogle danske selskaber. Han har aldrig fået bemærkninger eller klager vedrørende sit arbejde. Han har ca. 200 klienter. Han har i 20½ år arbejdet som revisor, de seneste 7½ år som autoriseret revisor. Han har været meget aktiv med at tage kurser i Danmark. Efter han blev autoriseret, har han taget de obligatoriske efteruddannelser. Han har undervist på Handelshøjskolen, ligesom han har forestået intern uddannelse. Han har arbejdet meget med færøsk skatteret, men har ikke taget eksamen i det. Han rådgiver også klienter om skatteforhold. Når han i sin tid ansøgte om autorisation, skyldtes det oplysningen om revisor Cs autorisation. Den 19. september 2005 var der et møde med den færøske registreringsmyndighed hvor han deltog. På mødet gav han udtryk for sin utilfredshed med forskelsbehandlingen. Direktøren opfordrede til, at de tilbagetrak deres ansøgning og startede forfra. Der ville angiveligt komme en meget lempelig eksamen. De valgte imidlertid ikke at trække deres ansøgning, da de have mistet tilliden til myndigheden. Afgørelsen i den foreliggende sag vakte ikke glæde i hans firma, men der skete ham ikke noget. Han fik lov at beholde sine aktier. Han kan vedstå den fremlagte erklæring om konsekvenser, hvorefter han i tilfælde af autorisationens manglende gyldighed vil stå helt uden godkendelse som revisor. Han har ikke taget den krævede eksamen. Det har været uklart, hvad han skulle op i. Han har heller ikke haft tid som følge af [personlige forhold]. Mister han autorisationen, foreligger der ikke noget givet udfald for hans position i firmaet, men der er naturligvis en konsekvens. Han vil være nødsaget til at udtræde af bestyrelsen. Der vil være 200 regnskaber, som han ikke længere kan underskrive. I værste fald må han sælge sine aktier og gå ned i løn. Revisor C har forklaret blandt andet, at han er autoriseret som revisor i 2005. Han blev uddannet i bank, hvor han arbejdede frem til 1980. I 1980 startede han som revisor på Jógvan Sundsteins revisionskontor, og i 1983 bestod han merkonomuddannelsen. Herefter blev han godkendt som registreret revisor i henhold til de dagældende regler. I 1987 blev han regnskabschef i Royal Greenland, hvorefter han i 1989 startede som selvstændig revisor på Færøerne sammen med en kollega. De udførte sædvanligt revisorarbejde. I 1992 fik han HD i regnskab fra Handelshøjskolen i Århus. I 1995 startede han samme sted med at læse cand. merc. aud. Sideløbende havde han firmaet på Færøerne. Han bestod uddannelsen i april 1998 og overvejede så at blive statsautoriseret revisor. Han tilmeldte sig derfor diverse kurser hos FSR. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 19/46 Han tog 3 af 8 eksaminer og bad om at blive indstillet til eksamen som statsautoriseret revisor. Han havde ikke arbejdet to år hos en statsaut. revisor, men det krav kunne der dispenseres fra. Han søgte den dispensation, men fik afslag fra revisorkommissionen. Han var bekendt med den færøske revisorlov. Der skulle udstedes en eksamensbekendtgørelse, men det var aldrig sket. På et tidspunkt talte han med en person, der havde erfaring med de internationale regler om gensidig anerkendelse af autorisationer. På baggrund af drøftelsen undersøgte han muligheden for at få en autorisation i Norge. Han tilmeldte sig Handelshøjskolen i Bergen i 2002 og var indstillet på at tage alle de fire fag, der indgik i uddannelsen dér. Han kontaktede den norske selskabsmyndighed og spurgte, hvad der skulle til for at blive autoriseret i Norge. Han fik det svar, at han blot skulle bestå de to fag Skatte- og afgiftsret samt Rettslære med karakteren c, der er tredje karakterniveau. Han behøvede derfor ikke læse de to andre fag på studiet. Han boede på Færøerne, medens han fulgte dette studium. Han bestod sine norske eksaminer i 2003 henholdsvis 2004 og sendte sin karakterudskrift til selskabsmyndigheden i Norge. Herefter modtog han sin autorisation. Han havde ikke nogen praksiserfaring fra Norge eller noget EØS-land. Han ved ikke, hvorfor han alligevel kunne få den norske autorisation. Han gav myndigheden alle de oplysninger, som de udbad sig. Handelshøjskolen i Bergen var af den opfattelse, at den praktiske prøve var indeholdt i selve uddannelsen. I den norske revisorlovskommentar stod der, at der havde været en del diskussion om den praktiske prøve, og der blev indført en egentlig praktisk prøve kort tid efter hans modtagelse af norsk autorisation. Med baggrund i sin norske autorisation, søgte han i januar 2005 den færøske registreringsmyndighed om autorisation på Færøerne. Han var sikker på, at Færøerne ville godkende hans norske autorisation, der jo blev anerkendt i hele Europa. Han kunne derfor ikke se noget formål i at tage en egnethedsprøve i Danmark. Den prøve handlede om danske skatte- og afgiftslove, der ikke var relevant for hans arbejde på Færøerne. Den færøske registreringsmyndighed sendte spørgsmålet i høring til den Færøske Revisorforening. FSR i Danmark blev også hørt. FSR oplyste, at den norske autorisation ikke var på højde med den danske. Den 9. marts 2005 fik han godkendelse på sin ansøgning. Han ventede herefter på at få sin autorisation. Den kom imidlertid ikke, og han rykkede registreringsmyndigheden flere gange. Den 9. september 2005 blev han indkaldt til et møde hos registreringsmyndigheden, hvor han fik at vide, at sagen var trukket i langdrag på grund af andre ansøgere og lighedsbetragtninger. Jógvan Thomsen fra registreringsmyndigheden stillede ham nogle spørgsmål i færøsk skatteret. Han var ikke på forhånd varslet om, at sådanne spørgsmål ville forekomme. Der var også to andre til stede ved samtalen. Mødet endte med, at han fik en kuvert med autorisationen. På det pågældende tidspunkt drev han sin virksomSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 20/46 hed alene. For to år siden har han fusioneret sit selskab med Revisor As selskab. De arbejder for finansielle virksomheder, der skal benytte statsautoriseret revisor. Der er en rotationspligt, som medfører, at en revisor kun kan underskrive regnskaber for en finansiel virksomhed i syv år i træk. Derefter må han ikke underskrive i to år. Hvis Arnason mister sin autorisation, risikerer de at miste kunder som følge af denne regel. Hans autorisation er blevet taget op til vurdering efter ombudsmandens beretning. Den procedure er han ikke blevet involveret i. Han fik kopi af brevet fra Lagmandens Kontor, hvorved kontoret bad den færøske registreringsmyndighed om at undersøge, om hans autorisation kunne annulleres. Han har ikke efterfølgende hørt noget i sagen, før han i foråret 2014 fik at vide, at vurderingen var faldet ud til hans fordel. Parternes synspunkter Sagsøgerne, Revisor As og revisor B, har til støtte for anerkendelsespåstanden procederet i overensstemmelse med følgende anbringender, der fremgår af påstandsdokument af 19. januar 2015: ”1. Sagsøgte havde ingen kompetence at genoptage sagen. 1.1. Det gøres gældende, at den konstituerende direktør for Skráseting Føroya var bundet af den afgørelse, som den overordnede myndighed havde truffet i sagen, jfr. Landsstyreområdet for Indenlandsanliggenders afgørelse af 14. juni 2007, bilag 46. Den konstituerede direktør var således uberettiget til at genoptage sagen, idet der foreligger en klar og endelig afgørelse truffet af en overordnet myndighed. 1.2. Det er almindeligt antaget, at en underordnet myndighed kun kan genoptage en sag, såfremt der foreligger væsentlige nye oplysninger i sagen, jfr. Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner side 350 ff. Det gøres gældende, at denne betingelse ikke er opfyldt, idet der ikke i forbindelse med ombudsmandens beretning af 2. november 2010 foreligger væsentlige nye oplysninger i sagen. Der er intet nyt fremkommet i ombudsmandens beretning, som ikke forelå allerede ved sagernes afgørelse den 20. juni 2007. 2. Autorisationen af sagsøgerne er ikke i strid med lagtingslov nr. 120/1993. 2.1. Det fremgår af sagen, at den færøske registreringsmyndighed i tidsrummet fra 1993 til 2007 ikke havde fastsat ”nærmere bestemmelser” om den i § 1, stk. 2, nr. 4 omhandlede eksamen, jfr. § 4 i lagtingslov nr. 120/1993 om autoriserede revisorer. 2.2. Registreringsmyndigheden havde i tidsrummet fra 1993 til 2005 fulgt den praksis, at kun personer, som havde opnået status som statsautoriseret revisor i Danmark kunne blive autoriseret på Færøerne. Hovedparten af de personer men ikke alle – som i nævnte tidsrum blev autoriseret, havde således bestået eksamen som statsautoriseret revisor i Danmark, jfr. registreringsmyndigheSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 21/46 dens skrivelse af 30. november 2006, … 2.3. Det fremgår af sagen, at Skráseting Føroya i marts 2005 tog principbeslutning om at autorisere revisor C alene på baggrund af, at han kort forinden var blevet autoriseret som statsautoriseret revisor i Norge, … 2.4. Det fremgår af sagen, at revisor C alle årene, medens han tog sin norske uddannelse, som ud over hans danske kandidateksamen kun bestod i to enkeltfag, nemlig retslære og norsk skatteret, drev selvstændig virksomhed som registreret revisor på Færøerne. revisor C havde forud for autorisationen i marts 2005 (endeligt udskrevet den 9. september 2005) på intet tidspunkt haft bopæl i Norge, og han havde heller ikke på noget tidspunkt fungeret som revisor i Norge. 2.5. Det fremgår af sagen, at den færøske registreringsmyndighed ligeledes forud for autorisationen af ham i september 2005 var klar over, at revisor C ikke ud over selve kandidatuddannelsen havde bestået en særlig prøve i Norge. 2.6. Det fremgår af sagen, at Færøerne ikke har nogen aftale med EU eller Norge om gensidig godkendelse af uddannelser som autoriseret revisor, ... Færøerne er som bekendt ikke medlem af EU, og Færøerne er ikke med i EØS-samarbejdet. 2.7. Det fremgår af sagen, at Skráseting Føroya sendte sagen om autorisationen af revisor C til høring hos andre færøske myndigheder og den færøske forening af autoriserede revisorer. Det fremgår af høringssvarene, at den færøske forening af autoriserede revisorer frarådede myndigheden at lempe kravene for at opnå autorisation. Endvidere fremgår det af sagen, og at den danske forening af statsautoriserede revisorer ved skrivelse af 18. februar 2005 bl.a. udtalte at ”en norsk ”statsautoriseret revisor” ikke uden videre kan sidestilles med en dansk ”statsautoriseret revisor”, … 2.8. Det fremgår af sagen, at den færøske forening af autoriserede revisorer ved skrivelse af 11. oktober 2005 til Vinnumálaráðið efterlyste klare regler om kvalifikationskravene til færøske revisorer. Foreningen skriver bl.a. ”Som nævnt ovenfor har en færøsk ansøger med norsk autorisation modtaget autorisation, selv om han ikke har bestået nogen kvalifikationseksamen.... Det er vores opfattelse, at de ansøgere, som har indgivet ansøgninger om autorisationer på grundlag af deres danske kandidateksaminer, har mindst lige så gode kvalifikationer som foran nævne ansøger. Enkelte af disse ansøgere har endda praktisk erfaring hos en statsautoriseret revisorvirksomhed inden for EU… ”, 2.9. Det fremgår af internt notat, udarbejdet af Skráseting Føroya den 17. juni 2005, bl.a. følgende: ”Spørgsmålet er, hvorledes vi skal behandle ansøgninger fra de 7 revisorer som har en cand. merc. aud uddannelse. Det bliver i hvert fald vanskeligt at begrunde et afslag, når vi har autoriseret en anden ansøger med samme baggrund. Såfremt vi giver tilladelse ændrer vi praksis, men der er intet i loven som forhindrer os i dette”, ... STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 22/46 2.10. Det fremgår af sagen, at Vinnumálaráðið havde den opfattelse, at såfremt den færøske registreringsmyndighed autoriserede revisor C havde registreringsmyndigheden tillige en forpligtelse til at autoriserede de øvrige 7 ansøgere. Ved e-mail af 10. august 2005 skriver Vinnumálaráðið bl.a. således: ”Jeg har den bemærkning, at revisor C må have mere end en sædvanlig cand. merc. aud, f.eks. have bestået en særlig prøve eller have modtaget en særlig undervisning i Norge, som kvalificerer ham som autoriseret revisor på Færøerne. Dette er særligt nødvendigt, såfremt du ikke også agter at autorisere de øvrige revisorer som ”kun” har en cand.merc.aud. og den påkrævede erhvervserfaring indenfor området…”, ... 2.11. Det fremgår af sagen, at Innlendismálaráðið ved skrivelse af 12. marts 2007 hjemviste sagen vedrørende autorisationen af sagsøgerne til ny behandling hos Skráseting Føroya, bl.a. med følgende begrundelse: ”Indenrigsministeriet vurderer derfor, at Skráseting Føroya ved i september 2005 at have autoriseret den ene ansøger uden nogen saglig grund gør forskel på ansøgerne, alt efter om disse har en uddannelse i Danmark eller i Norge”, ... 2.12. Det fremgår af § 2 i lagtingslov nr. 120/1993 om autoriserede revisorer, at den færøske registreringsmyndighed kan beskikke personer, som godtgør ”at i udlandet have fået en uddannelse, der findes kunne ligestilles med den i § 1, stk. 2, nr. 4 og 5 omhandlede uddannelse”. Det fremgår således klart af bestemmelsens ordlyd, at vedkommende ansøger skal godtgøre i udlandet at have modtaget en uddannelse som skal være på mindst samme niveau som den uddannelse, som kræves efter § 1, jfr. § 4. 2.13. Det gøres gældende, at Skráseting Føroya ved at autorisere revisor C har ændret praksis og samtidig har lempet de uddannelsesmæssige krav, som var gældende forud for praksisændringen i 2005. Skráseting Føroya var også i 2005 fuld ud klar over, at autorisationen af revisor C af revisorbranchen på Færøerne blev opfattet som en væsentlig ændring af gældende praksis. 2.14. Det gøres gældende, at Skráseting Føroya også var berettiget til at træffe denne beslutning, idet det er myndigheden selv, som i medfør af § 4 i lagtingslov om autoriserede revisorer skal fastsætte ”nærmere bestemmelser” om den i § 1, stk. 2, nr. 4 nævnte eksamen. 2.15. Revisorområdet er overtaget af de færøske myndigheder og Skráseting Føroya var frit stillet med hensyn til hvilke krav, myndigheden mente skulle stilles i medfør af lovens § 4. Det fremgår af sagen, at det i 2005 var opfattelsen hos Skráseting Føroya, at baggrunden for bestemmelsen i § 4 var, at denne prøve kun skulle omfatte ”særlige færøske forhold”, ... 2.16. Det fremgår af sagen, at Skráseting Føroya traf sin første afgørelse i sagen den 27. januar 2006, ... Sagen blev herefter af Innlendismálaráðið i to omgange hjemvist til fornyet behandling, efter at sagsøgerne havde fået medhold i sin klage over afgørelsen. Den endelige afgørelse blev herefter truffet af Skráseting Føroya den 20. juni 2007, ... 2.17. Under disse omstændigheder gøres gældende, at ”bekendtgørelse” udSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 23/46 stedt af Skráseting Føroya den 2. maj 2007, …, ikke kan finde anvendelse i relation til sagsøgernes ansøgninger, hvilket sagsøgte også synes at anerkende, ... 2.18. Det gøres – i overensstemmelse med opfattelsen hos Vinnumálaráðið, Innlendismálaráðið og opfattelsen hos foreningen af autoriserede revisorer på Færøerne – gældende, at sagsøgernes kvalifikationer var mindst lige så gode som hos revisor C, og at sagsøgernes forhold ganske kunne sidestilles med revisor Cs forhold, hvilket også ses at have været den oprindelige holdning hos Skráseting Føroya, ... 2.19. Det gøres gældende, at Skráseting Føroya i 2005 i medfør af lighedsgrundsætningen var forpligtet til at behandle sagsøgerne på samme måde som revisor C. Dette i særlig grad, når henses til, at samtlige ansøgninger blev behandlet på samme tidspunkt. 2.20. Det fremgår af sagen, at den konstituerede direktør for Skráseting Føroya i februar 2014 har truffet afgørelse om, at autorisationen af revisor C var i overensstemmelse med § 2 i lagtingslov nr. 120/1993 om autoriserede revisorer, ... Den endelige konklusion hos den konstituerede direktør er således, at autorisationen af revisor C var fuldt lovlig. 2.21. Det fremgår, at afgørelsen bl.a. i det væsentlige bygger på en antagelse af, at når den færøske revisorlov har samme ordlyd som den tilsvarende danske revisorlov, som bygger på et princip om gensidig godkendelse inden for EU/EØS, så har færøske myndigheder, selv om Færøerne ikke er medlem af EU, også en forpligtelse til at følge samme principper, som er gældende efter den danske lov om gensidig godkendelse inden for EU/EØS. 2.22. Det gøres gældende, at denne antagelse er meget klart i strid med almindelig færøsk retsopfattelse. Det forhold, at det færøske lagting har indført lovgivning, som oprindeligt stammer fra EU, betyder ikke i sig selv, at færøske myndigheder er forpligtet til at følge praksis indenfor EU. Der er generelt intet belæg for at tillægge den færøske lovgiver dette motiv. 2.23. Det fremgår også af retspraksis, at den fortolkning som er gældende indenfor EU kun kan tillægges betydning, såfremt denne fortolkning klart ligger indenfor lovens ordlyd, jfr. Østre Landsrets dom af 18. oktober 2001 som. udtaler: ”Selv om bestemmelsen i den færøske momslov … bygger på fællesskabsretlige regler, jfr. lagtingslovens almindelige bemærkninger, er færøske myndigheder ikke bundet af EF-domstolens praksis, idet Færøerne står uden for EU. I tilfælde, hvor en naturlig sproglig forståelse af den færøsk lovtekst ikke er i overensstemmelse med EF-domstolens praksis, skal den færøske lovtekst derfor – i mangel af sikre holdepunkter for det modsatte - lægges til grund” 2.24. På denne baggrund gøres gældende, at der intet belæg er for den konstituerede direktørs konklusion om, at hans afgørelse vedrørende revisor C ikke har nogen betydning i relation til sagsøgernes autorisationer. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 24/46 3. Selv om der foreligger en hjemmelsmangel kan der ikke ske annullation 3.1. Selv om det måtte antages, at autorisationerne af sagsøgerne er blevet tildelt i strid med § 1, jfr. § 4 i lagtingslov nr. 120/1993, gøres gældende, at betingelserne for annullation ikke er opfyldte. 3.2. Der foreligger ikke en hjemmelsmangel som kan anses som væsentlig. Det fremgår af ordlyden af § 4, at Skráseting Føroya i 2005 var ganske frit stillet vedrørende de krav, som myndigheden selv skulle fastlægge vedrørende indholdet af den i § 4 nævnte prøve. Det ville ikke være i strid med bestemmelsens ordlyd, såfremt Skráseting Føroya traf bestemmelse om, at en cand. merc. aud. uddannelse sammen med en mundtlig prøve – således som situationen i realiteten var vedrørende revisor C – var tilstrækkeligt til opfyldelse af den i § 4 nævnte prøve. 3.3. Selv om der foreligger en hjemmelsmangel som måtte anses som væsentlig, gøres gældende, at der ikke er tale om en åbenbart ulovlig afgørelse. 3.4. Det fremgår af sagen, at Skráseting Føroya, efter at sagen af Innlendismálaráðið blev hjemvist til fornyet behandling, efter rådgivning fra en ekstern advokat i juni 2007 traf afgørelse om at autorisere sagsøgerne. Autorisationen af sagsøgerne skete med baggrund i en afgørelse, truffet af Innlendismálaráðið den 14. juni 2007. Det fremgår af nævnte afgørelse, at denne er bygget på lighedsgrundsætningen, som er en uskreven retsregel. 3.5. Det fremgår endvidere af nævnte afgørelse, at Innlendismálaráðið også havde den opfattelse, at andre kvalifikationer, som kunne dokumentere samme viden hos ansøgeren, som den særlige prøve ellers skulle sikre, kunne sidestilles med den i § 4 nævnte prøve. Denne indstilling havde sin naturlige baggrund i, at registreringsmyndigheden ikke siden lovens vedtagelse havde fastsat nogle regler om hvad prøven skulle indeholde, ... 3.6. Det gøres gældende, at sagsøgerne var i god tro, da de i juni 2007 modtog deres autorisationer. Sagsøgerne havde fået medhold i en klagesag fra Innlendismálaráðið, som var den overordnede myndighed. De var også vidende om, at Skráseting Føroya i 2005 havde autoriseret en anden ansøger, som ikke havde bestået nogen særlig prøve. Det forhold, at myndighederne igennem 14 år ikke havde udstedt regler om den særlige prøve, var egnet til at bringe sagsøgerne i den opfattelse, at den særlige prøve kunne erstattes af andre dokumenterede praktiske erfaringer, som kunne sidestilles med den i § 4 nævnte prøve. 3.7. Det fremgår også af sagen, at de færøske myndigheder i årene efter 2005 satte i gang arbejdet med at udarbejde regler om den i § 4 nævnte prøve, og at det i denne forbindelse var planen at lempe kravene, idet den danske eksamen som statsautoriseret revisor blev anset som forhindrende for det færøske samfund, idet samfundet ikke havde et tilstrækkeligt antal autoriserede revisorer. Der var efterhånden kun 7 revisorer på Færøerne, som havde autorisation. 3.8. Det fremgår bl.a. af forslag til nye regler, fremsendt til sagsøgerne af Skráseting Føroya i januar 2006 … at det var planen at lempe eksamenskravene betydeligt i forhold til den danske eksamen. Det fremgår også af tjenesteSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 25/46 mandssagen …, at Vinnumálaráðið havde et ønske om at liberalisere markedet i form af indførelse af EU regler, idet disse regler ikke fastsatte regler om en stopprøve, således som tilfældet var i Danmark. Det oplyses, at EU-reglerne i stedet vil betyde regler om tilsyn og kvalitetskontrol og ikke en stopprøve, jfr. Arne Poulsens forklaring ... Endvidere kan henvises til mødereferat af 14. november 2006 vedrørende indførelse af ny lovgivning, ... 3.9. Sagsøgerne har i god tro indrettet sine erhvervsmæssige forhold i overensstemmelse med de autorisationer, som de har modtaget. De har nu uafbrudt i 7 ½ år fungeret som autoriserede revisorer, og de har indrettet sig erhvervsmæssigt efter de afgivne autorisationer. Der er nu forløbet 10 år siden de ansøgte Skráseting Føroya om autorisation. 3.10. Sagsøgerne har igennem de seneste 7 ½ år upåklageligt udført sit hverv som autoriserede revisorer ved bl.a. påtegning af regnskaber, herunder tillige regnskaber for pengeinstitutter og børsnoterede selskaber. De har på intet tidspunkt modtaget nogle klager eller modtaget kritik. 3.11. Sagsøgerne har fulgt alle regler om efteruddannelse og de har været underlagt tilsyn og kvalitetskontrol efter gældende regler. Der er således ingen tvivl om, at sagsøgernes kvalifikationer efter så lang tids erfaring er fuldt ud på højde med andre autoriserede revisorer på Færøerne. 3.12. En annullation vil være en særdeles indgribende foranstaltning over for sagsøgerne. En annullation vil medføre alvorlige økonomiske følger for sagsøgerne, idet de driver selvstændig erhvervsvirksomhed. Der henvises i denne forbindelse til sagsøgernes redegørelser ... En annullation vil bl.a. betyde, at sagsøgerne må afhænde deres aktier i deres respektive revisionsselskaber, og at de må fratræde som revisorer for selskaber. Det gøres tillige gældende, at en annullation ikke står i forhold til de afledte konsekvenser, hvorfor en annullation vil være i strid med proportionalgrundsætningen. 3.13. Det gøres gældende, at selv om det måtte antages, at der i forbindelse med autorisationen af sagsøgerne forligger en væsentlig hjemmelsmangel, idet reglen i § 4 i den dagældende revisorlov er indsat til varetagelse af samfundsmæssige interesser (reglen i § 4 skal sikre nødvendige færdigheder hos autoriserede revisorer), så fremstår den nævnte hjemmelsmangel i stigende grad som en formalitet, efterhånden som tiden er gået. 3.14. Sagsøgerne har den højeste revisoruddannelse fra en højere læreanstalt, de har modtaget undervisning i færøske skatteret, og de har helt upåklageligt fungeret som revisorer i 7 ½ år. Det fremgår også af sagen, at Skráseting Føroya også i andre tilfælde har autoriseret (statsautoriserede) revisorer, som på grund af overgangsregler i Danmark ikke havde taget den særlige prøve, som er blevet indført i Danmark. Det må antages, at disse personer er autoriseret ud fra den betragtning, at deres erfaringer som statsautoriserede revisorer i sig selv er blevet anset som tilstrækkelige for at opnå autorisation, jfr. bilag 32. 3.15. Det bestrides, at væsentlige, samfundsmæssige hensyn, samt hensynet til tredjemand tilsiger, at sagsøgernes autorisationer bør annulleres. Sagsøgte har heller ikke godtgjort, at hensynet til retshåndhævelsen tilsiger en annullation. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 26/46 Der foreligger ingen oplysninger i sagen som bekræfter, at færøske myndigheder i forbindelse med regeludstedelse i 2005 - 2007 havde til hensigt at lægge sig op ad de regler, som var gældende i Danmark. Tværtimod var det hensigten at lempe kravene, idet Vinnumálaráðið ønskede en liberalisering af området. Gældende regler blev anset som forhindrende for det færøske samfund. 3.16. Sagsøgtes bemærkninger om fortolkning af færøsk lovgivning samt hvilke motiver ligger bag denne lovgivning bygger efter sagsøgers opfattelse på en forkert retsopfattelse af færøske retsregler. 3.17. Det er helt sædvanligt, at færøske myndigheder i forbindelse med overtagelse af et sagsområde i den første tid herefter (uden konkret lovhjemmel) følger danske regler og praksis. Men dette er kun gældende indtil færøske myndigheder selv er i stand til at udstede nye regler på området. En overtagelse af et sagsområde indikerer netop, at den færøske lovgiver ønsker at indføre andre regler på området, regler som skal tilpasses færøske forhold. 3.18. Der er intet belæg for en antagelse om, at færøske myndigheder i forbindelse med udstedelse af nye regler om autorisation i 2005 – 2007 følte sig forpligtet til, endsige havde til hensigt, at indføre de samme strenge krav, som var gældende i Danmark. Det er derfor efter sagsøgers opfattelse ikke korrekt, når sagsøgte bl.a. anfører, at ”det er åbenlyst, at lovgivers ønske om en særlig sikring af revisorernes kompetencer har været usvækket”. Sagsøgtes synspunkt står også i klar kontrast til det faktum, at den færøske registreringsmyndighed igennem 14 år undlod at udstede nogle regler om den i § 4 nævnte prøve. 3.19. Det fremgår af sagen, at andre lande, f.eks. Norge, havde væsentlige lempeligere regler vedrørende autorisation af revisorer end de regler, som er gældende i Danmark. Det ville ikke være korrekt at anføre, at tilliden til norske revisorer af denne årsag skulle være mindre end tilliden til revisorer med den danske uddannelse. Norge er et af verdens førende lande inden for international samhandel. Sagsøgerne er ikke bekendt med, at norske revisorer ikke skulle nyde samme tillid som danske revisorer. Denne sag viser netop, at de færøske myndigheder i 2005 havde fuld tillid til det norske system. Det samme gælder den konstituerede direktør, som i februar 2014 har stadfæstet, at autorisationen af revisor C var fuldt ud i orden. 3.20. Den færøske registreringsmyndighed var i forbindelse med autorisationen af revisor C helt på det rene med, at en autorisation af ham ville sende et klart signal ud i samfundet om, at nu var kravene til autorisation blevet lempet. Sagsøgtes synspunkt om, at … retshåndhævelse tilsiger en annullation, kan således ikke tillægges nogen vægt. 3.21. Under disse omstændigheder gøres samlet gældende, at hensynet til sagsøgerne, som i god tro har modtaget autorisationerne, overstiger de samfundsmæssige hensyn som eventuelt måtte ligge bag sagsøgtes afgørelse om annullation, idet det samtidig skal anføres, at såfremt det måtte antages, at de udstedte autorisationer ikke havde fornøden lovhjemmel, er der begået en fejl fra myndighedens side. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 27/46 3.22. Endvidere gøres gældende, at myndighederne har udvist en sådan grad af passivitet, at en annullation vil være i strid med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. 4. Særligt om den fastsatte frist for annullation. 4.1. Det fremgår af sagsøgtes afgørelse af 21. februar 2012, …, at der meddeles sagsøgerne en frist på 3 år, idet sagsøgte ”vurderer, at den eksamen som skal gennemføres må forventes at blive på et så højt niveau, at der kræves en længere forberedelsestid end den, som Skráseting Føroya har fastsat”. Det fremgår således, at sagsøgerne på afgørelsestidspunktet ikke fik at vide, hvilken prøve de eventuelt skulle bestå for at kunne beholde sine autorisationer. 4.2. Det fremgår af sagen, at Skráseting Føroya igennem en pressemeddelelse af 11. februar 2013 oplyser, at der ”nu” er blevet nedsat et eksamensudvalg, og at der er indgået aftale med danske myndigheder. Det oplyses, at den færøske eksamen vil blive den samme som i Danmark, dog således, at eksamen i skatteret skal omfatte færøske skatteregler, ... Det skal oplyses, at der endnu ikke er fremkommet nærmere oplysninger om indholdet af den prøve, herunder hvilket pensum skal gennemføres i færøsk skatteret. 4.3. Situationen er således den, at den færøske registreringsmyndighed ikke inden for den fastsatte frist på 3 år har været i stand til at oplyse sagsøgerne om, hvilken prøve de i givet fald skal bestå for at opfylde sagsøgtes afgørelse af 21. februar 2012. 4.4. Sagsøgerne har endvidere forgæves forsøgt at opnå en ordning med den færøske registreringsmyndighed, svarende til konklusionen i Karsten Revsbechs responsum af 28. november 2011, ... 4.5. Det gøres derfor gældende, at det må være sagsøgte, som i fuldt omfang bærer risikoen for den usikkerhed, som gør sig gældende vedrørende sagsøgtes afgørelse. Sagsøgte har nægtet at tillægge usikkerheden om prøvens indhold – det samme gælder nærværende sagsanlæg – opsættende virkning. 4.6. Det skal understeges, at det er sagsøgernes opfattelse, at de meddelte autorisationer er fuldt gyldige, og at sagsøgerne derfor ikke er forpligtet til inden for den meddelte frist at tage nogen prøve. På den anden side har sagsøgerne ikke igennem de seneste 3 år haft nogen reel mulighed at forholde sig til fristen, idet kravene til den færøske eksamen endnu ikke er fuldt ud afklarede. 4.7. Det gøres gældende, at sagsøgte ikke har nogen hjemmel til at træffe afgørelse om, at sagsøgerne for at undgå annullation skal bestå den højeste eksamen, som er gældende efter de nugældende regler. Allerede af denne årsag er sagsøgtes afgørelse af 21. februar 2012 ugyldig. Det kan under ingen omstændigheder kræves en større eksamen end den som var gældende i 2007, da sagsøgerne modtog deres autorisationer. 5. Responsum afgivet af Karsten Revsbech STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 28/46 5.1. Henset til sagens alvorlige karakter, traf sagsøgerne i november 2011 afgørelse om at forelægge sagen på helt objektivt grundlag for en uvildig sagkyndig. Valget faldt på professor dr. jur. Karsten Revsbech, der som bekendt besidder den allerbedste faglige ekspertise vedrørende spørgsmål om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter. 5.2. Det fremgår af Karsten Revsbechs responsum af 28. november 2011, at sagsøgernes autorisationer kan annulleres som ugyldige, men at annullationen først skal have virkning efter 1 år, og at annullationens virkning kun skal indtræde, såfremt sagsøgerne ikke inden for nævnte frist havde bestået en lempeligere eksamen. Karsten Revsbech fremhæver dog, at det ikke kunne udelukkes, at domstolene, herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil komme til, at de meddelte autorisationer ikke skal annulleres. 5.3. Karsten Revsbech har afgivet et supplerende responsum af 15. januar 2015. Karsten Revsbech konkluderer, at ”det nu er mere nærliggende og sandsynligt end tidligere, at en domstol - efter min opfattelse fuldt berettiget vil komme til, at de meddelte autorisationer ikke skal annulleres…” Begrundelsen for denne konklusion er, at den hjemmelsmangel som foreligger i sagen efter 7 ½ år nu fremstår som i alt væsentligt en ren formalitet, at myndighederne ved at fastsætte en frist på hele 3 år til at aflægge den omhandlede prøve reelt har udtrykt, at samfundet har fuldt tillid til revisorernes faglige kvalifikationer, og at samfundet således reelt har udtrykt, at det uden problemer kan leve med revisorerne med den uddannelse de har. 5.4. Sagsøgerne vil under sagen i det hele påberåbe sig de samme synspunkter, som fremgår af de nævnte responsa, afgivet af Karsten Revsbech. 6. En annullation vil være i strid med tillægsprotokol 1 til artikel 1 i den europæiske menneskerettighedskonvention 6.1 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev ved kongelig anordning nr. 136 af 25. februar 2000 sat i kraft for Færøerne. Det gøres gældende, at annullationerne af sagsøgerne autorisationer falder inden for anvendelsesområdet af artikel 1 (Beskyttelse af ejendom), 1. Tillægsprotokol, hvorefter enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom, og hvorefter ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov. 6.2 Lovligheden af annullationen (Lawful) Skráseting Føroya kunne ikke lovligt tilbagekalde autorisationerne. Det gøres derfor gældende, at afgørelsen herom allerede på dette grundlag er i strid med artikel 1, tillægsprotokol 1. 6.3 Er annullationen udtryk for en rimelig balance (fair balance) Annullation af autorisationen er for sagsøgerne en meget bebyrdende afgørelse. Det vil radikalt ændre betingelserne for deres professionelle virke, og vil medføre tab af deres indkomst, og omfanget at deres klienter vil reduceres. 6.4 Det er myndigheden selv som har autoriseret revisorerne. Sagsøgerne fik under sagens behandling medhold fra den højeste færøske myndighed inden STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 29/46 for området, nemlig det færøske justitsministerium. Det må derfor antages, at myndighederne i forbindelse med deres behandling af sagen i fuldt omfang har taget de samfundsmæssige hensyn i betragtning, når afgørelsen om autorisation af sagsøgerne blev truffet. De af sagsøgte påberåbte samfundsmæssige hensyn – som var fuldt ud kendelige på afgørelsestidspunktet - er derfor uden betydning. 6.5 Revisorerne har fungeret upåklageligt som autoriserede revisorer i mere end 7 år, uden at der har været anledning til kritik. De har igennem alle årene været underlagt revisortilsynet og undergået efteruddannelse. Hertil kommer, at sagsøgte – bekendt med forholdene – lod sagsøgerne fortsætte deres hverv i yderligere 3 år. 6.6 En annullation vil betyde, at myndighederne gør sig skyldige i forskelsbehandling. En annullation vil være et vilkårligt indgreb, når henses til, at myndighederne har autoriseret en anden ansøger med akkurat de samme kvalifikationer, som sagsøgerne har. 6.10 Det gøres derfor gældende, at annullationerne af afgørelserne er en krænkelse af de rettigheder, der tilkommer revisorerne i medfør af artikel 1 i 1. tillægsprotokol.” Sagsøgte, Lagmandens Kontor, har til støtte for frifindelsespåstanden procederet i overensstemmelse med følgende anbringender, der fremgår af påstandsdokument af 9. januar 2015: "1. Sagens genstand Sagsøgerne blev den 20. juni 2007 meddelt autorisation som revisorer. Efterfølgende annullerede Skráseting Føroya ved afgørelse af 24. januar 2012 de meddelte autorisationer ... Denne sag angår prøvelse af Løgmansskrivstovans afgørelse af 21. februar 2012 …, hvorved Løgmansskrivstovan stadfæstede Skráseting Føroyas afgørelse om annullering af sagsøgernes autorisation som revisorer, idet fristen på 1 år til at bestå eksamen givet i Skráseting Føroyas afgørelse dog blev forlænget til 3 år. 2 Autorisationerne var ugyldige 2.1 Overordnede bemærkninger Det påhviler sagsøgerne at godtgøre, at Løgmansskrivstovans afgørelse af 21. februar 2012 … er ugyldig. Sagsøgerne har ikke godtgjort dette. Hvorvidt der var grundlag for at annullere de meddelte autorisationer, skal afgøres på grundlag af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om forvaltningsafgørelsers ugyldighed. Ifølge de almindelig forvaltningsretlige grundsætninger er en afgørelse ugyldig, hvis den er behæftet med en væsentlig retlig mangel, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, som taler imod ugyldighed. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 30/46 2.2 Autorisationerne var behæftede med en retlig mangel Af § 1, stk. 2, i lagtingslov nr. 120 af 21. maj 1993 om autoriserede revisorer som ændret ved lagtingslov nr. 55 af 16. maj 2006 (herefter revisorloven) fremgik, at den, der opfyldte betingelserne i bestemmelsens nr. 1-6, havde ret til at blive udnævnt som autoriseret revisor. Ifølge nr. 4 var det en betingelse, at den pågældende havde "bestået en særlig eksamen", jf. lovens § 4. Ifølge revisorlovens § 4, stk. 1, skulle Skráseting Føroya fastsætte de nærmere bestemmelser om den i § 1, stk. 2, nr. 4, omhandlede eksamen, herunder betingelserne for at indstille sig til eksamen, eksamenskravene, eksamens afholdelse og bedømmelsen. I medfør af revisorlovens § 4, stk. 1, fastsatte Skráseting Føroya nærmere regler for den i lovens § 1, stk. 2, nr. 4, omhandlede eksamen ved bekendtgørelse nr. 1 af 2. maj 2007 om eksamen for at blive autoriseret revisor. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 4. maj 2007. Ingen af sagsøgerne havde den 20. juni 2007, da afgørelserne om meddelelse af autorisation blev truffet, bestået en særlig eksamen som omhandlet i revisorlovens § 1, stk. 2, nr. 4. Der var på det tidspunkt heller ingen af dem, der uden for Færøerne havde fået en uddannelse, som kunne sammenlignes med den uddannelse, der var nævnt i § 1, stk. 2, nr. 4, jf. herved revisorlovens § 2, stk. 1. Da sagsøgerne ikke opfyldte kravet i revisorlovens § 1, stk. 2, nr. 4, var afgørelserne af 20. juni 2007 om meddelelse af autorisation, ulovlige. Den omstændighed, at Skráseting Føroya på tidspunktet for sagsøgernes indgivelse af ansøgning (endnu) ikke havde fastsat en bekendtgørelse om den foreskrevne eksamen, herunder om betingelserne for at indstille sig til eksamen, eksamenskravene, eksamens afholdelse og bedømmelsen, indebar ikke, at Skráseting Føroya var berettiget endsige forpligtet til at se bort fra betingelsen om beståelse af en særlig eksamen. Betingelsen var nemlig indispensabel, jf. revisorlovens § 1, stk. 4 (modsætningsvis). 2.3 Den retlige mangel er væsentlig Sagsøgernes autorisationer blev som beskrevet under foregående punkt givet i strid med revisorloven. En hjemmelsmangel svarende til den foreliggende er en væsentlig mangel. Uden fejlen ville autorisationerne utvivlsomt ikke være blevet i givet, fordi betingelsen om beståelse af en særlig eksamen som nævnt var indispensabel. 2.4 Der foreligger ikke særlige omstændigheder, som kan føre til, at autorisationerne alligevel ikke var ugyldige Det forhold, at afgørelserne om autorisation, der blev meddelt sagsøgerne, må betegnes som "begunstigende" forvaltningsakter, ændrer ikke på, at den manglende lovhjemmel må medføre annullation af afgørelserne, jf. U.1995.495/2H. Sagsøgerne har ikke godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at afgørelserne om meddelelse af autorisation på trods af den væsentliSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 31/46 ge, retlige mangel må anses for gyldige. Ved vurderingen af, om sådanne særlige omstændigheder foreligger, må hensynet til retshåndhævelsen, de samfundsmæssige hensyn, der søges varetaget ved de tilsidesatte regler, og eventuelle hensyn til tredjemand afvejes over for sagsøgernes eventuelt berettigede forventninger om afgørelsernes gyldighed og indrettelseshensyn. I det foreliggende tilfælde, hvor der er tale om en åbenbar hjemmelsmangel, taler hensynet til retshåndhævelsen med stor vægt imod, at autorisationerne skulle kunne opretholdes som gyldige. Retsordenen kan ikke tåle, at klart lovstridige afgørelser opretholdes som gyldige. De samfundsmæssige hensyn og hensynet til tredjemand, der ligger til grund for kravet om beståelse af en særlig eksamen, taler også med meget stor vægt imod, at afgørelserne om meddelelse af autorisation skulle kunne opretholdes som gyldige. Autoriserede (nu godkendte registrerede eller statsautoriserede) revisorer er betroet en særlig opgave. En autoriseret revisor er, når han handler i sin egenskab af autoriseret revisor, ikke klientens mand. Når han afgiver revisionspåtegninger på regnskaber og andre erklæringer med sikkerhed, der ikke udelukkende er bestemt til hvervgiverens eget brug, er han således offentlighedens tillidsrepræsentant, jf. den nugældende revisorlovs § 15, stk. 1. Offentlige myndigheder og regnskabsbrugere i form af navnlig banker og andre kreditgivere disponerer i en ikke ringe grad i tillid til revisorers påtegninger og erklæringer. Kravet om beståelse af en særlig eksamen har til formål at verificere, om den enkelte revisor har de fornødne kvalifikationer og den fornødne dømmekraft til at varetage den betroede og samfundsmæssigt vigtige opgave, som i kraft af en autorisation overlades ham. Det følger allerede af revisorlovens udformning, at beståelsen af en særlig eksamen tillægges en ultimativ betydning, idet betingelsen som fremhævet er indispensabel. En undladelse af at annullere afgørelserne om autorisation af sagsøgerne vil føre til en svækkelse af den tillid, som offentligheden nærer til godkendte revisorer, og som er de godkendte revisorers eksistensberettigelse. Hensynet til de godkendte revisorer, der faktisk har bestået en særlig eksamen, taler også i høj grad for, at afgørelserne annulleres. Det bestrides, at hensynet sagsøgerne eller de firmaer, de er knyttet til, under nogen omstændigheder skulle kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen, de samfundsmæssige hensyn og hensynet til de revisorer, der faktisk har bestået en særlig eksamen. Hvis afgørelserne om meddelelse af autorisation - uanset hjemmelsmanglen overhovedet skulle kunne opretholdes som gyldige, måtte det i hvert fald være en betingelse, at sagsøgerne var i god tro om hjemmelsmanglen. Sagsøgerne kan imidlertid ikke have været i god tro. God tro i relation til en STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 32/46 hjemmelsmangel kan således kun foreligge, hvis retsgrundlaget, som afgørelsen støttes på, med rimelighed kan siges at have frembudt tvivl med hensyn til den rette forståelse af reglerne. Afgørelserne var i de foreliggende tilfælde klart i strid med ordlyden af revisorlovens § 1, stk. 2, nr. 4, og sagsøgerne kan ikke have været i god tro om, at de var berettiget til at blive beskikkede som autoriserede revisorer, uagtet at de ikke havde bestået den i loven forskrevne særlige eksamen. Det er muligt, at revisorerne har haft en forventning herom, men en sådan forventning har ikke været retlig berettiget. En forventning om, at en myndighed vil administrere i strid med lovens klare ordlyd, nyder ingen retsbeskyttelse. Hertil kommer, at ingen af sagsøgerne har oplyst og beskrevet endsige dokumenteret eksistensen af de omstændigheder, som ifølge sagsøgerne - også efter at de er blevet givet en frist på 3 år til at bestå den særlige eksamen - skulle føre til, at hensynet til sagsøgerne bliver så tungtvejende, at sagsøgerne har krav på at bevare deres autorisationer uden på noget tidspunkt at bestå den særlige eksamen. Betingelserne for meddelelse af autorisation viser i den forbindelse, at erfaring efter lovgivers opfattelse netop ikke kan stå alene, idet den dagældende lov - i øvrigt ligesom den nugældende lov - ikke alene stiller som betingelse, at ansøgeren har en vis praktisk erfaring, men også stiller et - ufravigeligt krav om beståelse af en særlig eksamen. Hvis det særlige eksamenskrav i sagsøgernes tilfælde - som anført af sagsøgerne - faktisk bare er en uvæsentlig formalitet, må det jo i øvrigt være en smal sag for dem at bestå eksamen. Sagsøgte har ikke noget grundlag for at bedømme sagsøgernes "færdigheder og de påtegninger, som disse har foretaget som autoriserede revisorer", men det er i øvrigt irrelevant for sagen, at der ikke foreligger dokumentation for, at sagsøgernes erklæringsvirksomhed har været skadeforvoldende eller har givet anledning til disciplinære foranstaltninger eller indsigelser i øvrigt. Ifølge sagsøgerne skulle deres "kompetencer […] positivt [have] været forelagt andre offentlige myndigheder". Hvad end der måtte skulle forstås ved det anførte, bestrides det som både udokumenteret og irrelevant. For spørgsmålet om gyldigheden af sagsøgernes autorisationer er det også irrelevant, om Finanstilsynet måtte have haft "bemærkninger" til, at sagsøgerne skulle være blevet valgt til revisorer for pengeinstitutter. Det falder nemlig uden for Finanstilsynets kompetence at vurdere gyldigheden af en revisors autorisation. 2.5 Sagsøgerne havde ikke i medfør af en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning krav på meddelelse af autorisation. Den konstituerede direktør for Skráseting Føroya skulle ifølge aftalen af 25. maj 2011 … undersøge, om der var grundlag for at tilbagekalde de autorisationer, som ifølge ombudsmandens redegørelse … var ulovhjemlede. Af redegørelsens forord fremgik, at ombudsmandens undersøgelse angik 7 sager, hvori Innlendismálaráðið den 12. marts 2007 havde truffet afgørelse i en klagesag om Skráseting Føroyas afslag på at meddele autorisation, dvs. blandt andet sagerne vedrørende sagsøgerne. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 33/46 Løgmansskrivstovan rettede samtidig med, at det traf afgørelse i sagerne vedrørende sagsøgerne, i øvrigt henvendelse til Vinnumálaráðið om en undersøgelse af, hvorvidt der burde træffes en tilsvarende afgørelse om annullation i forhold til revisor C, der havde en norsk autorisation. Om revisor Cs autorisation er gyldig eller ej, er uden retlig relevans for bedømmelsen af gyldigheden af sagsøgernes autorisationer. Det forhold, at revisor C var blevet autoriseret som revisor på Færøerne, fører således ikke til, at sagsøgerne havde et retskrav på at blive autoriserede som revisorer på Færøerne. Et sådant retskrav ville nemlig alene foreligge, såfremt et afslag på at autorisere sagsøgerne som revisorer på Færøerne ville være i strid med en fast og lovlig administrativ praksis, som sagsøgerne i medfør en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning kunne støtte ret. En sådan fast og lovlig administrativ praksis forelå imidlertid ikke. For det første udgør en enkeltstående afgørelse ikke en fast administrativ praksis, og for det andet var sagsøgernes situation ikke sammenlignelig med revisor Cs. Han blev således blandt andet autoriseret på grundlag af sin norske autorisation, og ingen af sagsøgerne havde en tilsvarende autorisation. Selv om man måtte mene, at sagsøgerne og revisor C befandt sig i sammenlignelige situationer, fordi revisor C (heller) ikke burde være blevet autoriseret, havde sagsøgerne ikke noget retskrav på at blive autoriserede som revisorer på Færøerne. Det er således et almindeligt forvaltningsretligt princip, at man ikke i medfør af en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning kan støtte ret på en ulovlig praksis og gøre krav på en lovstridig retsstilling, jf. eksempelvis U.2003.2005H og U.2013.207H. En ulovlighed skaber ikke præcedens og kan ikke tømme en i øvrigt klar og entydig lovbestemmelse for indhold i fremtidige sager. At der i flere tilfælde er blevet meddelt autorisation til personer, som forinden havde opnået beskikkelse som statsautoriseret revisor i Danmark, medførte heller ikke, at sagsøgerne i medfør af en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning havde krav på at blive autoriserede som revisorer på Færøerne. Sagsøgerne befandt sig nemlig ikke i en situation, der var sammenlignelige med de nævnte personers. De pågældende personer havde bestået den særlige eksamen foreskrevet i den danske revisorlovgivning, som den færøske lov om autoriserede revisorer med de fornødne tilpasninger var en afskrift af, og udnævnelsen af dem gav ikke sagsøgerne nogen berettiget forventning om, at de kunne opnå autorisation uden forinden at have bestået den i loven foreskrevne særlige eksamen. Hertil kommer, at Løgmansskrivstovan ikke har truffet afgørelsen om meddelelse af autorisation til revisor C. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 34/46 Sagsøgernes henvisning til reglerne om registrerede revisorer og administrationen heraf er tilsvarende uden betydning for sagen. Selv om reglerne om registrerede revisorer måtte være administreret i strid med loven, kan sagsøgerne ikke støtte ret på en sådan ulovlig administration, jf. bemærkningerne ovenfor om den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. 2.6 Der foreligger ikke nogen kompetencemangel, som skulle kunne føre til ugyldighed af Løgmansskrivstovans afgørelse Det følger af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at en forvaltningsmyndighed har pligt til at omgøre en afgørelse, hvis afgørelsen er ugyldig. Og som den myndighed, der meddelte sagsøgerne autorisation, var Skráseting Føroya kompetent til at tage det spørgsmål op, om der var grundlag for at annullere autorisationerne og til efter have oplyst sagerne at træffe afgørelse derom. Der foreligger i øvrigt ingen omstændigheder, der kan føre til, at Lagmandskontorets afgørelse må tilsidesættes som ugyldig. Tilfældet er derimod, at lagmanden har opfyldt de pligter, der påhviler ham i medfør af lov om Færøernes styrelsesordning. Ifølge lov om Færøernes styrelsesordning § 33, stk. 3, udøver lagmanden tilsyn med, at hvert enkelt landsstyremedlem administrerer sine sagsanliggender på lovlig og forsvarlig vis. Hvis lagmanden tilsidesætter sin tilsynspligt, vil han efter omstændigheder kunne ifalde strafansvar, jf. herved lov Færøernes styrelsesordning § 37 og lov om landsstyrets ansvar. Lagmanden var som et led i opfyldelsen af sin tilsynsforpligtelse berettiget til, at anmode landsstyrekvinde Annika Olsen som ansvarlig landstyremand i sagen om at sørge for, at Skráseting Føroya i lyset af Ombudsmandens redegørelse tog det spørgsmål op, om der var grundlag for at annullere de omhandlede autorisationer, dvs. blandt andet autorisationerne, der var meddelt til sagsøgerne. Det er naturligvis ikke i strid med Færøernes styrelsesordning eller på anden vis ulovligt, at lagmanden som et led i opfyldelsen af sin tilsynsforpligtelse beder en landsstyremand om at sørge for, at sager vurderes på ny, når Ombudsmanden finder, at der har været tale om en ulovlig administration. Efter at landsstyrekvinde Annika Olsen havde meddelt, at Indenrigsministeriet anså sig for inhabilt i sagen, var lagmanden berettiget til i medfør af lov om Færøernes styrelsesordning § 33, stk. 1, og § 55 i meddelelse nr. 84 af 30. september 2008 om fordelingen af landsstyrets sagsområder mellem landsstyremedlemmerne (nu meddelelse nr. 148 af 14. november 2011) til selv at overtage sagen og anmode Skráseting Føroya om at undersøge, om der var grundlag for at annullere autorisationerne, herunder sagsøgernes autorisationer. Ifølge lov om Færøernes styrelsesordning § 33, stk. 1, bestemmer lagmanden således forretningernes fordeling imellem landsstyrets medlemmer. Bestemmelsen svarer til grundlovens § 14, 2. pkt., hvorefter kongen, dvs. i realiteten statsministeren, bestemmer ministrenes antal og forretningernes fordeling STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 35/46 imellem dem. Det er fast antaget og praktiseret, at statsministeren ved kongelig resolution kan overføre behandlingen af en konkret sag fra én minister til anden minister eller til sig selv. Det er intet grundlag for den antagelse, at der i medfør af lov om Færøernes styrelsesordning § 33, stk. 1, ikke skulle tilkomme lagmanden en tilsvarende beføjelse. Da Skráseting Føroya tilsvarende meddelte, at den anså sig for inhabil i sagen, var Lagmanden berettiget til som sket at konstituere Jákup Eyðfinn Kjærbo som direktør for Skráseting Føroya med det eneste formål at afklare spørgsmålet, om der var grundlag for at annullere autorisationerne, herunder autorisationerne, der var meddelt til sagsøgerne. Idet Løgmansskrivstovan, der altså havde overtaget ansvaret for sagen fra Indenrigsministeriet, bad den konstituerede direktør om at vurdere sagen på grundlag af Ombudsmandens redegørelse, var den konstituerede direktør naturligvis ikke forpligtet til at lægge Indenrigsministeriets retsopfattelse, som Ombudsmanden havde fundet ulovlig, uprøvet til grund for sin vurdering af sagen. På den anførte baggrund bestrides det, at der skulle foreligge nogen kompetencemangel eller nogen anden mangel af lignende art, som skulle kunne føre til ugyldighed af Løgmansskrivstovans afgørelse. Tilfældet er som nævnt tværtimod det, at lagmanden har opfyldt den forpligtelse, som påhviler ham i medfør af lov om Færøernes styrelsesordning § 33, stk. 3, hvorefter han skal føre tilsyn med, at hvert enkelt landsstyremedlem administrerer sine sagsanliggender på lovlig og forsvarlig vis. 2.7 Særligt om Lagmandens forhold Sagsøgerne har fremført en række påstande om Lagmandens forhold. De pågældende påstande er uden betydning for sagen, men påstandene har en sådan karakter, at det kort skal kommenteres i det følgende: Lagmandens adfærd har ikke været udslag af et ønske om "at følge med strømmen i de offentlige medier på Færøerne", og beskyldningen om, "at sagen siden ombudsmandens redegørelse har været båret af usaglige hensyn" bestrides som udokumenteret og i øvrigt fuldkommen grundløs. Det er ikke korrekt, at lagmanden "anmodede lagtinget om at indlede en rigsretssag mod de pågældende ministre" (replikken, side 1, sidste afsnit). Lagmanden udtalte derimod, at han fandt det vigtigt, at sagen blev behandlet i de rette former, og at det var Lagtinget, der skulle tage stilling til, om der skulle foretages indledende undersøgelser med henblik på en rigsretssag. Lagtinget udpegede ikke en forhørsleder. Forholdet var derimod det, at et lagtingsudvalg nedsat i henhold til § 25 i tingets forretningsorden, anmodede advokat Morten Samuelsson om at foretage en advokatundersøgelse. Advokat Morten Samuelsson vurderede, at "at der [ikke] ville kunne føres bevis for, at Bjarni Djurholm eller Jacob Vestergaard [havde] handlet strafbart efter lov om landsstyrets ansvar" … Han anbefalede derfor, at der ikke rejstes tiltale imod de pågældende landsstyremænd. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 36/46 Det er naturligvis ikke i strid med Færøernes styrelsesordning eller på anden vis ulovligt, at lagmanden som et led i opfyldelsen af sin tilsynsforpligtelse beder en landsstyremand om at sørge for, at sager vurderes på ny, når ombudsmanden i en redegørelse anfører, at der har været tale om en ulovlig administration. Det er ikke korrekt, at lagmanden fra talerstolen i Lagtinget udtalte, "at han ville sørge for, at autorisationerne skulle undersøges nærme[r]e med henblik på en annullation af autorisationerne". Det er heller ikke korrekt, at lagmanden bad Skráseting Føroya om at genoptage sagerne "særligt med henblik på at tilbagekalde" autorisationerne. Fra talerstolen i Lagtinget udtalte lagmanden derimod, at Skráseting Føroya havde pligt til at undersøge, om der, begrundet i de omstændigheder som ombudsmanden havde belyst, var juridisk grundlag for annullation af autorisationerne. Som det videre fremgår af Løgmansskrivstovans brev af 20. januar 2011 til Skráseting Føroya …, bad lagmanden Skráseting Føroya undersøge, "om hvorvidt" der var grundlag for at tilbagekalde autorisationerne. Det er uklart, om sagsøgerne gør gældende, at der skulle foreligge en sagsbehandlingsfejl, som følge af at sagsøgerne "på intet tidspunkt fik mulighed for at udtale sig i sagen, forinden den konstituerede direktør fremsendte sin høringsskrivelse". Det bestrides ex tuto, at der skulle foreligge en forsømmelse af en partshøringspligt eller andre sagsbehandlingsfejl. Sagsøgernes yderligere anbringender om Lagmandens forhold bestrides ligeledes. 2.8 Øvrige forhold uden relevans for bedømmelsen af autorisationernes gyldighed Sagsøgernes indsigelser imod Ombudsmandens redegørelse er uden betydning for sagen og spiller ingen rolle for bedømmelsen af autorisationernes gyldighed. For bedømmelsen af autorisationernes gyldighed og for bedømmelsen af denne sag i øvrigt, er det også uden betydning, at der ikke er blevet rejst sager imod departementschefer og/eller landsstyremænd for evt. embedsforsømmelser. Endvidere er professor Karsten Revsbechs responsum … uden betydning for sagen, da den ikke har nogen retskildemæssig værdi. Karsten Revsbechs responsum støtter i øvrigt ikke sagsøgernes standpunkt om, at de meddelte autorisationer skulle være både lovlige og gyldige. Endelig er det uden betydning for bedømmelsen af autorisationers gyldighed, om sagsøgernes erklæringsvirksomhed skulle have givet tilsynsmyndighederne anledning til at iværksætte foranstaltninger over for sagsøgerne. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 37/46 3. Annullation af autorisationerne er ikke i strid med EMRK Sagsøgerne har ikke godtgjort, at Løgmansskrivstovans afgørelse om at stadfæste Skráseting Føroyas afgørelser om annullation af sagsøgernes autorisationer skulle være i strid med de rettigheder, der tilkommer sagsøgerne i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Løgmansskrivstovan bestrider ikke, at annullationerne af sagsøgernes autorisationer faldt inden for anvendelsesområdet for artikel 1 (Beskyttelse af ejendom) i 1. Tillægsprotokol, hvorefter enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom, og hvorefter ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper. Men derfra kan imidlertid ikke sluttes, at der skulle være sket nogen krænkelse. Det afgørende for, om der foreligger en krænkelse af en ejendomsret omfattet af artikel 1 eller ej er således, om indgrebet er lovligt ("lawful"), om det forfølger et anerkendelsesværdigt formål i samfundets interesse ("public interest") og om det er udtryk for en rimelig balance ("fair balance") mellem hensynet til den samfundsmæssige interesse og hensynet til beskyttelsen af det enkelte individ. Annullationerne har været "lawful" i konventionens forstand. Det fulgte udtrykkeligt af den revisorlovens § 1, stk. 2, nr. 4, at beskikkelse som autoriseret revisor var betinget af beståelse af en særlig eksamen, og annullation af ulovlige afgørelser har hjemmel i almindeligt anerkendte forvaltningsretlige grundsætninger. Annullationerne har endvidere forfulgt et anerkendelsesværdigt formål i form af varetagelse af hensynet til retshåndhævelsen og de under det foregående punkt beskrevne samfundsmæssige hensyn, der ligger til grund for det lovbestemte og indispensable krav om beståelse af en særlig eksamen. Endelig har annullationen været udtryk for en rimelig balance ("fair balance") mellem hensynet til de samfundsmæssige interesser og hensynet til sagsøgerne. Ved bedømmelsen af, om en foranstaltning i tilfælde som de foreliggende er udtryk for en "fair balance", tilkommer der ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis konventionsstaterne en vid skønsmargin. Der foreligger kun en krænkelse, hvis foranstaltningen er udtryk for "an individual and excessive burden" for den, indgrebet retter sig imod, jf. Domstolens dom af 21. februar 1982 i James og andre mod Storbritannien (punkt 50). Ingen af sagsøgerne har godtgjort, at annullationen i forhold til dem skulle være udtryk for "an individual and excessive burden". Som nævnt under foregående punkt har ingen af sagsøgerne oplyst og beskrevet endsige dokumenteret eksistensen af de omstændigheder, som ifølge sagsøgerne - også efter at de blev levnet en frist på 3 år til at bestå den særlige eksamen - skulle føre til, at hensynet til sagsøgerne bliver så tungtvejende, at sagsøgerne har krav på at bevare deres autorisationer uden på noget tidspunkt at bestå den særlige eksamen. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 38/46 Over for de hensyn til retshåndhævelsen og de samfundsmæssige hensyn, der ligger til grund for kravet om, at autoriserede revisorer skal have bestået en særlig eksamen, kan hensynet til sagsøgerne - der som beskrevet under det foregående punkt ikke kan have været i god tro om autorisationernes manglende lovmedholdelighed - ikke føre til, at autorisationerne skal opretholdes som gyldige. Hensynet til sagsøgerne er fuldt ud iagttaget, derved at annullationerne først får retsvirkninger efter deres indhold, når der er gået 3 år fra Skráseting Føroyas afgørelser. Sagsøgerne har således fået rigelig tid til at indstille sig til og forberede sig på den særlige eksamen. At der over for sagsøgerne er udvist et hensyn, derved at annullationerne først får retsvirkninger efter deres indhold, når der er gået 3 år fra Skráseting Føroyas afgørelser, kan naturligvis ikke føre til, at sagsøgerne skulle have et retskrav på, at de kan beholde autorisationer uden på noget tidspunkt at bestå en særlig eksamen. Sagsøgeren kan ikke have nogen retsbeskyttet forventning om, at de for tid og evighed skulle kunne nyde privilegierne af en autorisation, som de ikke opfylder betingelserne for at have. De kan heller ikke have nogen retsbeskyttet forventning om, at der for dem skulle gælde lempeligere krav for en beståelse af den særlige eksamen, end der skulle gælde for andre, der ligesom dem ønsker at nyde de privilegier, der følger af en autorisation (nu godkendelse) som revisor. … 4. Sagsomkostninger Ved fastsættelsen af sagsomkostninger bør der lægges vægt på, at der har været en meget omfattende skriftveksling i sagen med en betydelig bilagsmængde, herunder 2 kæresager angående vidneførsel, og at hovedforhandlingen er berammet til foretagelse over 4 retsdage. For en ordens skyld bemærkes, at retten også skal træffe afgørelse om omkostninger i forholdet mellem D [og E på den ene side] og sagsøgte [på den anden side]. Ved denne afgørelse bør der lægges vægt på, at D [og E] har hævet sagen og derfor skal betale omkostninger til sagsøgte, uanset udfaldet af sagen mellem sagsøgerne og sagsøgte, og at sagen blev hævet på et tidspunkt, hvor der allerede var udvekslet flere processkrifter mellem parterne. Retsgrundlag Retlig regulering vedrørende revision Den dagældende lagtingslov nr. 120 af 21. maj 1993 om autoriserede revisorer indeholder blandt andet følgende bestemmelser: ”§ 1. Autoriserede revisorer beskikkes af den færøske registreringsmyndighed. Stk. 2. Ret til af få beskikkelse som autoriseret revisor har enhver person, der STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 39/46 1) 2) 3) 4) 5) har bopæl på Færøerne, er myndig og ikke under lavværgemål, ikke har anmeldt betalingsstandsning og ikke er under konkurs, har bestået en særlig eksamen, jfr § 4, i mindst 3 år efter det fyldte 18. år på en autoriseret revisors kontor har deltaget i udførelsen af de der almindeligt forekommende revisionsarbejder og 6) har forsikret eller stillet sikkerhed for mindst 500.000 kr. mod økonomisk ansvar, som måtte pådrages under udførelsen af hvervet som autoriseret revisor. … Stk. 4. Den færøske registreringsmyndighed kan undtage fra betingelserne i stk. 2, nr. 5. § 2. Den færøske registreringsmyndighed kan beskikke personer, som godtgør at i udlandet have fået en uddannelse, der findes kunne ligestilles med den i § 1, stk. 2, nr. 4 og 5, omhandlede uddannelse, og som i øvrigt opfylder betingelserne i § 1, stk. 2, jfr. stk. 3. … Stk. 3. Beskikkelse i henhold til en særlig af den færøske registreringsmyndighed i medfør af loven given dispensation kan begrænses og betinges. … § 4. Den færøske registreringsmyndighed fastsætter de nærmere bestemmelser om den i § 1, stk. 2, nr. 4, omhandlede eksamen, herunder betingelserne for at indstille sig til eksamen, eksamenskravene, eksamens afholdelse og bedømmelsen. Stk. 2. Den færøske registreringsmyndighed kan indgå aftale med Erhvervsog Selskabsstyrelsen om, at den danske revisorkommission bistår den færøske registreringsmyndighed med de i stk. 1 og 2 nævnte opgaver. Revisorkommissionen tillægges da i enhver henseende samme beføjelser som de i Danmark Gældende. Stk. 3. Den færøske registreringsmyndighed kan i stedet for at nedsætte kommissionen efter stk. 2 indgå aftale med den danske Erhvervs- og Selskabsstyrelsens kommission om at overtage administrationen på Færøerne, med samme bemyndigelse som i Danmark. … Disciplinærnævn og Revisornævn § 18. Foreningen af Statsautoriserede Revisorer opretter et Disciplinærnævn, hvis forretningsorden godkendes af den færøske registreringsmyndighed. ... … Stk. 6. Landsstyret kan indgå aftale med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om, at det disciplinærnævn, der i Danmark behandler klager over statsautoriserede revisorer, også behandler klager over autoriserede revisorer. … § 19. Den færøske registreringsmyndighed nedsætter et Revisornævn bestående af en dommer som formand samt 8 medlemmer. ... … Stk. 5. Den færøske registreringsmyndighed kan i stedet for at nedsætte Revisornævnet efter stk. 1 indgå aftale med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om, at STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 40/46 det af styrelsen nedsatte revisornævn behandler sager vedrørende autoriserede revisorer og revisorer, der er optaget i det færøske revisorregister.” Af lovens forarbejder (Retsudvalgets betænkning til lagtingslovforslag 163/ 1992 i Lagtingstidende 1992, side 828 f.) fremgår blandt andet følgende (rettens oversættelse): ”Den gældende lov om autoriserede revisorer er lagtingslov nr. 33 af 9. maj 1964 om autoriserede revisorers virksomhed, som henviser til §§ 65-73 i den danske lov om næring. Loven har ikke haft stor betydning, eftersom de autoriserede revisorer, der har arbejdet på Færøerne, allerflest (på nær én), har virket med dansk autorisation. Ingen regler om ansvar (disciplinæransvar) er fastsat i den gældende lov. Det er også vanskeligt at gennemføre en sådan ordning, som revisorerne selv forvalter, eftersom der er så få af dem på Færøerne. En mulighed er, at den danske ordning bliver sat i kraft på Færøerne, men dette forudsætter, at den danske og den færøske lov ikke afviger for meget fra hinanden. Landsstyrets forslag til ny lov om autoriserede revisorer bygger på den gældende danske, og det er opfattelsen, at branchen er enig i forslaget.” Den danske lov, som betænkningen henviser til var den dagældende lov om statsautoriserede revisorer (lovbekendtgørelse nr. 321 af 18. maj 1993) der i § 1, stk. 2, nr. 4, og § 4 indeholdt bestemmelser om eksamen, som på nær eksamensmyndighedens navn var identiske med det færøske lovforslag. I medfør af § 4, stk. 1, i den danske lov havde Erhvervs- og Selskabsstyrelsen udstedt den dagældende bekendtgørelse om eksamen for statsautoriserede revisorer (bekendtgørelse nr. 768 af 25. november 1991). Af bekendtgørelsen fremgik blandt andet følgende bestemmelser: ”§ 1. Eksamen for statsautoriserede revisorer (revisoreksamen) aflægges for Revisorkommissionen. Revisoreksamen består af en skriftlig del og en mundtlig del. § 2. For at kunne indstille sig til den skriftlige del af revisoreksamen kræves: 1) at revisorkandidateksamen (cand. merc. aud.) er bestået, 2) at der højst er gået 8 år efter udløbet af det kalenderår, hvori revisorkandidateksamen er bestået, og 3) deltagelse i mindst 3 år på en statsautoriseret revisors kontor i udførelsen af de der almindeligt forekommende revisionsarbejder, således at a) hele beskæftigelsen har fundet sted, efter at revisorkandidateksamen er bestået, eller b) beskæftigelsen i 2 år har fundet sted, efter at revisorkandidateksamen er bestået, og i 1 år efter optagelse på revisorkandidatuddannelsen. Stk. 2. Revisorkommissionen kan undtage fra bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 3. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 41/46 § 3. For at kunne deltage i den mundtlige del af revisoreksamen kræves, at den skriftlige prøve er bestået, jf. § 5, stk. 3. Indstilling til den mundtlige prøve skal ske senest 3 år efter, at den skriftlige prøve er bestået. Revisorkommissionen kan undtage herfra. … § 4. Revisoreksamen omfatter efter revisorkommissionens bestemmelse 1 sammenhængende skriftlig opgave eller 3 skriftlige opgaver, der besvares i løbet af 3 på hinanden følgende eksamensdage. Eksamen omfatter endvidere 1 mundtlig prøve. Den skriftlige og mundtlige prøve skal godtgøre kandidaternes praktiske duelighed inden for de områder, som henhører under statsautoriserede revisorers virkefelt som f.eks. ...” Bekendtgørelse om eksamen for autoriserede revisorer blev første gang sat i kraft på Færøerne i maj 2007 (den færøske registreringsmyndigheds bekendtgørelse nr. 1 af 2. maj 2007 om eksamen for at blive autoriseret revisor). Af bekendtgørelsen fremgår blandt andet følgende regler (rettens oversættelse): ”§ 1. For at kunne indstille sig til eksamen, jf. § 1, stk. 2, nr. 4, i lagtingslov nr. 120 af 21. maj 1993 om autoriserede revisorer kræves: 1) at revisorkandidateksamen er bestået (se nærmere redegørelse i bilag 1) 2) at ansøgeren i mindst 3 år efter det fyldte 18. år har deltaget i udførelsen af alle almindelige revisorarbejder på en autoriseret revisors kontor. … § 5. Eksamen gennemføres som en skriftlig prøve, hvor ansøgeren fuldfører en konkret revisionsopgave … eller dele af konkret revisionsopgave. Eksamen varer i 16 timer over 2 dage.” Af bekendtgørelsens bilag 1 fremgår, at godkendte revisorkandidateksamener er en dansk cand. merc. aud. eksamen eller tilsvarende eksamen fra Norge eller Island. Retlig regulering vedrørende færøske myndigheder Ved lagtingslov nr. 103 af 26. juli 1994 som ændret ved lagtingslov nr. 75 af 25. maj 2009 om Færøernes styrelsesordning er fastsat blandt andet følgende bestemmelser: ”§ 33. Lagmanden bestemmer forretningernes fordeling imellem landsstyrets medlemmer. Disse administrerer deres sagsområder hver for sig. … Stk. 3. Lagmanden udøver tilsyn med, at hver enkelt landsstyresmedlem administrerer sine sagsanliggender på lovlig og forsvarlig vis. … § 37. Lagmanden og de øvrige medlemmer af landsstyret har det retlige ansvar for administrationen af det sagsområde, der er tillagt dem.” STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 42/46 I Lagmandens meddelelse nr. 84 af 30. september 2008 med senere ændringer om fordeling af sagsområder mellem landsstyresmedlemmerne fremgår blandt andet følgende bestemmelse (rettens oversættelse): ”§ 55. Forekommer det, at et landsstyresmedlem er inhabil i en bestemt sag, jf. forvaltningsloven, meddeler han lagmanden dette, og lagmanden afgør, hvem af de øvrige landsstyresmedlemmer, der i stedet varetager landsstyresmedlemmets pligter i sagen. … Stk. 3. I tilfælde hvor et landsstyresmedlem som følge af sygdom eller andre tvingende grunde foreløbig ikke kan varetage sit embede, varetager lagmanden landsstyresmedlemmets sagsområde, hvis andet ikke bestemmes. Tilsvarende gælder, hvis landsstyresmedlemmet er fratrådt, og ingen er sat i stedet.” Retlig regulering vedrørende menneskerettigheder I 1. tillægsprotokol af 20. marts 1952 som ændret ved protokol nr. 11 af 11. maj 1994 fremgår følgende bestemmelse i artikel 1: ”Beskyttelse af ejendom 1. Enhver fysisk eller juridisk person er berettiget til uforstyrret nydelse af sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de ved lov og folkerettens almindelige principper fastsatte betingelser. 2. Foranstående bestemmelser skal imidlertid ikke på nogen måde gøre indgreb i statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder.” Konventionen med tilhørende protokoller er inkorporeret i færøsk ret med anordning nr. 136 af 25. februar 2000 om ikrafttræden for Færøerne af lov om den Europæiske Menneskeretskonvention. Rettens begrundelse og afgørelse Spørgsmålet om autorisationsafgørelsernes hjemmel Ordlyden i § 4 i lagtingslov nr. 120 af 21. maj 1993 fastslår, at den særlige eksamen, der kræves for at blive godkendt som autoriseret revisor på Færøerne, er en eksamen, der finder sted på grundlag af nærmere regulering fra den færøske registreringsmyndighed. Ordlyden giver ikke grundlag for at anse den generelle kandidateksamen fra et cand. merc. aud. studium som tilstrækkelig for at opfylde eksamenskravet i lovens § 1, stk. 2, nr. 4. Lagtingsloven blev til på grundlag af den dagældende danske lov om statsautoriserede revisorer, i henhold til hvilken der var udstedt bekendtgørelse, som fastslog, at der ud over bestået kandidatuddannelse skulle bestås en særlig revisoreksamen. Særlige færøske forhold kunne principielt begrunde, at den færøske lov skulle fortolkes anderledes end det danske forlæg. Af lagtingsloSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 43/46 vens forarbejder fremgår imidlertid, at de særlige færøske forhold med ganske få revisorer og et muligt behov for en delt dansk/færøsk ordning vedrørende disciplinæransvar tilsagde en væsentlig retsenhed mellem Færøerne og Danmark på lovens område. Der er derfor ikke grundlag for at fortolke kravet om at bestå en særlig eksamen efter den færøske lov lempeligere end efter den danske lov. En revisor har i sit virke status som offentlighedens tillidsmand En autoriseret revisor er en særligt kvalificeret revisor, der i lovgivningen tillægges beføjelser, som ikke kan varetages af andre, herunder registrerede revisorer. Dette gælder eksempelvis i forbindelse med revision af finansielle virksomheder, jf. den nugældende bestemmelse i § 199 i bekendtgørelse nr. 969 af 27. august 2014 af anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed. Kravet om en særlig revisoreksamen som forudsætning for godkendelse som autoriseret re visor må derfor anses som en væsentlig bestemmelse i forhold til lovens formål. Denne forståelse bestyrkes ved, at kravet om en særlig revisoreksamen, i modsætning til kravet om 3 års erhvervserfaring, er indispensabelt, jf. modsætningsvis § 1, stk. 4, i lagtingsloven om autoriserede revisorer. Retten finder på den baggrund, at der efter lagtingsloven den ikke var hjemmel til at godkende Revisor A og revisor B som autoriserede revisorer, hvis de ikke havde bestået den særlige revisoreksamen, jf. lagtingslovens § 1, stk. 2, nr. 4, eller en hermed ligestillet udenlandsk uddannelse, jf. lagtingslovens § 2, stk. 1. Da Revisor A og revisor B ikke opfyldte denne betingelse, var den færøske registreringsmyndigheds afgørelse af 20. juni 2007 i strid med lagtingsloven om autoriserede revisorer. Retten finder, at revisor A og revisor B ikke har godtgjort, at der på det pågældende tidspunkt bestod en administrativ praksis hos den færøske registreringsmyndighed for at meddele ansøgere, hvis forhold kunne sidestilles med revisor A og revisor Bs godkendelse som autoriserede revisor. En sådan praksis ville i givet fald ikke have udgjort tilstrækkelig hjemmel til at godkende revisor A og revisor B som autoriserede revisorer, da forvaltningsretlige regler om ligebehandling ikke kan medføre krav på en godkendelse i strid med loven. Da den færøske registreringsmyndigheds afgørelser af 20. juni 2007 vedrørende revisor A og revisor B lider af en væsentlig mangel i form af den nævnte hjemmelsmangel, tiltræder retten, at Lagmandens Kontor ved afgørelse af 21. februar 2012 har anset aregistreringsmyndighedens afgørelser af 20. juni 2007 for ugyldige. Spørgsmålet om kompetencen til at genoptage sagerne om autorisation Efter § 33, stk. 1, i lagtingslov om Færøernes styrelse tilkommer det lagmanden at bestemme forretningernes fordeling imellem landsstyrets medSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 44/46 lemmer. Bestemmelsen i § 55, stk. 1, i lagmandens meddelelse nr. 84 af 30. september 2008, hvorefter en opgave i tilfælde af inhabilitet skal overføres til et andet landsstyresmedlem, afskærer ikke lagmanden fra at fordele opgave til sig selv. Langmandens Kontor har derfor haft saglig kompetence til at træffe afgørelser i sagen, da Landsstyreområderne for Erhvervsanliggender og Indenlandsanliggender havde erklæret sig som inhabile. En genoptagelse af en forvaltningsafgørelse som de i sagen omhandlede forudsætter efter almindelige forvaltningsretlige regler, at der efter forvaltningsafgørelsens meddelelse er fremkommet væsentlige nye forhold, som kunne have medført et ændret udfald, hvis de var indgået i grundlaget for forvaltningsafgørelsen. I den foreliggende sag havde Lagtingets Ombudsmand ved sin udtalelse af 2. november 2010 tilkendegivet en vurdering, hvorefter betingelserne for de meddelte autorisationer ikke var opfyldt, når ansøgerne ikke havde bestået den særlige eksamen. Dette forhold, der var utryk for en korrekt juridisk vurdering, er efter rettens vurdering et forhold, der har berettiget og forpligtet forvaltningen til at genoptage sagen om revisor A og revisor Bs autorisationer. Da Lagmandens Kontor som rekursmyndighed i Landstyreområdet for Indenlandsanliggenders sted havde anmodet den færøske registreringsmyndighed om at vurdere sagen på baggrund af ombudsmandens udtalelse, har registreringsmyndigheden været kompetent til at træffe ny afgørelse i sagerne uden at være bundet af den tidligere rekursafgørelse om hjemvisning. Spørgsmålet om annullationsafgørelsernes hjemmel Det følger af almindelige regler om forvaltningsakters gyldighed, at der gælder et skærpet hjemmels krav til afgørelser, hvorved en borgers eller virksomheds adgang til næring afskæres eller væsentligt begrænses. Dette følger i dag tillige af artikel 1 i 1. tillægsprotokol til Den europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskeretsdomstols praksis vedrørende denne bestemmelse. Det skærpede hjemmelskrav må også gælde ved afgørelser om eventuel tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter om adgang til næringsdrift. Heroverfor står den forvaltningsretlige grundsætning om, at en forvaltningsmyndighed er forpligtet til at omgøre en afgørelse, der viser sig at være ugyldig. Nævnte forpligtelse må efter et retshåndhævelseshensyn anses for skærpet i en sag som den foreliggende, hvor der foreligger en klar hjemmelsmangel vedrørende en ufravigelig, lovbestemt betingelse af central betydning for lovens formål. Som følge af den autoriserede revisors rolle som offentlighedens særligt kvalificerede tillidsmand, taler tillige samfundsmæssige hensyn og hensyn til tredjemand i form af regnskabslæsere for, at afgørelserne om godkendelse som autoriserede revisorer bør omgøres. Ved afvejningen af de modstående hensyn må eventuel god tro hos revisor A og revisor B tillægges væsentlig betydning. Det taler for god tro, at sagsSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 45/46 behandlingen vedrørende autorisationsansøgningerne var særdeles grundig, og at den overordnede rekursmyndighed, Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender, to gange gav udtryk for en opfattelse, der af revisor A og revisor B med en vis føje kunne opfattes som en anerkendelse af, at autorisation kunne meddeles, selv om kravet om særlig eksamen ikke var opfyldt. Det taler imod god tro, at lovkravet om særlig eksamen er klart og entydigt. Hertil kommer, at revisor A og revisor B var fuldt bekendt med lovkravet og var bekendt med, at den færøske registreringsmyndighed som specialmyndighed på området ikke delte rekursmyndighedens retsopfattelse, hvilket gav sig udslag i, at registreringsmyndigheden meddelte autorisationerne med henvisning til afgørelsen fra Landsstyreområdet for Indenlandsanliggender og ikke til lagtingslovens § 1. Efter en samlet vurdering tiltræder retten vurderingen hos Lagmandens Kontor, hvorefter revisor A og revisor B ikke var i god tro om adgangen til at meddele autorisation til ansøgere, der ikke opfyldte kravet om bestået særlig eksamen. Det fremgår af registreringsmyndighedens afgørelse af 24. januar 2012, hvis begrundelse, Lagmandens Kontor henviser til i sin afgørelse af 21. februar 2012, at registreringsmyndigheden i sin afvejning tillige har inddraget de af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udviklede kriterier, hvorefter en annullation som den i sagen omhandlede skal være lovlig (”lawfull”), skal forfølge et anerkendt formål, der har samfundsmæssig interesse (”public interest”), og skal anlægge en rimelig balance (”fair balance”) mellem hensynet til den samfundsmæssige interesse og beskyttelsen af det enkelte individ. Ved afvejningen er det skønnet, at de hensyn, der taler for en annullation vejer tungere end de hensyn, der taler imod. Retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte dette skøn. Retten lægger herved særlig vægt på, at annullationerne først får retsvirkning ved udgangen af 2015 - næsten fire år efter registreringsmyndighedens annullationsafgørelse Den nævnte frist har efter rettens vurdering været generelt egnet til at muliggøre en gennemførelse af den krævede eksamen også for erhvervsaktive personer. Den omstændighed, at revisor A og revisor B har valgt at påklage annullationsafgørelserne og efterfølgende at indbringe sagen for retten frem for at indstille sig til den krævede eksamen, kan i sig selv ikke gøre nogen forskel ved vurderingen. Hvorvidt de efterfølgende personlige forhold hos revisor B eventuelt kan begrunde en udsættelse af fristen, må afgøres ved en forvaltningsafgørelse, før det gøres til genstand for retlig prøvelse. På denne baggrund finder retten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte afgørelse af 21. februar 2012 fra Lagmandens Kontor, hvorfor retten tager den nedlagte påstand om frifindelse til følge. Sagsomkostninger Ved udmåling af sagsomkostninger har retten lagt vægt på sagens principielle karakter og væsentlige omfang samt på sagens udfald. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72 Side 46/46 Thi kendes for ret: Sagsøgte, Lagmandens Kontor, frifindes. Sagsøgerne, revisor A og revisor B, skal inden 14 dage solidarisk betale sagsomkostninger til sagsøgte, Lagmandens Kontor, med 150.000 kr. Seerup Dommer STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D72
© Copyright 2025