iPad vejledning.pdf
Institutnavn: Institut for Statskundskab Forfattere: Asmund Hejlskov Bertelsen, Mathias Nørgaard Brok & Kristoffer Kjeldgaard Sloth Titel og evt. undertitel: Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af Folkemødet Vejleder: Anders Esmark Afleveret d. 9. maj 2014 Antal ord: 52.661 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Abstract Since 2011, the Danish island of Bornholm has hosted the annual political festival known as “Folkemødet”, lit. “The People’s Meeting”. Inspired by the Swedish “Almedalsveckan”, Folkemødet gathers politicians, lobbyists, civil society organisations, and ordinary citizens for four days in June to deliberate on public affairs with the intention of strengthening public debate, encouraging ordinary citizen’s political participation, and bolstering the connection between the political elite and the public. Through an explorative single case analysis, this thesis provides a deep understanding of how political participation is practised at Folkemødet vis-à-vis its stated intentions, providing the basis for a discussion on the democratic potential of the event. In the analysis, we investigate the nature of political participation at Folkemødet with regard to three theoretical dimensions: 1) Interest representation through pluralist and corporatist means, 2) Professionalization of the representational functions of political parties, and 3) Medialization of political participation. We find that the general corporatist structures of the Danish political system are challenged at Folkemødet in accordance with the event’s intentions. Contrary to Folkemødet’s stated intentions, however, we find that the political parties at Folkemødet do not challenge the general tendency of professionalization of the linkage between the public and the party system. Finally, our analysis finds that the general tendency of medialization is also prevalent at Folkemødet, thus not fulfilling the intentions of creating a more personal and authentic connection between the public and the political elite. Drawing on the normative, theoretical models of respectively participatory and elite democracy, we finally evaluate Folkemødet’s democratic potential. We conclude that although Folkemødet does not succeed in integrating the public and the elite in accordance with the event’s participatory democratic ideals, it does however contribute to improving the work environment amongst the political elite. Moreover, we find that Folkemødet does advance the attendees’ political trust and enthusiasm about the Danish democratic political system. Side 2 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 1 INTRODUKTION 6 1.1 PROBLEMFORMULERING 1.2 BEGREBSAFKLARING: SPECIALETS FORSTÅELSE AF BEGREBET OM POLITISK DELTAGELSE 1.3 SPECIALETS OPBYGNING 7 8 10 2 TEORI 12 2.1 TO IDEALER FOR POLITISK DELTAGELSE 2.1.1 SPECIALETS ANVENDELSE AF BEGREBET OM DET POLITISKE 2.1.2 ELITEDEMOKRATI 2.1.3 DELTAGELSESDEMOKRATI 2.1.4 VURDERING AF MODELLERNES POTENTIELLE UDSAGNSKRAFT 2.2 INTERESSEVARETAGELSE PÅ FOLKEMØDET 2.2.1 MODELLER FOR SAMSPILSFORMER 2.2.2 KORPORATISME 2.2.3 PLURALISME 2.2.4 UDVIKLINGEN I DANMARK: MOD MINDRE FORMALISERET INTERESSEVARETAGELSE 2.2.5 OPERATIONALISERING 2.3 PARTIERNES FORANDRING – FRA FOLKET TIL DE PROFESSIONELLE 2.3.1 PARTIERNES ROLLE I DEMOKRATIET 2.3.2 MASSEPARTIET SOM UDGANGSPUNKT 2.3.3 UDVIKLINGEN VÆK FRA MASSEPARTIET 2.3.4 UDVIKLINGEN VÆK FRA MASSEPARTIET I ET DEMOKRATISK PERSPEKTIV 2.3.5 OPERATIONALISERING 2.4 MEDIALISERING AF POLITIKKEN 2.4.1 OM LOGIKKER OG INSTITUTIONER 2.4.2 MEDIERNES UDVIKLING OG SELVSTÆNDIGGØRELSE 2.4.3 MEDIELOGIK 2.4.4 POLITISK LOGIK 2.4.5 FRA LOGIK TIL PRAKSIS 2.4.6 OPERATIONALISERING 12 13 14 16 19 21 21 22 24 27 27 32 33 35 37 43 45 50 51 52 54 56 59 63 3 FORSKNINGSDESIGN: ET EKSPLORATIVT CASESTUDIE 66 3.1 ET CASESTUDIE AF FOLKEMØDET 3.1.1 FOLKEMØDET SOM CASE 3.2 ANALYSESTRATEGI 3.2.1 ET DEDUKTIV UDGANGSPUNKT: FRA TEORI TIL INDIKATORER 3.2.2 INDUKTIVE ELEMENTER: INFORMANTERS EGNE BESKRIVELSER OG FORTOLKNINGER 3.3 DATAINDSAMLING 3.3.1 KVALITATIVE INTERVIEWS 3.3.2 UDVÆLGELSE AF INFORMANTER 3.3.3 INTERVIEWGUIDE 3.4 ANALYTISK DATABEHANDLING 3.4.1 KODNING AF INTERVIEWS 3.5 OPSUMMERING AF UNDERSØGELSENS VALIDITET, RELIABILITET OG GENERALISERBARHED 3.6 SAMLET ANALYSEMODEL 66 68 70 71 72 73 73 75 79 79 80 4 ANALYSE 89 5 INTERESSEVARETAGELSE PÅ FOLKEMØDET 90 Side 3 af 186 86 88 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 5.1 FOLKEMØDETS IDEGRUNDLAG OG INSTITUTIONELLE RAMMER: INTERESSEVARETAGELSE 90 5.1.1 OPSAMLING 91 5.2 PLURALISTISKE OG KORPORATIVE INDFLYDELSESPRAKSISSER PÅ FOLKEMØDET 92 5.2.1 PLURALISTISKE TRÆK 92 5.2.2 KORPORATIVE TRÆK 98 5.2.3 OPSAMLING 103 5.3 RESSOURCER 103 5.3.1 GENNEMSLAGSKRAFT OG SYNLIGHED PÅ FOLKEMØDET 104 5.3.2 OPSAMLING 111 5.4 KONKLUSION PÅ DELANALYSEN 112 6 PROFESSIONALISERING: PARTIERNES DELTAGELSE OG AKTIVITETER PÅ FOLKEMØDET 115 6.1 FOLKEMØDETS IDEGRUNDLAG OG INSTITUTIONELLE RAMMER: PARTIER PÅ FOLKEMØDET 6.1.1 OPSAMLING 6.2 ETABLERING AF KANAL FOR POLITISK DELTAGELSE 6.2.1 PARTIERNE OG DERES MEDLEMMER PÅ FOLKEMØDET 6.2.2 PARTIERNE OG DEN ALMINDELIGE VÆLGERBEFOLKNING PÅ FOLKEMØDET 6.2.3 OPSAMLING 6.3 ARTIKULERING OG AGGREGERING AF INTERESSER 6.3.1 DIALOG MELLEM PARTIER OG VÆLGERBEFOLKNING PÅ FOLKEMØDET 6.3.2 NY VIDEN OM BEFOLKNINGENS INTERESSER OG BEHOV PÅ FOLKEMØDET 6.3.3 OPSAMLING 6.4 FORMULERING AF POLITIK 6.4.1 DEBAT AF PARTIERNES POLITIK PÅ FOLKEMØDET 6.4.2 UDVIKLING OG FORMULERING AF POLITIK PÅ FOLKEMØDET 6.4.3 OPSAMLING 6.5 KONKLUSION PÅ DELANALYSEN 115 117 118 118 122 124 125 126 127 129 130 131 132 134 135 7 MEDIALISERING AF FOLKEMØDET 138 7.1 FOLKEMØDETS IDEGRUNDLAG OG INSTITUTIONELLE RAMMER: DEMOKRATI OG DIALOG 7.1.1 OPSAMLING 7.2 FOLKEMØDE-EVENTS OG STRATEGIERNE BAG 7.2.1 STRATEGI BAG DELTAGELSEN 7.2.2 TV-SHOW ELLER FORSAMLINGSHUS 7.2.3 OPSAMLING 7.3 DELTAGELSEN I PRAKSIS 7.3.1 KOMMUNIKATIONENS FORM OG DELTAGERNES ROLLER 7.3.2 OPSAMLING 7.4 KONKLUSION PÅ DELANALYSEN 139 140 140 141 142 146 147 147 156 156 8 ANALYSENS KONKLUSIONER SAMMENFATTET 159 8.1 INTERESSEVARETAGELSE PÅ FOLKEMØDET 8.2 PROFESSIONALISERING – OARTIERNES DELTAGELSE OG AKTIVITETER PÅ FOLKEMØDET 8.3 MEDIALISERINGEN PÅ FOLKEMØDET 159 9 VURDERING OG DISKUSSION: FOLKEMØDETS DEMOKRATISKE POTENTIALE 161 163 166 Side 4 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 9.1 FOLKEMØDETS DEMOKRATISKE POTENTIALE MELLEM ELITE- OG DELTAGELSESDEMOKRATI 167 9.2 FOLKEMØDETS SUCCES: ET ALTERNATIVT PERSPEKTIV PÅ POLITISK DELTAGELSE170 10 LITTERATUR 173 10.1 INTERVIEWS 183 11 BILAG 1: INTERVIEWGUIDE 184 Side 5 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 1 Introduktion Inden for den konventionelle deltagelsesforskning er der bred enighed om, at den politiske deltagelse er i forfald (Habermas, 2006; Hay, 2007; Stoker, 2006; Putnam, 2000): Befolkningen er i stigende grad atomiseret og apatisk, den sociale kapital er i forfald (Putnam, 2000), og politikerleden er på hastig fremmarch (Hay, 2007). Danske og internationale undersøgelser viser, at forfaldstendenserne ikke bare er en akademisk historie, men også afspejles i befolkningens adfærd og perceptioner. Færre er medlem af et parti, der er større vælgervandringer, og tilliden til og identifikationen med partier og politikere er for nedadgående (Togeby et. al 2004: 54): En undersøgelse foretaget af Mandag Morgen i 2011 viser, at 60 pct. af danskerne har ”ret lille” eller ”meget lille” tillid til de danskerne politikere (Mandag Morgen, 2011). Og en anden undersøgelse foretaget af Epinion i 2013 viser, at politikerne bliver opfattet som den mindst troværdige af alle faggrupper og fem år i træk er dalet i troværdighed (Radius Kommunikation, 2013). I 2014 lavede altinget.dk en ny analyse, der viste, at kun 36 pct. af den danske befolkning nu har tillid til politikerne (Altinget.dk, 2014). Der er altså en reel risiko for, at store dele af befolkningen bliver politisk desillusionerede og ikke nærer store forhåbninger til politikerne, hvilket kan medføre, at politikken i stigende omfang bliver overladt til de professionelle, eksperterne og lobbyisterne (Stoker, 2006). Borgerne hensættes som tilskuere til den professionaliserede politik, og afstanden mellem det politiske system og de almindelige borgere bliver større og større. De folkelige aktivister bliver færre, og medierne bliver i deres kamp om seertal mere sensationshungrende og forsømmer dermed deres kritiske offentlighedsrolle som forbindelsesled mellem politikerne og befolkningen (ibid.). I lyset af denne udvikling så Folkemødet på Bornholm for første gang dagens lys i 2011, hvor det af Bornholms Regionsborgmester og medlem af Folkemødets styregruppe, Winni Grosbøll, blev præsenteret som en mulighed for at imødegå de negative tendenser og styrke demokratiet ved at skabe ”et rum, hvor borgere, politikere og andre af samfundets beslutningstagere kan indgå i en ægte dialog uden distance” (Grosbøll, 2013). Folkemødet blev fra sin begyndelse beskrevet som ”en ny politisk arena, hvor de regler, der ellers gælder på Christiansborg og i resten af det politiske liv, Side 6 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse er sat ud af kraft” (Grosbøll, 2011) og lovprist som ”en mulighed for alle til at være med til at lufte ud i vores politiske debatkultur” (ibid.). Folkemødet blev altså set som muligheden for at genrejse det aktive medborgerskab og de responsive, lyttende politikere. Imidlertid er der, efter vores bedste overbevisning, ikke kastet videnskabeligt lys over, hvad der i praksis kendetegner den politiske deltagelse på Folkemødet. Det skyldes måske, at Folkemødet stadig er en relativt ung begivenhed, der står over for at skulle afholdes for fjerde gang i juni 2014. Men måske skyldes det også, hvad vi oplevede ved selvsyn, da vi deltog til Folkemødet i 2013, nemlig at Folkemødet er en kompleks størrelse, hvor der foregår endog rigtig meget forskelligt over kun 72 timer. I 2013 var der på Folkemødet 540 organisationer, 386 akkrediterede pressefolk, samtlige ministre og europaparlamentarikere, næsten alle folketingsmedlemmer samt mange kommunalpolitikere og offentlige institutioner, der sammenlagt afholdt 1324 events under Folkemødet (Dybdal, 2013). Det er således af både akademisk interesse, men også et resultat af den personlige undren, der opstod hos os, da vi deltog på Folkemødet i 2013, at vi i dette speciale undersøger netop den politiske deltagelse på Folkemødet. Undersøgelsen har, ud over dens beskrivende og eksplorative sigte, også et vurderende element, idet et naturligt spørgsmål i forlængelse af undersøgelsen må være, hvad Folkemødet så faktisk demokratisk kan bidrage med. 1.1 Problemformulering Specialet undersøger politisk deltagelse i en lokal og konkret kontekst i de fire dage, hvor Folkemødet årligt finder sted i Allinge på Bornholm. Specialets problemformulering lyder: Hvad karakteriserer den politiske deltagelse på Folkemødet? Og hvad er Folkemødets demokratiske potentiale? Undersøgelsen foretages som et eksplorativt casestudie, hvor vi ved at lede efter ligheder og forskelle mellem dagligdagens politiske deltagelse og den lokale deltagelse på Folkemødet bliver i stand til at vurdere Folkemødets demokratiske potentiale. Vi har derfor valgt at tilrettelægge vores undersøgelse ud fra tre almindelige og bredt Side 7 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse accepterede forestillinger om, hvilke tendenser der karakteriserer den politiske deltagelse med henblik på at undersøge, om deltagelsen på Folkemødet bekræfter, afviser eller endda intensiverer disse tendenser. De tre tendenser udgør således specialets analytiske og argumentatoriske struktur og omhandler: 1. Samspillet mellem staten og civilsamfundets organiserede interesser. Forestillingen er her, at interessevaretagelsen foregår i et relativt institutionaliseret samspil mellem stat og interesseorganisationer, hvor få, ressourcestærke organisationer primært sidder på indflydelsen og den direkte kontakt til det politiske system. 2. Professionalisering af partierne. Forestillingen er her, at der sker en gradvis professionalisering af partierne, og at dette har svækket vælgerbefolkningens muligheder for politisk indflydelse, hvormed forbindelseslinjerne mellem borgerne og partierne er blevet svagere. 3. Medialisering af den politiske deltagelse. Forestillingen er her, at medierne har vokset sig til en så stærk samfundsinstitution, at dens iboende logikker og rationaler er adfærdsstyrende for de politiske og samfundsmæssige aktører. Specialet har fokus på konkret og praktisk politisk deltagelse, og er vi således ikke interesserede i at undersøge det substantielle policy-indhold i den politiske deltagelse på Folkemødet. Vi fokuserer snarere på deltagelsens form og deltagernes konkrete og praktiske adfærd. 1.2 Begrebsafklaring: Specialets forståelse af begrebet om politisk deltagelse Specialet tager kritisk afsæt i de definerende værker inden for deltagelseslitteraturen. Politisk deltagelse forbindes konventionelt set med input-politik, dvs. med spørgsmål om, hvordan forskellige og potentielt modstridende interesser og identiteter opnår fri og lige adgang til, og anerkendelse i, de politiske beslutningsprocesser. Det vil med andre ord sige, at den konventionelle deltagelseslitteratur forstår det politiske som en afledt Side 8 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse funktion af konflikter i civilsamfundet. Gabriel Almond & Sidney Verba påstår i deres indflydelsesrige The Civic Culture, at: ”incumbents and decisions may…be classified broadly by whether they are involved either in the political or “input” process or in the administrative or “output” process. By “political” or “input” process we refer to the flow of demands from the society into the polity and the conversion of these demands into authoritative decisions” (Almond & Verba 1963:14). Almond & Verba sætter i The Civic Culture en grænse mellem to former for politik. Politik forstås som det, der orienterer sig mod input-siden, hvorimod det, som har at gøre med output-siden forstås som ikke-politisk administration. Denne distinktion har efterfølgende dannet skole for den konventionelle deltagelsesforskning, hvorved kun den deltagelse på input-siden, der har at gøre med konverteringen af sociale konflikter til kollektivt bindende beslutninger, er blevet opfattet som legitim, demokratisk deltagelse. I denne optik er civilsamfundet således en helt afgørende forudsætning for et sundt og levende demokrati. Og det er netop derfor, at deltagelsesforskningen siden Robert D. Putnams Bowling Alone (1995) har været så optaget af, hvad der kan gøres for at styrke og forbedre et aktivt og deltagende medborgerskab. Putnam er inspireret af Almond og Verba og tager afsæt i ideen om, hvordan sociale fællesskaber i et stærkt civilsamfund akkumulerer social kapital igennem ”frivillige ansigt-til-ansigt udvekslingsforhold [der] skaber social tillid og sociale netværk, der igen er betingelsen for at opbygge en generaliseret social tillid” (Bang 2010: 82). Det er altså den sociale kapital, der er en forudsætning for den generaliserede sociale tillid og dermed ifølge Putnam for tilliden til de politiske institutioner og repræsentanter. Putnam baserer således sine pessimistiske konklusioner på præmissen om, at det politiske legitimeres igennem dets inputs udefra, dvs. fra civilsamfundet. Det er netop i koblingen mellem civilsamfundet og det politiske system, at Folkemødet er blevet lanceret – som et projekt, der har til formål at ”styrke demokratiet og dialogen [og] give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt” (Folkemødets hjemmeside, 2014a) Når vi lægger ud med at sige, at vi med vores forståelse af politisk deltagelse tager kritisk afsæt i deltagelseslitteraturens definerende værker, er det, fordi de teoretiske antagelser fra disse værker informerer vores analyse: Side 9 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Vi ønsker altså at finde ud af, om deltagelsen på Folkemødet faktisk formår at imødegå de pessimistiske udsigter. Imidlertid forholder vi os også kritisk til selve præmissen om, 1. at legitim demokratisk deltagelse nødvendigvis må orientere sig mod det politiske systems indgang i form af inputs, og 2. at de politiske autoriteter og det politiske regimes legitimitet forankres i den civile kultur og det sociale fællesskab. Specialet indtager således et ’umage’ ståsted ift. begrebet om politisk deltagelse. På den ene side undersøger vi Folkemødets demokratiske potentiale ift. den konventionelle litteraturs idealer, men vi er på den anden side også åbne for, at Folkemødet måske kan bidrage til den politiske deltagelse på en kvalitativt anderledes måde ved at opbygge politisk kapital i et politisk fællesskab baseret på ”en forudgående accept af at deltage i en politisk arbejdsdeling” (Easton 1965: 186-187). Det vil sige, at der indefra det politiske system skabes politiske outputs, der kanaliseres ud i civilsamfundet og kan styrke de sociale fællesskaber. 1.3 Specialets opbygning Specialet falder i tre dele. I første del, som foruden dette kapitel består af kapitel 2, præsenterer vi specialets teoretiske fundament. Teorikapitlet formulerer indledningsvis to normative deltagelsesidealer forankret i civilsamfundet (afsnit 2.1). Dernæst tematiserer og operationaliserer vi de tre tidligere nævnte tendenser: - Samspillet mellem staten og civilsamfundets organiserede interesser (afsnit 2.2), - Professionalisering af partierne (afsnit 2.3), - Medialiseringen af den politiske deltagelse (afsnit 2.4). Dermed kommer de tre tendenser til at udgøre specialets analytiske og argumentatoriske struktur. I specialets kapitel 3 præsenteres undersøgelsens forskningsdesign, der er et eksplorativt casestudie af Folkemødet baseret på 11 interviews med forskellige aktører på Folkemødet. I kapitlet gennemgås blandt andet specialets analysestrategi, dataindsamling og databehandling. Side 10 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Tredje del, som omfatter kapitlerne 4 – 9 , præsenterer vi analysen og diskuterer dens resultater. Det er altså her, vi svarer på problemformuleringen. Det gør vi først gennem en teoretisk informeret analyse af (kapitel 5 – 8), hvad der karakteriserer den politiske deltagelse på Folkemødet, struktureret ud fra de ovenfor nævnte tre tendenser. Dernæst besvarer vi i Kapitel 9 problemformuleringens andet spørgsmål. Det er her, vores kritiske og ’umage’ forståelse af politisk deltagelse for alvor kommer i spil, og vi med afsæt i analysens konklusioner foretager en kritisk vurdering af ”Folkemødets demokratiske potentiale”. Side 11 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 2 Teori I dette kapitel præsenteres undersøgelsens teoretiske grundlag. Kapitlet er overordnet opdelt i fire hovedafsnit. I det først hovedafsnit, 2.1, opstilles to modeller til at vurdere den politiske deltagelse på Folkemødet: Først en elitedemokratisk deltagelsesteori og efterfølgende en deltagelsesdemokratisk deltagelsesteori. Til slut i afsnittet vurderes modellernes udsagnskraft samt de perspektiver og konklusioner, modellerne rummer. I de følgende hovedafsnit præsentes vores teoretiske forståelse af de tre samfundsmæssige tendenser: - Samspillet mellem staten og civilsamfundets organiserede interesser (afsnit 2.2) - Professionalisering af partierne (afsnit 2.3) - Medialisering af den politiske deltagelse (afsnit 2.4) Hvert afsnit indeholder en generel beskrivelse af tendensen samt en teoretisk præcisering af, hvordan vi forstår dens indhold. Med henblik på de senere analyser af tendenserne bliver der til slut i hvert afsnit foretaget en operationalisering. Her udvikles de teoretiske analysedimensioner og de indikatorer, der i analysen fungerer som empiriske mål for de teoretiske begreber. 2.1 To idealer for politisk deltagelse Et af hovedspørgsmålene indenfor demokratisk teori er, hvor meget og hvordan borgerne bør deltage i det politiske (Schumpeter, 1942; Putnam, 2000). Statskundskabens konventionelle modeller for politisk deltagelse spænder bredt, hvorved et aktivt borgerskab både kan ses som fuldstændig afgørende for demokratiet, men også som mindre ønskværdigt, hvis demokrati forstås som repræsentativt demokrati. I dette afsnit opstiller vi det teoretiske fundament for at vurdere den politiske deltagelse på Folkemødet. Konkret udfolder vi hhv. en elitedemokratisk deltagelsesteori, der har sine rødder i den klassiske liberalisme, samt en deltagelsesdemokratisk deltagelsesteori, der har sine rødder i republikanismen. De to traditioner hører begge til statskundskabens mainstream og har meget forskellige opfattelser af, hvem der bør deltage, samt hvordan, hvor meget og hvorfor. Side 12 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Afslutningsvis foretager vi en kort vurdering af modellernes udsagnskraft, og af de perspektiver og konklusioner, som modellerne (ikke) rummer. 2.1.1 Specialets anvendelse af begrebet om det politiske For at kunne foretage en diskussion af politisk deltagelse, må vi nødvendigvis først fastslå, hvordan vi forstår begrebet om politik. I den politiske teori udlægges politik nogle gange som forsøget på at overkomme konflikter (Hobbes, 1985; Locke, 2005), nogle gange som kampe, der indstifter forskellige identiteter (Laclau & Mouffe, 2001), og nogle gange som kampe, der indstifter en samfundsmæssig orden (Ranciere, 2006). I politologiens mainstream bliver politik ofte beskrevet ud fra de politiske og statslige institutioner (partier, interesseorganisationer osv.), og afgrænses ofte til mere tekniske og institutionaliserede aktiviteter (valghandling, regeringsdannelse osv.). I dette speciale lægger vi os op ad David Eastons definition af politik som den måde, hvorpå autoritative beslutninger vedtages og implementeres i samfundet (Easton, 1957: 383). Autoritet skal ikke forstås ud fra den negative genklang, som begrebet ofte vækker, men som evnen til at skabe accept om, hvad der politisk skal gøres. Det er således en positiv politikformulering, der opfatter politik og ”politisk autoritet som en positiv og konstruktiv kraft, der muliggør (og ikke bare blokerer for) at folk kan praktisere deres frihed på en mangfoldighed af måder” (Bang, 2010: 28). Når vi anvender Eastons definition, er det fordi den har kapacitet til både at rumme konflikt og konsensus, orden og uorden, teknik og kaos, institutionaliseret deltagelse og selvorganiseret deltagelse. Det er dette politikperspektiv, der danner rammen for vores forståelse af den politiske deltagelse på Folkemødet. Hvor Eastons politikdefinition er på systemniveau og således kan rumme både demokratiske og udemokratiske autoritetsformer, er nedenstående elite- og deltagelsesdemokratiske modeller for forholdet mellem befolkningen og de politiske autoriteter normative, demokratiske udlægninger af, hvordan dette system opnår mest demokratisk legitimitet. De er baseret på antagelsen om, at legitimiteten til det politiske system er noget, der opstår udenfor systemet, i civilsamfundet eller i den politiske kultur, og kanaliseres ind i systemet i form af støtte til, eller modstand mod, de politiske autoriteter, det politiske regime eller det politiske fællesskab (Almond & Verba, 1963: 14-15). Modellerne tager altså afsæt uden for det politiske og anskuer politikkens funktion som hhv. at overkomme konflikter og fælles udfordringer (Joas, Side 13 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 2003: 30-31), og at forme de dyder og idealer, der gør borgere til ’dydige medborgere’ (Villa, 2000: 15). Vi starter med førstnævnte. 2.1.2 Elitedemokrati Elitedemokrati er en forgrening af den klassiske liberalisme. En af de mest prominente teoretikere indenfor denne tradition er Joseph Schumpeter, hvis hovedværk Capitalism, Socialism and Democracy fra 1942 har været en stærk inspirationskilde for senere liberale teoretikere som Robert Dahl (1956), Bernard Berelson (1954), Giovanni Sartori (1962) og Eva Etzioni-Halevy (1993). Schumpeter definerer demokrati i instrumentelle termer som en metode: ”The democratic method is that institutional arrangement for arriving at political decisions in which individuals acquire the power to decide by means of a competitive struggle for the people’s vote” (1956: 269), ”Democracy means only that the people have the opportunity of accepting or refusing the men who are to rule them” (ibid.). For Schumpeter er demokratiets vigtigste funktion altså konkurrencen om lederskab og styring. Det er således den politiske elite, der tager styringen i de politiske beslutningsprocesser, hvorimod den brede befolkning er tiltænkt en mere passiv og beskuende rolle. I Schumpeters perspektiv er borgernes demokratiske rolle altså meget begrænset og handler blot om med jævne mellemrum at udpege lederne: “Collectivities act almost exclusively by accepting leadership” (ibid. 270). Dette hænger sammen med, at formålet med politikken, som førnævnt, er at finde fælles løsninger på konflikter og udfordringer, og at disse løsninger anses for at være i de bedste hænder hos eliten. Derfor peger Dahl på, at de vigtigste politiske, økonomiske og sociale beslutninger træffes af ”tiny minorities” (citeret i Bachrach, 2010: 1). Elitedemokrater antager, at størstedelen af befolkningen alligevel ikke er organiseret i politik, er politisk passive og hellere bekymrer sig om andre ting end politik, såsom familie, økonomi etc. En lidt mere spids udlægning, som man finder hos bl.a. Schumpeter (1956), er, at befolkningen ikke besidder den grundlæggende politiske kompetence, der skal til for at træffe politiske beslutninger: ”The electoral mass is incapable of action other than a stampede” (ibid.: 283). Side 14 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Elitedemokrati er den demokratiske udgave af elitismen i og med, at de politiske beslutninger i sidste ende skal kunne føres tilbage til borgerne. Her ser vi altså, jf. koblingen mellem det politiske system og civilsamfundet i form af inputs (Almond & Verba, 1963: 14-15), hvordan de politiske beslutninger i elitedemokratiet får deres legitimitet. Ved valg med jævne mellemrum giver befolkningen deres mening om beslutningstagerne til kende. Enten gives der mandat til at fortsætte, eller også sanktioneres der, hvorved befolkningen i sidste instans kan siges at være suveræn. Modellen indebærer altså ikke et særligt aktivt civilsamfund. Borgerne i civilsamfundet kan i stedet koncentrere sig om andre ting. Imidlertid indebærer modellen, at der kræves en relativt høj stemmeandel for, at de politiske beslutninger kan siges at være legitime. Det er således nødvendigt for legitimiteten af elitedemokratiet, at befolkningen er i stand til at selektere imellem de forskellige kandidater til de politiske embeder. Det indebærer, at befolkningen må holdes orienteret både om, hvilke politikker der er i støbeskeen, og hvilke der er blevet vedtaget og implementeret og med hvilke resultater, således at befolkningen både kan agere og reagere, dvs. give mandat og sanktionere. Demokrati bliver dermed en politisk metode, hvis legitimitet bestemmes af, hvor fornuftige/anvendelige de beslutninger, der træffes, er, set i lyset af samfundets behov. Forudsætningen for at beslutningerne kan siges at være demokratiske, består foruden de regelmæssige valg, i den fri konkurrence mellem de politiske eliter om befolkningens opbakning. Legitimeringen kan og bør således, som vi var inde på tidligere, overstås alene med valghandlingen. Lidt kritisk kan man sige, at liberalisme og elitedemokrati anlægger et noget endimensionelt perspektiv på demokrati som metode eller instrument. Befolkningens rolle er altså i reglen som passiv modtager af goder, og kun periodisk at skulle vælge politiske repræsentanter. Peter Bachrach (1967: 95) opsummerer kritisk den liberale tradition således: “the value of the democratic system for ordinary individuals should be measured by the degree to which the "outputs" of the system, in the form of security, services, and material support, benefit them. On the basis of this reasoning, the less the individual has to participate in politics on the "input" and demand side of the system in order to gain his interests on the output side, the better off he is”. Side 15 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse At finde løsninger på problemerne og vedtage de kollektivt bindende beslutninger, kan således sammenfattende siges at være elitens prærogativ. Størstedelen af den politiske aktivitet finder sted blandt en lille gruppe af højt professionelle politiske aktører. Det er her problemerne og løsningsforslagene formuleres, her der bliver stillet beslutningsforslag, her beslutningerne vedtages, og herfra professionelle embedsfolk instrueres i, hvordan opgaverne skal udføres. Befolkningens rolle bliver derved at delegere magt til systemet for at sikre, at den politiske proces er demokratisk, og dermed legitim. 2.1.3 Deltagelsesdemokrati Over for elitedemokrati, hvor befolkningens form for, og grad af, deltagelse i den politiske proces begrænses til valgdeltagelsen, findes desuden en række teorier, hvor det aktive medborgerskab vejer langt tungere. For disse teorier er Jean-Jacques Rousseau en helt central figur. I The Social Contract fra 1762 (2010) argumenterer Rousseau for, at borgernes aktive deltage i den politiske proces er afgørende, og at det er igennem denne deltagelse, at individet bliver borger i samfundet. Republikanismen går faktisk et skridt videre og påstår, at det er igennem den kollektive deltagelse, hvor de republikanske politiske institutioner skabes, at de individuelle frihedsrettigheder, og dermed fokus på individet som selvstændig aktør, introduceres (Doheny 2007: 407). Fællesskabet har således forrang for individet i den republikanske tradition, og fokus kommer derved til at ligge på, hvordan fællesskab og solidaritet kan styrke sammenhængskraften imellem samfundsgrupper med forskellige identiteter og interesser (Bang 2009a: 120-121). Elitedemokrati og deltagelsesdemokrati tilbyder således to meget forskellige udgangspunkter for studiet af politisk deltagelse. Hvor deltagelsen i elitedemokrati bør minimeres, spiller den hos deltagelsesdemokraterne en demokratisk-konstituerende rolle i og med, at den fostrer demokratiske normer og dyder for godt medborgerskab. Republikanismen har lagt fundamentet for en bred vifte af nutidige teorier om demokratisk deltagelse (eks. Barber, 2003; Pettit, 1999; Sandel, 1996). I The Social Contract skitserer Rousseau et politisk system, hvor borgerne beslutter sig for at være frie ved selv at vedtage de love, de er underlagt. Den sociale kontrakt udgør således fundamentet i Rousseaus politiske system. Når borgerne indtræder i denne kontrakt, afholder de sig fra at forfølge deres eget begær og egne interesser, og forpligter sig på at Side 16 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse samarbejde om at udforme politikker og regler. Resultatet bliver, at folket alene er styret af selvpålagte regler og dermed er frit. Formålet med kontrakten er altså at finde en måde at leve i fællesskab med andre, uden at øve vold på sin egen ret til selvbestemmelse, eller med Rousseaus ord: “[to] find a form of association (…) in which each, while uniting himself with all, may still obey himself alone and remain as free as before” (Rousseau 2010. 14-15). Den sociale kontrakt påvirker derfor også den enkelte borgers opførsel og handlinger, fordi den tvinger folk til at tage offentlige hensyn, frem for private. Resultatet bliver, at den sociale kontrakt uddanner og socialiserer befolkningen til at tænke og handle i fællesskabstermer. For deltagelsesdemokraterne er politisk deltagelse altså andet og mere end valgdeltagelse, og dækker over alle aspekter af deltagelse i politiske beslutningsprocesser. Moderne deltagelsesteoretikere (eks. Pateman, 1970) peger derfor også på, at deltagelsesbegrebet ikke kun bør vedrøre de formelle, regeringsmæssige politiske arenaer, men også udbredes til eksempelvis arbejdspladsen, foreninger og skolebestyrelser. I modsætning til elitedemokraterne, placerer deltagelsesdemokraterne altså deltagelsen og initiativet hos folket – borgerne, og ikke eliten, er altså de centrale politiske aktører. Derudover anses deltagelsen ikke bare som et instrument til at skabe en legitim regering, men også som instrumentel ift. at skabe demokratisksindede, solidariske borgere (Mouffe, 2002). En substantiel deltagelse er derfor ønskværdig. For individuelle borgere bliver deltagelsen en måde at udtrykke, at de betragter sig selv som del af et politisk system og et samfund, og ikke som isolerede individer, og selve deltagelsen igangsætter derved en positiv spiral, hvor mere deltagelse resulterer i mere demokrati og mere demokrati omvendt fordrer endnu mere deltagelse. Deltagelsesdemokratiet opererer, ligesom elitedemokratiet, med en skelnen mellem det politiske system og civilsamfundet. Hvor forholdet i den elitedemokratiske model begrænsede sig til at tilskrive individuelle borgere i civilsamfundet retten til at ”throw the rascals out” (Pharr & Putnam, 2000: 94), eller give dem mandat til at fortsætte deres embede, er det noget mere udbygget i deltagelsesdemokratiet. Igennem ’tykke’ sociale fællesskaber (Putnam, 1993; Putnam & Gross, 2002) kan borgere finde fælles løsninger på kollektive udfordringer, som bliver kanaliseret ind i det politiske system. Ud af det politiske system kommer der derimod, foruden beslutninger og handlinger, der løser Side 17 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse disse udfordringer, også normer og dyder der virker tilbage på og forstærker de sociale fællesskaber. Endnu en forskel på elite- og deltagelsesdemokratiet er derved også anskuelsen af værdien af politik. Hvor politik i førstnævnte er et nødvendigt onde, der løser konflikter, er der en anden fremadrettet og konstitutiv anskuelse af politik i sidstnævnte, hvor politikken kan transformere, integrere og demokratisere civilsamfundets identiteter (Doheny, 2007: 407). Politisk deltagelse bidrager således til at danne befolkningen og gøre dem til medborgere. Derudover integrerer deltagelsen borgerne og bidrager til, at borgerne føler sig som en del af et fællesskab, enten i form af anerkendelse af konflikt og heterogenitet (Mouffe, 2000), eller ud fra antagelsen om underliggende kollektive, integrerende normer (Habermas, 1997). Målet for deltagelsesdemokraterne er således, udover at sikre demokrati i de formelle regeringsmæssige institutioner, at demokrati også skal sikres i civilsamfundet. Det betyder, at fokus for deltagelsesdemokraterne i højere grad er på borgernes deltagelse end på den politiske elite. De politiske eliter kan sådan set være dygtige og responsive nok, men selve det institutionelle setup, der reducerer demokrati til stemmeafgivelse, indikerer et demokratisk underskud for deltagelsesdemokraterne. Ift. den politiske beslutningsproces er det derfor vigtigt for deltagelsesdemokraterne, at borgerne er meget mere med i selve politikken, end det er tilfældet inden for elitedemokratiet. Vi har sammenfattet de to perspektiver i tabel 1. Som indledningsvis påpegede, er de to perspektiver på politisk deltagelse kvalitativt forskellige. Men begge perspektiver modellerer sig samtidig over den grundlæggende præmis, at det politiske systems legitimitet sikres i, og kanaliseres fra, civilsamfundet, at befolkningens politiske deltagelse orienterer sig mod indgangssiden af det politiske system i form af at kanalisere enten støtte eller modstand til systemet, og endelig at deltagelsen er generel og abstrakt i den forstand, at den ikke handler om enkelte politikområder, men om at sikre fri og lige adgang til, og anerkendelse i, de politiske processer. Side 18 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Elitedemokratisk, liberalt perspektiv Deltagelsen spiller kun en marginal rolle Fokus på den politiske elite Deltagelse er instrumentel og løsningsorienteret Interesser er individuelle/ tyndt socialt fællesskab Deltagelsen er inputorienteret Civilsamfundet sikrer det politiske systems legitimitet udefra-og-ind Massiv deltagelse er uønskværdigt 2.1.4 Deltagelsesdemokratisk, republikansk perspektiv Deltagelsen er en essentiel del af demokratiet Fokus på borgerne Deltagelsen er løsningsorienteret men også konstitutiv for de sociale fællesskaber Interesser er kollektive/ tykt socialt fællesskab Deltagelsen er inputorienteret Civilsamfundet sikrer det politiske systems legitimitet udefra-og-ind Massiv deltagelse er ønskværdigt Tabel 1. To perspektiver på politisk deltagelse Vurdering af modellernes potentielle udsagnskraft Som vi indikerede tidligere, er de konventionelle modeller måske ikke helt uproblematiske, når vi afslutningsvis i specialet vurderer det demokratiske potentiale af Folkemødet. For hvad er det, modellerne ikke får øje på ift. den politiske deltagelse? Både elite- og deltagelsesdemokratiet tager det for givet, at politisk autoritet og magt indebærer statens hierarkiske magtudøvelse over borgerne i civilsamfundet, legitimeret gennem det politiske systems input fra selvsamme civilsamfund (Bang 2009b: 102). Fokus i disse modeller er på, hvordan borgerne orienterer sig mod det politiske system udefra-og-ind fra civilsamfundet, i form af tillid og støtte. Legitimiteten af det politiske system bestemmes således af de inputs, systemet får udefra. Borgerne forventes omvendt at adlyde og acceptere det politiske systems outputs i form af de politikker, der vedtages og implementeres som kollektivt bindende for samfundet (Almond & Verba 1963: 14). Man må grundigt overveje, om det er rimeligt at sidestille de borgere, der deltager på Folkemødet, med den generelle befolkning. Her er det vores klare opfattelse, baseret på de interviews vi har foretaget, vores egne observationer, da vi deltog på Folkemødet i 2013, samt på Folkemødets egne oplysninger, at Folkemødet, foruden at være for de professionelle beslutningstagere, især tiltrækker politisk meget interesserede borgere (Groth-Michelsen & Schenk, interview). Det kunne indikere, at Folkemødet snarere end at få sin legitimitet fra input fra sociale fællesskaber, legitimeres igennem de politiske fællesskaber, der opstår, når borgere træder ind i det politiske system og blander sig Side 19 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse med beslutningstagerne. Det vil altså sige, at frem for at legitimeringen af den autoritative magtudøvelse finder sted i civilsamfundets konflikter, hvorpå de kanaliseres ind i systemet som krav, ønsker eller støtte, sker selve legitimeringen måske i det politiske system, hvor politisk interesserede borgere blander sig med magteliten og ligeså gerne, eller endda hellere, blander sig i output-politikken end i input-politikken (Bang 2009b: 102). Det er klart, at i sådan en konstellation kan det politiske system ikke påstås at sikre repræsentativitet, fri og lige adgang til, eller anerkendelse i, de politiske processer, og vi foreslår da heller ikke, at den alternative model bør erstatte de konventionelle modeller for politisk deltagelse. Men lige netop ift. en politisk festival, som må formodes at tiltrække politisk interesserede borgere, er det måske rimeligt nok at påstå, at festivalen godt kan være en politisk succes, selvom den ikke formår at etablere den klare kobling mellem civilsamfundet og det politiske system. I dette perspektiv handler politikken således ikke så meget om at sikre legitimitet i inputs til systemet, som at sikre at systemets outputs kan accepteres eller ligefrem vække begejstring i befolkningen. Derudover udfordrer et sådant perspektiv de abstrakte og universelle idealer, som de konventionelle modeller opstiller, og måler i stedet Folkemødet på dets konkrete og praktiske udbytte. Vi foreslår ikke, at Folkemødets demokratiske potentiale ikke bør ligge under for kritisk vurdering ud fra de konventionelle modeller, og hvis Folkemødet ikke lever op til de konventionelle idealer, eller direkte modarbejder dem, skal det da også påpeges. Men arrangementets egenart taget i betragtning, vurderer vi, at en udelukkende abstrakt demokratiteoretisk betragtning ikke vil yde det retfærdighed, og at det derfor også vil være givtigt at vurdere Folkemødets demokratiske potentialer ud fra et mere konkret og kontekstnært perspektiv, som det vi har skitseret i dette afsnit. Med disse indsigter i bagagen vender os nu mod den teoretiske tematisering og operationalisering af de tre tendenser, der strukturerer vores analyse. Side 20 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 2.2 Interessevaretagelse på Folkemødet Den organiserede interessevaretagelse har spillet en central rolle i udviklingen af det danske samfund siden Junigrundloven i 1849 og op til i dag, ikke mindst i forbindelse med udviklingen af det moderne velfærdssamfund (Ronit, 1998: 1–2). Antallet af interesseorganisationer i Danmark er i dag på mindst 1500 (Binderkrantz, 2004), der fordeler sig på en lang række vidt forskellige fokusområder, og som sammen med partierne udgør en helt central repræsentationsfunktion i det danske politiske system (Bille, 1998). Interesseorganisationerne er massivt til stede på Folkemødet, hvor de udgør hovedparten af de 540 organisationer, der er tilstede i festivaldagene. Dette er også blevet bemærket i mediernes dækning af Folkemødet, hvor socialdemokraten Benny Engelbrecht (2012) blandt andet kaldte arrangementet ”en fest for lobbyister”. Derfor er det også en naturlig del af dette speciale at undersøge, hvordan interessevaretagelsen på Folkemødet foregår. hvilket er formålet med den første af de i alt tre delanalyser. Formålet med dette teoriafsnit er at præsentere en ramme, i hvilken interessevaretagelse på Folkemødet kan analyseres og dens demokratiske implikationer diskuteres. Afsnittet præsenterer først to overordnede modeller for interessevaretagelse og samspillet mellem civilsamfund og stat, nemlig pluralisme og korporatisme, der kendetegner hhv. en åben og lukket interessevaretagelseskultur. Teorien har til formål at undersøge, om interessevaretagelsen på Folkemødet trækker i en pluralistisk eller korporativ retning. Som vi her argumenterer for, har det danske politiske system relativt stærke korporative træk sammenlignet med andre europæiske lande, selvom interessevaretagelsesstrukturerne i Danmark siden 1970’erne har gennemgået markante ændringer (se bl.a. Gallagher et al., 2006: 444; Munk Christiansen & Nørgaard, 2004: 219ff; Mailand, 2008). Til sidst i teoriafsnittet operationaliseres de to modeller i relation til Folkemødet med henblik på den senere analyse. 2.2.1 Modeller for samspilsformer Forståelsen og udviklingen af den organiserede interessevaretagelse har inden for politologien traditionelt været domineret af hhv. den korporative og den pluralistiske model, samt de hertil knyttede normative idealer. De to modeller tager udgangspunkt i forholdet mellem civilsamfundet og dets organiserede interesser på den ene side, og Side 21 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse staten på den anden, med fokus på, hvilken rolle interesseorganisationer indtager i det politiske system. Modellerne markerer hver deres yderpunkt i undersøgelsen og forståelsen af interesseorganisationers position i det politiske system. De to modellers hovedtræk gennemgås i det følgende. 2.2.2 Korporatisme Den korporative model betegner det forhold, at visse organiserede interesser nyder godt af en relativt fast, privilegeret og institutionaliseret adgang til den politiske og administrative proces. Politologen Philippe Schmitter har produceret en bredt benyttet definition, som lyder: “Corporatism can be defined as a system of interest representation in which the constituent units are organized into a limited number of singular, compulsory, noncompetitive, hierarchically ordered and functionally differentiated categories, recognized or licensed (if not created) by the state and granted a deliberate representational monopoly within their respective categories in exchange for observing certain controls on their selection of leaders and articulation of demands and supports” (Schmitter, 1974: 93). Korporatismen er således kendetegnet ved, at visse organisationer varetager sine medlemmers interesser i tæt samspil med staten, dvs. med politikere og den offentlige administration. Den korporative model indebærer blandt andet, at centrale organisationer automatisk inddrages i fx lovforberedende kommissioner, og traditionelt har fx inddragelsen af lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer inden for reguleringen af arbejdsmarkedsområdet været markant i Danmark (Munk Christiansen & Nørgaard, 2004). Den korporative model er dermed også kendetegnet ved, at de organisationer, der ikke hos politikere og embedsværk er inde i varmen, har svært ved at gøre sin indflydelse gældende. Der er altså således tale om en relativt lukket gruppe, der inviteres indenfor i det politiske maskinrum, når love inden for de privilegerede organisationers respektive policyområder bliver til og skal implementeres. Det tætte og institutionaliserede samspil mellem stat og private interesser betyder, at adskillelsen mellem stat og civilsamfund i den korporative model er relativt udvisket, og grænserne til tider uklare (Held, 2006: 180). Eksempelvis har stater med korporative Side 22 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse træk tendens til at lade særlige policyområder være anliggender for stærke interesseorganisationer, som vi blandt andet kender det fra arbejdsmarkedsområdet i Danmark, hvor staten sjældent og kun nødtvungent lovgiver om løn, arbejdstidsregler, ferie osv. Til gengæld er der tradition for, at arbejdsgiver – og arbejdstagerorganisationer har tætte bånd med de politiske partier, i dette tilfælde hhv. borgerlige og socialistiske (Munk Christiansen & Nørgaard, 2004). Den korporative model indebærer også, at stat og civilsamfund til en vis grad er ligestillede i den forstand, at staten ikke inddrager og udelukker de organiserede interesser efter forgodtbefindende, og at de til enhver tid siddende regeringskonstellationer ikke i særlig grad privilegerer de organisationer, som regeringspartierne er knyttet til. Tilsvarende medvirker modellen også til, at forlig og aftaler mellem stat og interesseorganisationer ikke uden videre opsiges, når regeringsmagten skifter hænder. Det er således blevet fremhævet, at én af den korporative models største forcer er den stabilitet, som aftaler mellem ellers modstridende interesser medfører. Blandt de øvrige fordele, som netop ofte fremhæves ved den korporative model, er først og fremmest modellens evne til sikre kompromis og konsensus (Gallagher mfl., 2006: 442). Ved at bringe centrale aktører fra civilsamfundet sammen og inkludere dem direkte i policyudformningen tvinges grupper, der ellers som udgangspunkt har modsatrettede interesser, til at finde fælles fodslag og til at respektere hinanden som legitime og ligeværdige forhandlingspartnere. En anden fordel, der fremhæves ved korporatismen, er det forhold, at de centrale aktører inden for et policyområde er garanteret indflydelse i den politiske proces. Hvis man ellers accepterer, at de privilegerede parter, der har fast plads ved forhandlingsbordet, er legitime repræsentanter for civilsamfundets interesser, sikrer den korporative model, at legitime interesser, ikke holdes uden for indflydelse og ikke oplever, at centrale politiske forlig inden for deres sektor bliver vedtaget over hovedet på dem. Den korporative model forudsætter således, at samfundet er organiseret gennem få og store organisationer, der er i stand til at sikre og kontrollere, at deres medlemmer efterlever de indgåede aftaler, at organiseringsgraden er høj, og på den anden side, at civilsamfundsinteresserne har tillid til, at staten har magt og agt til at opretholde systemet. Disse forhold er først og fremmest relevante i relation til implementeringen af indgåede aftaler, da den korporative models centralistiske struktur kræver, at alle Side 23 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse involverede aktører helt ned på individniveau anerkender de indgåede aftalers legitimitet (ibid., 443). 2.2.2.1 Korporatisme og politisk deltagelse Moderne korporative teoretikere ser grundlæggende modellen som en form for funktionel repræsentation, hvor specifikke organisationer har repræsentationsmonopol i forhold til en bestemt samfundsgruppe (Schmitter, 1974: 95). Heri ligger, at det korporative system og dets få, privilegerede interessegrupper antages at repræsentere folket sideløbende med det repræsentative demokrati, som ifølge korporatismen i faldende grad er i stand til at varetage befolkningens interesser. Derfor må det repræsentative demokratiske system se en del af sin politiske indflydelse blive delt med et korporativt organiseret system, fordi det repræsentative system får sværere og sværere ved at få stadig flere og stærkere interesser i samfundet til at blive enige. Netop da det parlamentariske systems monopol på politisk interessevaretagelse udfordres, rejser spørgsmålet sig om, i hvilket omfang en bred vifte af samfundets interesser og holdninger repræsenteres i det korporative system. Her er udfordringen ved den faste og formaliserede inddragelse af få, organiserede – og hovedsagelig økonomiske – interessegrupper, at andre stemmer risikerer marginalisering, herunder miljøorganisationer, nationalistiske grupper, sociale bevægelser m.fl. (ibid., 183). I et korporativt system risikerer borgernes politiske deltagelse at blive reduceret til deltagelse i disse få organisationer, hvilket som bekendt yderligere er betinget af, at man tilhører netop disse samfundsgrupper, fx som virksomhedsejer eller lønmodtager. Selvom korporative tænkere anerkender dette problem og har en række forslag til, hvordan man kan sikre en mere formel inddragelse af en bredere gruppe organisationer (Cunningham, 2002: 138), står den manglende diversitet i den formaliserede interessevaretagelse som ét af modellens svageste punkter (Held, 2006: 183). 2.2.3 Pluralisme Den pluralistiske model betegner på den anden side en konstruktion, hvor bestemte organisationer ikke indtager en privilegeret position i det politiske system, og er dermed udtryk for en mere konkurrenceorienteret tilgang til interesseorganisationernes politiske indflydelse, hvor forskellige interesser presser sine interesser op mod det politiske system. Dermed skabes en ligevægt, hvor få aktører ikke er i stand til sætte sig alene på Side 24 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse indflydelsen (Truman 1951; Dahl, 1961). Modellen lægger sig dermed tæt op ad det liberale demokratiideal (Cunningham, 2002: 73ff; Held, 2006: 158ff). Den pluralistiske model fordrer aktivistiske organisationer, der sætter sig i stand til at sætte en dagsorden og i det hele taget presse sig på i forhold til den politiske proces, og modellen kaldes derfor også pressionsgruppemodellen (Ronit, 1998: 20). Det mindre intime samspil mellem stats- og organiserede interesser betyder, at de enkelte organisationers indflydelse på den poliske proces er mere ad-hoc-baseret, og at de store, etablerede organisationer, der spiller en helt central rolle i den korporative model, risikerer at miste indflydelse til andre organisationer, hvis man ikke formår at gøre sig relevant og presse sine interesser op på den politiske dagsorden. Det er således et markant kendetegn ved modellen, at der er en klar adskillelse mellem staten (og dermed lovgiverne) og civilsamfundets organiserede interesser, og at samspillet herimellem antages at foregå ved, at den mangfoldighed af interesser, der er til stede i civilsamfundet presser sine krav op imod staten. Staten, der af pluralisterne kan forstås som en arena eller mediator for interessevaretagelse (Cunningham, 2002: 79), holder sig på den anden side også ude af civilsamfundets organisering af interesser, der forventes at opstå spontant og fungere uafhængigt, hvilket står i modsætning til den korporative model, hvor staten netop aktivt tager del i opbygningen af et velorganiseret civilsamfund, der kan udgøre en legitim og effektiv forhandlingspartner imellem staten og organisationerne. En konsekvens af den manglende integration af organiserede interesser i det politiske system i den pluralistiske model er, at konsensus træder i baggrunden, til fordel for konflikt i forhold til den korporative model. Tilhængerne af den pluralistiske model vil dog hævde, at konflikten er udtryk for de uoverkommelige interessemodsætninger, som er et grundvilkår for politik, og at konsensus ikke nødvendigvis er hverken ønskværdig eller reelt mulig (Held, 2006: 159). 2.2.3.1 Pluralisme og politisk deltagelse I og med at pluralismen ikke privilegerer specifikke interesser i den politiske beslutningsproces, åbner modellen op for mindre velorganiserede, og mere spontane, former for politisk deltagelse. Den politiske deltagelse orienterer sig ligesom i korporatismen mod interesseorganisationer, men adgangsbarriererne til politisk indflydelse er – i hvert fald på det formelle plan – markant færre og af mindre Side 25 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse betydning. Dette muliggør deltagelse af en mangfoldighed af interesser og sågar individer, der fra sag til sag effektivt er i stand til at presse sine interesser op på den politiske dagsorden (Held, 2006: 451). Den pluralistiske model er således langt mere åben for deltagelse fra mindre enkeltsagsinteresser, ligesom deltagelsen kan foregå igennem mange forskellige kanaler, i modsætning til under korporative forhold. Pluralismen henter sit ideologiske tankegods i klassiske liberale tænkere som James Madison (se fx Cunningham, 2002: 78ff), der er betænkelige ved bred og aktiv politisk deltagelse fra borgerne, og pluralisme peger i den forbindelse på farerne ved blandt andet fascistiske bevægelser i Tyskland og Italien i 1930’erne. I tråd med Madison mener flere pluralistiske tænkere, at politisk apati kan være et gode, da begrænset folkelig indflydelse på dagligdagspolitik øger risikoen for konflikt og ustabilitet (ibid., 81). Som tidligere fremført, stemmer den pluralistiske model overens med det liberale demokratiideal, idet den bygger på klar adskillelse mellem stat og civilsamfund, og grundlæggende accepterer interessemodsætninger og konflikt som iboende i det politiske. Statens rolle bliver derfor, i overensstemmelse med det liberale ideal, at mediere mellem disse interesser, og beskytte grundlæggende frihedsrettigheder og fri og lige adgang til den politiske beslutningsproces. Et af de centrale kritikpunkter ved den pluralistiske model er, at den anarkiske struktur i konkurrencen mellem divergerende interesser favoriserer stærke kapitalinteresser med mange ressourcer på bekostning af mindre ressourcestærke civilsamfundsaktører, hvis interesser kan være mindst lige så legitime og relevante som de stærke aktørers (Cunningham, 2002: 82). Pluralismens fortalere medgiver, at uligheden i ressourcer mellem divergerende interesser kan udgøre et grundlæggende demokratisk problem. Pluralister som Dahl forsvarer imidlertid konsekvenserne af denne ressourceulighed med, at den dels er iboende i politisk interessekamp, og dermed ikke kan løses igennem andre organiseringsformer, og at der dels findes andre former for ressourcer end økonomiske, og at pluralismen derfor sikrer, at ikke kun de økonomisk stærkeste interesser sætter sig på den politiske indflydelse (Dahl, 1966: 373-379). Side 26 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 2.2.4 Udviklingen i Danmark: mod mindre formaliseret interessevaretagelse Det er en almindelig antagelse inden for forskningen i organiserede interesser i Danmark, at den relativt stærke korporatisme, der blev opbygget gennem første halvdel af det 20. århundrede og toppede i 1960’erne og 1970’erne, længe har været på tilbagetog, når det gælder den formelle inddragelse af de store interesseorganisationer i lovforberedende udvalg, kommissioner osv. (Munk Christiansen & Nørgaard, 2004: 220; Ronit 1998). Efter etableringen af Folketingets stående udvalg i 1972, har de formaliserede forbindelser mellem især de etablerede arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer på den ene side, og politikere, regering og centraladministration på den anden, været aftagende. I stedet er samspillet i dag præget af flere, men langt mere mangfoldige og uformelle forbindelser mellem de organiserede interesser og det politiske system (ibid.). Selvom interessevaretagelsen dermed kan siges at bevæge sig væk fra de korporative tendenser, der ligger i den formaliserede inddragelse af centrale organisationer i lovforberedende udvalg mv., peger undersøgelser dog på, at den mere uformelle og netværksprægede form for interessevaretagelse fortsat domineres af de store interesser (Munk Christiansen & Nørgaard, 2004: 224–5). Under alle omstændigheder peger litteraturen på, at integrationen mellem interesseorganisationer og statsapparat næppe er blevet svækket på trods af de institutionelle forandringer, selvom formen i dag er anderledes end i 1960’erne og 1970’erne, og at nedgangen i de formelle kontakter ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at inddragelsen af interesseorganisationer er mindre institutionaliseret eller åben i dag. 2.2.5 Operationalisering For at undersøge interessevaretagelsen på Folkemødet, strukturerer vi operationaliseringen ud fra Robert Adcock & David Colliers (2001) model til samme. Vores anvendelse af Adcock & Colliers operationaliseringsmodel præsenteres i metodekapitlets afsnit 3.2.1. Gennem operationaliseringen når vi frem til de indikatorer, der i empirien kan hjælpe os til at undersøge korporative og pluralistiske tendenser på Folkemødet. Side 27 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 2.2.5.1 Baggrundskoncept Baggrundskonceptet er operationaliseringens første niveau, hvor vi tematiserer det problemfelt, vi ønsker at undersøge. Baggrundskonceptet danner grundlag for operationaliseringen af teorien, der til sidst munder ud i de indikatorer, hvormed vi vil foretage vores analyse. Baggrundskonceptet tager udgangspunkt i vores undersøgelsesspørgsmål, der som bekendt lyder: Hvordan kan man forstå interessevaretagelse på Folkemødet? Baggrundskonceptet kan således defineres som Interessevaretagelse på Folkemødet. 2.2.5.2 Systematiseret koncept Det næste trin er konceptualiseringen, hvor vi med udgangspunkt i baggrundskonceptet opstiller et eller flere systematiserede koncepter, der gør os i stand til at undersøge problemfeltet. Vi vælger at undersøge interessevaretagelse i forhold til to overordnede teoretiske modeller for stats-civilsamfundsrelationer, nemlig korporatisme og pluralisme, som er redegjort for i afsnit 2.2.1. Derudover opstiller vi koncepter for praksis i interessevaretagelsen på Folkemødet, nemlig hhv. interessevaretagelsespraksisser og forholdet mellem størrelse og indflydelse blandt interesseorganisationerne på Folkemødet. Det systematiserede koncept er følgelig todelt. 2.2.5.3 Indikatorer – korporatisme og pluralisme på Folkemødet I forlængelse af redegørelsen for vores systematiserede koncepter korporatisme og pluralisme, samt interessevaretagelsespraksisser og størrelse og indflydelse, vil vi nu som det sidste trin i operationaliseringsmodellen udvikle de indikatorer, indenfor hvilke interessevaretagelse på Folkemødet kan analyseres. Analysen har dels til formål at belyse, hvilke tegn på hhv. korporatisme og pluralisme, der findes på Folkemødet, og dels at vurdere, om Folkemødet generelt trækker interessevaretagelsen mere i den ene eller anden retning ift. dagligdagen. Side 28 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 1. analysedimension: Pluralistiske og korporative indflydelsespraksisser på Folkemødet Den første analysedimension forsøger at identificere, hvilke interessevaretagelsespraksisser, der finder sted på Folkemødet, med henblik på at undersøge, om Folkemødet grundlæggende har karakter af at være et pluralistisk eller korporativt interessevaretagelsesforum. I en korporativ logik er indflydelseskanalerne formaliserede, lukkede og relativt faste. Det vil sige, at samspillet mellem stat og interesser foregår i lukkede fora og netværk, hvor staten tildeler visse interesser privilegeret adgang. Ikke-privilegerede interesser har derfor begrænset mulighed for at øve indflydelse. Vi opstiller på den baggrund den følgende indikator for korporative praksisser på Folkemødet: Interessevaretagelse på Folkemødet praktiseres igennem lukkede, formaliserede arrangementer og eksisterende netværk. I en pluralistisk logik er indflydelseskanalerne langt mere åbne og mangfoldige, og adgangsbarriererne til politisk indflydelse vil være mindre. Civilsamfundets organiserede interesser forsøger at øve indflydelse gennem pression, og denne kan foregå gennem en række kanaler, der udfordrer de lukkede korporative indflydelseskanaler. Den åbne konkurrence betyder, at organisationerne må gøre sig interessante og synlige fra sag til sag. Dermed søges indflydelse gennem midlertidige alliancer mellem civilsamfundsaktører og repræsentanter fra staten, med det formål at presse visse interesser på dagsordenen. Vi opstiller på den baggrund følgende indikator for pluralistiske praksisser på Folkemødet: Interessevaretagelse på Folkemødet praktiseres igennem åbne og mangfoldige kanaler, og nye netværk og alliancer etableres. 2. analysedimension: Styrkeforholdet mellem interesseorganisationer Efter at have undersøgt, i hvilket omfang hhv. korporative og pluralistiske interessevaretagelsespraksisser finder sted på Folkemødet, ønsker vi at undersøge, Side 29 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse hvordan interessevaretagelse konkret praktiseres på Folkemødet. Formålet er at undersøge, om Folkemødet udfordrer eller konsoliderer vilkårene for den almindelige interessevaretagelse, med specifikt fokus på, om Folkemødet privilegerer eller udfordrer samfundets i forvejen stærkest organiserede interesser. Hvis Folkemødet fremmer en korporativ interessevaretagelsesstruktur, kan vi forvente, at de organisationer, der er store, og til hverdag har en privilegeret position i det politiske system jf. korporatisme-modellen, også vil være dominerende på Folkemødet. Det vil med andre ord være business as usual, og Folkemødet vil opretholde eller konsolidere de ressourcestærke organisationers dominerende position. Vi opstiller derfor følgende indikator for korporative styrkeforhold mellem Folkemødet og den politiske hverdag: De få og store interesseorganisationer dominerer på Folkemødet som følge af deres stærke position i hverdagen. Folkemødet konsoliderer de stærkes positioner, eller opretholder status quo. Såfremt Folkemødet fremmer en pluralistisk interessevaretagelsesmodel, kan vi i empirien forvente at finde tegn på, at praksis på Folkemødet vil udfordre den etablerede og institutionaliserede interessevaretagelse, hvor de få store interesseorganisationer dominerer på bekostning af de små. Vi opstiller derfor følgende indikator for et pluralistisk styrkeforhold mellem store og små interessevaretagelsesaktører på Folkemødet: Mindre og ikke-etablerede interesser udfordrer de etablerede interessevaretagelseskanaler på Folkemødet. Den samlede operationalisering er præsenteret i figur 1 nedenfor. Side 30 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Figur 1: Operationalisering, interessevaretagelse Side 31 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 2.3 Partiernes forandring – fra folket til de professionelle Inden for politologien er det bredt accepteret, at de politiske partier er et unikt forbindelsesled mellem vælgerne og de valgte, mellem befolkningen og styret, og at de politiske partier derfor udgør et særdeles vigtigt element i det danske demokrati (se fx Bille, 1997: 19). Partiforskningen har siden 1960’erne, og frem til i dag, haft meget fokus på forandringer i partierne. Faldende medlemstal, professionalisering, mere medieorientering og en forskydning af magten fra medlemmerne til partiets elite, har ledt til konklusioner om det traditionelle massepartis endeligt, fremkomsten af nye partityper (se fx Katz & Mair, 2005), og til debat af de demokratiske implikationer deraf (se fx Kosiara-Pedersen & Allern, 2007). I den nævnte forskning og debat er det et væsentligt emne, hvordan partierne i dag løser opgaven som forbindelsesled mellem styre og befolkning, herunder om omfanget og arten af den folkelige inddragelse i partierne, set ud fra et demokratisk perspektiv, er tilstrækkelig (Bille, 2004: 16). Fremvæksten af nye kommunikationsformer, og de sociale mediers stadig stigende popularitet, har givet debatten nyt liv (Højholdt & Kosiara-Pedersen, 2011), men generelt tegnes der et billede af, at forbindelseslinjerne mellem vælgerne og de valgte er blevet svagere og befolkningens muligheder for politisk indflydelse derfor også er blevet mere begrænset (Togeby 2004a: 52). Som en forklaring på de svækkede forbindelseslinjer og de begrænsede muligheder for indflydelse, nævnes ofte den overordnede professionalisering af politikken, herunder især professionaliseringen af de politiske partiers organisation og arbejde (Goul Andersen, 2004: 55). I kernen af professionaliseringsdebatten er spørgsmålet, om partierne i højere grad end tidligere forlader sig på professionelle ’politikeksperter’ når partiets politikker skal formuleres og kommunikeres, og i hvilket omfang dette sker på bekostning af almindelige partimedlemmer og vælgeres muligheder for indflydelse. Debatten er ikke kun foregået i politologiske kredse, men er et tilbagevendende emne i offentligheden, når demokratiets tilstand i Danmark debatteres (se fx: Knudsen, 2009; Hempler, 2013; Rodgers, 2011). Det burde derfor ikke overraske, at netop spørgsmålet om professionalisering overfor folkelig deltagelse og inddragelse blev omdrejningspunkt for en væsentlig del af den offentlige debat om Folkemødet (se fx: Steen, 2011; Side 32 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Vestergaard 2013; Sennov, 2013), og at de folkemødedeltagere, som vi interviewede i forbindelse med dette speciale, også var optagede af spørgsmålet. Vi vil derfor i den senere analyse, som dette teoriafsnit danner grundlag for, undersøge i hvor høj grad partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet er præget af professionalisering? I det følgende opstiller vi et teori- og begrebsapparat, der kan informere analysen. Først redegøres kort for partiernes rolle og opgaver i et repræsentativt demokrati som det danske. Afsnittet danner udgangspunkt for at forstå, hvordan partierne på forskellig vis kan forvalte denne rolle. Herefter vender vi os mod ideen om massepartiet, der kan betragtes som en idealtype, og som ofte danner udgangspunkt for undersøgelser af forandringer af partiernes funktionsmåde. Med et særligt fokus på professionalisering ser vi derefter på udviklingen væk fra massepartiet. Inden den afsluttende operationalisering, vurderes de demokratiske implikationer ved den beskrevne udvikling. 2.3.1 Partiernes rolle i demokratiet Det kan være vanskeligt at opstille en entydig definition af, hvad et politisk parti er. En ideologi, fælles målsætninger, medlemmer og en fast organisation er karakteristika, der ofte forbindes med partier, men de er ikke konstituerende (Kosiara-Pedersen & Pedersen, 2013: 63). Blandt forskere har en definition, der ikke siger noget om partiernes form og indhold, men i stedet fremhæver opstilling af kandidater som det særegne, derfor vundet bred accept (Bischoff, 2004: 167). Lars Bille har formuleret en sådan definition således: ”Et politisk parti er en gruppe personer, som under en fælles betegnelse opstiller kandidater til offentlige valg til de politiske forsamlinger, og som typisk er i stand til at få indvalgt kandidater heri” (Bille, 1997: 17). Med denne minimumsdefinition rettes opmærksomhed mod de politiske partier som et unikt forbindelsesled mellem vælgerne og de valgte: De er nemlig som de eneste placeret på den elektorale arena samtidig med, at de er placeret i Folketinget og regeringen, hvor de skal træffe bindende beslutninger med gyldighed for hele samfundet (Bille, 1997: 17). Side 33 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse I det repræsentative demokrati er denne minimumsforbindelse mellem vælgerne og de folkevalgte helt afgørende, og partierne muliggør dette ved deres kandidatopstilling. Gennem partiorganisationen, og varetagelsen af en række funktioner, skaber partierne imidlertid også en mere kontinuerlig og forpligtende forbindelse mellem folket og de folkevalgte, mellem de repræsenterede og repræsentanterne (Kosiara-Pedersen & Pedersen, 2013: 64). Udover den strukturering af stemmerne, der følger af, at partierne opstiller kandidater til valg, opregner både Carina Bischoff (2004) Karina KosiaraPedersen (2003) fem sådanne funktioner. Funktionerne kan opdeles mellem dem, der har en repræsentativ dimension og andre af mere institutionel karakter. De institutionelle funktioner omfatter: ”regeringsdannelse og organisering af det lovgivende arbejde” samt ”rekruttering og træning af politiske ledere” (Bischoff, 2004: 170-180). Men da det ikke kan forventes, at partierne gennem deres deltagelse og aktiviteter på Folkemødet løser opgaver, der er knyttet til de institutionelle funktioner, vil vi i det videre fokusere på partiernes tre repræsentative funktioner: - Etablering af kanal for politisk deltagelse: Partierne etablerer en kanal for politisk deltagelse når de opfordrer til, og gør det muligt for, vælgerbefolkningen at deltage i partiaktiviteter både inden for partiets rammer og i offentligheden (ibid.: 24). - Artikulering og aggregering af interesser: Denne funktion løser partierne ved at opsamle, sammenlægge og prioritere forskellige interesser i forhold til hinanden med henblik på at vinde og fastholde vælgernes støtte (ibid: 26). - Formulering af politik: De fleste partier udvikler politiske programmer, hvoraf værdier og politiske visioner fremgår. Partierne er involveret i dag-til-dag formulering af politik gennem deres repræsentation i regeringen, folketinget og andre offentlige embeder (ibid.: 25). Med udgangspunkt i tre repræsentative funktioner, vil vi i det næste afsnit beskrive partitypen massepartiet, der som idealtype kan hjælpe os til at forstå, om og hvordan professionaliseringstendenser eventuelt viser sig i partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet. Side 34 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 2.3.2 Massepartiet som udgangspunkt Når partier inddeles i typer gøres det typisk på baggrund af enten funktionelle, sociologiske eller organisationelle karakteristika. Blandt typologier, som primært baseres på organisationsstrukturen er Maurice Duvergers (1964) elite – og masseparti blandt de mest udbredte. De to typer er udviklet på baggrund af historisk forekommende typer, men fungerer også som en slags idealtyper i litteraturen (Bischoff, 2004: 179). I partiforskningen beskrives udviklingen helt overordnet sådan, at elitepartier var dominerede i det 19. århundrede, mens massepartier var dominerede den første halvdel af det 20. århundrede, hvorefter andre partityper begyndte vinde frem – både empirisk og i forskningsmæssig sammenhæng (for en gennemgang se Katz & Mair, 2002). Massepartiernes tidligere dominans har ifølge politologen og partiforskeren Lars Bille betydet, at den danske forestilling om, hvordan et parti ideelt set skal være og fungere, afspejler ideen om massepartiet (Bille, 2004: 17). På samme tid er ideen om massepartiet som type så veletableret, at undersøgelser af forandringer (fx professionalisering) i de politiske partier fra 1960’erne og fremefter har taget massepartiets organisering og funktionsmåde som udgangspunkt (se fx Kirchheimer, 1966; Panebianco, 1988; Katz & Mair 1995; Bille, 1997). Ved at tage udgangspunkt i massepartiet som idealtype bliver det muligt at undersøge, om og i hvilket omfang partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet adskiller sig derfra, og dermed også om, og i hvilket omfang, deres deltagelse og aktiviteter er præget af professionaliseringstendenser. 2.3.2.1 Massepartiets funktionsmåde I europæisk sammenhæng har massepartiet sin oprindelse i de socialistiske partiers bestræbelser på at organisere arbejderklassen og fremme deres interesser i begyndelsen af det 20. århundrede (Bille, 1997: 27). I årtierne der fulgte, udviklede partierne sig, også på tværs af ideologiske overbevisninger, til det der siden er blevet karakteriseret som massepartier (Kosiara-Pedersen & Pedersen, 2013: 70), og danske partiorganisationer har da også traditionelt været baseret på masseparti-modellen (Kosisara-Pederesen, Bille & Hansen, 2012: 164). Et væsentligt træk ved massepartiet er, at det har en permanent organisation, hvis formelle opbygning er indskrevet i partiets love. Basiselementet er den lokale Side 35 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse vælgerforening, og mobilisering af vælgerbefolkningen er et vigtigt aspekt ved massepartiet: De opfordrer til deltagelse (Bille, 2004: 17). For massepartiet er mobilisering og vælgerbefolkningens deltagelse altså ikke begrænset til en minimumsforbindelse ved valgene. I stedet har massepartiet en ambition om at være identitetsskabende; at skabe en partidentifikation. Dette sker gennem medlemsorganisationen, hvor partiet er i stand til at uddanne og opdrage medlemmerne politisk, ved løbende at henvende sig med informations- og propagandamateriale, der kan påvirke og forme meningsdannelsen i medlemskredsen (Bille, 1997: 27). Hertil sikrer massepartiets nedskrevne love stor formel indflydelse til medlemmerne. Det er dem, der vælger medlemmer til partiets styrende organer, og det er overfor medlemmerne at partiledelsen skal stå ansvarlig. Det er medlemmerne, der formelt vælger partiets kandidater til offentlige valg, og det er medlemmerne, der formelt fastlægger partiets generelle politik gennem vedtagelsen af principprogrammet. På den måde har de vælgere, der er medlem af et parti, mulighed for at kanalisere deres interesser og ønsker frem til dem, der skal træffe beslutningerne. Endvidere er medlemmerne en ressource, både økonomisk gennem betaling af medlemskontingent, men også som arbejdskraft. I forbindelse med valgkampagner, hvervekampagner, indsamling, mødevirksomhed og lignende er medlemmernes frivillige, ulønnede indsats uundværlig (Bille, 1997: 28-29). Gennem deres tilstedeværelse og aktiviteter skaber partimedlemmerne således en tovejs-forbindelse mellem samfundet og partiledelsen – bottom-up og top-down. Fra bottom-up perspektivet kan partimedlemmerne kommunikere både deres egne og den øvrige vælgerbefolknings ønsker, meninger og visioner til partiets ledelse, når politiske initiativer diskuteres. På den måde bringer partimedlemmerne ideer og informationer fra ’almindelige borgere’ til partieliten, og bidrager til interesseaggregering blandt vælgerbefolkningen som helhed. Fra et top-down perspektiv giver medlemsorganisationen partieliten mulighed for at kommunikere budskaber ud til vælgerbefolkningen gennem deres medlemmer. Partimedlemmerne kan sprede budskabet om partiets politik. Velinformerede partimedlemmer kan på den måde fungere som ambassadører for partiet (Kosisara-Pederesen, Bille & Hansen, 2012: 165). Side 36 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse I tabellen herunder sammenfattes det, hvordan massepartiet løser de repræsentative funktioner, vi ovenfor opstillede for de politiske partier. Massepartiet: Primært bottom-up organisation, karakteriseret ved en formaliseret, permanent organisation, mobilisering af vælgerbefolkningen og medlemmers medindflydelse. Etablering af kanal for politisk Massepartiet opfordrer til politisk deltagelse. deltagelse Medlemmerne socialiseres, mobiliseres og fungerer som ambassadører for partiernes politik. Artikulering og aggregering af Partimedlemmerne kanaliserer ønsker og krav interesser frem til partiledelsen. På den måde aggregeres befolkningens interesser gennem partiorganisationen. Formulering af politik Politikformuleringen tager udgangspunkt i partiets program, hvilket medlemmerne har indflydelse på. Hertil fungerer medlemmerne som idébank for partiet. Tabel 2: Massepartiets funktionsmåde I det følgende afsnit ser vi nærmere på udviklingen væk fra massepartierne, med særligt fokus på hvad professionalisering betyder for partiernes måde at løse deres repræsentative funktioner. 2.3.3 Udviklingen væk fra massepartiet Siden 1960’erne er det indenfor partiforskningen blevet bemærket, at partierne i Vesteuropa bevæger sig væk fra massepartiets organisering og funktionsmåde. Dette skyldes først og fremmest et kraftig fald i antallet af partimedlemmer – i Danmark er knap fem procent af de stemmeberettigede i dag medlemmer af et politisk parti, i 1960 var det hver fjerde (Kosiara-Pedersen & Pedersen, 2013: 65). Blandt årsagerne til faldet nævnes både ændringer på makro-, meso- og individniveau. På makroniveau kan nævnes samfundets ændrede klassestrukturer og mediesystemets forandring væk fra Side 37 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse firebladssystemet (se mere her om i afsnit 2.4.2), mens det på individ- og mesoniveau gælder, at omkostningerne og gevinsterne for den enkelte ved at være medlem af et parti, og for partierne ved at have partimedlemmer, har ændret sig (Kosisara-Pederesen, Bille & Hansen, 2012: 166). For partiernes vedkommende hænger dette blandt sammen med, at lovmæssige ændringer ad flere omgange, og særligt med Olsenplanens1 gennemførelse i 1995, har betydet, at partierne i langt højere grad bliver finansieret af staten, frem for som tidligere af medlemmernes kontingentindbetalinger (Knudsen, 2007: 118-119). Relevant for denne del af specialet er det også, at flere undersøgelser har vist, at mens antallet af medlemmer i partierne er faldet, og statsfinansieringen øget, er der sket en kraftig vækst i antallet af lønnede og specialiserede medarbejdere i partiernes presse- og informationstjenester, og i deres politisk-økonomiske sekretariater (se Bille, 1997: 203-217; Bille, 2004: 22; Thorsen, 2008: 108). Med udgangspunkt i Angelo Panebiancos partitype det elektoralt-professionelle parti (Panebianco, 1988), vil vi i det følgende afsnit belyse hvad en sådan professionalisering kan tænkes at indebære for partiernes måde at løse deres repræsentative funktioner på, og hvordan dette adskiller sig fra massepartiets funktionsmåde. 2.3.3.1 Det elektoralt-professionelle partis funktionsmåde I beskrivelsen af nye partityper, der opstod som konsekvens af de ovenfor nævnte forandringer, har særligt Otto Kirchheimers betegnelse catch-all parti (Kirchheimer, 1966), og siden Richard Katz og Peter Mairs kartelparti (Katz & Mair, 1995) vundet stor udbredelse. Her vil vi alligevel anvende Panebiancos elektoralt-professionelle parti (Panebianco, 1988), hvilket der er to grunde til: For det første finder Katz og Mair det mere givtigt at fokusere på koblingen ’parti – stat’, frem for koblingen ’parti – civilsamfund’ (Katz & Mair, 1995: 16). På den måde adskiller Katz og Mair sig fra tilgangen i dette kapitel, hvor fokus er på partiernes rolle som forbindelsesled mellem folket og de folkevalgte. For det andet tilslutter Panebianco sig i vid udstrækning Kirchheimers analyse af forandringerne væk fra massepartiet, men ser i modsætning til Kirchheimer netop professionaliseringen af partierne som det væsentligste (Panebianco, 1988: 264). 1 Olsenplanen dækker over en række forslag fremsat af Folketingets daværende formand Erling Olsen i december 1994. Forslagene sigter mod at styrke den professionelle hjælp til Folketingets medlemmer og partier (Knudsen, 2007: 186-188). Side 38 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Afsættet for Panebianco er Kirchheimers analyse af forandringen fra massepartier til catch-all-partier. Udgangspunktet er, at massepartierne, inden for rammerne af deres formelle grundstruktur, har udviklet sig fra primært at være bottom-up-organisationer til primært at være top-down-organisationer. Medlemmerne har således stadig formelt de samme rettigheder og pligter, men det er i højere grad partiledelsen og parlamentarikerne, der dominerer. Bevæggrunden for denne udvikling er øget konkurrence på vælgermarkedet grundet samfundets ændrede klassestrukturer, og den deraf følgende vælgervolatilitet. I konkurrencen om stemmerne må partierne appellere bredt – deraf navnet ”catch-all” (Kirchheimer, 1990: 50-60): Ideologi bliver nedtonet, og der sker en forskydning af den betydning, det tillægges at have mange medlemmer i forhold til den betydning, det tillægges at få mange stemmer – vælgere bliver så at sige vigtigere end medlemmer. Med en opprioritering af stemmemaksimeringen har partiledelsen brug for at kunne handle hurtigere, mere smidigt og uden for mange restriktioner. Medlemmernes aktive deltagelse bliver derfor mindre attraktiv, mens partiledelsens behov for råderum og uafhængighed bliver mere væsentlig (Panebianco, 1988: 262-267). Hvad der adskiller Panebianco fra Kirchheimer er, med hans egne ord, den vægt, der tillægges betydningen af professionalisering: “Kirchheimer’s analysis, however, only implicitly treats a problem which we consider to be of the utmost importance: the increasing professionalization of party organizations. In the mass party (…) a crucial role is played by the apparatus, the party bureaucracy: the ”representative bureaucracy” (in our terms) is used by the mass party leaders to maintain close ties with the members (…) In the new type of party a much more important role is played by professionals (so called experts, technicians with specialist knowledge), they being more useful to the organization than the traditional party bureaucrats, as the party gravitational center shifts from members to the electorate” (Panebianco, 1988: 264). Denne vægt på professionalisering, og det forhold at partiets tyngdepunkt skifter fra medlemmerne til vælgerbefolkningen, får Panebianco til at betegne den ’nye’ partitype som det elektoralt-professionelle parti. Panebiancos hovedpointe er, at de ’gamle’ massepartiers partibureaukratier, bestående af frivillige medlemmer, ikke er meget bevendt når det gælder kampen om stemmer i et Side 39 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse samfund, hvor den sociale lagdeling er mindre tydelig, hvor massemedierne spiller en større rolle, og hvor partiernes konkurrence om vælgerne er hård. I stedet har partierne større gavn af professionelle eksperter, der med deres særlige viden og ekspertise kan hjælpe til at overbevise potentielle vælgere om de ’tekniske’ fordele ved partiets politikker (Panebianco, 1988: 234). Dette fører ifølge Panebianco til en professionaliseringsproces defineret ved ”the increase in number of experts employed in the organization or recruited with short terms contracts” (Panebianco, 1988: 231) og ”the decreasing importance of the old bureaucracy and the increasing importance of the staff” (Panebianco, 1988: 231). Inden for partiforskning i Danmark er der bred enighed om, at en professionaliseringsproces, tilsvarende den Panebianco beskriver, har fundet sted (Togeby, 2004a: 110). Alle danske folketingspartier har siden 1960’erne ansat flere og flere medarbejder i deres centrale organisationer (Bille, 1997: 205) – og særligt de sidste 20 år er det gået stærkt (Thorsen, 2008: 104). Samtidig har dette generelt set betydet, at de ansatte har fået en større rolle, mens medlemmerne har fået mindre indflydelse i partierne (Bille, 1997: 217; Thorsen, 2008: 108; Kosiara-Pedersen, 2011: 91). Det skal imidlertid understeges, at professionaliseringsprocessen er forløbet meget forskelligt i de enkelte partier, og at nogle er væsentligt mere professionaliserede end andre (Thorsen, 2008: 106-107; Kosiara-Pedersen, 2011: 97). De professionaliseringstendenser vi herunder opridser, er derfor optegnede, og skal alene hjælpe os til videre at forstå hvordan professionaliseringen kan påvirke partiernes måde at løse deres repræsentative funktioner på. 2.3.3.2 Professionaliseringstendenser i de danske partier Undersøgelser har som nævnt vist, at professionaliseringen af de danske partier bl.a. hænger sammen med opbygningen af særlige ekspert- og stabsorganer, og at der hovedsageligt ansættes medarbejdere med specialiseret viden inden for politisk og økonomisk analyse, kommunikation og pressehåndtering (se Bille, 1997: 203-217; Bille, 2004: 22; Thorsen, 2008: 108). Overordnet set tjener ansættelsen af de specialiserede medarbejdere det formål, at styrke partiets beslutningstagere, parlamentarikerne – og ikke medlemsorganisationen som sådan (Bille, 1997: 208). Opgaverne indbefatter derfor blandt andet medieovervågning, Side 40 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse rådgivning af politikere før og under folketingsdebatter, kampagnetilrettelæggelse, samt gennemregning og efterprøvelse af ministeriernes og andre partiers forslag (Knudsen, 2007: 133). Partiernes såkaldte politisk-økonomiske analyseafdelinger bidrager imidlertid ikke alene med støtte, men tager også i vidt omfang selvstændigt initiativ til formulering af politiske forslag (Kosiara-Pedersen, Bille & Hansen, 2012: 167-168). Som en tilføjelse skal det nævnes, at professionaliseringen af politikdannelsen ikke er begrænset til partiernes interne ansættelser. ’Uafhængige eksperter’2 inddrages stadig oftere i det lovforberedende arbejde (Albæk, 2005: 39), og bidrager der, såvel som gennem medierne, aktivt med at levere politiske problemdefinitioner og løsningsmuligheder (Togeby et. al. 2004: 110). Hertil har embedsmændene fået større initiativ- og definitionsmagt – de er, populært sagt, ikke længere kun bureaukrater, men også policy-entreprenører (Knudsen, 2007: 220). Professionaliseringen begrænser sig ikke til formuleringen af politik. Også den måde, hvorpå partierne får informationer om befolkningens interesser og synspunkter, er under forandring. Nyere undersøgelser peger således på, at input til politikformuleringsfasen ikke alene, og ej heller hovedsageligt, kommer fra medlemsorganisationen eller parlamentarikerne. I stedet anvender partierne i stigende omfang marketingværktøjer, som fx vælgeranalyser, meningsmålinger og fokusgrupper, til at identificere hvilke politikområder, der skal prioriteres, og hvordan politikforslag skal præsenteres for vælgerne. Anvendelsen af marketingværktøj er på den måde et tydeligt eksempel på, hvordan professionaliseringen, som Panebianco anfører, flytter partiernes fokus fra medlemmerne til potentielle vælgere (Kosiara-Pedersen, 2011: 87). At medlemmernes indflydelse på partiernes politik har ændret sig, kommer også til udtryk på partiernes årsmøder, landsmøder og kongresser. Til disse begivenheder har medlemmerne formel indflydelse, men fra at være en arena hvor meninger og partiets politik brydes, har de generelt forandret sig til at være en platform, hvor partiets politik præsenteres for vælgerne (Kosiara-Pedersen, 2011: 89). Det er i den sammenhæng 2 Erik Albæk definerer eksperter som personer ”… i besiddelse af faglig, teknikvidenskabelig viden opnået gennem lang uddannelse inden for en etableret videnskab; at de i deres faglige virke er institutionelt uafhængige; og at de primært orienterer sig mod fagfæller og den fælles faglige forståelse for genstanden for deres ekspertise, som de deler med disse” (Albæk, 2005: 158) Side 41 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse tydeligt, at forholdet mellem partieliten og medlemmerne er forandret: Hvor partieliten i massepartiet var ansvarlig over for medlemmerne, fungerer medlemmerne her i stedet som en slags organiserede heppere for partieliten (Bille, 1997: 41). Udover til landsmøder, har medlemmernes rolle i partiernes andre aktiviteter, ved og mellem valg, også ændret sig som udslag af professionalisering. Dette skyldes bl.a., at partiernes kampagneaktiviteter over en årrække er gået fra at være ’arbejdsintensive’ til at være ’kapitalintensive’: I stedet for medlemmers frivillige indsats gennem de lokale partiforeninger, flyttes fokus til professionelt udtænkte, og kommunikerede, landsdækkende aktiviteter og budskaber. I nogle partier betyder det, at der kommunikeres udenom medlemmerne og direkte til vælgerne, mens det i andre partier blot betyder at styringen centraliseres (Kosiara-Pedersen, Bille & Hansen, 2012: 168). Hertil har flere partier åbnet for at ikke-medlemmer, såkaldte supportere, kan inddrages i partiernes centralt styrede kampagneaktiviteter. På den måde sløres skellet mellem medlemmer og ikke-medlemmer (Kosiara-Pedersen, 2011: 99-100). På baggrund af Panebiancos karakteristik af partiernes udvikling væk fra ’massepartiet’ og de ovenfor beskrevne professionaliseringstendenser i de danske partier, har vi i tabellen herunder sammenfattet hvordan det elektoralt-professionelle parti løser sine repræsentative funktioner. Side 42 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Det elektoralt-professionelle parti: Primært top-down organisation, karakteriseret ved at vælgere er vigtigere end medlemmer og ved at partiets politik bestemmes af partieliten i samspil med professionelle eksperter. Etablering af kanal for politisk Medlemmer har formel indflydelse på partiets deltagelse politik, men i praksis er inddragelsen begrænset. Ved og mellem valg søges både medlemmerne og supportere inddraget i centralt styrede kampagneaktiviteter. Artikulering og aggregering af Ved anvendelse af marketingsværktøjer interesser identificerer partiet hvilke politikområder der skal prioriteres og hvorledes politiske forslag skal præsenteres for vælgerne. Formulering af politik Partiets politik formuleres i et snævert lag af parlamentarikere, professionelle fra partiernes analyseafdelinger, eksperter og embedsmænd. På landsmøder/kongresser præsenteres politikken for vælgerne. Tabel 3. Det elektoralt-professionelle partis funktionsmåde 2.3.4 Udviklingen væk fra massepartiet i et demokratisk perspektiv Om udviklingen væk fra massepartiet, med faldende medlemstilslutning, professionalisering og øget magt til partiledelsen, er overvejende positiv eller negativ, afhænger væsentligt af, om udviklingen betragtes fra et elite- eller deltagerdemokratisk perspektiv. Som der blev redegjort for i afsnit 2.1.2, er konkurrencen mellem politiske eliter om lederskab og styring, ud fra et liberalt, elitedemokratisk perspektiv, den vigtigste mekanisme i demokratiet. Det er den politiske elite, der tager styringen i de politiske beslutningsprocesser, og borgernes rolle er begrænset til med jævne mellemrum at udpege lederne. Den demokratiske legitimitet består således i den fri konkurrence mellem de politiske eliter om befolkningens opbakning – en legitimering, der kan og Side 43 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse bør overstås ved valghandlingen. Ud fra et elitedemokratisk perspektiv, kan professionaliseringen af partierne og den øgede magt til partieliten derfor overordnet betragtes som en positiv udvikling. Det er der flere grunde til. For det første betyder en mindre magtfuld medlemsorganisation, at partieliterne hurtigere og mere effektfuldt kan respondere på befolkningens præferencer. Dermed sikres en mere retfærdig aggregering af interesser end den, der foregår gennem det interne partidemokrati, da medlemmerne ikke nødvendigvis er repræsentative for vælgerbefolkningen. Hertil kan professionaliseringen, og især den øgede brug af marketing-værktøjer som fokusgrupper og meningsmålinger, siges at forbedre partiernes viden om vælgerbefolkningens præferencer, og dermed også deres evne til at respondere derpå. Som det sidste, kan partier, der udvisker grænsen mellem medlemmer og vælgere, fx gennem inddragelse af det, vi tidligere kaldte supportere i partiernes aktiviteter, gøre det nemmere for vælgerbefolkningen som helhed at udtrykke deres holdninger. Igen vil dette medvirke til en mere afbalanceret aggregering af interesser (Allern & Pedersen, 2007: 72-73). Betragter vi i stedet udviklingen væk fra massepartiet fra et deltagelsesdemokratisk perspektiv, må professionaliseringen og den øgede indflydelse til partieliten overordnet betegnes som værende negativ for demokratiet. For som det fremgår af afsnit 2.1.3, placerer deltagelsesdemokraterne det politiske initiativ hos borgerne, hvorfor folket, og ikke eliten, anses som den centrale politiske aktør. Hertil anses deltagelsen ikke kun, som det er tilfældet hos elitedemokraterne, for at bidrage til at vælge mellem konkurrerende politiske eliter. I stedet medvirker deltagelsen, ud fra et republikansk perspektiv, til både at socialisere og integrere borgerne, sådan at de føler sig som en del af et samfundsmæssigt fællesskab. Deltagelsesdemokrater har peget på, at de demokratiske rettigheder, og mulighederne for deltagelse, ikke kun bør gøre sig gældende i relation til staten, men også i det bredere samfundsliv. Ikke desto mindre fremhæver nogle deltagelsesdemokrater partiernes organisationer som en oplagt ramme for folkelig deltagelse (Allern & Pedersen, 2007: 77). På den baggrund står det klart, at de faldende medlemstal, og den større indflydelse til partieliten på bekostning af medlemsorganisationen, udfordrer partiernes evne til at understøtte de deltagelsesmæssige aspekter af demokratiet; uden en fast medlemsorganisation og base er det vanskeligere at bidrage til socialisering, politisk integration og medborgerskab. Ud fra et deltagelsesdemokratisk perspektiv kan professionaliseringen af partierne Side 44 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse endvidere siges at svække partiernes evne til egentlig interesseaggregering. I den idealiserede forestilling om massepartierne blev et omfangsrigt politisk principprogram til gennem debatter på lokalt, regionalt og nationalt plan. Gennem disse debatter blev heterogene præferencer omdannet til håndterbar politik, som partiernes parlamentarikere siden skulle efterleve. Som beskrevet ovenfor, er denne proces og de tilhørende debatter i nogen grad afløst af professionelt udførte holdningsundersøgelser og fokusgrupper. Ud fra et kritisk perspektiv kan den egentlige interesseaggregering derfor siges at være udskiftet med interesseindsamling (Allern & Pedersen, 2007: 75). I det følgende afsnit foretager vi en operationalisering, der skal gøre det muligt for os, i den senere analyse, at undersøge om, og i hvilket omfang, de beskrevne professionaliseringstendenser kommer til udtryk i partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet. 2.3.5 Operationalisering Som i det foregående teoriafsnit om interessevaretagelse vil operationaliseringen her struktureres ud fra Adcock og Colliers operationaliseringsmodel. Modellens fire trin gennemgås her med henblik på at kunne analysere, hvorvidt partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet er præget af de beskrevne professionaliseringstendenser. 2.3.5.1 Baggrundskoncept I delanalysen, som dette teoriafsnit danner grundlag for, ønsker vi som bekendt at undersøge, om de beskrevne tendenser til professionalisering også gør sig gældende, når partierne er på Folkemødet. Baggrundskonceptet defineres derfor som: Partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet. 2.3.5.2 Systematiseret koncept På det næste trin konceptualiseres baggrundskonceptet, således at det bliver muligt at foretage en systematisk afdækning af det i analysen. I afsnittet 2.3.1 blev der opsat tre repræsentative funktioner, som partierne forventes at løse i demokratiet: Etablering af kanal for politisk deltagelse, artikulering og aggregering af interesser samt formulering af politik. Videre fremgik det, at professionalisering kan bevirke at partiernes måde at løse de repræsentative funktioner på forandres. Således vil det ikke-professionaliserede massepartis aktiviteter og deltagelse på Folkemødet forventeligt udfolde sig forskelligt Side 45 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse fra det elektoralt-professionelles partis deltagelse og aktiviteter på Folkemødet. Det systematiserede koncept er følgelig todelt: Først skelnes mellem de tre repræsentative funktioner, som partierne kan tænkes at varetage på Folkemødet. Herefter skelnes mellem, om funktionerne løses professionaliseret eller ikke-professionaliseret. 2.3.5.3 Indikatorer På det tredje trin operationaliseres det systematiserede koncept. Formålet er at blive i stand til at vurdere, om partierne ved deres deltagelse og aktiviteter på Folkemødet løser de repræsentative funktioner på en ikke-professionaliseret eller professionaliseret måde. Herunder opstilles derfor indikatorer for hvert af det systematiserede koncepts dele, altså for de tre repræsentative funktioner, og for hver af dem to sæt indikatorer: Ét sæt, der indikerer at partiets deltagelse og aktiviteter på Folkemødet ikke er præget af professionalisering, og et andet sæt der indikerer at parties deltagelse og aktiviteter på Folkemødet er præget af professionalisering. Indikatorer: Etablering af kanal for politisk deltagelse I afsnit 2.3.1 blev det defineret, at partierne etablerer en kanal for politisk deltagelse, når de opfordrer til, og gør det muligt for vælgerbefolkningen, at deltage i partiaktiviteter både inden for partiets rammer og i offentligheden. Videre så vi i afsnit 2.3.2, at det ikke-professionaliserede masseparti gennem sin medlemsorganisation etablerer en bred kanal for politisk deltagelse: Det opfordrer til deltagelse og gennem partiorganisationen mobiliseres vælgerbefolkningen. Hertil socialiseres medlemmerne gennem partiorganisationen, hvilket skaber partiidentifikation og medlemmerne fungerer som ambassadører for partiets politik. Det vil følgelig være en indikator på ikke-professionaliseret deltagelse, hvis partierne arbejder på at få deres medlemmer fra de lokale partiforeninger med til Folkemødet, evt. sådan at de kan fungere som ambassadører for partiets politik under folkemødedagene. Det vil også være en indikator på ikke-professionalisering, hvis partierne gennem deres aktiviteter på Folkemødet har fokus på at inddrage medlemmerne, særligt hvis inddragelsen sker med henblik på at styrke deres identifikation med partiet. I forhold til den øvrige vælgerbefolkningen vil det blive opfattet som en indikator på ikkeprofessionalisering, hvis partiet arbejder på at hverve dem som partimedlemmer, og i det hele taget forsøger at inddrage dem i deres Folkemødeaktiviteter. Side 46 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse I afsnit 2.3.3.1 blev det fremlagt, at professionalisering påvirker den måde partierne etablerer en kanal for politisk deltagelse: Nok fastholder partimedlemmerne deres formelle rettigheder i partiet, men indflydelsen skubbes væk fra dem, for i stedet at samle sig om parlamentarikerne og partieliten. Videre så vi, at professionalisering kan betyde at partiernes kampagneaktiviteter og politik udvikles professionelt og styres centralt. Det betyder bl.a., at partimedlemmers rolle ændres fra at være dem, partieliten er ansvarlig overfor, til at være organiserede heppere for partieliten. Samtidig så vi, at også ikke-medlemmer inddrages i de centralt styrede aktiviteter, og at skellet mellem dem og partimedlemmer derfor sløres. Det vil derfor være en indikator på professionalisering, hvis partierne i forbindelse med Folkemødet først og fremmest prioriterer parlamentarikerne og den øvrige partielites deltagelse. Hertil vil det være en indikator på professionalisering, hvis partiernes aktiviteter har fokus på at inddrage både medlemmer og ikke-medlemmer som organiserede heppere. Indikatorer: Artikulering og aggregering af interesser I afsnit 2.3.1 blev artikulering og aggregering af interesser opstillet som den anden af partiernes repræsentative funktioner. Denne funktion løser partierne ved at opsamle, sammenlægge og prioritere forskellige interesser i forhold til hinanden, med henblik på at vinde og fastholde vælgerens støtte. I det ikke-professionaliserede masseparti varetages funktionen ved, at partimedlemmerne kanaliserer interesser og behov fra borgerne frem til partiledelsen. På den måde opsamles og aggregeres vælgerbefolkningens interesser gennem partiorganisationen. I analysen vil det derfor være en indikator på ikkeprofessionaliseret deltagelse, hvis partierne på Folkemødet prioriterer at komme i direkte dialog med såvel medlemmer som ikke-medlemmer, særligt hvis Folkemødeaktiviteterne sigter mod at opsamle ny viden om vælgerbefolkningens interesser og behov. Videre så vi i afsnit 2.3.3, at professionaliseringen bl.a. er afstedkommet af hårdere konkurrence om vælgerne. Partieliten har derfor brug for at kunne profilere og synliggøre partiet over for potentielle vælgere, uden for mange restriktioner fra en tung medlemsorganisation. Videre fremgik det af afsnit 2.3.2.2, at partierne i stigende grad anvender marketing-værktøjer og professionelt udførte analyser til at få viden om Side 47 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse vælgernes interesser og behov og på den baggrund identificere, hvilke politikområder de skal prioritere, og hvordan disse skal præsenteres for de potentielle vælgere. Det vil derfor være en indikator på professionalisering, hvis partiernes deltagelse på Folkemødet er centreret omkring allerede fastlagte politikområder, ligesom det vil være en indikator på professionalisering, hvis partierne i deres aktiviteter har fokus på at profilere partiet over for potentielle vælgere. Indikatorer: Formulering af politik Formulering af politik blev i afsnit 2.3.1 defineret som den sidste af partiernes repræsentative funktioner. Formuleringen af politik finder sted, når partierne udvikler deres politiske programmer, og når de er involveret i dag-til-dag-formuleringen af politik. Som det fremgik af afsnit 2.3.2.1 , er massepartiets medlemmer sikret stor indflydelse på det politiske program, som efterfølgende er yderst væsentligt, da det danner grundlag for partiets udvikling og formulering af dag-til-dag-politik. Hertil debatteres partiets politik løbende med og mellem medlemmerne, der på den måde fungerer som politisk idébank for partiet. Det vil følgelig være en indikator for ikke-professionaliseret deltagelse, hvis partierne anvender deres deltagelse på Folkemødet til at debattere deres politik i et offentligt, åbent forum. Det vil ligeledes være en indikator på ikkeprofessionalisering, hvis partierne i forbindelse med eventuelle Folkemødeaktiviteter, hvor der udvikles og formuleres politik, søger at involvere den almindelige vælgerbefolkning. I afsnit 2.3.3.2 så vi, at professionaliseringen bl.a. indebærer, at partiernes politik i højere grad formuleres i et snævert lag af parlamentarikere, professionelle fra partiernes analyseafdelinger, eksperter og embedsmænd, såkaldte policy-eliter. Den politik, som policy-eliterne udvikler og formulerer, præsenteres så efterfølgende for partimedlemmer og vælgere. Det vil derfor være en indikator på professionaliseret deltagelse, hvis partierne anvender Folkemødet til at præsentere deres politik for vælgerbefolkningen. Hertil vil det være en indikator på professionalisering, hvis partierne i forbindelse med eventuelle Folkemødeaktiviteter, hvor der udvikles og formuleres politik, hovedsageligt søger at inddrage repræsentanter fra policy-eliter. Side 48 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Den samlede operationalisering er samlet i figur 2 herunder. Figur 2. Operationalisering: Professionalisering – partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet Side 49 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 2.4 Medialisering af politikken Specialets tredje del handler overordnet set om mediernes indflydelse på Folkemødet. Mere specifikt handler det om, hvorvidt den politiske deltagelse på Folkemødet kan siges at være tilpasset mediernes imperativer, eller om deltagelsen er styret af en underliggende politisk logik. At medierne i dag spiller en større rolle som forbindelsesled mellem borgere og beslutningstagere, end de gjorde tidligere, er der ingen tvivl om. Mediernes øgede indflydelse har derfor ikke overraskende affødt interesse i, og debat om, hvordan medierne påvirker politik (Mazzolini, 1987; Blumler & Kavanagh, 1999; Norris, 2000; Street, 2005; Strömback, 2005, 2008; Negrine, 2008). I dette speciale undersøger vi mediernes indflydelse på Folkemødet ud fra et institutionelt perspektiv (March & Olsen, 2006). Det vil sige, at til grund for undersøgelsen sætter vi den antagelse, at forskellige institutioner (i dette tilfælde politik som institution og medierne som institution) udstikker normer, standarder, rammer etc. for, hvordan aktører bør opføre sig i specifikke sammenhænge. Samlet set kalder vi disse retningslinjer for logikker. Det institutionelle perspektiv bliver således den ramme, vi kan forstå og analysere aktørernes praksis indenfor og logikkerne den specifikke forklaringsmetode, hvilket vi udfolder mere i dybden nedenfor. Vi lagde ud med at sige, at vi undersøger, hvorvidt den politiske deltagelse kan siges at være tilpasset mediernes imperativer, eller er styret af en underliggende politisk logik. Vi fokuserer undersøgelsen på Folkemødets events: ”Events er Folkemødets betegnelse for taler, seminarer, workshops og andre arrangementer” (Folkemødets hjemmeside 2014b) Med andre ord kan man sige, at Folkemødets officielle program og indhold udgøres af de forskellige events, og at det er dem, der ligger til grund for medialiseringsanalysen. Den uofficielle del af Folkemødet med det, det indbefatter af networking, mingling og uformelle kaffemøder, er altså ikke i fokus i medialiseringsanalysen. Det skyldes for det første, at området behandles i de to andre delanalyser – især i interessevaretagelsesanalysen. For det andet skyldes det, at medialisering som tendens og fænomen først kan siges at slå igennem og være tilstede, når den primære kommunikationsform i en given sammenhæng ikke udgøres af egentlige interpersonelle møder men foregår igennem medierne (Strömbäck 2008: 236). Den uofficielle del af Folkemødet udgør netop en sammenhæng, hvori Side 50 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse medieinstitutionen ikke er tilstede eller tiltænkt nogen bestemt rolle, hvorfor det ikke teoretisk giver megen mening at undersøge mediernes indflydelse på denne. Det, vi specifikt er interesserede i at undersøge ift. mediernes indflydelse på Folkemødet, er: 1) Hvad er arrangørernes strategiske formål med deres events? 2) Hvordan foregår arrangementerne i praksis? Herunder: a) I hvilke formater praktiseres og kommunikeres politik til Folkemødets events? b) Hvad medfører disse formater for aktørernes roller? Formålet med dette afsnit er således at opstille et teoretisk framework, i hvilket vi kan forstå kommunikations- og deltagelsespraksisser og de roller, aktører tildeles og praktiserer. Som vi indikerede ovenfor, baserer frameworket sig derfor på en institutionel tankegang, hvori institutioners underliggende rationaler og logikker strukturerer aktørernes praksis. Indledningsvis gennemgår afsnittet kort, hvordan logikker og institutioner anvendes som forklaringsmetode. Dernæst fokuserer vi på betydningen af medierne som institution for den politiske deltagelse. Vi følger mediernes udvikling og selvstændiggørelse, og diskuterer hvilke underliggende logikker medieinstitutionen er struktureret af. Dernæst konstruerer vi, i feltet mellem de elitedemokratiske og deltagelsesdemokratiske traditioner, en Folkemødespecifik politisk logik baseret på Folkemødets institutionelle forventninger til, og principper om, politisk deltagelse. Det er altså i feltet mellem medielogikken og den Folkemødespecifikke politiske logik, at vores analyse udspiller sig og vi undersøger deltagelsen i Folkemødets events. 2.4.1 Om logikker og institutioner Formålet med dette afsnit er at opstille et teoretisk framework, i hvilket vi kan forstå aktørernes politiske deltagelse i Folkemødets events. Som introduktionen til kapitlet ovenfor indikerer, baserer undersøgelsen sig på begrebet om logikker som forklaringsmetoder. Jason Glynos og David Howarth (2007) anvender begrebet om logikker som en forklaringsmetode, der står i modsætning til hermeneutiske fortolkninger og positivistiske kausalmekanismer, og i stedet forsøger at undersøge de mulighedsbetingelser og logikker, der styrer praksisser. Logikkerne udgør altså en slags Side 51 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse ontologisk regelsæt indenfor et givent system, der udstikker reglerne for passende adfærd, eller hvad March & Olsen (2006) har benævnt logic of appropriateness. At anvende logikker som forklaringsmetode baserer sig på en institutionel tilgang til at forstå adfærd og roller i praksis (ibid.). Her forstås institutioner som relativt stabile organisatoriske koblinger af roller og identiteter, ressourcer, regler og praksisser. De organiserer forholdene og interaktionerne mellem institutionens aktører, opstiller guidelines for god opførsel og forventningsafstemmer. De bliver meningsskabende og sætter normative standarder (ibid: 691). Det vil altså sige, at institutionerne i ret høj grad udgør individers og gruppers forståelseshorisont og grundlag for at afkode virkeligheden. Mediernes øgede samfundsmæssige betydning, som vi skal se på nedenfor, medfører derfor, at politiske aktører ikke bare kan se stort på mediesystemets logikker, når de optræder offentligt, men er tvunget til at tilpasse sig mediernes præmisser. Det betyder imidlertid ikke, at de politiske aktører nødvendigvis er hjælpeløse ofre for mediernes vilje, idet de ligesom journalister og andre mediefolk kan udvikle egne kommunikations- og mediestrategier (Esmark & Mayerhöffer, 2013: 222). Det betyder snarere, at medierne er blevet en så vigtig samfundsinstitution, at de i høj grad er med til at forme den måde, vi taler om, praktiserer og forstår politik (Hjarvard, 2008). 2.4.2 Mediernes udvikling og selvstændiggørelse Mediernes udvikling til en selvstændig samfundsmæssig institution har været en langstrakt proces. Regionale og nationale forhold har spillet ind på relationen mellem politik og medier (Hallin & Mancini, 2004), men det generelle udviklingsforløb er alligevel forsøgt systematiseret ved at afgrænse bestemte perioder eller faser, hvor forholdet har været karakteriseret af nogle bestemte relationer (Asp & Esaiasson, 1996; Blumler & Kavanagh, 1999; Norris, 2000; Strömbäck, 2008). Medialiseringens første fase Den første fase er i Danmark karakteriseret ved en høj grad af politisk parallelisme (Hjarvard, 2008: 65). Aviserne er et redskab for partierne, og deres indhold er i høj grad styret af input fra det politiske system. Firebladssystemet er kulminationen på denne fase: I hver større provinsby har de fire gamle partier hver sin presse (ibid.: 65-66). Aviserne udgør den primære informations- og kommunikationskanal, men der er i høj Side 52 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse grad tale om envejskommunikation oppefra-og-ned, fra beslutningstagerne til borgerne (Strömbäck, 2008: 236). Medialiseringens anden fase I den anden fase bliver medierne mere uafhængige af partierne (ibid.: 236-237) og firebladssystemet dør (Hjarvard, 2008: 66). Tilbagegangen for medlemstallet i de politiske partier, i interesseorganisationerne og de frivillige foreninger mindsker borgernes direkte kontaktflade til det politiske liv og medierne kommer således i højere grad til at udgøre den politiske offentlighedssfære (ibid., Strömbäck 2008: 236-237). Medialiseringens tredje fase I den tredje fase selvstændiggøres medierne i endnu højere grad. Journalistikken udvikler sig og professionaliseres bl.a. pga. oprettelsen af en egentlig journalistuddannelse (Hjarvard, 2008: 66). Medierne udvikler sine egne normer og standarder, og de politiske aktører må derfor acceptere, at de ikke længere kan regne med, at medierne vil indordne sig under en politisk logik. Faktisk tipper forholdet mellem medier og politik, således at politiske aktører nu må tilpasse deres kommunikation til mediernes logik. De begynder at afholde pressemøder, ligesom pressestrategier og spin bliver politiske værktøjer (Strömbäck, 2008: 237-239). Medierne er i den tredje fase blevet så indflydelsesrige, at deres iboende rationaler og logikker ikke kan tilsidesættes, hvis en politisk aktør ønsker at påvirke dagsordenen eller komme i kontakt med befolkningen. Medielogikken spiller nu så stor en rolle, at politiske aktører bliver nødt til at tilpasse sig den, hvilket resulterer i, at når medierne formidler politik, så formidler de medialiseret politik (ibid.). I den tredje fase er medialiseringen altså så at sige blevet en selvforstærkende spiral. Imidlertid er den tredje fase stadig karakteriseret ved, at det kun er formidlingen af politikken, der er medialiseret. Politikerne er således godt klar over, at de må tilpasse sig en medielogik, men de lever stadig op til krav fra det politiske system i og med, at de skal forsøge at vedtage og implementere politiske beslutninger og derudover sikre genvalg. Der er således stadig en klar adskillelse mellem det politiske system og mediesystemet, men det er blevet nødvendigt for de politiske aktører at tilpasse sig medieverdenens imperativer (Hjarvard, 2008: 67). Side 53 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Medialiseringens fjerde fase Distinktionen mellem den tredje og den fjerde fase er, at hvor medierne sås som eksterne i den tredje fase, er de blevet en intern del af de politiske aktørers adfærdskodeks i den fjerde fase (Strömbäck, 2008: 239-241). I den fjerde fase er det således ikke sikkert, at de politiske aktører længere er bevidste om, at de følger medielogikkens imperativer. Logikkerne er således blevet helt sedimenterede og institutionaliserede, og fremstår entydige og faktuelle, og ikke længere som kontingente alternativer (ibid.). I dette speciale er det især medialiseringens tredje og fjerde fase, vi finder interessante, i og med at vi netop ønsker at undersøge, hvordan medierne og medialiseringen påvirker Folkemødedeltagernes adfærd og deltagelse. I første og anden fase tillægges medierne nemlig ikke så meget magt og styrke, at de kan siges at udgøre en selvstændig og adfærdsstrukturerende institution. Nedenfor ser vi således på, hvordan medierne i deres sene faser kan siges at påvirke aktørernes praksis. 2.4.3 Medielogik Teorien forudsiger, at medierne i dag spiller en større rolle i samfundet, og at de andre samfundsmæssige aktører i stigende grad, bevidst eller ubevidst, handler i overensstemmelse med mediernes logikker. March & Olsen (2006) påstår med deres logik for passende adfærd, at systemer, institutioner, relationer etc. endogeniserer en række normer, som vil være konstituerende for vores kollektive og individuelle opfattelser af passende adfærd. Vi kan altså, som vi tidligere indikerede, forstå logikker som et givent systems standarder, rationaler, regler, adfærdskodeks etc., som medlemmer af systemet vil forsøge at imødekomme og praktisere. Det er altså i kraft af, at mediesystemet vokser sig større og påvirker de andre samfundssystemer, at samfundets aktører vil imødekomme og inkorporere medielogikkerne. Altheide & Snow definerer medielogik som: “a form of communication; the process through which media present and transmit information. Elements of this form include the various media and the formats used by these media. Format consists, in part, of how material is organized, the style in which it is presented, the focus or emphasis on particular characteristics of behavior, and the grammar of media communication. Format becomes a Side 54 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse framework or a perspective that is used to present as well as interpret phenomena” (1979:10). Vi kan altså forstå begrebet om medielogik som den proces, hvorigennem medierne udvælger og præsenterer informationer. Processen indeholder nogle enkeltdele, bl.a. de forskellige medier og de forskellige måder, medierne udvælger og arrangerer det materiale, der præsenteres som nyheder, måden nyhederne præsenteres på, og måden forskellige fænomener fortolkes på. Lidt mere konkret kan man sige, at medielogikker handler om forskellige nyhedskriteriers og fortælleteknikkers indflydelse på sociale og samfundsmæssige processer. Endelig ligger der i begrebet, at disse kriterier og teknikker er skabt og brugt af medierne for at fange mediebrugernes opmærksomhed (Strömbäck, 2008: 233). Det vil altså sige, at medielogik også anvender andre former for logikker, for eksempel kommerciel logik, kulturel logik, teknologisk logik, men også politisk logik (Mazzolini, 2007: 445). Medielogik involverer som nævnt en bestemt måde at præsentere hændelser eller fænomener på, eksempelvis igennem narrativer; Ud fra en medielogik kan narrativerne anvende simplificering, personificering, intensivering, polarisering, visualisering, stereotypificering etc. i nyhedsformidlingen (Asp, 1986; Hernes, 1978; Mazzolini, 1987) Derfor støder man så ofte på sports- og krigsmetaforer i den politiske journalistik, ligesom effekterne af en ny policy-pakke ofte analyseres ud fra konsekvenserne for et rigtigt, levende menneske. Disse fortælleteknikker er konsistente med de nyhedskriterier, der i journalistiske lærebøger fremhæves som dem, der gør en historie til en god historie (Gravengaard, 2010: 25; Kramhøft, 2000: 51): Aktualitet Historien skal handle om et emne, der er oppe i tiden eller om en aktuel begivenhed. Væsentlighed Historien skal være væsentlig. Dvs., at den skal have stor betydning for borgerne, samfundet, kulturen eller økonomien. Konflikt Historien skal indeholde elementer af strid og splid mellem forskellige grupper eller individer. Det skaber drama og kan medvirke til at forsimple historien og dens aktører til ’ofre’, ’helte’ og ’skurke’. Side 55 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Identifikation Mediebrugerne skal kunne identificere sig med (elementer af) historien. Det åbner op for at overveje, hvordan historien kan bringes ’tættere på’ og gøres relevant for mediebrugerne. Sensation Historien skal være spændende, overraskende eller usædvanlig. Antagelsen bag udvælgelsen og konstruktionen af den gode historie er, at jo flere af nyhedskriterierne, historieideen opfylder, jo højere vil ideen blive prioriteret af journalisterne (Gravengaard, 2010: 26). Nyhedskriterierne alene udgør imidlertid ikke hele medielogikken. Der er også mere markedslignende og kommercielle logikker på spil. Her peger Meyer (2002) på, at historierne udover at leve op til nyhedskriterierne også må være i stand til at fange målgruppens opmærksomhed med det resultat til følge, at nok så relevante historier måske fravælges, hvis andre historier kan tænkes at ’sælge’ bedre, eller at historierne fortælles på en mere spændende eller underholdende måde. 2.4.4 Politisk logik Det er ofte blevet hævdet, at begrebet om politisk logik skulle være underkonceptualiseret (Strömbäck, 2008: 233). Det er imidlertid ikke helt rimeligt, og skyldes nok i virkeligheden, at manifestationen af det politiske har taget sig ud på mange forskellige måder i forskellige sammenhænge. Men som vi tidligere har indikeret, lægger vi os op ad Eastons definition af politik som den måde, hvorpå autoritative beslutninger vedtages og implementeres i samfundet. Vi kan altså forstå begrebet om politisk logik som det regelsæt, der strukturer handlinger og kommunikation vedrørende vedtagelsen og implementeringen af bindende beslutninger. Begrebet om politisk logik åbner derved op for en mangfoldighed af politiske diskurser, demokratiske som autoritære, folkelige som elitære, der bygger på forskellige politiske institutioners krav og formåen (Esmark & Mayerhöffer, 2013: 221). Som Meyer (2002: 12) i tråd med vores konceptualisering af det politiske peger på, består en politisk logik både af beslutningsprocessen og implementeringsprocessen, altså både om at konvertere interesse- og identitetskonflikter til en beslutning, og at sikre generel accept af denne. Altheide & Snow (1979) og Mazzolini (1987) har konceptualiseret en partilogik, som medielogikkens modsætning, der refererer til partiernes kommunikative logik, men i lyset af samfundsudviklingen må partilogikken nok siges kun at udgøre en del af det samlede billede. Ift. vores speciale ser vi først på den politiske logik i hhv. et Side 56 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse elitedemokratisk og et deltagelsesdemokratisk perspektiv, og formulerer en særlig Folkemødelogik i feltet mellem disse. 2.4.4.1 Elite- og deltagelsesdemokratiske logikker Rationalet i et elitedemokratisk perspektiv handler om de politiske eliters valg og genvalg. For befolkningen handler den politiske logik således om at afsætte eller give mandat til de politiske ledere – og ikke så meget andet. Her vil det altså være passende at sanktionere eller legitimere de politiske ledere med jævne mellemrum, mens det vil være passende for eliten at vedtage og implementere gode politikker, der medvirker, at borgerne kan fortsætte med deres daglige gøremål i fred og ro. Kommunikationen skal således gerne oppefra-og-ned forsikre befolkningen om den politiske elites kvaliteter og evner, og forsikre om, at man trygt kan overlade dem magten. Man kan derfor forestille sig, at kommunikationen intensiveres op til valgene, eller hvis nogle politikker er så vigtige, at det er nødvendigt for borgerne at kende til dem. I et deltagelsesdemokratisk perspektiv lægges der mere vægt på samtalen. Dialogen med borgerne og deres inddragelse i de politiske beslutningsprocesser anses for at være konstituerende for politikkens legitimitet. Kommunikationen vil i langt højere grad kanaliseres nedefra-og-op, så beslutningstagerne ved, hvad der rører sig i befolkningen og kan træffe beslutninger i overensstemmelse med befolkningens ønsker og krav. 2.4.4.2 En Folkemødespecifik politisk logik Der er altså nogle interne spændinger i det politiske system, der vedrører vægtningen af folk og elite i demokratiet. Den politiske logik vil derfor være en dynamisk størrelse, der tager form efter det indbyrdes magtforhold imellem de politiske institutioner. Ser vi på Folkemødet i et institutionelt perspektiv, kan vi se, at Folkemødet opstiller nogle rammer for den politiske praksis, som kan siges at være den Folkemødespecifikke kontekstualisering af den politiske logik. Om Folkemødets formål hedder det: “Det primære formål med Folkemødet er at styrke demokratiet og dialogen i Danmark. Det sker ved at skabe en ny ramme om møder mellem beslutningstagerne i erhvervslivet, interesseorganisationer og politikere fra Folketinget, EU, kommuner og regioner. Og ved at give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt” (Folkemødets hjemmeside, 2014a). Side 57 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Endvidere skal Folkemødet ”skabe levende og åbne rammer for udvikling af – og inspiration til politik-dannelsen [og] fremme folkets indflydelse på og forståelse af samfundets rammer” (Folkemødets hjemmeside, 2014c). Folkemødets dagsorden er altså at forsøge at styrke demokratiet og dialogen. Strategien for at lykkes med denne dagsorden er at facilitere møder mellem aktører, der tænkes at have stor indflydelse på samfundet – politikere, erhvervsfolk, interesseorganisationer osv. Der er altså fra Folkemødets side et fokus på toppen eller eliten i samfundet, hvilket kunne indikere, at Folkemødelogikken placerer sig lidt tættere på det elitedemokratiske ideal. Samtidig åbnes der op for, at borgerne skal have mulighed for at møde beslutningstagerne, påvirke samt forstå samfundet. Borgerinddragelsen opbløder måske billedet en smule – borgerne skal have mulighed for at øve indflydelse på samfundet – men det rokker dog ikke fundamentalt ved, at fokus er på beslutningstagerne. Ift. måden politik praktiseres på, præsenterer Folkemødet sig som ”en ny politisk arena, hvor de regler, der ellers gælder på Christiansborg og i resten af det politiske liv, er sat ud af kraft” (Grosbøll, 2011: 2) og ”en mulighed for alle til at være med til at lufte ud i vores politiske debatkultur” (ibid.). Folkemødet forsøger altså at præsentere sig som rammen for ”de åbne og fordomsfrie politiske debatter og de uformelle, personlige møder” (ibid.) og som ”et politisk svar på Roskilde Festival” (ibid.). Dialogen på Folkemødet skal altså gerne være anderledes end til daglig – den skal være åben og fordomsfri, den skal være lidt mere personlig, og den skal gøre op med Christiansborgkulturen. Så selv om fokus nok er på eliterne, er der også et fokus på den politiske substans. Folkemødet skal ikke handle om spin og strategier, men om indhold, og hvis borgerne vil, skal de også have mulighed for at deltage. Der, hvor Folkemødet afviger fra det elitedemokratiske ideal og lægger sig tættere opad det deltagelsesdemokratiske ideal, er i Folkemødets lidt mere eksperimentelle karakter: Debatten og møderne er formål i sig selv og tillader, at man afprøver og diskuterer ideer lidt friere og mere uformelt. De politiske processer er i den forstand mindre formaliserede på Folkemødet, og begrebet om politik har et meget mere positivt skær over sig end i det elitedemokratiske ideal, hvor politik snarere ses som et nødvendigt onde. Konkluderende kan vi sige, at Folkemødets politiske logik placerer sig mellem Side 58 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse elitedemokrati og deltagelsesdemokrati: 1) Fokus er mere på eliten end på den brede befolkning, men borgerne gives alligevel mulighed for at deltage. 2) Deltagelsen er langt mindre formaliseret end til daglig og orienterer sig ikke nødvendigvis mod rent regeringsmæssige anliggender, men er også et eksperimentarium, hvor nye ideer kan afprøves og diskuteres. 2.4.5 Fra logik til praksis Antagelsen, når man anvender logikker som forklaringsmetode er, at logikkerne institutionaliseres eller sedimenteres gennem gentagne praksisser for til sidst at fremstå som konventioner eller endda fakta (March & Olsen, 2006: 690-691). De institutionelle logikker kommer således til at udgøre aktørernes repertoire af perceptioner, roller og praksisser. Øget mediemagt vil således betyde en tilvænning til og normalisering af mediernes logik som adfærdsstrukturerende. Mediernes ’nye’ regelsæt kan således tænkes at komme i karambolage med de politiske institutioners, hvilket potentielt kunne foregå på mange måder. Specifikt ift. undersøgelsen af Folkemødet finder vi det relevant at se på: 1. Hvilke rationaler, der ligger til grund for at arrangere events? 2. Hvordan deltagelsen i praksis foregår til arrangementerne. a) Hvordan politik praktiseres og kommunikeres til arrangementerne. b) Om aktørernes roller tilpasses den folkemødespecifikke politiske logik eller medielogikken? 2.4.5.1 Events danner rammen Som vi tidligere indikerede, er undersøgelsens empiriske fokus afgrænset til de officielle events på Folkemødet. Inspireret af Goffmans (1992) teatermodel for social interaktion3, kan vi se, at der er forskelle roller og funktioner forbundet med afholdelsen af events. Arrangørerne, som specifikt ift. Folkemødet ofte, men ikke altid, vil være interesseorganisationer, skaber rammen, udstikker temaet, og sørger for at invitere de relevante deltagere. Deltagerne er som oftest personer, der besidder en specifik viden, eller har mere end almindelig interesse i temaerne. Deltagerne er således typisk politikere eller organisationsfolk, men kan også være mediefolk eller 3 Vi vender tilbage til Goffmans model nedenfor og diskuterer den derfor ikke her. Side 59 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse samfundsdebattører. Publikum udgøres både af de almindelige borgere, men derudover også af interesserede politikere, organisations- og mediefolk. Arrangementerne sætter i den forstand konteksten eller rammerne for mødet mellem Folkemødets forskellige aktører, lægger op til en specifik kommunikations- eller fremstillingsform, og efterspørger specifikke roller og funktioner af dets deltagere og publikum. Arrangementerne spænder bredt. Som det hedder i Folkemødets officielle avis: ”Arrangørerne kappes om at tiltrække publikums opmærksomhed – og det sker med events både i den dybt seriøse og mere poppede ende” (Førsteliin, 2013: 5). Med andre ord er der altså både politiske og mere medialiserede events. Politiske events De politiske events baserer sig på den politiske logik, som den kommer til udtryk på Folkemødet. Forventningerne til disse events er, at der argumenteres sagligt, og at kommunikationen har politisk fokus. Specifikt på Folkemødet forventes der yderligere, at der tænkes og tales lidt mere frit, og at de mere strategiske og kommunikationsmæssige overvejelser lægges på hylden. Aktørerne forventes således at afprøve ideer og måske stille op til noget, der er dem uvant. Folkemødet som en slags politisk eksperimentarium udstikker altså nogle handlemuligheder for de politiske aktører, de ikke nødvendigvis støder på i dagligdagen. Rationalet bag er, at der måske kunne tænkes at være noget inspiration og nogle ideer gemt i at agere anderledes end normalt. Medialiserede events Til forskel fra den politiske logik, lægger medielogikken op til, at arrangementerne og deltagelsen deri i grunden ikke behøver handle om politik, men snarere kan og bør tilpasses nyhedskriterierne og mediernes fremstillingsteknikker. Lidt skarpt optegnet kan man således sige, at de Folkemødeevents, hvor politikere deltager, i en medielogik ikke kun er interessante pga. deres indhold, men også fordi politikerne er kendisser, og at det i sig selv er et trækplaster. Medielogikken lægger derudover op til, at deltagerne ’giver lidt mere af sig selv’, optræder på slap line og fremstår sympatisk og ’almindelige’. Indholdet af arrangementerne kan således stadig godt være politisk, men politikken er i langt højere grad bundet op på deltagernes personlige attributter. Det Side 60 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse stiller samtidig større krav til, at deltagerne altid kan tilpasse sig og være ’på’, og deltagernes sociale kompetencer bliver derved et vigtigere aktiv. Implikationer for den politiske kommunikation Politisk kommunikation handler essentielt set om at forstå, tilpasse sig, og især præge den offentlige dagsorden (Esmark & Mayerhöffer, 2013: 220). Til grund for politisk kommunikation ligger der derfor nogle løse eller faste, bevidste eller ubevidste strategier, altså perceptioner af, hvordan man mest effektivt og optimalt kan påvirke dagsordenen. Kommunikationsstrategier kan i den forstand også siges at være struktureret af nogle underliggende logikker eller regler, der muliggør, at man kan se forskellige udfald af forskellige strategier. En medielogisk kommunikationsstrategi vil således basere sig på bl.a. nyhedskriterierne og derfor typisk vægte symboler, drama, konflikt, identifikation etc. (Mazzolini, 2007: 445). Derimod vil en politisk-logisk strategi basere sig på eksempelvis tekniske, økonomiske, antagonistiske eller andre kriterier, der vil have det til fælles, at de søger at skabe opbakning til, eller accept af, en given politik. Specifikt ift. Folkemødets underliggende politiske logik vil strategien adskille sig fra den gængse Christiansborg-kommunikation, som forstås som præget af mere medieinspirerede kommunikationsstrategier baseret på spin med videre. Den politisk-logiske strategi vil snarere basere sig på mere sagligt substantielle og tekniske emner – altså ikke om hvem, der er bedst eller mest populær i befolkningens øjne, men om de reelle politiske udfordringer og beslutninger. Den politiske kommunikation vil derfor typisk være i form af en tale, workshop, seminar eller debat, hvor medielogikken snarere vil efterspørge quizzer, underholdning eller lignende – altså en kommunikationsform, der i højere grad muliggør, at nyhedskriterierne imødekommes. Medieinstitutionens foretrukne kommunikationsform sætter de politiske aktører i øjenhøjde med borgerne igennem underholdning, drama og sensationer, hvorimod den typiske politiske kommunikationsform handler om politiske spørgsmål og temaer, og om politikernes egne synspunkter og politiske kæpheste. Samlet set kan vi altså sige, at medielogikken i højere grad efterspørger underholdning og dermed stiller anderledes krav til de politiske aktørers kommunikative kompetencer. Den politiske logik efterspørger i højere grad politisk indhold og diskussion. Som vi diskuterer nedenfor, har dette også implikationer for de roller, deltagerne forventes at tage på sig og praktisere på Folkemødet. Side 61 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Implikationer for Folkemødedeltagernes roller Både den politiske logik og medielogikken kræver en vis grad af synlighed og tilgængelighed. I det politiske system er det nødvendigt at befolkningen ved, hvad de forskellige politikere og partier står for, at de kan afsætte dem og give dem mandat. Og specifikt på Folkemødet lægges der op til en endnu højere grad af synlighed, intimitet og personlighed. Medieverdenen stiller ligeledes krav om synlighed. Levende billeder fanger publikums opmærksomhed og personificerer nyheder. Det skaber fortrolighed og nærhed og kan således forstærke relationen mellem borgerne og beslutningstagerne. Medielogikken og den politiske logik, som den tager sig ud på Folkemødet, er således ikke nødvendigvis hinandens modsætninger, i og med at de begge lægger op til at mindske afstanden og bringe eliterne i øjenhøjde med den brede befolkning. Forskellen er imidlertid deres underliggende formål, hvor politikken i en vis udstrækning vedrører beslutningernes udformning og implementering, mens medieinstitutionen i sin rene form fungerer under kommercielle vilkår. Men hvordan bør beslutningstagerne så vise sig for borgerne? Med afsæt i Meyrowitz (1986) kan vi se, at den sociale interaktion med de elektroniske mediers indtog er blevet ændret. Meyrowitz’ udgangspunkt er Goffmans (1992) teatermodel for social interaktion i et umedieret, interpersonelt møde. Goffman skelner i sin model mellem frontstage og backstage, hvor frontstage er selve den scene, hvor mødet udspiller sig, og hvor deltagerne påtager sig den rolle, der er passende ift. mødet. Backstage udgør en slags frirum, hvor deltagerne kan lade op, forberede sig eller koble af ovenpå mødet. Her er aktørerne således ikke ’på’ og behøver ikke praktisere deres offentlige persona. Meyrowitz peger på, at de elektroniske medier bidrager til at nedbryde distinktionen mellem frontstage og backstage. I stedet foreslår han, at der skabes en hybrid, en middle region, med et nyt adfærdskodeks, der blander den formelle og offentlige praksis fra frontstage med den uformelle, private adfærd fra pusterummet backstage. Som Hjarvard (2008) gør opmærksom på, gør radio og tv det vanskeligt at adskille de politiske erklæringer og programmer fra aktørernes personlige egenskaber. Netop Folkemødet, hvor synligheden er så meget større og de politiske aktører ikke kan siges at holde fri og trække sig tilbage, når de har deltaget i de formelle arrangementer, men alligevel er mere afslappede end til daglig, er et aldeles godt eksempel på den hybrid, Meyrowitz opstiller. Folkemødet udgør således en platform eller arena, hvori adfærden må Side 62 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse afbalanceres mellem det formelle og det uformelle, privatpersonen og det offentlige ansigt. 2.4.6 Operationalisering Formålet med dette teorikapitel er, som tidligere nævnt, at opstille et teoretisk framework, der muliggør, at vi kan undersøge, om Folkemødet foregår på mediernes præmisser, med andre ord om Folkemødedeltagelsen er medialiseret. Dette afsnit har til formål at operationalisere baggrundskonceptet, dvs. vores forskningsspørgsmål, om Folkemødet er medialiseret. Også her bruger vi Adcock og Colliers operationaliseringsmodel. 2.4.6.1 Baggrundskoncept Første trin, vi ønsker at undersøge, baggrundskonceptet, er, om Folkemødedeltagelsen er medialiseret. Baggrundskonceptet stemmer således overens med analysens undersøgelsesspørgsmål, nemlig hvorvidt den politiske deltagelse på Folkemødet kan siges at være tilpasset mediernes imperativer, eller om deltagelsen snarere er styret af en underliggende politisk logik. 2.4.6.2 Systematiseret koncept På det næste trin konceptualiseres baggrundskonceptet. I afsnittet 2.4 præsenterede vi de tre analytiske dimensioner, som vi forventer at kunne forstå aktørernes praksis ud fra: De underliggende strategier bag og den praktiske udformning af events, hvordan kommunikationen i praksis tager form, og hvilke roller og deltagelsesformer aktørerne tager på sig og praktiserer. Videre fremgik det, at medialisering kan medføre, at aktørernes praksisser i offentligheden forandres. Således vil en ikke-medialiseret aktør i langt højere grad tænke i politiske strategier, politisk-saglig kommunikation og mere formaliserede roller og deltagelsesformer, mens den medialiserede aktør i højere grad vil basere deltagelsen på medielogiske strategier, taktisk-strategisk kommunikation og mere underholdningsprægede, uformelle roller og deltagelsesformer. Det systematiserede koncept er følgelig todelt. Først skelnes der mellem konkrete praksisformer. Herefter skelnes der mellem, om praksisserne er baseret på en politisk logik eller medielogik. Side 63 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 2.4.6.3 Indikatorer På tredje trin operationaliseres det systematiserede koncept ved at opstille indikatorer for de respektive logikker i de respektive analyseafsnit. Det har vi gjort ved at udrede, hvordan logikkerne kan omsættes til praksis. Med andre ord: Med hvilken af de to logikker kan vi bedst forstå Folkemødedeltagelsen? 1. Hvad er strategien bag at afholde events, og hvordan udmønter det sig i eventet? Her ser vi på, om eventsne direkte forklares ud fra politisk-saglige emner og dagsordener, hvilket indikerer, at eventet baserer sig på en underliggende politisk logik, eller om de snarere handler om at skabe synlighed og kendskab til arrangørerne, hvorfor de ’larmer’ og ’fylder’ mere, hvilket snarere indikerer, at de baserer sig på medielogikken. 2. Hvordan foregår deltagelsen i praksis under de forskellige events? Herunder, a) de former den politiske debat tager: Her ser vi på, hvordan deltagerne og publikum til arrangementerne agerer i praksis. Indikatorer, der peger i retning af, at kommunikationen og deltagelsen er mere politisk, vil være hvis deltagerne bevarer fokus på det politisk-saglige emne, som eventet handler om, og hvis de lægger medietaktiske strategier fra Christiansborg-kulturen bag sig. Omvendt vil indikatorer, der peger i retning af en mere medialiseret kommunikationsog deltagelsespraksis være, hvis de fortsætter og/eller intensiverer Christiansborg-kulturen. b) De roller deltagerne tager på sig og praktiserer: Her ser vi på, hvilke forventninger der er til, hvordan aktørerne opfører sig til arrangementerne, og hvordan de så i praksis indfrier disse forventninger. Når eksempelvis politikerne deltager i et event, deltager de så som ’politikere’ og diskuterer politiske emner, hvilket indikerer, at de primært er styret af en politisk logik, eller som ’kendisser’, der snarere stiller sig til skue, hvilket indikerer, at medielogikken strukturerer deres adfærd? Diskuteres der politik, eller er arrangementerne snarere Side 64 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse karakteriseret ved, at deltagerne optræder på slap line og underholder? Bliver publikum primært tiltrukket af events med kendte deltagere (medielogikken), eller vil de hellere være til arrangementer med bestemte politiske dagsordener (den politiske logik)? Ved at undersøge folkemødedeltagelsen ud fra disse indikatorer får vi således etableret et grundlag for at diskutere, om den politiske deltagelse på Folkemødet baserer sig på en politisk logik eller en medielogik, og derved for at vurdere, om Folkemødet kan siges at være medialiseret. Operationaliseringen er sammenfattet nedenfor i figur 3. Figur 3: Operationalisering – medialisering Side 65 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 3 Forskningsdesign: Et eksplorativt casestudie I dette kapitel udfolder vi specialets forskningsdesign. Først redegør vi for specialets undersøgelsesområde og overordnede formål. Her beskriver vi Folkemødets kvaliteter som case og udreder undersøgelsens analysestrategi, herunder de metodiske overvejelser om vores brug af teori. Som det næste følger vores overvejelser om indsamlingen af det datamateriale, der ligger til grund for analysen. Det vil sige struktureringen og gennemførelsen af interviews, udvælgelsen af informanter, samt hvilke fordele og begrænsninger det giver at anvende interviews som datamateriale. Herefter følger et afsnit om de metodiske overvejelser omkring den analytiske behandling af datamaterialet. Her bliver det forklaret, hvordan de gennemførte interviews er kodet. Slutteligt opsummeres det, hvad forskningsdesignet betyder for undersøgelsens validitet, reliabilitet og generaliserbarhed. 3.1 Et casestudie af Folkemødet Det er givet af problemformuleringen, at specialet fokuserer på en enkelt begivenhed, nemlig Folkemødet, og undersøgelsen kan derfor karakteriseres som et casestudie. Et casestudie indebærer en detaljeret og intens undersøgelse af en enkelt eller få cases, hvor fokus ligger på det undersøgte fænomens specifikke og komplekse natur (Bryman, 2004: 48). Dette giver casestudiet en fordel i forhold til at opnå dybdegående viden om den undersøgte begivenhed, og ifølge Flyvbjerg (2010) er fordelen ved casestudiet netop, at man igennem den grundige analyse kan opnå et dybt kendskab til den konkrete og kontekstbundne erfaring, der skaber grundlag for at opnå egentlig ekspertviden om et givent område (Flyvbjerg, 2010: 467). Da netop ønsket om at frembringe detaljeret viden om politisk deltagelse på Folkemødet er givet ved problemformuleringen, er et casestudie det naturlige valg af undersøgelsesdesign for specialet. Den dybdegående undersøgelse af en enkelt case sker på bekostning af den bredde, man vil kunne opnå i større kvantitative eller komparative studier, og der er således et tradeoff mellem dybde og bredde i valget af undersøgelsesdesign (Gerring, 2004: 346). Side 66 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Valget af casestudiet til besvarelse af problemformuleringen rejser spørgsmålet om og i hvilken grad, generalisering til andre cases er mulig, hvilket vi kort vil gennemgå. Der eksisterer en række andre definitioner på casestudiet end det, Bryman bruger, og som vi har lagt til grund for dette speciale. Her er det ikke mindst generaliseringsspørgsmålet, der er genstand for uenigheder og forskellige fortolkninger. Blandt de hyppigst citerede definitioner finder vi John Gerrings, hvor et casestudy defineres som ”an intensive study of a single unit for the purpose of understanding a larger class of (similar) units.” (Gerring, 2004: 342). I Gerrings definition finder vi altså, at formålet med casestudiet er at forstå en større gruppe af (lignende) enheder, hvor fokus i Brymans definition er på netop den undersøgte case, hvormed generaliserbarheden kommer i anden række. Andre forskere afviser i det hele taget, at single case-studier kan bruges til generalisering overhovedet, og at casestudier udelukkende kan fungere som hypotesegenererende forundersøgelse til et egentligt hypotesetestende undersøgelser (Flyvbjerg, 2010: 468). Flyvbjerg fremfører imidlertid en række argumenter for, at man ofte kan ”generalisere på grundlag af en enkelt case, og casestudiet kan bidrage til den videnskabelige udvikling gennem generalisering som supplement eller alternativ til andre metoder.” (Flyvbjerg, 2010: 473) Folkemødet som case på politisk deltagelse i Danmark kan betragtes som det, Flyvbjerg kalder en paradigmatisk case, der er ”cases, der belyser mere generelle egenskaber ved de pågældende samfund” (Flyvbjerg, 2010: 477). Det er vores argument, at Folkemødet kan betragtes som et særligt eksempel på det politiske system som helhed og derigennem hjælpe os til at forstå, hvordan politisk deltagelse også uden for Folkemødet tager sig ud. Her er det naturligvis værd at bemærke, at Folkemødet kun indeholder et udsnit af de politiske deltagelsesformer, der kendetegner det politiske system i Danmark, hvilket vi vil redegøre for i det følgende afsnit, hvor vi beskriver Folkemødet som case. Casens potentiale for generalisering bygger således på såkaldt analytisk generaliserbarhed (Bøgh Andersen, 2012: 106), hvor overførelsen af analysens resultater til andre dele af det politiske liv er baseret på teoretisk argumentation for genkendeligheden mellem den undersøgte case og dens omgivelser, dvs. det politiske system som helhed. Side 67 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 3.1.1 Folkemødet som case Folkemødet beskrives på sin hjemmeside som ”Danmarks politikfestival på Bornholm”, med det primære formål ”at styrke demokratiet og dialogen i Danmark,” hvilket skal sikres gennem “at skabe en ny ramme om møder mellem beslutningstagerne i erhvervslivet, interesseorganisationer og politikere fra Folketinget, EU, kommuner og regioner. Og ved at give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt.” (Folkemødets hjemmeside 2014a) Endvidere betegnes de debatter, taler, workshops mv., som partier, virksomheder og organisationer afholder, som ”rygraden” i Folkemødet, som finder sted over fire dage i starten af juni måned. Når vi ovenfor har beskrevet Folkemødet som et eksempel på det politiske system som helhed, hænger det ikke mindst sammen med, at stort set alle større interesseorganisationer og folketingsmedlemmer er til stede på Folkemødet. I 2013 deltog bl.a. 143 folketingsmedlemmer (Arnsdorf & Delfour, 2013), samtlige ministre, og Europaparlamentarikere, 386 akkrediterede mediefolk og 540 organisationer, der i alt arrangerede 1324 events på mødet (Dybdal, 2013). Dermed er Folkemødet en stærk case til at forstå og undersøge, hvordan den politiske interaktion mellem samfundets centrale politiske aktører foregår i et tidsligt og rumligt afgrænset forum – naturligvis under hensyntagen til de ganske særlige rammer, Folkemødet sætter for denne interaktion. Folkemødets helt centrale bestanddel i forhold til specialets problemformulering er mødets deltagere og deres ageren i de fire dage, arrangementet varer. Her er politikere, lobbyister, græsrødder, professionelle kommunikationsfolk, embedsmænd, meningsdannere og almindelige, politisk interesserede borgere, for blot at nævne nogle. Disse indgår i en række former for interaktioner, der kan være såvel formelle som uformelle, arrangerede eller spontane. Det er denne mangfoldighed af interaktioner mellem et væld af forskellige aktører, vi ønsker at indfange og forstå. Folkemødet er styret særdeles decentralt, idet arrangørerne og deres events blot skal leve op til nogle helt basale kriterier for at blive optaget i Folkemødets officielle Side 68 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse program, nemlig at man som arrangør råder over en stand eller et område på festivalområdet, og at man lever op til følgende krav, som er formuleret på Folkemødets hjemmeside: Alle events i Folkemøde-‐programmet skal: • være åbne for alle • være gratis • være af samfundsrelevans • afholdes inden for en radius af 500 meter fra Allinge Havn • afholdes uden for de tidspunkter, hvor Folketingets partier råder over hovedscenen på Cirkuspladsen Alle lovlige danske partier, organisationer, foreninger, virksomheder mm. samt private kan deltage med en eller flere events. For at Folkemødets sekretariat kan godkende eventen, må den ikke være af kommerciel karakter, virke anstødelig, bryde med demokratiske principper som beskrevet i Grundloven eller anden lovgivning. Dette gælder også for hjemmesider, der henvises til i programmet. (Folkemødets hjemmeside, 2014d) Hertil kommer, at arrangører tilmed har mulighed for at arrangere events mv. uden for det officielle program. Som følge af specialets problemformulering vil vi beskæftige os med den politiske del af Folkemødet, dvs. den, der kan analyseres igennem de teoribegreber, vi har opstillet ovenfor. Den politiske aktivitet på Folkemødet foregår i hovedsagen i to spor, nemlig dels den ”officielle”, som er den, der foregår ved formelle events som fx debatter, taler, workshops, direkte radio- og tv-programmer osv., og dels den ”uformelle”, som sker i form af spontane samtaler, networking mv. Dette betyder også, at vi ikke ser på andre dele af Folkemødet, som fx det logistiske setup og de økonomiske perspektiver, som Folkemødet har for Bornholm osv., med mindre det har direkte relevans for besvarelsen af problemformuleringen. Endelig skal det om Folkemødet bemærkes, at der er en lang række politiske interaktions- og deltagelsesformer, som ikke findes på Folkemødet, men som i øvrigt er en fast del af det politiske system. Her gælder det først og fremmest, at den formelt institutionaliserede del af det politiske system naturligvis er fraværende, herunder den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Det, vi kan iagttage på Folkemødet, bliver derfor et udsnit af den interaktion, der i øvrigt foregår uden for og imellem de formelle politiske processer og institutioner. Dermed bliver Folkemødet en case, hvor vi Side 69 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse forventeligt kun kan iagttage en delmængde af den politiske deltagelse, som finder sted i samfundet som helhed. Vi anvender derfor, som vi har præsenteret det i teorikapitlet kun de dele af de generelle teorier, som har relevans ift. deltagelsen på Folkemødet. For eksempel beskæftiger den korporative interessevaretagelsesmodel sig indgående med formelle samarbejdsorganer mellem interesseorganisationer og stat, som ikke vil være at finde på Folkemødet. Til gengæld bliver den politiske deltagelse, der faktisk foregår på Folkemødet, tilgængelig på en måde, som man ofte ikke finder i hverdagen, idet den kan indfanges på et stærkt begrænset geografisk område over få dage. 3.2 Analysestrategi Som det fremgår af problemformuleringen, ønsker vi at bidrage med en karakteristik af den politiske deltagelse på Folkemødet. Om politisk deltagelse og de tre deltagelsestendenser findes der solid teoretisk viden (se afsnit 2.2, 2.3, 2.4). Det er imidlertid ikke tilfældet for Folkemødet, da det som begivenhed ikke før er blevet belyst i forskningsmæssig sammenhæng. Her bevæger vi os ind på nyt land, og undersøgelsen kan derfor, udover sit beskrivende formål, siges at have et eksplorativt sigte (Bøgh Andersen et al., 2012: 72). Det forhold inspirerer til en analysestrategi, der både indeholder deduktive og induktive elementer (Jakobsen, 2012: 174-175), hvor det deduktive element sikrer, at vi bygger videre på den eksisterende teori og viden om politisk deltagelse i Danmark, og de induktive elementer gør os i stand til at opdage og generere ny specifik viden om Folkemødet. Teorien, der blev gennemgået i det foregående kapitel, har derfor struktureret dataindsamlingen og den følgende analyse, men samtidig har vi ved gennemførelsen af de i alt 11 semistrukturerede interviews, og i den videre kodeproces af interviewmaterialet, haft særligt øje for interviewpersoners egne udlægninger og fortolkninger af deres deltagelse på Folkemødet. I de følgende afsnit redegøres først for undersøgelsens deduktive udgangspunkt. Herefter vender vi os mod undersøgelsens induktive elementer. Side 70 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 3.2.1 Et deduktiv udgangspunkt: Fra teori til indikatorer I det foregående kapitel blev tre teoretiske perspektiver præsenteret. Alle er de beskrevet som brede samfundsmæssige tendenser, der påvirker den politiske deltagelse i Danmark. Det overordnede mål med dette speciale er som bekendt at undersøge og bidrage med en beskrivende karakteristik af, hvordan de tre deltagelsestendenser tager sig ud på Folkemødet. Vores udgangspunkt er således, som det ofte er tilfældet for beskrivende undersøgelser, deduktivt: Vi tager udgangspunkt i noget relevant teori, der kan forklare os, hvorfor beskrivelsen af fænomenet er relevant, og hvad vi vil beskrive (Bischoff & Klemmensen, 2012: 45). For at kunne anvende den valgte teori til at undersøge og beskrive den politiske deltagelse på Folkemødet blev der i afsnit 2.2.5, 2.3.5 og 2.4.6 foretaget en operationalisering. De tre operationaliseringer var alle struktureret ud fra Robert Adcock og David Colliers (2001) model for operationalisering. Modellen kan beskrives som en proces, der starter med det undersøgelsesspørgsmål, der ønskes svar på, og ender med opstillingen af indikatorer, der her forstås som valide empiriske mål for teoretiske begreber. Det første trin i operationaliseringsprocessen er, at et baggrundskoncept konceptualiseres til et systematiseret koncept. Hvor baggrundskonceptet indeholder alle konceptets mulige betydninger, både som det anvendes i daglig tale, og som det anvendes af forskellige teoretiske retninger, er det systematiserede koncept målrettet det specifikke undersøgelsesspørgsmål, der for hver af de tre delanalyser ønskes svar på (Bischoff & Klemmensen, 2012: 52). Som eksempel blev baggrundskonceptet partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet målrettet undersøgelsesspørgsmålet ved at afgrænse det til at omhandle de repræsentative funktioner, som partierne normalt tilskrives i demokratiet, da det med vores overordnede fokus på politisk deltagelse netop er varetagelsen af disse funktioner, vi er interesserede i at vide mere om (se afsnit 2.3.1). Det næste skridt i processen består i at gå fra det systematiserede koncept til indikatorer. Det er her den egentlig operationalisering foregår – det, der gør os i stand til at skelne teoretisk mellem forskellige forhold på det praktiske plan i det empiriske materiale (ibid.) Som eksempel er det en indikator for ikke-professionaliseret deltagelse, hvis Side 71 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse partierne i forbindelse med etablering af kanal for politisk deltagelse prioriterer, at medlemmer fra lokale partiforeninger deltager på Folkemødet (se afsnit 2.3.5.3). I den videre proces præciseres indikatorerne. Det sker ved at teste, om de opstillede indikatorer som empiriske mål er i stand til at indfange det teoretiske begreb, vi ønsker at undersøge, fx professionalisering eller medialisering. Formålet med denne proces er at sikre, at der ikke er noget i det empiriske materiale, der går tabt som følge af teoriernes (høje) abstraktionsniveau. Dette forløber som en iterativ proces, hvor hver indikator udvides eller indsnævres gennem en dialog med det empiriske materiale (Adcock & Collier, 2001: 535). I forløbet er det imidlertid vigtigt ikke at glemme det deduktive udgangspunkt og dermed lade indikatorerne udforme sig sådan, at det empiriske materiale ordner sig på en bestemt måde. Sker det, mister indikatorerne deres målingsvaliditet, og vi undersøger ikke længere det, vi ønsker at undersøge (Bischoff & Klemmensen, 2012: 53). Undersøgelsens indikatorer er derfor udledt af teorien, men vi har samtidig formuleret dem sådan, at vi var i stand til at indfange samtlige relevante aspekter i det empiriske materiale. Således den metodiske proces, der har ledt os fra de tre undersøgelsesspørgsmål og de teoretisk beskrevne tendenser om politisk deltagelse, til indikatorer, der kan belyse, hvordan politisk deltagelse i praksis udfoldes på Folkemødet. Men som det blev nævnt indledningsvist, og som det fremgår af afsnittet ovenfor om præcisering og udvikling af indikatorerne, er undersøgelsens analysestrategi ikke udelukkende af deduktiv karakter. I stedet har vi med undersøgelsens eksplorative sigte for øje også givet induktive elementer plads i analysestrategien. 3.2.2 Induktive elementer: informanters egne beskrivelser og fortolkninger Da begivenheden Folkemødet stadig er forholdsvis ubeskrevet, har det været vigtigt for os at give plads til de interviewede folkemødedeltageres egne beskrivelser og fortolkninger af den politiske deltagelse på Folkemødet. De tre teoretiske tendenser om politisk deltagelse har derfor nok været styrende for dataindsamlingen, men i de anvendte interviewguides (se bilag 1 og mere her om i afsnit 3.3.3) har strukturen samtidig været så løs og spørgsmålene så åbne, at vi har kunnet lære nyt om Folkemødet – også ting, vi umuligt kunne have forestillet os på forhånd. Side 72 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Det har givet afkast i et detaljerigt og komplekst empirisk materiale. I arbejdet med at analysere dette har den ovenfor beskrevne operationalisering været styrende. Og grundet det empiriske interviewmateriales mangefacetterede karakter, har processen ved udviklingen og præciseringen af undersøgelsens indikatorer været særligt givende for udformningen af analysen. Ved kodningen af interviewmaterialet, blev der derfor både anvendt en deduktiv strategi med lukkede koder, og en induktiv strategi med åbne koder (se mere her om i det følgende afsnit 3.4). I undersøgelsen er det på denne måde tilstræbt at komme så tæt på de faktiske oplevelser af den politiske deltagelse på Folkemødet som muligt, og samtidig gøre det så systematisk i forlængelse af den eksisterende teori, at analysens resultater kan bidrage til den større diskussion af de tre hovedtendenser, der danner udgangspunkt for analysen. I forlængelse heraf ser vi i det næste afsnit nærmere på, hvorfor undersøgelsen er baseret på interviews, og hvordan det empiriske materiale blev indsamlet. 3.3 Dataindsamling Dataindsamlingen til specialet er foregået gennem semistrukturerede interviews med en række personer fra forskellige aktørgrupper, der deltog på Folkemødet. 3.3.1 Kvalitative interviews Specialets datagrundlag består af kvalitative, semistrukturerede interviews med udvalgte deltagere på Folkemødet. Valget af semistrukturerede interviews som dataindsamlingsmetode har den klare fordel, at det giver informanterne mulighed for at bidrage med egne vurderinger, perspektiver og ideer i en grad, som er svært opnåelig ved andre dataindsamlingsmetoder (Bryman, 2004: 321), samtidig med, at der fastholdes en struktur, som betyder, at interviewet kommer omkring de på forhånd opstillede teoretiske emner. Dermed er interviewformen ganske velegnet til de eksplorative og induktive elementer i vores undersøgelsesdesign, hvor vi ønsker at være åbne over for nye perspektiver på Folkemødet, som vi ikke på forhånd havde identificeret. Det semistrukturerede interview har endvidere den fordel, at intervieweren kan følge op på de svar, respondenten giver, og dermed opnå et mere detaljeret kendskab til de forhold, respondenten kommer ind på i interviewsituationen. Det Side 73 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse semistrukturerede interview er tilmed særligt anvendeligt i forbindelse med vores empiriindsamling, hvor de fleste respondenter er ganske velinformerede om de områder, vi spørger til, ligesom de er vant til at formulere sig klart og uddybe deres svar, hvorfor de ofte også kommer intervieweren i forkøbet, hvad angår spørgsmålene i spørgeguiden. Det semistrukturerede interview har – som alle andre dataindsamlingsmetoder – sine fordele og ulemper for så vidt angår opfyldelsen af gængse forskningskriterier. Blandt interviewets største forcer er muligheden for at få adgang til respondentens ”livsverden,” dvs. at forstå respondentens handlinger og motiver, som den interviewede oplever dem (Harrits et al., 2012: 145) En anden fordel ved interviewet er, at man afdækker de forhold og sammenhænge, man rent faktisk ønsker at undersøge. Såfremt operationaliseringen af de teoretiske baggrundskoncepter og spørgeguidens spørgsmål er sammenhængende, og informanterne er udvalgt i overensstemmelse med den relevante samplingmetode (mere herom i hhv. 3.3.3 og 3.3.2), giver det semistrukturerede interview nemlig en særlig mulighed for detaljeret at afdække processer fra overvejelser til beslutninger, udførelse og evaluering (ibid., 147). Da det semistrukturerede interview giver den interviewede relativt store frihedsgrader i forhold til egne betragtninger og oplevelser, er der en risiko for, at især medievante og – trænende respondenter (fx politikere) leverer et skønmaleri af egen rolle og ageren på Folkemødet. Eksempelvis har vi interviewet Jeppe Kofod, der er blandt initiativtagerne til Folkemødet, og Louise Groth-Michelsen og Lena Schenk fra Folkemødesekretariatet om en række problematikker, der knytter sig til Folkemødet, herunder kritikken af, at arrangementet er elitært. For at imødegå denne problematik har vi lagt vægt på også at spørge ind til respondenternes praksis på Folkemødet, således at denne kan holdes op imod respondenternes mere overordnede betragtninger og holdninger om Folkemødet, og eventuelle uoverensstemmelser kan identificeres. Et af det semistrukturerede interviews største problemer i forhold til de klassiske forskningskriterier er reliabilitet og gentagelighed. Dette skyldes, at et semistruktureret interview, der reelt foregår som en samtale mellem interviewer og respondent, af naturlige årsager er umulig at reproducere for en anden forsker efterfølgende (ibid.). Side 74 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 3.3.2 Udvælgelse af informanter Folkemødets decentrale organisation indebærer, at det ikke i udgangspunktet er givet, hvem og hvad der udgør kernen i den politiske deltagelse og proces, der finder sted på Folkemødet. I forsøget på at give et billede af den politiske deltagelse og dens former spiller udvælgelsen af informanter derfor naturligvis en helt central rolle. Hvilken strategi, man benytter, når informanter skal udvælges, afhænger af en række forhold, herunder overordnet analysestrategi og antallet af informanter (eller cases), der realistisk set kan undersøges (Seawright & Gerring, 2008). Vores udvælgelse af interviewpersoner er baseret på en formålsbestemt strategi, hvor respondenterne er udvalgt ud fra en begrundet forventning om, hvem der kan give os det største udbytte i forhold til vores undersøgelsesspørgsmål (Harrits et al., 2012: 161-2). For at få et så bredt og fyldestgørende indblik i Folkemødeaktørernes gøren og laden på Folkemødet har vi valgt at udvælge respondenterne efter princippet om maksimal varians (Flyvbjerg, 2010: 475). Dette indebærer, at vi inden for hver af de fire definerede aktørgrupper har udvalgt to repræsentanter4, der varierer mest muligt ift. undersøgelsens formål, dvs. i forhold til størrelse, politisk ståsted, ideologi, økonomiske ressourcer osv. Undtaget herfra er interviewet med Folkemødets arrangører, Folkemødesekretariatet, da denne aktør i sagens natur er den eneste af sin art på Folkemødet. Der er således ikke tale om, at vi har udvalgt et repræsentativt udsnit af aktørerne på Folkemødet, men i stedet lagt vægt på, at de udvalgte respondenter kunne give os en dyb og reflekteret beskrivelse af deres tilstedeværelse på Folkemødet, hvorfor vores interviews havde relativ lang varighed på mellem 45 og 60 minutter. Nedenfor gennemgås de udvalgte aktørgrupper og udvælgelsen af respondenter inden for hver gruppe. De udvalgte aktørgrupper er foruden Folkemødesekretariatet: Interesseorganisationer, politiske partier, medier og borgere. 4 Fra de politiske partier har vi udvalgt fire repræsentanter. To som folketingsmedlemmer og to som repræsentanter for partiorganisationerne. Side 75 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 3.3.2.1 Interesseorganisationer Der kan overordnet skelnes mellem to typer af interesseorganisationer: Økonomiske og ideelle organisationer (Ronit, 1998: 10). Førstnævnte er dem, der varetager sine medlemmers økonomiske interesser, hvilket omfatter lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer, ligesom fx erhvervsorganisationer som DI og Landbrug og Fødevarer hører ind under denne kategori. Ideelle organisationer har rod i civilsamfundet, og arbejder hovedsageligt på frivillig basis og varetager som udgangspunkt ikke medlemmernes snævre egeninteresse. Klassiske eksempler er græsrodsorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening, Amnesty International, Røde Kors osv. Vi har valgt en respondent fra hver af disse grupper af interesseorganisationer, nemlig Anders Panum Jensen, der er afdelingsleder for public affairs-afdelingen hos Landbrug og Fødevarer (L&F) og Alexander Nepper, der er fortalerkonsulent hos Ungdommens Røde Kors (URK). Begge var ansvarlige for deres respektive organisationers politiske deltagelse på Folkemødet. Landbrug og Fødevarer er én af erhvervslivets store, gamle interesseorganisationer og repræsenterer knap en fjerdedel af Danmarks samlede vareeksport (L&F’s hjemmeside, 2014). Organisationen er således en klassisk økonomisk interesseorganisation, som historisk har haft mere eller mindre monopol på repræsentationen af først landbruget, og senere også resten af den danske fødevareindustri. Ungdommens Røde Kors er derimod en ideel organisation, der i høj grad finansieres igennem frivillige donationer og benytter sig af frivillig arbejdskraft. URK hjælper udsatte børn og unge i Danmark gennem ferielejre, lektiehjælp osv., og er primært drevet af unge frivillige og støttet af offentlige midler (URK’s hjemmeside, 2014). Desuden står URK for et omfattende såkaldt fortalerarbejde, hvorigennem man arbejder politisk for at fremme udsatte børns vilkår og rettigheder. 3.3.2.2 Partirepræsentanter Blandt partierne har vi ønsket mest mulig spredning i forhold til tre parametre, nemlig 1) regeringsparti/ikke-regeringsparti, 2) medlemsstyret/elitestyret parti og 3) venstreorienteret/højreorienteret parti. På den baggrund udvalgte vi hhv. SF som et Side 76 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse venstreorienteret, medlemsstyret regeringsparti og Liberal Alliance som et højreorienteret, elitestyret ikke-regeringsparti. SF har en klassisk massepartiorganisering og lægger vægt på mobilisering og inddragelse af medlemmer (Kosiara-Pedersen & Pedersen, 2013: 70). Liberal Alliances forløber, Ny Alliance, mobiliserede ifølge partiet selv 14.000 medlemmer i de glade dage i 2007, og Liberal Alliance giver også mulighed for partimedlemskab, men lægger ikke op til større engagement fra medlemmernes side (Kosiara-Pedersen, 2013: 71). Fra hvert af partierne ønskede vi både en repræsentant for partiets organisatoriske del, der således stod for planlægningen af partiets Folkemødedeltagelse, samt en repræsentant for hver af partiernes folketingsgruppe. Fra SF’s organisatoriske ledelse interviewede vi daværende organisatorisk næstformand Peter Westermann, som var blandt de ansvarlige for partiorganisationens deltagelse på Folkemødet. På grund af stor tumult i SF5 i netop den periode, hvor vi gennemførte interviews, lykkedes det os ikke at få en aftale i stand med et folketingsmedlem fra SF. Hertil kom, at de fleste af SF’s folketingsmedlemmer, der deltog på Folkemødet, enten var blevet ministre eller havde skiftet parti, da vores aftaler skulle i stand. Vi valgte derfor en socialdemokrat i stedet, nemlig Jeppe Kofod, idet Socialdemokratiet deler SF’s karakteristika i forhold til de udpegede parametre. Der knytter sig det særlige forhold til netop Jeppe Kofod, at han er lokal Bornholmer og er blandt initiativtagerne til, og en slags ambassadør for, Folkemødet (Kofod, interview, 2014). Det var derfor vores vurdering, at Kofod kunne bidrage med indsigter og viden om Folkemødet, som andre socialdemokratiske folketingsmedlemmer ikke kunne formodes at bidrage med. Som redegjort for i afsnit 3.3.1, har vi forsøgt at imødegå risikoen for et skønmaleri ved at lægge stor vægt på at spørge ind til Kofods (og de andre respondenter for den sags skyld) praksis på Folkemødet. Fra Liberal Alliance faldt valget på formand for partiets hovedbestyrelse Leif Mikkelsen, der ligeledes sidder i Folketinget, samt folketingsmedlem Joachim B. Olsen. Samtlige personer har deltaget på Folkemødet mindst to gange. 5 Som følge af mange interne uenigheder og splittelse i partiets Folketinggruppe og deraf følgende udtrædelse af regeringen. Side 77 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 3.3.2.3 Medier På mediesiden valgte vi først og fremmest at fokusere på skillelinjen mellem public service- og privat medie. Dette skyldes, at vi på forhånd havde en forventning om, at et public servicemedie kunne have en særlig rolle i forhold til en begivenhed som Folkemødet, idet det i DR’s public service-kontrakt blandt andet hedder, at DR skal ”stimulere til deltagelse i den offentlige debat og den demokratiske proces.” (DRs Public Service-kontrakt for 2013-2014, 2013: 3). Hos DR interviewede vi redaktionschef i DR Nyheder, Peter Faurholdt-Löfvall, der havde ansvaret for DR’s nyhedsdækning på Folkemødet i 2013. Derudover har vi valgt Berlingske, da mediet er privat og desuden et trykt medie i modsætning til DR. Vi har valgt to landsdækkende medier, idet vi blandt andet har ønsket at undersøge mediernes rolle som forbindelsesled til hele landet, og således har villet undgå at beskæftige os med Folkemødet i relation til lokalpolitiske forhold. Hos Berlingske har vi interviewet Bent Winther, der er politisk redaktør. 3.3.2.4 Borgere Blandt de almindelige borgere på Folkemødet ønskede vi at tale med en yngre og en ældre repræsentant. Dette skyldes, at vi kan forvente, at der er væsentlig forskel på de deltagelsesnormer, som yngre og ældre vælgere deltager ud fra, hvor yngre vælgeres politiske deltagelse typisk er engagementsdrevet, mens de ældre i højere grad er drives af såkaldte pligtnormer (Dalton, 2008). Derudover ville vi gerne tale med en lokal bornholmer, for hvem deltagelse på Folkemødet var relativt let tilgængelig, samt en borger, der rejste dertil fra en anden landsdel og som således kan forventes at have et mere målrettet formål med rejsen. Vores to interviewpersoner fra borgergruppen blev derfor Anne Kring, der er 28 år og nyuddannet statskundskaber bosat i København. Den anden person er Tom Christensen, der er 66 år og pensioneret embedsmand fra Bornholms Regionskommune, og bosat på øen. 3.3.2.5 Folkemødesekretariatet Endelig interviewede vi to repræsentanter fra Folkemødets sekretariat, der er ansvarlige for Folkemødets overordnede afvikling og organisering, og som selvsagt er interessante i forhold til at forstå og vurdere, hvordan Folkemødet fra arrangørsiden er tiltænkt at udfolde sig i relation til vores problemformulering. De to repræsentanter er Louise Side 78 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Groth-Michelsen, der er projektleder på Folkemødet, og Lena Schenk, der er afviklingsansvarlig. Sekretariatet har i alt seks medarbejdere, der alle er ansat i Bornholms Regionskommune. 3.3.3 Interviewguide Selvom interviewguiden blev udarbejdet på baggrund af en grundig operationalisering af de teoretiske begreber, fremstår den stadig relativt løst struktureret med mange åbne spørgsmål (se bilag 1). Dette skal ses i sammenhæng med undersøgelsens mål om at have fokus på Folkemødedeltagernes egne forståelser og fortolkninger af deres handlen på Folkemødet, og: ”I sådanne tilfælde bør interviewguiden (jf. kapitel 6) være relativt ustruktureret med mange åbne spørgsmål, så interviewpersonerne kan komme med selvstændige og dybe beskrivelser, der så vidt muligt ikke er påvirket af forskerens forståelse” (Jakobsen, 2012: 178). Den løst strukturerede interviewguide betød, at interviewpersonerne kunne komme med selvstændige og dybe beskrivelser, og dermed bidrage med perspektiver, vi ikke på forhånd havde identificeret. Hertil kommer, at de fleste interviewpersoner er vant til at blive interviewet og på forhånd var informeret om hovedlinjerne i interviewet, hvorfor de ofte foregreb de spørgsmål, der var i interviewguiden, således at strukturen i spørgsmålenes rækkefølge var umulig at styre under interviewet, der i samtlige tilfælde i høj grad havde karakter af en samtale. Således fungerede interviewguiden i en vis grad som en checkliste, der sikrede, at vi i interviewene kom omkring alle relevante emner, som vi har udledt af vores systematiserede koncepter. 3.4 Analytisk databehandling Målet med specialets analyse er selvsagt at svare på problemformuleringen. I dette afsnit ser vi nærmere på, hvordan vi gennem analyseprocessen kommer fra det indsamlede interviewmateriale og tættere på en besvarelse af problemformuleringen. Overordnet har kodeprocessen til formål at give et overblik over det empiriske materiale, der sætter os i stand til i den følgende analyse at syntetisere og dermed give os de svar, der ikke var åbenbare fra starten (Tanggaard & Brinkmann, 2010: 46). Ved kodning analyseres de transskriberede interviews ved at knytte labels (eller koder), der Side 79 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse repræsenterer indholdet, til bestemte interviewudsagn (Jakobsen, 2012: 173). I det følgende afsnit præsenteres det, hvordan de 11 transskriberede interviews er blevet kodet i forbindelse med specialets analyse. 3.4.1 Kodning af interviews Som det blev nævnt i afsnit 3.2, baserer undersøgelsen sig på en analysestrategi, der både indeholder deduktive og induktive elementer. Det er, som vi vil vise i det følgende, tydeligt i forbindelse med den måde, interviewmaterialet er blevet kodet. I denne proces er der nemlig først blevet anvendt deduktivt, begrebsdrevne koder og senere mere induktivt, datadrevne koder (Tanggaard & Brinkmann, 2010: 47). Årsagen hertil skal, som tidligere nævnt, i første instans findes i undersøgelsens problemformulering. Afledt heraf er de anvendte interviewguides udarbejdet på baggrund af vores forudgående viden og teori om de tre deltagelsestendenser, men samtidig relativt løst strukturerede med mange åbne spørgsmål. Det betød, at interviewpersonerne under de gennemførte interviews udfyldte den teoretisk udstukne ramme med egne begreber og fortolkninger af politisk deltagelse på Folkemødet (Kvale & Brinkmann 2009: 227). I kodningen af de transskriberede interviews måtte vi derfor både have den teoretiske operationalisering for øje, men samtidig forholde os så åbent til datamaterialet, at ingen af de indsamlede fortolkninger og oplevelser af politisk deltagelse på Folkemødet gik tabt. Disse metodiske overvejelser førte os til et tredelt kodehierarki med tilhørende slutkodeliste. Nedenfor redegøres for begge dele. 3.4.1.1 Kodehierarki Kodningen af undersøgelsens datamateriale, dvs. de elleve transskriberede interviews, blev gennemført med udgangspunkt i et kodehierarki. Et kodehierarki består af en kodeliste, hvor der til de mest abstrakte koder (hovedkoderne) knyttes mindre abstrakte koder (her både mellemkoder og underkoder). Fordelene ved et kodehierarki er, at det bliver lettere at håndtere koderne, når de systematisk bliver relateret til hinanden, ligesom udarbejdelsen af hierarkiet har tvunget os til at have et klart analytisk fokus for øje gennem hele processen (Jakobsen, 2012: 182-183). Hertil er der kongruens mellem kodehierarkiets niveaudeling og operationaliseringen af teorien. På den måde knyttes Side 80 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse der forbindelse mellem de bagvedliggende teoretiske begreber og de opsatte koder, og analysens målingsvaliditet styrkes (Bøgh Andersen, 2012: 98). Kodehierarkiets første niveau Kodehierarkiets første niveau er udviklet ud fra operationaliseringens baggrundskoncepter. I denne del af kodeprocessen var det følgelig vores mål at finde alle de interviewstykker, der kunne knyttes til hver af de tre overordnede deltagelsestendenser, dvs. interessevaretagelse, professionalisering af partiernes deltagelse og aktiviteter samt medialisering. Der blev gennemført en lukket kodning af hele datamaterialet. Det vil sige, at de transskriberede interviews blev kodet ud fra på forhånd definerede koder, hvor koderne indeholdt nøgleord, der refererer til indholdet af det pågældende tekststykke. I en lukket kodeproces som denne, dannes der ikke nye koder undervejs (Jakobsen, 2012: 176). Da der om de tre tendenser findes solid viden, og da de er teoretisk veldefinerede, var det på baggrund af teorikapitlet muligt på forhånd at definere de overordnede koder til at strukturere denne første systematisering af datamaterialet (ibid. 182). Som det fremgår af den anvendte kodeliste (se tabel 4 her under), var koderne på dette niveau abstrakte i den forstand, at de ikke fortæller noget af analytisk relevans om interviewudsagnenes egentlige indhold. I stedet var formålet på dette niveau alene at systematisere datamaterialet, så det blev muligt at arbejde analytisk videre med det. Kodehierarkiets andet niveau På kodehierarkiets andet niveau er der fokus på operationaliseringens systematiserede koncepter. Hvor alt interviewmaterialet på første niveau blev kodet efter hovedkoderne, kodes interviewmaterialet nu videre inden for deres hovedkoder og tildeles mellemkoder. Som på det foregående niveau er kodning også her foretaget som en lukket kodning. Det betyder som bekendt, at koderne er defineret på forhånd, og at der ikke er dannet nye koder undervejs. Hvad der i stedet adskiller de to niveauer er kodernes abstraktionsniveau – på dette niveau kommer vi et skridt nærmere det faktiske indhold i interviewudsagnene (ibid.,183). Side 81 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Koderne er på dette niveau defineret ud fra operationaliseringens systematiserede koncepter. For at hæve målingsvaliditeten har der i arbejdet med at formulere kodebeskrivelserne været lagt vægt på at definere dem sådan, at de præcist indfanger det bagvedliggende teoretiske begreb, og at de samtidig kan knyttes præcist og entydigt til bestemte interviewudsagn (ibid., 182). De enkelte mellemkoder og tilhørende kodebeskrivelser fremgår af tabel 4. Kodehierarkiets tredje niveau På kodehierarkiets tredje niveau kodes interviewmaterialet videre inden for dets mellemkoder og tildeles en underkode. Ligesom mellemkoderne relateres også underkoderne til operationaliseringens systematiserede koncepter, men fortæller som noget nyt om fx en interessevaretagelsespraksis (mellemkode) kan betegnes som korporatisme eller pluralisme (underkoder). I modsætning til de to foregående niveauer er kodning på dette niveau foregået som en delvist åben kodning, hvor der blev dannet nye koder undervejs. Hovedårsagen hertil er, at det på baggrund af den eksisterende teori og viden ikke var muligt at operationalisere, hvordan den politiske deltagelse på dette mere detaljerede niveau ville udfolde sig på netop Folkemødet. At kodningen kun kan betegnes som delvist åben hænger sammen med, at de teoretiske begreber fra de systematiserede koncepter guidede kodningen. Begrebsparrene ’korporatisme/pluralisme”, ”ikke-professionaliseret/professionaliseret” og ”medielogik/politisk logik” står således på vores kodeliste fra start, men hvad der skal til for, at et givent interviewudsagn kan kodes til at tyde på det ene eller andet, er ikke afgjort, før kodningen på dette niveau begyndte. I en sådan åben kodning genereres koderne ud fra det forhåndenværende datamateriale. Først tildeles interviewudsagnene specifikke, dvs. praksisnære koder, hvor der uden særlig skelen til teorien fx spørges ”hvad foregår der?”. Dette kan generere mange forskellige koder (ibid., 179), og gjorde det også i denne undersøgelse. Næste trin i den åbne kodning er følgelig at reducere de mange datadrevne koder, og gennem teoretisk refleksion at koble dem til de mere abstrakte teoretiske begreber (ibid., 183). I denne undersøgelse vil det sige til de nævnte begrebspar korporatisme/pluralisme, ikkeprofessionaliseret/professionaliseret og medielogik/politisk logik. Side 82 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Som vi var inde på tidligere i afsnit 3.2.2, blev også undersøgelsens indikatorer præciseret gennem denne dialog med datamaterialet. Der er således kongruens mellem beskrivelsen af underkoder og de i operationaliseringen opstillede indikatorer. Her er det igen væsentligt at pointere, at selv om underkoderne er udviklet, og indikatorerne præciseret gennem brugen af datadrevne koder, har indholdet i de bagvedliggende teoretiske begreber været styrende for den endelige udformning af begge dele. Gennem udarbejdelsen af slutkodelisten (se niveau tre i tabel 4) har det været målet at opstille præcise og veldefinerede koder. Det har sikret konsistens i kodningen af teksten, altså at det ikke er tilfældigt, hvilken kode der knyttes til et givent interviewudsagn. Samtidig virker den udførlige slutkodeliste til at højne undersøgelsens reliabilitet (ibid., 185). Side 83 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Første niveau Hovedkode Kodebeskrivelse Interessevaretag else Partiernes deltagelse og aktiviteter Alle interviewudsagn om: - Interesseorganisationer - Netværk - Kontakt til politikere Alle interviewudsagn om: - Politiske partier - Politikere - Ministre og Regering Mellemkode Praksisser for interessevaretagels e Styrkeforhold mellem interesseorganisati oner Etablering af kanal for politisk deltagelse Artikulering og aggregering af interesser Formulering af politik Medialisering Alle interviewudsagn om: - Events - Kommunikat ionsstrategier - Kommunikat ions- og deltagelsesfo rmer Eventets strategiske formål Event-deltagelsen i praksis Andet niveau Kodebeskrivelse Udsagn om kontaktflader mellem interesseorganisationer og politikere/borgere/embedsmæn d/andre organisationer Udsagn om økonomi, indflydelse, størrelse, legitimitet med fokus på relativ vægt mellem interesser Udsagn om, partimedlemmer og vælgerbefolkningens muligheder for at deltage i partiaktiviteter på Folkemødet Udsagn om, handlinger/ aktiviteter hvor opsøgning og identifikation af interesser er i fokus. Udsagn om, debat og formulering af partiernes politik. Udsagn om hvorfor aktørerne arrangerer events, hvad de vil bruge dem til strategisk og hvordan det afspejler sig i eventets praktiske udformning. Udsagn om hvordan det er at deltage i folkemødets events. Hvad præger kommunikationen? Og Hvilke roller praktiserer deltagerne? Side 84 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Underkodekode Udsagn tyder på korporatisme: Udsagn tyder på pluralisme: Tredje niveau Kodebeskrivelse Interessevaretagelse forbeholdt nøgleaktører i lukkede fora Interessevaretagelse foregår åbent og i konkurrence. Ingen adgangsbarrierer Udsagn tyder korporatisme: Udsagn tyder på pluralisme: Udsagn tyder på ikke-professionalisering: Udsagn tyder på professionalisering: Udsagn tyder på ikke-professionalisering: Udsagn tyder på professionalisering: Udsagn tyder på ikke-professionalisering: Udsagn tyder på professionalisering: Udsagn tyder på medielogik: De store organisationer sidder på indflydelsen De små organisationer udfordrer de stores indflydelse. Fokus på partimedlemmers og den almindelige vælgebefolknings deltagelse Fokus på parlamentarikere og partielites deltagelse Fokus på direkte dialog med vælgerbefolkningen Fokus på at profilere partiet overfor vælgerbefolkningen Fokus på debat af partierne politik og inddragelse af vælgerbefolkningen i udviklingen og formuleringen af politik Fokus på promovering og præsentation af partiernes politik samt inddragelse af policy-eliter Formålet med eventet er synlighed, eksponering, opmærksomhed etc. Udsagn tyder på politisk logik: Formålet med eventet er at sætte fokus på en specifik politisk sag, gruppe etc. Udsagn tyder på medielogik: Kommunikationen bærer præg af strategi og taktik. Deltagerne underholder og optræder på slap line. Kommunikationen er politisk-saglig, nærmest teknokratisk. Deltagerne er godt nok afslappede, men fokus er stadig på den politiske substans Udsagn tyder på politisk logik: Tabel 4. Samlet kodehierarki I det følgende afsnit bliver det opsummeret, hvordan det valgte forskningsdesign påvirker undersøgelsens validitet, reliabilitet og generaliserbarhed. Side 85 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 3.5 Opsummering af undersøgelsens validitet, reliabilitet og generaliserbarhed I dette afsnit opsummeres det, hvordan undersøgelsens forskningsdesign påvirker tre af de fire traditionelle forskningskriterier inden for statskundskab. De er målingsvaliditet, reliabilitet og generaliserbarhed (Bøgh Andersen, 2012: 97). Det fjerde traditionelle forskningskriterium, intern validitet, er ikke medtaget her, da det vedrører gyldigheden af kausalslutninger og følgelig ikke er relevant i denne undersøgelse (ibid., 104). Før vi vender os mod de enkelte forskningskriterier, skal det nævnes, at vi overordnet har ønsket at leve op til et forskningskriterium om gentagelighed (replicability), det vil sige at undersøgelsen vil kunne gentages af andre (ibid., 100). Det skal her bemærkes, at det ikke betyder en forventning om, at andre vil kunne gentage de gennemførte interviews og opnå præcis de samme udtalelser fra en informant. Til det er interviewsituationen for levende og kontekstafhængig (Tanggaard & Brinkmann, 2010: 491). Om idealet for gentagelighed for kvalitative interviewundersøgelser som denne gælder det derfor, at andre forskere i princippet vil kunne gennemføre undersøgelsen (Harrits et al., 2012: 147). Vi har derfor bestræbt os på at arbejde ud fra så eksplicitte procedurer, at man som læser kan følge vejen fra design, til udførelse og videre til resultater. Dette skulle gerne muliggøre kritisk stillingtagen til undersøgelsens resultater, at andre kan lade sig inspirere til at lave tilsvarende undersøgelse og dermed endeligt til en kumulativ opbygning af viden om politisk deltagelse på Folkemødet (Tanggaard & Brinkmann, 2010: 491). Målingsvaliditet er et udtryk for, om der er overensstemmelse mellem den teoretiske og operationelle definition (Adcock & Collier, 2001: 530), og om vi altså undersøger det, vi faktisk vil undersøge (Bøgh Andersen, 2012: 100). Denne undersøgelses målingsvaliditet er først og fremmest sikret ved den grundige operationalisering af de bagvedliggende teoretiske begreber, og ved at operationaliseringerne efterfølgende var styrende for såvel udarbejdelsen af interviewguide som kodningen af datamaterialet. På den måde har vi forskningsprocessen igennem haft øje for de bagvedliggende teoretiske begreber, som vi ønskede at undersøge på Folkemødet. Det skal dog nævnes, at undersøgelsens målingsvaliditet lider under, at der ikke før er foretaget lignende undersøgelser af Folkemødet. Udviklingen af de empiriske indikatorer for de teoretiske Side 86 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse begreber har derfor alene taget udgangspunkt i undersøgelsens eget datamateriale. Havde lignende undersøgelsers definitioner og resultater været inddraget, kunne det have styrket visheden for, at en given indikator faktisk var et udtryk for fx pluralistisk interessevaretagelse på Folkemødet. Hvor en problematisk målingsvaliditet giver systematiske fejl, skaber reliabilitetsproblemer tilfældige fejl i indsamlingen og behandlingen af data (ibid., 102). Gennem arbejdsprocessen med undersøgelsen har vi styrket reliabiliteten på to måder. Som det første har vi i forbindelse med indsamlingen af datamaterialet arbejdet på at frembringe data, der er konsistent og ikke behæftet med fejl. Vi har derfor anvendt en velovervejet interviewguide i forbindelse med gennemførelsen af interviews, ligesom vi efterfølgende har foretaget en omhyggelig transskribering af samtlige interviews i deres fulde længde. Som det andet har vi forholdt os til reliabilitetsspørgsmålet i forbindelse med behandlingen af data, dvs. i kodeprocessen. Her har vi arbejdet med præcise, veldefinerede koder og på den måde sikret en konsistent kodning af data. Dertil er undersøgelsens reliabilitet styrket gennem interkodning (Jakobsen, 2012: 185), hvor vi hver især har kodet de samme interviewstykker, sammenlignet og diskuteret tvivlstilfælde. Som forskningskriterium handler generaliserbarhed om, hvad der kan generaliseres til og hvor gyldig denne generalisering er. I kvantitativ forskning og flere typer af casestudier handler generaliserbarheden om at kunne sige noget om andre, ikke undersøgte cases (Bøgh Andersen, 2012: 105). Det er ikke tilfældet for denne undersøgelse. I stedet kan generaliserbarheden i undersøgelser af denne type forstås som et ønske om genkendelighed (Tanggaard & Brinkmann, 2010: 490): Ved at undersøge den politiske deltagelse på Folkemødet bidrager vi også til en større forståelse af den politiske deltagelse i Danmark. Forudsætningen for at dette er muligt er, at Folkemødet kan betragtes som en paradigmatisk case, der belyser mere generelle egenskaber ved det pågældende samfund (Flyvbjerg, 2010: 477). Det, mener vi, gør sig gældende for Folkemødet. Til denne begivenhed er alle typer aktører fra det politiske system i Danmark samlet i fire dage med fokus på politiske aktiviteter og deltagelse. Det er derfor, med de forbehold der tidligere er nævnt (se afsnit 3.1.1), at en undersøgelse af politisk deltagelse på Folkemødet også kan fortælle noget om de Side 87 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse generelle betingelser for politisk deltagelse i Danmark, men lige så vigtigt, også hvor den politiske deltagelse på Folkemødet adskiller sig derfra. 3.6 Samlet analysemodel Side 88 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 4 Analyse I de følgende kapitler svarer vi på specialets problemformulering: Hvad karakteriserer den politiske deltagelse på Folkemødet? Og hvad er Folkemødets demokratiske potentiale? I kapitlerne 5-8 besvarer vi problemformuleringens første del gennem de tre delanalyser. I den første delanalyse, kapitel 5, undersøger vi, hvordan samspillet mellem de statslige aktører og civilsamfundets organiserede interesser i praksis udspiller sig på Folkemødet. Dernæst undersøger vi i kapitel 6, om den generelle tendens til professionalisering af partierne også slår igennem i partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet. I Kapitel 7 undersøger vi som det tredje, om den politiske deltagelse på Folkemødet er medialiseret. Analysen afrundes i kapitel 8 med en sammenfattende konklusion, hvor vi opsummerer, hvad der karakteriserer den politiske deltagelse på Folkemødet. I kapitel 9 besvarer vi problemformuleringens anden del. Her diskuterer vi Folkemødets demokratiske potentiale på baggrund af analysens indsigter. Side 89 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 5 Interessevaretagelse på Folkemødet ”Bare fordi vi er sådan en stor, gammel interesseorganisation, der repræsenterer 24 procent af Danmarks vareeksport, det giver ingen født ret til at blive hørt. Det afhænger helt konkret af din evne til at få gjort dine interesser til noget, som politikere kan bruge i forhold til deres dagsordener” (Panum Jensen, interview). I denne delanalyse undersøger vi, hvordan interessevaretagelse på Folkemødet foregår. I specialets teorikapitel, afsnit 2.2, tematiserede vi to modeller for organiseret interessevaretagelse, nemlig en korporativ og en pluralistisk model. Analysen undersøger, om interessevaretagelsen på Folkemødet er præget af pluralistiske eller korporative indflydelsespraksisser og styrkeforholdet mellem interesseorganisationerne, dvs. om Folkemødet udfordrer eller konsoliderer de etablerede interessers styrkeposition. I den følgende analyse behandles de to dimensioner separat, selvom de i praksis må forventes at overlappe. I første delanalyse undersøger vi, igennem hvilke kanaler de organiserede interesser i praksis søger og øver indflydelse på Folkemødet. Dernæst vender vi blikket mod anden analysedimension og undersøger, hvordan styrkeforholdet mellem interesseorganisationerne er på Folkemødet. Før vi går i gang med selve analysen, formulerer vi Folkemødets idegrundlag og institutionelle rammer for interessevaretagelsen for at kunne vurdere, om den konkrete interessevaretagelse lever op til Folkemødets idemæssige grundprincipper. 5.1 Folkemødets idegrundlag og institutionelle rammer: Interessevaretagelse Folkemødet er i sit udgangspunkt åbent for alle, og der er ingen eller kun meget få begrænsninger ift., hvilke organisationer og interesser, der har adgang til Folkemødet, idet ”alle lovlige danske organisationer, foreninger, virksomheder mm. samt private, der lever op til Folkemødets principper for events”, har adgang (Folkemødets hjemmeside, 2014c), og lukkede events mv. er udelukket fra Folkemødets officielle program. Vigtigheden af åbenhed understreges af sekretariatsmedarbejderne, der fortæller, at det Side 90 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse ligger “i hele visionsgrundlaget, at det netop skal være et sted, hvor man kan mødes og brydes på tværs af alle de professionelle, beslutningstagerne og det folkelige” (GrothMichelsen & Schenk, interview). Og man lægger netop stor vægt på, at politikere og andre centrale beslutningstagere skal være åbne for inputs fra en bred palet af aktører, hvorfor man fra arrangørernes side laver nogle målrettede initiativer, der skal opmuntre politikerne til at lytte: “[Vi har] sammen med DFS lavet det, der hedder "Folkemødets Dialogpris", hvor vi prøver at sige, at den politiker, som under Folkemødet har vist, at han/hun faktisk har lyttet rigtig meget, får så en vandrestatuette (…) [M]eningen er, at politikere og andre beslutningstagere kan sætte sig ned, og så lytte til en eller anden menig mand eller en forening, der stiller sig op” (Groth-Michelsen & Schenk, interview). I forlængelse heraf lader sekretariatsmedarbejderne forstå, at man på længere sigt håber, at Folkemødet kan bruges til decideret politikudvikling, hvilket man ifølge arrangørerne begynder at se tegn på: ”Det er interessant, at Folkemødet begynder at blive en del af organisationers årshjul, som et sted, man kan gå hen og få indfriet ideerne og få sendt nogle prøveballoner op,” siger Lena Schenk (Groth-Michelsen & Schenk, interview). Der er således et klart ønske fra arrangørernes side om, at decideret policyudvikling bliver en del af Folkemødet, hvor inputs og indflydelse i princippet kan komme fra hvem som helst. Et ønske, der således er udpræget pluralistisk i sit udgangspunkt, da barriererne for at få indflydelse i en sådan konstruktion næsten er helt fraværende for såvel organiserede interesser som menige borgere. 5.1.1 Opsamling Folkemødet må derfor som udgangspunkt karakteriseres som en klart pluralistisk begivenhed, idet hele idéen med mødet er at nedbryde de barrierer, der er mellem det politiske system og resten af samfundet. Dermed kan Folkemødet i sin grundidé betragtes som et modsvar til de korporative indflydelseskanaler, der eksisterer i dansk politik i dag. Dette understreges af, at der fra Folkemødesekretariatets side er forsøg på at sikre, at Folkemødet bliver et forum for decideret policyudvikling, der ellers under normale omstændigheder (og ikke mindst i en korporativ model) eksklusivt er forbeholdt statsligt styrede institutioner. Om de konkrete aktiviteter på Folkemødet reelt foregår i den pluralistiske ånd, som er udstukket fra Folkemødets side, undersøger vi i det følgende, hvor vi ser på, hvordan de forskellige aktører praktiserer den politiske interessevaretagelse på Folkemødet. Side 91 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 5.2 Pluralistiske og korporative indflydelsespraksisser på Folkemødet Som redegjort for i det ovenstående, er Folkemødets rammevilkår kendetegnet ved klare pluralistiske træk, hvor alle former for barrierer for at blive hørt og få indflydelse ideelt set er udryddet. Vi undersøger nu, hvordan og i hvilket omfang interesseorganisationer og andre aktører faktisk praktiserer interessevaretagelse på Folkemødet imellem pluralisme og korporatisme. 5.2.1 Pluralistiske træk I dette afsnit identificerer vi de pluralistiske træk ved den konkrete interessevaretagelse på Folkemødet. Første afsnit handler om, hvordan aktører bruger Folkemødet som en arena for pluralistisk interessevaretagelse. Dernæst ser vi på, hvordan pluralistiske netværk dannes på Folkemødet. Til sidst undersøger vi den enkelte borgers mulighed for indflydelse. 5.2.1.1 Folkemødet som arena for åben konkurrence Som analysens indledende citat fra Anders Panum Jensen beskriver, ser Landbrug og Fødevarer Folkemødet som en arena, hvor indflydelse og politikernes lydhørhed ikke kan tages for givet – selv ikke for en stor, gammel organisation. Fra flere sider beskrives interessevaretagelsen på Folkemødet som en råbekonkurrence eller lignende: ”Folkemødet har jo udviklet sig lidt til en maskulin kamp om, hvem der har den største. Det handler om at råbe højest, hvis du vil høres. Så det, du kan på Folkemødet, er jo at vise en form for styrke bag budskabet”, fortæller Alexander Nepper (interview), der ikke lægger skjul på, at han anser Folkemødet som værende en kampplads, hvor forskellige interesser kæmper om politikernes og forvaltningernes opmærksomhed og ressourcer. ”[K]ampen om opmærksomhed derovre er jo fra alle. Det er jo for eksempel Diabetikerforeninger og alle mulige andre, der ønsker opmærksomhed” (Nepper, interview). Og at synlighed og opmærksomhed er en effektiv måde at komme igennem til politikere og andre interessenter på, indikerer Alexander Nepper også med sin forklaring på, hvordan URK’s Folkemødedeltagelse giver udslag i konkrete resultater: ”Der blev lagt mærke til os, og så bliver der jo også lagt mærke til os bagefter. Det har vi også kunnet mærke på mødeinvitationer fra forskellige aktører, der er Side 92 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse interessante for os, og henvendelser vi har fået fra samarbejdsorganisationer, som siger ’vi så jer på Folkemødet. Skal vi lave noget sammen?’ og på den måde prøver vi jo at positionere os som værende en aktør” (Nepper interview). Folkemødet kan netop bruges i denne sammenhæng, fordi rammerne giver organisationer mulighed for at profilere sig og vise styrke bag deres budskaber. Nepper fortæller, hvordan han kan invitere en minister ned på URK’s ”enormt store skib nede i havnen”, hvorefter hun går derfra og tænker ”fuck, de er seje” (Nepper, interview). Landbrug & Fødevarer accepterer de præmisser, og arbejder på samme måde som URK for at sikre opmærksomhed om sin organisation og politiske mærkesager. Og det kræver, at man formår at tiltrække en stor og bred skare af folk, der synes, at det, man laver i sit telt, er interessant: ”Hvis du står med et lille, forkølet telt, hvor der ikke kommer nogle mennesker, så trækker du heller ikke de der få, tunge interessenter til” (Panum Jensen, interview). Der er altså fra organisationernes side et udtalt fokus på, at man på Folkemødet er i direkte konkurrence med andre organisationer og interesser om opmærksomhed, og at der må arbejdes målrettet, hvis man ønsker at udbygge og vedligeholde sin indflydelse. Med hensyn til en etableret organisation som Landbrug og Fødevarer er det ligeledes interessant, at de bliver nødt til at spille med på Folkemødets præmis om konkurrence, hvis de vil tiltrække de ”få, tunge interessenter”. Hvor Landbrug og Fødevarer pointerer, at de ikke længere er selvskrevne til at blive involveret i de politiske processer, der berører deres område, ser vi altså hos en mindre, frivillig organisation, at der har åbnet sig nye muligheder for at gøre sig gældende, og at det er noget, URK forsøger at gribe på Folkemødet ved aktivt at vise sig frem. Landbrug og Fødevarer forholder sig også til denne udvikling: ”Du kan jo sagtens opleve, at du som en meget lille interesse, hvis du formår at placere dig i de rigtige samtaler på et Folkemøde, så kan du måske få solgt nogle ideer til nogle meget tunge interessenter, der i dag er meget mere ligeglade med, hvor den idé egentlig kommer fra, end de ville være, i "den gamle" verden, hvor man i høj grad skyldte nogle etablerede interesser at lytte primært til dem” (Panum Jensen, interview). Side 93 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Her ses altså en klar pluralistisk tendens, hvor interessevaretagelse på Folkemødet er præget af konkurrence mellem ligestillede parter, hvor ingen på forhånd er sikret en plads ved forhandlingsbordet, og man må presse sig på fra sag til sag, hvis man vil have indflydelse. Politikernes ageren på Folkemødet stemmer fint overens med den pluralistiske konkurrencesituation, som interesseorganisationerne mener, at Folkemødet er. Ifølge egne udsagn er politikerne nemlig oprigtigt interesserede i at høre forskellige politiske holdninger og argumenter fra aktører, de ikke normalt konfronteres med. Jeppe Kofod forklarer: ”Jeg synes, man får det – hvis det er optimalt – ud af det, at man kan dels lytte til andre og dels få rykket ens meget fastlåste Christiansborgpolitik, hvor man er låst fast i nogle taktiske mønstre og nogle budskaber (…). Og også selvom man måske ikke melder ud på ting, så kan man også lade sig inspirere af andre, som man så kan tage med sig i sit politiske arbejde senere. Det er en ligeså vigtig del af det, altså input til det videre tankegods. Det er sådan i hvert fald idealet for mig” (Kofod, interview). Samtlige politikere pointerer, at man som et politisk engageret menneske naturligt finder Folkemødet og dets debatter interessante og attraktive, uden at man nødvendigvis har nogen strategisk dagsorden. Samtlige politikere giver udtryk for, at de på Folkemødet har et overordentligt stramt program og må afvise mange invitationer fra de organisationer, der arrangerer debatter (Kofod, interview; Mikkelsen, interview; Olsen, interview; Westermann, interview). Der er med andre ord rift om politikernes opmærksomhed på Folkemødet, men ifølge både Joachim B. Olsen og Jeppe Kofod, er det mindst ligeså vigtigt for politikerne at lytte til andre, som det er selv at deltage i en debat: ”Nogle gange er det også bare dejligt at sætte sig ned og lytte til nogle andre. Det vil man også gerne. Men der er jo mange, der hiver i én derovre,” fortæller Joachim B. Olsen (interview), der ligesom Jeppe Kofod bemærker, at han næste år vil skære ned på sin debatdeltagelse for at få mere tid til at være tilskuer. Ingen steder i vores interviews med politikere bliver der givet udtryk for, at man som politiker skylder nogen interesseorganisationer noget som helst, som ellers ville have Side 94 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse kendetegnet et korporativt setup. Politikerne oplever da også, at der bliver revet og flået i dem fra alle sider, når der skal arrangeres debatter og andre events, og at kampen om opmærksomhed foregår med alle midler: ”Der kommer stakkevis af invitationer på forhånd fra alle mulige arrangører og organisationer, der er derovre. Det kan være landdistrikter, det kan være landbrug, det kan være finanshistorier, det kan være mange,” fortæller Leif Mikkelsen (interview), der overvejer, om Liberal Alliance skal nedlægge deres telt til næste år og udelukkende være tilstede ved andres debatter. På den baggrund kan man umiddelbart konkludere, at både politikere og lobbyister på Folkemødet betragter arrangementet som pluralistisk – helt i tråd med Folkemødets grundlæggende idé, der, som vi viste i afsnit 5.1, netop er designet til at åbne op for de lukkede, korporative kanaler, hvor store, veletablerede organisationer som fx Landbrug og Fødevarer er mere eller mindre selvskrevne til en plads ved forhandlingsbordet. Hvorvidt interessevaretagelse på Folkemødet reelt foregår i den tiltænkte pluralistiske ånd, er dog et andet spørgsmål, som vi belyser i det følgende, hvor vi ser nærmere på, hvordan politikere, lobbyister og andre aktører egentlig gebærder sig på Folkemødet. 5.2.1.2 Netværk med pluralistiske træk Folkemødets særligt uformelle form og afslappede omgangstone pointeres af såvel politikere som interesseorganisationer som afgørende for de gode muligheder, Folkemødet giver for at blive hørt og få sine interesser på dagsordenen. På Folkemødet er de barrierer, der normalt eksisterer mellem politikere og civilsamfundets aktører, brudt ned til et minimum: “[F]or mig er én af de vigtige ting ved Folkemødet, at politikerne har paraderne nede. Det er sommer, der er en øl i hånden, man synger, og de er ikke pakket ind i embedsmænd, så du kan have de der uformelle snakke,” fortæller Alexander Nepper (interview) og tilføjer, at han ”snakkede med flere politikere de fire dage derovre, end jeg har gjort resten af året”. Networking og opbygning af personlige relationer er naturligvis ikke i sig selv et pluralistisk træk – det afgørende er, om netværkene er lukkede og eksklusive, eller om de er åbne og tilgængelige for en bred vifte af aktører, der kan udfordre de etablerede aktører. Netværkenes korporative side er derfor også behandlet i analysens afsnit 5.2.2.3, der netop beskæftiger sig med korporative indflydelseskanaler på Folkemødet. Side 95 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Selvom de netværk, der bliver plejet på Folkemødet, kan være af såvel korporativ som pluralistisk karakter, giver de professionelle lobbyister, vi har talt med, i hovedsagen udtryk for, at de normale hierarkier og bureaukratiske foranstaltninger, der eksisterer til hverdag på Christiansborg og andre steder, er mere eller mindre fraværende på Bornholm. Interesseorganisationerne fortæller som beskrevet ovenfor, at de uformelle rammer i Allinge bevirker, at politikerne og andre deltagere ”har paraderne nede” og er tilgængelige på en anden måde, end man oplever til hverdag. Jeppe Kofod (interview) forklarer blandt andet, hvordan han i 2012 deltog i et arrangement med Danmarks Rederiforening og Amnesty International i relation til en folketingsforhandling om våbenhandelstraktater, hvor man på Folkemødet blev enige om at udarbejde et kodeks vedr. våbentransport: ”Så der sker noget med, at man bringes sammen, fordi folk er lidt mere åbne om at mødes på kryds og tværs, end man er i dagligdagen, fordi det er rammen, der er lidt mere afslappet. Jeg tror ikke, at Rederiforeningen nødvendigvis ville mødes med Amnesty og politikerne sammen til daglig. De har nogle andre prioriteter, vil jeg tro, men dér, der gør man det, fordi der er der mulighed for at lave det sådan” (Kofod, interview). Her peger Jeppe Kofod på, at den uformelle omgangstone på Folkemødet bevirker, at forskellige interesser finder sammen i alliancer, som man normalt ikke ville se uden for Folkemødet, og som dermed udfordrer de netværk og kanaler, som normalt eksisterer i et mere lukket miljø. Her er altså et klart billede på, hvordan Folkemødet er den direkte anledning til, at de normale og relativt fastlåste indflydelseskanaler bliver brudt, og nye konstellationer opstår, sådan som Folkemødets grundlag netop lægger op til. Peter Westermann (interview) beskriver netop dette særlige og åbne Folkemødemiljø, når han siger, at det ”er sådan lidt den der festivalstemning, man kommer i, når man er der.” På samme måde sammenligner Joachim B. Olsen (interview) Folkemødet med en “politisk Roskilde Festival”, hvor både centrale og perifere politiske aktører er samlet på et sted under afslappede og til tider festlige forhold. Forestillingen om Folkemødet som et eksempel på det politiske Danmark, som vi præsenterede det i specialets metodekapitel, bliver også berørt af flere af politikerne: ”Det får i hvert fald politik trukket helt ned lokalt på et enkelt sted, hvor du virkelig samler alt, hvad der kan krybe Side 96 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse og gå af aktører inden for dansk politik på et sted. Og det giver sådan en meget god andedamsstemning.” (Peter Westermann, interview). Ifølge Joachim B. Olsen er denne særlige atmosfære medvirkende til, at de få barrierer, der trods alt er mellem politikere og resten af samfundet i hverdagen, ”de bliver så brudt ned, så bliver der en anden kontakt” (Olsen, interview). Overordnet om pluralistisk netværksdannelse på Folkemødet konkluderer vi, at den uformelle omgangstone betyder, at der opstår nye muligheder og åbninger for alternative interessevaretagelseskanaler og -praksisser. Hovedårsagen hertil er, at så mange interessenter er samlet på et så lille område, at muligheden for, at visse stærke aktører kan ”isolere” de mest centrale interessenter i lukkede fora på Folkemødet, begrænses. 5.2.1.3 Borgerinddragelse Den enkelte borgers mulighed for at blive hørt og få indflydelse på den politiske proces og dagsorden er større i et åbent, pluralistisk forum, end i et korporativt system, hvor interessevaretagelsen foretages eksklusivt af få organisationer. Det er svært på det foreliggende grundlag at vurdere, om de menige borgere på Folkemødet reelt har mulighed for at påvirke den politiske beslutningsproces, men muligheden for at blive hørt af politikerne er ifølge vores respondenter klart til stede, og tilgængeligheden på Folkemødet er således ikke alene forbeholdt de professionelle aktører: ”[J]eg synes, at det vidner om Danmarks styrke, at man kan være så tæt på politikerne, så jeg er glad, når jeg kan stå i en fredagsbar, og så går den ene minister efter den anden forbi mig, og det, synes jeg, er positivt. Og på den måde kan man sige, at så er der kortere fra borger til politikere, og så kan det være, at det styrker demokratiet, fordi så føler jeg mere, at man kan ændre tingene” (Kring, interview). Også politikerne giver udtryk for, at borgerne på Folkemødet har usædvanlig god mulighed for at blive hørt, og at politikerne rent faktisk bliver ”inspireret” (Kofod, interview) af mødet med menigmand på Folkemødet. Denne oplevelse deler Tom Christensen, der fortæller, hvordan man kan komme i kontakt med de professionelle aktører, hvis man blot henvender sig uden for de programsatte events: ”Det er først, når Side 97 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse du er ude på gaden (…), at du møder en Jeppe Kofod på cykel, eller en minister på en cykel og så stopper han eller hun op,” fortæller Christensen (interview). 5.2.1.4 Opsummering af pluralisme på Folkemødet Folkemødet er i sin grundidé præget af et ønske om at åbne de politiske indflydelseskanaler, som interesseorganisationer har, og til dels også at skabe et forum for decideret policy-udvikling. Folkemødets grundlæggende pluralistiske træk findes også i vid udstrækning blandt de aktører på Folkemødet, der er involveret i interessevaretagelsen. Både politikere og lobbyister betragter Folkemødet ud fra en pluralistisk logik, hvor der er fri konkurrence mellem en mange forskellige interesser, og alle parter lader til at være indforståede med, at politikerne ikke skylder visse centrale organisationer deres opmærksomhed, som vi ville have forventet i et korporativt setup. Blandt de i empirien hyppigst omtalte interessevaretagelsespraksisser, finder vi netværk eller personlige relationer mellem politikere, embedsmænd og interesseorganisationer. Selvom netværk også kan betragtes i en korporativ logik, hvilket bliver gjort i det følgende afsnit, er der alligevel klare indikationer på, at netværkene på Folkemødet er af tilpas åben og tilgængelig karakter, og at de kan betragtes som pluralistiske udfordringer af de relativt korporative vilkår, som eksisterer uden for Folkemødet. 5.2.2 Korporative træk Efter at have konstateret, at Folkemødet i tråd med arrangementets grundidé bærer præg af en række klart pluralistiske træk, vil vi i det følgende undersøge, hvilke korporative praksisser vi finder på Folkemødet. 5.2.2.1 Folkemødet som funktionel repræsentation Det klareste eksempel på en korporativ fortolkning af Folkemødet er Liberal Alliances Joachim B. Olsen, da vi spørger ham til, om han har særlige bekymringer over antallet af lobbyister på Folkemødet: ”Det er jo ikke noget ondt. Alle borgere i Danmark er repræsenteret af en eller anden politisk organisation, ligegyldigt om du er arbejdsgiver eller arbejdstager. Det er vi alle sammen, og det er jo en del af demokratiet” (Olsen, interview). Her lægger politikeren vægt på, at den organiserede interessevaretagelse er legitim i henhold til det korporative ideal om funktionel repræsentation, hvor centrale Side 98 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse organisationer – her ved arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer – taler på vegne af den brede befolkning. SF’s Peter Westermann, der lægger vægt på mødet som et samlingssted for samfundets organiserede interesser, hvor han netop fremhæver de organisationer, hvis lobbyarbejde er ”legitimt, fordi min opfattelse af vores demokrati er, at der er forskellige organiserede interesser i samfundet, som har en fuldstændigt legitim dagsorden at komme med, fagbevægelsen for eksempel” (Westermann, interview). Om end tillid og forståelse mellem samfundets centrale politiske aktører ikke er et forhold, der kun kendetegner korporatisme, er det alligevel værd at bemærke, hvordan Peter Westermann anser Folkemødet som en katalysator for samarbejde og konsensus frem for en kampplads for modstridende interesser (ibid.). Westermann understreger dog samtidig, i lighed med interesseorganisationsrepræsentanterne, at åbenhed bør være en forudsætning for alt, der foregår på Folkemødet, og at det er illegitimt, ”hvis man sagde, 'det her er kun for højrefløjen, eller det er kun for venstrefløjen, eller det er kun for nogen af jer'. Det skal jo være åbent og tilgængeligt for dem, der har valgt at være der” (Westermann, interview). Også interesseorganisationerne giver udtryk for, at der på Folkemødet er en anden og mere åben kommunikation, der øger tilliden og forståelsen mellem ellers modsatrettede interesser. Anders Panum Jensen fortæller, hvordan Folkemødet er med til at bringe Landbrug & Fødevarer tættere på sine traditionelle modstandere inden for miljøområdet: ”Når vi står der ved siden af Dyrenes Beskyttelse, så snakker vi jo ekstremt meget om det, og så er vi naboer der, og det er jo i god stemning” (Panum Jensen, interview), og han påpeger, at Landbrug og Fødevarer går målrettet efter at skabe alliancer med deres ngo-modstandere for sikre bred opbakning til deres politik (ibid.). 5.2.2.2 Lukkede arrangementer på Folkemødet Fra interesseorganisationernes side er der på Folkemødet ikke stor fokus på at søge indflydelse igennem klassisk korporative kanaler. Som Anders Panum Jensen understreger i analysens indledende citat, er Folkemødet mest interessant i en ikkekorporativ optik. Alligevel forsøgte Landbrug & Fødevarer sig i 2013 med et arrangement, hvor man inviterede en række af de mest centrale politikere mv. til en Side 99 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse middag i Allinge. Og selvom Folkemødet er et godt sted at arbejde igennem korporative kanaler, understreger Panum Jensen, at det ikke er noget, man vil gentage: ”Der var der virkelig værdifuld dialog omkring det bord i forhold til en bred kreds af vigtige interessenter. Men så havde den så det minus, at der var noget "lukket område-noget", men eventet som sådan var meget vellykket (…). Jeg tror helt klart, at der er en grænse for hvad man kan. Dybest set passer det med lukkede events ikke særlig godt ind i Folkemødekonceptet” (Anders Panum Jensen, interview). Samme toner lyder fra Alexander Nepper, der som repræsentant for en mindre ngo, ikke uden videre kan forvente at blive inviteret til at deltage i den slags lukkede fora. Han kalder det problematisk, ”når du tager den der lukkethedskultur fra København med derover,” fordi det, som han formulerer det, ”i Folkemødeånden ikke er legitimt” (Nepper, interview). Selvom denne form for lukkede arrangementer ikke er legitime, ifølge blandt andre Alexander Nepper, lyder det alligevel fra flere sider (Nepper, interview; Mikkelsen, interview), at der fremover kan komme flere events med adgangsbegrænsning som følge af Folkemødets hastige ekspansion: ”Hvis Folkemødet bliver for stort, og massen bliver for broget, så begynder folk at lukke sig ind i nogle lukkede rum. Dét er måske også en stor udfordring ved at gøre det større, end det er. Det bliver nok noget med invitationer. Jeg skal nok sikre mig min, haha!” (Nepper, interview). I empirien finder vi dog ikke mange eksempler på, at den lukkede interessevaretagelse er noget, der præger Folkemødet. Politikerne giver i empirien udtryk for, at den slags korporative tiltag på Folkemødet i form af eksklusive møder og andre arrangementer målrettet specifikke nøgleaktører er meget begrænsede i omfang. Peter Westermann og Joachim B. Olsen (interview) siger begge, at de ikke har oplevet lukkede arrangementer, og alle fire interviewede politikere er enige om, at Folkemødet bør være et sted, hvor åbenhed og tilgængelighed er gældende overalt. Selvom det empiriske materiale er sparsomt for så vidt angår lukkede arrangementer på Folkemødet, har vi dog her klare indikationer på, at Folkemødet ikke er velegnet til at pleje interesser igennem den slags lukkede kredse, som vi kender det fra korporatismen. Side 100 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Det er således interessant, at Folkemødets grundidé lader til at være så relativt stærk, at arrangøren af det lukkede arrangement, Landbrug & Fødevarer, selv gør det klart, at man ikke kommer til at arrangere et sådant møde i fremtiden på Folkemødet. 5.2.2.3 Netværk med korporative træk I forrige afsnit konkluderede vi, at Folkemødets gode vilkår for at pleje netværk blev brugt til at muliggøre nogle pluralistiske interessevaretagelseskanaler, som ellers ikke ville være til stede. Imidlertid kan Folkemødet også bruges til at opretholde de relativt lukkede og korporative netværk, der eksisterer uden for Folkemødet. Landbrug & Fødevarers lukkede event er et eksempel på et relativt formelt netværksarrangement, men denne form for interessevaretagelse foregår også på det mere uformelle plan og bliver brugt målrettet og flittigt til at fremme de sager, interesseorganisationerne arbejder med til daglig. Dermed er der også forhold, der peger på, at Folkemødenetværkene reelt ikke udfordrer de etablerede styrkepositioner og procedurer. Især Panum Jensen lægger vægt på, at Landbrug og Fødevarers deltagelse på Folkemødet er en direkte forlængelse af det daglige arbejde – blot i et andet forum. I forhold til dagligdagen bemærker Panum Jensen således, at interessevaretagelsen er langt mere effektiv på Folkemødet: ”Jeg er ikke i position til at have møde med en minister. Det er kun vores formænd og vores øverste direktion, der har det her i huset, men på Bornholm, der kan jeg sagtens snakke med ministre, fordi der er tingene udjævnede på den måde” (Panum Jensen, interview). Og her giver interesseorganisationerne klart udtryk for, at det, man foretager på Folkemødet, ikke som sådan adskiller sig fra den daglige aktivitet – intensiteten er bare højere: ”Jo, det er hyggeligt og du får en personlig relation til de folk, du snakker med, når du har en fadøl i hånden og spiser en bøf, som du ikke havde fået til et 30 minutters kaffemøde på Christiansborg, men budskaberne er de samme” (Nepper, interview). Panum Jensen forklarer ligeledes, hvordan Folkemødet indgår i forlængelse af Landbrug og Fødevarers daglige arbejde: “Det er som et boost til det daglige. Det er Side 101 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse som en booster rocket der lige kommer på i nogle dage dér, (…) Det, vi gør derovre, er det, vi gør til daglig, det er bare gange ti i intensitet” (Panum Jensen, interview). Derfor er Folkemødet også blevet en fast og uomgængelig del af organisationernes interessevaretagelse, som indgår i deres lobby-arbejde på samme professionelle måde, som uden for Folkemødet. Som Alexander Nepper forklarer, er Folkemødet en så central del af professionel interessevaretagelse, at man ikke kan blive væk fra Folkemødet “og så forvente at være en vigtig aktør i det efterfølgende spil” (Nepper, interview). En del af netværksarbejdet på Folkemødet foregår på en måde, der ikke – som beskrevet tidligere – kan betegnes som åbent eller tilgængeligt, selvom der ikke er tale om decideret lukkede arrangementer. Panum Jensen fortæller, hvordan det er udbredt at have en form for baglokale, hvor man kan drøfte politiske sager med vigtige aktører, ”hvor man kan sætte sig ind og drikke en kop kaffe (…), det bliver jo ikke til sådan lukkede events, det er jo bare sådan, at man har et eller andet sted, man kan snakke fortroligt” (Panum Jensen, interview). Af Panum Jensens udtalelse kan vi læse, at selvom de mere formelle arrangementer på Folkemødet bør foregå i åbenhed, er der stadig rig mulighed for at pleje interesser i lukkede omgivelser. Hvorvidt brugen af baglokaler er udbredt, og om de også benyttes af mindre interesseorganisationer end Landbrug & Fødevarer, kan vi ikke ud fra empirien sige meget om. Det står dog klart, at det netværksarbejde, som vores lobbyrespondenter og politikere lægger stor vægt på, når de taler om Folkemødets kvaliteter, kan tage både relativt pluralistiske og relativt korporative former. Det afhænger blot af, om disse netværk forstærker eller udfordrer den gældende orden. Lægger vi imidlertid dertil politikernes tilkendegivelser om, at de på Folkemødet ikke retter speciel opmærksomhed mod visse centrale organisationer, kan vi ikke afvise, at også mindre organisationer har mulighed for at tale med politikere og andre centrale interessenter under sådanne private forhold. 5.2.2.4 Opsummering af korporatisme på Folkemødet Folkemødet er, ifølge vores respondenter, ikke en velegnet arena til korporativ interessevaretagelse. Dette er ikke overraskende, da Folkemødets idemæssige grundprincipper netop er kendetegnet ved åbenhed og lighed mellem deltagerne, som Side 102 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse står i modsætning til korporatismens lukkede indflydelseskanaler og privilegering af få, centrale aktører. Tilmed ser vi i empirien tegn på, at én af landets største og ældste interesseorganisationer, Landbrug & Fødevarer, er meget bevidst om, at man ikke sender signaler om lukkethed og eksklusivitet på Folkemødet, selvom netop det lukkede og eksklusive ifølge Panum Jensen var ”meget, meget vellykket på sine egne præmisser.” Hvorvidt den mere uformelle netværksaktivitet, der finder sted på Folkemødet, er med til at styrke korporative tendenser, hvor få og etablerede organisationer konsoliderer deres styrkeposition, er svær at fastslå. Det kan dog ikke udelukkes, at der på Folkemødet i det skjulte foregår korporativ, netværksbaseret interessevaretagelse, lig interessevaretagelsen i det daglige. 5.2.3 Opsamling Overordnet set konkluderer vi på baggrund af dette analyseafsnit, at interessevaretagelsen på Folkemødet i langt overvejende grad foregår på pluralistiske præmisser, sådan som også Folkemødets arrangører lægger op til, og der er sågar eksempler på decideret policyudvikling på Folkemødet. Folkemødet deltagerne accepterer i udgangspunktet Folkemødets idémæssige grundprincip om åbenhed og tilgængelig hed, og lukkede interessevaretagelsespraksisser er ikke velansete på Folkemødet. Imidlertid tegner der sig et billede af, at der også på Folkemødet foregår en mere korporativt, netværksbaseret interessevaretagelse i det skjulte, men Folkemødet kan opsamlende betragtes som et pluralistisk forum for interessevaretagelse. 5.3 Ressourcer Som vi har vist i delanalysens første afsnit, er Folkemødet primært et forum for pluralistisk interessevaretagelse, og Folkemødet er således præget af åben konkurrence. Denne analysedel undersøger, hvordan de mere åbne betingelser for interessevaretagelse påvirker forholdet mellem store og små organisationer og de ressourcer, de har til rådighed, og om Folkemødet derfor udfordrer de normale og mere korporative interessevaretagelsesstrukturer og eksisterende styrkepositioner. Som vi har vist i analysens første del, er de korporative indflydelseskanaler på Folkemødet stærkt begrænsede, og interesseorganisationernes indflydelse er i det store Side 103 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse hele overladt til de åbne, konkurrenceprægede kanaler, som kendetegner den pluralistiske model for interessevaretagelse. Vi har dog omtalt ovenfor, at der på Folkemødet har været afholdt lukkede arrangementer for centrale aktører inden for afgrænsede policy-områder, hvor Landbrug & Fødevarers middag fremstår som det eksempel, der er bedst belyst i empirien. Her ser vi et eksempel på én af de gamle og store organisationer, der bruger sin styrke og centrale placering til at arrangere et møde, hvor man samler dem, man gerne vil påvirke, og som naturlig følge heraf, udelukker modsatrettede interesser. Det er interessant, at denne form for interessevaretagelse på Folkemødet undsiges at såvel politikere som Landbrug & Fødevarer selv, idet man – som Nepper forklarer det – tager en ”lukkethedskultur fra København med derover” (Nepper, interview). Interesseorganisationernes muligheder for at påvirke politiske beslutninger kan dog, som redegjort for i teoriafsnittet, tage en lang række former. Fælles for dem er, at de har til formål at presse visse interesser på de politiske beslutningstageres dagsorden, således at disse interesser tilgodeses. Vi har i vores empiriske materiale identificeret en række parametre for, hvordan og med hvilke ressourcer interesseorganisationer kan gøre deres dagsorden synlig, og dermed deres indflydelse gældende, på Folkemødet. Disse analyserer vi i det følgende. 5.3.1 Gennemslagskraft og synlighed på Folkemødet Sammenfattende kan det ud fra vores empiri konkluderes, at det at gøre sig synlig og positionere sig som en væsentlig politisk aktør er blandt de væsentligste kriterier for at være succesfuldt til stede som interesseorganisation på Folkemødet. Det handler om at positionere sig, profilere sig, og vise de andre aktører, at man er en seriøs medspiller i det demokratiske system – ikke mindst for en organisation som Ungdommens Røde Kors, der i modsætning til fx Landbrug & Fødevarer ikke tager politisk indflydelse og gennemslagskraft for givet (Nepper, interview). Med andre ord er Folkemødet et sted, hvor man kan legitimere sin rolle og eksistens som politisk aktør. I dette afsnit undersøger vi, hvordan man på Folkemødet kan forsøge at indfri denne ambition, og om Folkemødet giver nye indflydelsesmuligheder til de mindre etablerede og mindre ressourcestærke organisationer, eller om det er business as usual, hvor de store dominerer. Side 104 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse I forlængelse af afsnit 5.2.1.1, hvor vi konkluderede, at lobbyister og politikere primært betragter Folkemødet som et pluralistisk interessevaretagelsesforum, analyserer vi, hvad det kræver, hvis man skal gøre sig synlig for politiske aktører på Folkemødet. Ressourcer Fælles for de tiltag, der kan sikre den nødvendige opmærksomhed og gennemslagskraft på Folkemødet er, at de er ressourcekrævende. I det følgende har vi forsøgt at opstille de ressourcer, som vi ud fra empirien har identificeret som mest relevante for at sætte sig igennem på Folkemødet og skabe synlighed. ”Og sådan helt oppe for enden, der sidder en eller anden lille kristen forening, tydeligvis frivilligt drevet. Tre mennesker i sådan et telt, der sad der hele ugen. Jeg tror ikke, der har været ret mange inde og tale med dem (…). Men hvis du vil ses, og hvis du vil høres, så er det meget svært ikke at lægge et professionelt fokus på det. Fordi det er de [professionelle aktører], du slås med.”(Nepper, interview). Et af de forhold, der typisk bliver fremhævet som særligt problematisk ved en korporativ interessevaretagelsesmodel, er, at ulighed i ressourcer i højere grad manifesterer sig i politisk indflydelse, og at korporatismen således favoriserer de store interesseorganisationer, herunder først og fremmest lønmodtager- og erhvervsorganisationer, der repræsenterer hhv. stor vælgermasse og kapital. I pluralismen spiller ressourcer ligeledes en central rolle for interesseorganisationers indflydelsesmuligheder, men i og med at indflydelseskanalerne er mere åbne, betyder det, at ressourcespørgsmålet bliver bredt ud til at gælde andre forhold end blot de ressourcer, de traditionelle korporative organisationer besidder. 5.3.1.1 Økonomiske ressourcer Netop det økonomiske ressourcespørgsmål tages gentagne gange op i vores interviews med interesseorganisationer, politikere og Folkemødesekretariatet. Både URK og Landbrug & Fødevarer tilkendegiver, at man lægger betydelige økonomiske ressourcer i tilstedeværelsen, fordi, som Panum Jensen siger, ”vi gider ikke stå med en tom stand. Vi skal have noget, der trækker folk til, og det koster bare ressourcer” (Panum Jensen, interview). Samme besked lyder fra URK, der brugte 120.000 kr. alene på at leje den båd, man havde liggende i havnen i Allinge under Folkemødet, og omkring en kvart Side 105 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse million kr. på hele arrangementet. Ifølge Nepper er det et ganske betydeligt beløb for en organisation, hvis aktiviteter primært er drevet af frivillige og på trods af de relativt mange penge, organisationen brugte, var URK stadig ikke i nærheden af at kunne hamle op med nogle af de arrangementer, som de kommercielle virksomheder og organisationer holdt, hvor der ”nok [er] et par nuller mere bagved, end hvad jeg har brugt” (Nepper, interview). Han nævner, at man afsøgte muligheden for at servere gratis fadøl, men konstaterede, at det var for dyrt, og skyder på, at nogle af kommunikationsbureauerne har brugt over en million kroner på gratis fadøl på Folkemødet. Økonomiske ressourcer spiller også en væsentlig rolle i forhold til den geografiske placering af de forskellige aktører på Folkemødets stande og telte. Lena Schenk fra Folkemødesekretariatet forklarer, at efterhånden som de fondsmidler, som tidligere finansierede en stor del arrangørernes budget, udløber, må man finde økonomiske ressourcer andre steder. Og her er betalingen for de bedste placeringer på festivalarealet en væsentlig indtægtskilde: ”Vi har skullet finde vores finansiering mere i Folkemødet i sig selv. Og så må vi sige, hvad er en attraktiv vare vi kan sælge? Jamen det er jo blandt andet nogle placeringer, og derfor har vi valgt at indgå nogle sponsoraftaler (…). Så for nogle har det været muligt sammen med den sponsoraftale, at [sige, at] de vil gerne have en bestemt placering” (Groth Michelsen & Schenk, interview). Dette gør sig blandt andet gældende for Landbrug & Fødevarer, der har tegnet et guldsponsorat, der koster minimum 100.000 kroner (Folkemødets hjemmeside, 2014e). Sponsoratet er i praksis betaling for de bedste placeringer på pladsen. Pladser, som ifølge Nepper er altafgørende for, hvor synlig man er på Folkemødet: ”Hvis vi får kajpladsen, kommer vi med skibet og gør det endnu større, end vi gjorde sidste år. Men hvis vi ikke får kajpladsen, så kan jeg ikke forestille mig, at der kommer mere end 5-6 mand” (Nepper, interview). For så vidt angår organisationer, der ikke kan mobilisere de økonomiske ressourcer, som Landbrug & Fødevarer – eller for den sags skyld URK – kan de økonomiske udfordringer ved at være synlige på Folkemødet være uoverskuelige. Tom Christensen, Side 106 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse som vi egentlig interviewede som almindelig borger på Folkemødet, fortalte, at han blandt andet havde været på Folkemødet for at undersøge, om Dansk Skoleidræt, som han sidder i bestyrelsen for, skulle have en stand på Folkemødet i 2014. Her var konklusionen, at det, ”det koster, rent indsatsmæssigt på kroner og øre, det er vi ikke villige til at yde” (Christensen, interview). Som organisation på Folkemødet kræver det altså, at man investerer et ofte ikke ubetydeligt beløb i sin deltagelse. Dette bemærker flere politikere også, herunder både Leif Mikkelsen og Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Joachim B. Olsen bemærker blandt andet, at det er en stor økonomisk belastning for et relativt lille parti som Liberal Alliance at tage til Folkemødet, og fortæller på den baggrund, at af ”økonomiske årsager tror jeg, at vi kommer til at deltage på en anden måde fremover” (Olsen, interview), da udgifterne til at indkvartere medarbejdere i Allinge er for dyrt. Også Alexander Nepper forklarer, at organisationerne bliver presset af Folkemødets store popularitet, og at det er svært at finde egnede boligforhold i Folkemødeugen (Nepper, interview), fordi priserne presses op i Folkemødedagene (Westermann, interview). Sammenfattende om økonomiske ressourcers betydning for effektiv interessevaretagelse på Folkemødet kan det konkluderes, at det kan være en udfordring for de (mindre) organisationer, der ikke kan eller ønsker at sætte de mange tusinde kroner af, som det hurtigt koster at deltage på Folkemødet. I og med at flere af vores respondenter giver udtryk for, at de økonomiske omkostninger forbundet med tilstedeværelsen på Folkemødet er markant stigende, kan det blive et alvorligt problemet for Folkemødearrangørernes ambition om et åbent og pluralistisk forum, hvor alle kan blive hørt. 5.3.1.2 Frivillige ressourcer Det er dog ikke kun hårde, økonomiske ressourcer, der kan bruges til at markere organisationen og dens sag på Folkemødet. Anders Panum Jensen bemærkede fx, at ”ressourcer kan jo også være frivillige ressourcer,” (Panum, interview) og pegede specifikt på ngo’erne, som satte sit præg på Folkemødet igennem sine frivillige delegerede. En af de ngo’er kunne være netop URK, som havde 80 frivillige med på Folkemødet, der ifølge Nepper betød, at man havde stor gennemslagskraft: Side 107 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse ”Så det, du kan på Folkemødet, er jo at vise en form for styrke bag budskabet. Det gjorde vi ved at have 80 frivillige med derover. Det, vi hørte, var, at vi var dobbelt så store som det største ungdomsparti” (Nepper, interview). Hos både URK og Landbrug & Fødevarer gør det sig gældende, at organisationerne udnytter de menneskelige ressourcer, de har med på Folkemødet, til at præge de debatter, hvor man ikke selv er paneldeltager eller lignende. Alexander Nepper forklarer, hvordan man hver morgen systematisk organiserede, hvordan frivillige repræsentanter fra URK skulle deltage som publikum i relevante debatter og stille spørgsmål og gøre opmærksom på organisationen og dens arbejde inden for det område, som debatterne omhandlede: ”Så er der fem mennesker i URK-t-shirts, der går over til den debat i Boligselskabernes Landsorganisation om, hvordan gør vi noget for trygheden i de udsatte boligområder. De rækker en finger op og siger 'Jeg kommer fra URK. Vi har mentorprojekter i Urbanplanen (…). Ring til mig, hvis I synes, I har brug for det'. Så på den måde fungerede de jo også som levende plakatsøjler til andre menneskers debatter” (Nepper, interview). Anders Panum Jensen fortæller, at man havde en lignende strategi hos Landbrug & Fødevarer, hvor man sendte fagmedarbejdere eller bestyrelsesmedlemmer ud til debatter, hvor landbruget ellers ikke var repræsenteret, så de kunne give sine modstandere modspil, da ”der jo [er] mere friløb, hvis vi ikke er tilstede, end hvis vi er tilstede,” (Panum, interview). Vi kan på den baggrund konstatere, at der er i hvert fald to former for ressourcer, der kan omsættes til synlighed på Folkemødet, nemlig penge og (frivilligt) mandskab, og der peges på en direkte sammenhæng mellem de ressourcer, man investerer i sit setup på Folkemødet, og de resultater, man får med derfra. Vi finder det interessant, hvor centralt Nepper vurderer netop URK’s ressourcer på Folkemødet ift. eksponering, fordi organisationen bl.a. blev brugt af Bertel Haarder som eksempel på den folkelige forankring, grundet sine mange frivillige, ligesom URK’s båd fungerede som studie for flere tv-udsendelser. Side 108 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Om ressourcespørgsmålet i relation til generel interessevaretagelse kan det konstateres, at Folkemødet ikke på nogen måde sætter problematikken om ulighed i ressourcer ud af kraft, og at især de økonomiske ressourcer kan sætte barrierer op for mindre bemidlede interesser. Konkurrencen om at blive set og hørt er helt central for interesseorganisationernes virke på Folkemødet, og ressourcerne er i høj grad givet ved økonomiske midler. Men betyder det så, at alt er ved det gamle på Folkemødet? At de, der alligevel har ressourcerne og viljen til at bruge dem, også er dem, der har mest at vinde ved Folkemødet? Ikke nødvendigvis. 5.3.1.3 Kreativitet Empirien indikerer, at det ikke nødvendigvis er de dyreste og størst opsatte events, der afgør, hvor man som politiker vælger at engagere sig. Politikerne har nemlig en meget høj grad af frihed til at vælge, hvilke arrangementer man ønsker at deltage i. Og når man som politiker på Folkemødet kommer i ”festivalstemning,” (Westermann, interview), er det i høj grad interesse og underholdning, der er styrende for politikernes prioriteringer på Folkemødet. Som Joachim B. Olsen beskriver det, får politikerne ”mange gode tilbud, og man vil selvfølgelig helst have det sjove, de interessante debatter,” (Olsen, interview) og beskriver selv, hvordan noget af det, han husker bedst fra 2013, var et arrangement med Hella Joof, der var af ikke-politisk karakter. Jeppe Kofod er inde på det samme, når han fortæller om de ”skæve” debatter og events, og hvordan han mange gange har oplevet, at han bliver engageret i emner og sager, han ellers ikke beskæftiger sig med til daglig og kalder Folkemødet et sted, hvor man kan blive ”inspireret på en måde, som man ellers ikke ville” (Kofod, interview). Hvis man er i stand til at udnytte politikernes nysgerrighed, er der på Folkemødet gode muligheder for at markere sig, selvom man ikke hører til de mest ressourcestærke organisationer. Direkte adspurgt udtrykker Panum Jensen, at ressourcer trods alt betyder mindre på Folkemødet, end de gør til hverdag: ”[H]vis du sidder i en eller anden bygning et eller andet sted i Nordvestkvarteret i København, så er der længere til at nå danskerne igennem elektroniske medier og hvad du ellers har af kanaler” (Panum Jensen, interview). Og ifølge Panum Jensen er denne afstand kortere på Folkemødet, og mindre organisationer har derfor en mulighed for at gøre sig mere gældende end til hverdag, hvis man forstår og formår at sætte sig igennem på Folkemødet. Her peger han Side 109 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse især på nogle af de mindre græsrodsorganisationer, som formåede at sætte sit præg på Folkemødet ved gå rundt i organisationens t-shirts og gøre sig bemærket på debatter rundt omkring i teltene, og som er ”med til at skabe liv og reache ud” (ibid.). Panum Jensen lægger flere gange i interviewet stor vægt på, at netop det skæve og ukonventionelle er noget, man fra Landbrug & Fødevarers side gerne vil have mere af, og mener, at nøgleordet for 2014-planlægningen bliver ”at turde risikere noget” (ibid.). Panum Jensen forklarer, at det derfor er vigtigt for Landbrug & Fødevarer, at man gør sig interessant på Folkemødet ved at udfordre sig selv og sin egen dagsorden – også selvom det kan give problemer i baglandet. Som eksempel nævner han, at man på Folkemødet i 2013 inviterede én af dansk landbrugs største kritikere til en debat i Landbrug & Fødevarers telt, hvilket skabte kritik fra flere medlemmer. Men ifølge Panum Jensen er det nødvendigt at udfordre sig selv og skabe spændende og uforudsigelige debatter: ”De, der arbejder på vores program for det her Folkemøde, vil gerne have de allermest spændende debatter, og hvordan får man en spændende debat? Det får man nok ikke ved at finde tre, der bare synes at landbruget er fantastisk” (Panum Jensen, interview). Samme overvejelser gør sig gældende, da vi spørger til Landbrug & Fødevarers prioriteringer til næste år, hvor han omtaler et specifikt arrangement, hvor man fik sat nogle interessenter sammen under nogle ukonventionelle forhold: ”Det var også lidt skævt, altså det var ikke sådan et helt konventionelt event. Det var vi meget glade for, og vi gør det ikke på samme måde, men sådan nogle ting vil vi virkelig bestræbe os på at lave mere af. Skille sig ud, kan man sige. Turde risikere noget er nok nøgleordet på det, for at være vedkommende og relevant” (Panum Jensen, interview). Landbrug & Fødevarer må altså kæmpe om de politiske interessenters opmærksomhed på lige fod med alle andre organisationer, selvom Landbrug & Fødevarer traditionelt har haft en privilegeret position i kraft af sin rolle som landbrugets officielle politiske repræsentation. Og som Panum Jensen (interview) selv bemærker, er politikerne ”mindre autoritetstro”, når det kommer til, hvem de ønsker at interagere med, og derfor Side 110 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse må man på Folkemødet tiltrække politikerne i kraft af sit indhold frem for i kraft af sit navn. Som eksempel på et mislykket nævner Panum Jensen en konventionel debat mellem Kristian Thulesen-Dahl og Margrethe Vestager, hvor han bemærker: ”Altså det er ikke det, som kommer til at skabe nogle øjeblikke derovre, som folk virkelig husker, og som nogle journalister virkelig skriver om. Det er, når der kommer lidt mere kant på, hvor vi selv sætter noget på spil” (Panum Jensen, interview). Også når vi spørger de almindelige borgere, vi har interviewet, om de ting, de husker fra Folkemødet, er det gerne de utraditionelle events, der bliver nævnt: ”[De events,] vi udvalgte på forhånd, det var på grund af indholdet, men jeg tror, at dem, hvor vi så endte med at tilbringe mest tid, det var dem, der havde den sjoveste form. For eksempel så havde Hella Joof sådan noget sommerfugleterapi, hvor hun gav terapi til politikere, og det var måske ikke det, vi havde tænkt, at 'sommerfugleterapi, det er det, vi går over til', da vi tog derover, men det, synes jeg, var noget af det sjoveste, fordi det var en anderledes debatform” (Kring, interview). Samme melding lyder fra Tom Christensen, der især husker en happening, som Copenhagen Fur stod for, og hvor der blev serveret sild og snaps for de folk, som kom forbi. Også SF’s daværende næstformand, Peter Westermann, fortæller, hvordan de ukonventionelle arrangementer ofte var dem, der tiltrak sig størst opmærksomhed og pegede på et velbesøgt stand-up-arrangement i SF’s telt som et eksempel. Opsummerende om brugen af kreative ressourcer konkluderer vi, at økonomisk mindre bemidlede organisationer har gode muligheder for at slå igennem, hvis man er i stand til at udfolde og udbrede sit budskab igennem alternative arrangementer og events. Dette bakkes op af, at flere af de politikere, vi har interviewet, lægger stor vægt på, at de også deltager i Folkemødet for fornøjelsens skyld, og at de derfor ikke nødvendigvis orienterer sig mod de største og mest magtfulde aktører på Folkemødet. 5.3.2 Opsamling Hvis man skal gøre sig gældende som interesseorganisation på Folkemødet, kræver det, at man er i stand til at gøre sig synlig og interessant for politikere og andre aktører, man vil i kontakt med. De organisationer, der har økonomiske ressourcer til det, kan sikre sig Side 111 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse en lang række fordele i dette kapløb, bl.a. ved at købe sig til en god plads på Folkemødeområdet. Hertil kommer, at Folkemødets hastige udvikling betyder, at det bliver dyrere og dyrere for fx parti- og interesseorganisationer at deltage på Folkemødet med et stort setup. På dette punkt kan mulighederne for interessevaretagelse på Folkemødet siges at medvirke til at stadfæste de store og magtfulde organisationers position. Hvis vi ser ud over det rent økonomiske, er der en række forhold, der peger på, at mindre interesser kan gøre sig gældende på Folkemødet i tråd med Folkemødets pluralistiske grundidé. Dette gælder først og fremmest organisationer som URK, der formår at mobilisere frivillig arbejdskraft og på en kreativ måde er i stand til at få deres budskaber ud og blive lyttet til. Vi kan konkludere, at størrelse – ikke overraskende – spiller en markant rolle, når det kommer til at være stærkt til stede på Folkemødet. Hvis du er stor på Christiansborg, vil du også have muligheder for at være det i Allinge. På den anden side tyder vores analyse på, at mindre organisationer og interesser alt andet lige har markant større muligheder for at pleje deres interesser på Folkemødet end i dagligdagen. 5.4 Konklusion på delanalysen Vi har i denne delanalyse undersøgt, hvordan interessevaretagelse foregår på Folkemødet i forhold til hhv. den pluralistiske og den korporative interessevaretagelsesmodel. Indledningsvis er det blevet demonstreret, hvordan Folkemødet grundlæggende bygger på et ønske om at pluralisere interessevaretagelsen ved at sikre en så åben og tilgængelig politikerstand som muligt, og ved at modarbejde lukkethed og eksklusivitet, som vi kender det fra korporatismen. Dernæst har vi undersøgt, om interessevaretagelsen på Folkemødet lever op til Folkemødets pluralistiske målsætning i forhold til to parametre, nemlig interessevaretagelsespraksisser og vilkårene for de mindre organisationer i forhold til de store og veletablerede. Vi har vist, at såvel interesseorganisationer som politikere spiller med på den pluralistiske præmis, og at de få åbenlyst eksklusive og lukkede arrangementer, der finder sted på Folkemødet, ikke betragtes som legitime fra hverken politikernes eller Side 112 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse lobbyisternes side. Vi har også fundet eksempler på, at Folkemødet giver anledning til decideret policyudvikling, hvilket er i tråd med ønsket fra arrangørernes side om at gøre Folkemødet til et alternativt forum for politisk idéudvikling. Set i et interessevaretagelsesperspektiv er det særdeles interessant, at Folkemødet kan fungere som forum for politiske aftaler mellem politikere og civilsamfundsaktører, og det viser, at Folkemødet netop har potentialet til at udfordre de almindelige interessevaretagelsespraksisser, der eksisterer på Christiansborg og i hverdagen i øvrigt. Dette har også den konsekvens, at Folkemødet bliver en integreret del af interesseorganisationernes daglige arbejde, og at man – med Alexander Neppers ord – ikke kan blive væk ”og så forvente at være en vigtig aktør i det efterfølgende spil”. Samtidig viser analysen, at flere aktører advarer om, at Folkemødets hastige ekspansion kan medføre, at der i fremtiden vil blive større behov for yderligere differentiering af deltagerskaren, og at flere lukkede arrangementer derfor vil opstå og udfordre Folkemødets pluralistiske og åbne idégrundlag. I anden del af delanalysen har vi undersøgt forholdet mellem størrelse og indflydelse på Folkemødet med henblik på at vurdere, om Folkemødet udfordrer eller konsoliderer de store og veletablerede interesseorganisationers indflydelse. Vi konkluderer, at en af de største udfordringer for Folkemødet, hvis man vil sikre et reelt åbent og pluralistisk interessevaretagelsesforum, er de stigende økonomiske omkostninger, som interesseorganisationerne – og i øvrigt også partierne –beretter om. Det kræver betydelige økonomiske og menneskelige ressourcer at være en synlig spiller på Folkemødet, ligesom det kræver en disciplineret og professionel indsats, hvilket kan være med til at fastholde ressourcestærke aktører i deres privilegerede positioner. På den anden side ser vi også, hvordan organisationer, der formår at være kreative og aktive, kan komme til at sætte et langt større aftryk, end størrelsen normalt ville tilsige, og at Folkemødet på denne måde kan være med til at udfordre magtforholdet mellem samfundets forskellige interesser til fordel for de små. På baggrund af denne første delanalyse kan vi derfor konkludere, at Folkemødet i det store hele lever op til sin målsætning om at udfordre korporative tendenser inden for den organiserede interessevaretagelse. Det er endvidere lykkedes Folkemødets arrangører at skabe accept af åbenhed og tilgængelighed som standard for legitim Side 113 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse interessevaretagelse på Folkemødet. Imidlertid trues denne åbenhed fra to sider, som begge følger af Folkemødets umiddelbare succes med at tiltrække professionelle såvel som almindelige borgere. Det gælder dels visse interesseorganisationers tendens til at begrænse tilgængeligheden for almindelige borgere til fordel for de tunge interessenter, og dels at omkostningerne til blandt andet logistik ved at deltage på Folkemødet risikerer at blive uoverkommelige for mindre interesser. Side 114 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 6 Professionalisering: partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet I denne del af analysen undersøges det, i hvor høj grad partiernes aktiviteter og deltagelse på Folkemødet er præget af professionalisering? I specialets teorikapitel, afsnit 2.3, belyste vi, hvordan professionalisering kan påvirke den måde, partierne udfolder deres repræsentative funktioner, dvs. den måde, hvorpå partierne etablerer en kanal for politisk deltagelse, deres artikulering og aggregering af interesser, samt den måde, hvorpå de formulerer politik. I den følgende analyse behandles de tre repræsentative funktioner separat, selv om de både i partiernes daglige arbejde og på Folkemødet må forventes at overlappe. Først undersøges det imidlertid, hvordan partiernes deltagelse og aktiviteter er tænkt ind i Folkemødets grundidé og institutionelle rammer. Afsnittet danner grundlag for den videre undersøgelse af, hvordan partierne i praksis deltager på Folkemødet. 6.1 Folkemødets idegrundlag og institutionelle rammer: Partier på Folkemødet På Folkemødets hjemmeside kan man læse, at formålet med Folkemødet bl.a. er at ”understøtte den demokratiske dialog”, ”fremme folkets indflydelse på og forståelse af samfundets rammer” og ”at skabe levende og åbne rammer for udvikling af – og inspiration til politik-dannelsen” (Folkemødets hjemmeside, 2014c). Fælles for de tre formålserklæringer er, at Folkemødet skal virke til at styrke kontakten mellem aktørerne i det politiske system. Det er en væsentlig pointe, som vi tager med os i det videre, hvor vi ser på, hvordan partiernes deltagelse og aktiviteter er tænkt ind i Folkemødets idegrundlag og institutionelle rammer. At partierne er tiltænkt en væsentlig rolle på Folkemødet, kan der ikke være tvivl om. Det kan fremhæves, at alle folketingspartierne samt partilederne deltog i 2013, og at alle 23 ministre samt 143 folketingspolitikere var til stede under Folkemødet i Allinge (Arnsdorf & Delfour, 2013). Hertil er folketingspartierne som de eneste hver især garanteret én time på Folkemødets hovedscene, hvor partilederen som et fast indslag afholder sin folkemødetale. I hver af de timer hvor partierne har hovedscenen, må ingen Side 115 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse andre events finde sted. Partierne er derfor sikret en vis opmærksom omkring dette programpunkt. Ydermere beskrives de seminarer, workshops, debatter og lignende, som partierne afholder i deres egne folkemødetelte, som værende en del af Folkemødets rygrad (Folkemødets hjemmeside, 2014a). Tages de tre tidligere nævnte formålserklæringer, og den væsentlige rolle der er tiltænkt i partierne, med i betragtning, undrer det ikke, at medlem af Folkemødets Styregruppe, og borgmester på Bornholm, Winnie Grosbøll i det officielle program beskriver Folkemødet ”som et rum hvor borgere, politikere og andre af samfundets beslutningstagere kan indgå i ægte dialog uden distance” (Grosbøll, 2013: 2), og at Folkemødesekretariatet videre i det officielle program kalder begivenheden ”En arena for debat, humør og fordybelse. Et mødested for beslutningstagere og folket.” (Førsteliin, 2013: 4). På Folkemødet kan folket og beslutningstagerne altså møde hinanden for at gå i dialog. Med andre ord kan man også, jf. teoriafsnittet om partierne, sige, at folket, de repræsenterede, på Folkemødet kan møde de folkevalgte, deres repræsentanter, og at Folkemødets rammer skaber bedre betingelser for at styrke forbindelseslinjen mellem dem, end det er tilfældet til daglig. At man fra arrangørernes side gerne ser, at partierne med deres deltagelse og aktiviteter på Folkemødet arbejder på at styrke forbindelseslinjerne mellem beslutningstagerne og den almindelige vælgerbefolkningen, kommer endvidere til udtryk ved at Folkemødesekretariatet ønsker at give ”(…)borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt” (Folkemødets hjemmeside, 2014a). Hertil opfordrer sekretariatet til, at partierne ved planlægningen og afviklingen af deres events har fokus på at aktivere og involvere tilhørerne, og gør desuden opmærksom på, at ”et levende og deltagende publikum kan (…) give nye input” (Folkemødets hjemmeside, 2014b). Gennem interviewet med projektleder Louise Groth-Michelsen og afviklingsansvarlig Lena Schenk erfarede vi da også, at Folkemødesekretariatet målrettet arbejder på at få ”den lyttende politiker” til stede på Folkemødet, for at muliggøre dennes dialog med ”en tilfældig hr. Jensen fra Tølløse” (Groth-Michelsen & Schenk, interview). Side 116 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse For yderligere at fremme opmærksomheden omkring ’den lyttende politiker’, indstiftede Folkemødesekretariatet i samarbejde med Dansk Oplysningsforbund (DFS) i 2013 Folkemødets Dialogpris. Prisen er skabt for at sætte fokus på, at ”Folkemødet er en sjælden og enestående ramme for direkte dialog mellem politikere og folket i alle dets former” (Voss, 2013: 6), og prisen går til den politiker, der under Folkemødet har været bedst til at lytte og debattere med borgerne. Eller som det lyder i den korte, men sigende begrundelse for indstiftelsen af prisen: ”Politikerne tager til Folkemøde og taler til folket. Men kan de også lytte når borgerne kommer med spørgsmål, synspunkter og modspil? Hvem formår at lægge den mentale megafon fra sig og gå i ægte dialog, sådan som Folkemødets mission lægger op til?" (www.dialogpris.dk, 2014) I 2013 vandt folketingsmedlem for Venstre, Esben Lund Larsen, Dialogprisen, bl.a. med den begrundelse, at ”han er utrolig lydhør overfor borgerne” (ibid.). Fra Folkemødesekretariatets side er det håbet, at prisen i de kommende år vil få stor opmærksomhed og hjælpe til at sætte fokus på Folkemødets muligheder for at skabe dialog mellem folket og politikerne (Groth-Michelsen & Schenk, interview). 6.1.1 Opsamling Opsummerende kan det siges, at partierne er tiltænkt en væsentlig rolle på Folkemødet: De er som de eneste garanteret én time på hovedscenen, og deres events udgør rygraden i Folkemødet. Hvordan partierne udfylder deres deltagelse og aktiviteter på Folkemødet, kan da også ses som afgørende for, om Folkemødet lever op til formålserklæringerne om at understøtte den demokratiske dialog, fremme folkets indflydelse på samfundets rammer, og skabe levende og åbne rammer for politik-dannelsen. Derfor opfordrer Folkemødesekretariatet partierne til at møde befolkningen ansigt til ansigt og involvere dem i deres aktiviteter. Ligeledes har arrangørerne indstiftet Folkemødets Dialogpris, der gives til den politiker, der er bedst til lytte og debattere med borgerne. Samlet peger dette på, at der i Folkemødets idegrundlag og institutionelle set-up er lagt op til, at partierne på Folkemødet skal agere mindre professionaliseret end til daglig: Den direkte kontakt mellem folket og partierne skal styrkes, politikerne skal lytte til og opsamle folkets interesser, og så skal folket inddrages i partiernes aktiviteter, også gerne i politik-dannelsen. Side 117 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse I de følgende afsnit af denne delanalyse ser vi på, hvordan partierne i praksis, dvs. gennem deres deltagelse og aktiviteter på Folkemødet, udfylder disse rammer. 6.2 Etablering af kanal for politisk deltagelse I teorikapitlets afsnit 2.3.1 blev det defineret, at partierne etablerer en kanal for politisk deltagelse, når de opfordrer til og gør det muligt for vælgerbefolkningen at deltage i partiaktiviteter – både inden for partiets rammer og i offentligheden. Videre fremgik det af teorikapitlet, at det ikke-professionaliserede masseparti etablerer en kanal for politisk deltagelse ved kontinuerligt, både mellem og ved valg, at opfordre især deres medlemmer til at deltage i partiets aktiviteter. Medlemmernes deltagelse indbefatter her både pligter, først og fremmest betaling af kontingent, men også rettigheder, der giver indflydelse på partiets politik. Hertil fungerer partimedlemmerne som ambassadører for partiets politik, det være sig på arbejdspladsen, sportsklubben eller på Folkemødet. I det elektoralt-professionelle parti er tyngdepunktet flyttet væk fra partimedlemmerne og over til potentielle vælgere. Skellet mellem partimedlemmer og ikke-medlemmer er derfor mere sløret, og begge grupper forsøges hovedsagligt inddraget i centralt styrede og professionelt planlagte kampagneaktiviteter. Både partimedlemmer og ikkemedlemmer indtager som sådan en rolle som organiserede heppere for partieliten, med begrænset indflydelse mellem valgene. For at kunne vurdere, om og i hvilket omfang konsekvenserne af professionalisering gør sig gældende på Folkemødet, vil vi i det følgende derfor først se nærmere på, om og hvordan partierne etablerer en kanal for politisk deltagelse for deres medlemmer på Folkemødet. Herefter vender vi blikket mod den øvrige vælgerbefolkning for også her at belyse, om og hvordan partierne etablerer en kanal for politisk deltagelse på Folkemødet. 6.2.1 Partierne og deres medlemmer på Folkemødet Grundlæggende er Peter Westermann og Leif Mikkelsen, der som henholdsvis næstformand for SF og landsformand for Liberal Alliance var organisatorisk ansvarlige for deres partiers deltagelse på Folkemødet i 2013, enige om, at tilstedeværelsen og aktiviteterne på Folkemødet ikke handlede om at etablere en kanal for politisk deltagelse, som den vi kender fra massepartiet, hvor partimedlemmerne opfordres til deltagelse og videre fungerer som ambassadører for paritet. Westermann kunne for eksempel berette, at partiets folketingsgruppe og landsledelse var stærkt repræsenteret Side 118 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse på Folkemødet, mens de almindelige partimedlemmer der deltog, hovedsageligt var lokalaktive fra Bornholm. Og da ”transport og overnatning kun arrangeres for landsledelsen og folketingsgruppen” (Westermann, interview), gør partiet da heller ikke en særlig indsats for at få partimedlemmer fra resten af landet til at deltage i Folkemødet. Hos Liberal Alliance gjorde det samme sig gældende. Her deltog kun partiets sekretariat og folketingsgruppe, og direkte adspurgt om partiet havde inviteret medlemmer til Folkemødet, eller lavet arrangementer for dem derovre, svarede Mikkelsen entydigt ”nej” (Mikkelsen, interview). Både SF og Liberal Alliance så dog gerne, at flere af deres medlemmer deltog på Folkemødet. Westermann og Mikkelsen er samtidig enige om, at Folkemødet ikke er et oplagt sted at involvere partimedlemmerne. Westermann fremhæver, at Folkemødets geografiske placering umuliggør den brede deltagelse: ”Det ligger jo et sted, hvor det ikke er alle, der har råd til at komme til, og slet ikke sådan som overnatningspriserne bliver skruet i vejret den weekend (…) Det koster jo det samme som en lille uges charterferie” (Westermann, interview). I tråd hermed svarer Mikkelsen på et spørgsmål om, hvorfor Liberal Alliance ikke anvender begivenheden Folkemødet til at lave medlemsorienteret arbejde, at: ”Vi har ikke rigtig fantasi til at forestille os, at vi kan få ret mange af vores medlemmer med til Bornholm. Der er det alligevel for vanskeligt og for dyrt og besværligt i sommertiden og så videre” (Mikkelsen, interview). Logistiske og praktiske udfordringer er med andre ord med til at afholde partierne fra at anvende Folkemødet som en platform for mobilisering og involvering af partimedlemmer. I stedet mener Mikkelsen, at medlemsinddragelsen kan løses bedre i andre sammenhænge. Som eksempler nævner han partiets landsmøde, kulturelle arrangementer og grundlovsarrangementer – alle begivenheder ”som med succes kan involvere vores medlemmer” og, tilføjer han, ”…i det lys kan vi ikke bruge Folkemødet” (Mikkelsen, interview). Det samme er Westermann inde på, da han nævner ”Døllefjelde-Musse Marked” som en lettere tilgængelig og dermed mere oplagt begivenhed for inddragelse, end Folkemødet er det. I Folkemødesekretariatet er de opmærksomme på, at de lokale partiforeninger, med undtagelse af de bornholmske, kun i begrænset omfang er til stede på Folkemødet. Sekretariatet har derfor iværksat en indsats, hvor de drøfter med partierne, hvordan ”(…) de helt lokale partiforeninger rundt om i hele landet kan blive engageret” (Groth-Michelsen & Schenk, interview). Side 119 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Om det vil lykkes er endnu for tidligt at sige, men partirepræsentanterne er som nævnt skeptiske – også i forhold til fremtidsudsigterne. Som eksempel mener Mikkelsen, ”at Folkemødet faktisk ikke kan blive større. Du kan dårligt få plads, du kan dårligt få overnatning, du kan dårligt få noget helst. Der kommer ikke nye aktiviteter over tid og det lukker sig om sig selv” (Mikkelsen, interview): Altså igen en opmærksomhed på de praktiske udfordringer eller umuligheder, som Folkemødet står overfor, hvis partierne skal bruge det til at etablere en kanal for politisk deltagelse. Selv om SF ikke særskilt prioriterede at få partimedlemmer til Bornholm, fortæller Westermann, at partiet ikke kun havde fokus på folketingsgruppens og landsledelsens udbytte af Folkemødet. Partimedlemmer og andre ”almindelige folk” blev inviteret til en festaften, hvor den feministiske stand-upper Sanne Søndergaard underholdte. Westermann beskriver aftenen som ”…en bragende succes: ”Jeg tror, vi var 100 mennesker. Selvfølgelig en del partisoldater, som på den måde fik lidt ekstra valuta for kontingentet og blev rystet godt sammen.” (Westermann, interview) Et sådan arrangement er måske ikke en kanal for direkte politisk deltagelse, men det vidner om, at partiet benyttede Folkemødet som en anledning til at socialisere sine medlemmer og styrke deres identifikation med partiet. Begge dele er noget, vi kender fra massepartiets funktionsmåde. Hertil må det dog bemærkes, at antallet af almindelige partisoldater, der deltog i arrangementet, ikke kan have været overvældende, da der fra de anslåede 100 deltagere må fratrækkes ansatte i partiets sekretariat samt medlemmerne af partiets folketingsgruppe og landsledelse. Ud over enkeltstående begivenheder, som den SF afholdt, fremhæver det socialdemokratiske folketingsmedlem Jeppe Kofod, at partiets folkemødetelt, hvor der var åbent fra morgen til aften alle dage under Folkemødet, fungerede som et hjem for den socialdemokratiske familie: ”Alle de partimedlemmer og dem, der stemmer socialdemokratisk, de har et sted, hvor de kan komme hen og føle, okay, her er deres hjem også. Det styrker en eller anden partikultur. Og så kan man sige, gør man ikke også det på kongressen? Jo, men her er det en lidt mere afslappet form end en kongres, der varer halvandet døgn, så på den måde har det en funktion til at mobilisere og reaktivere det at være partimedlem” (Kofod, interview). Side 120 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse For Kofod handler Socialdemokratiets deltagelse på Folkemødet altså om at skabe en ny kanal for deltagelse, i dette tilfælde gennem et åbent og tilgængeligt telt, hvor medlemmerne kan inddrages i partiets aktiviteter, socialiseres og mobiliseres. At det sker på Folkemødet er nyt, men betydningen af en medlemsskare, der identificerer sig med partiet og føler sig hjemme dér, kender vi fra den idealtypiske forestilling om massepartiet. Det skal dog nævnes, at hverken SF eller Liberal Alliance tænker deres folkemødetelt som en mulig deltagelseskanal for partimedlemmerne. På et spørgsmål om, hvem de gerne vil have ind i teltet, svarede Westermann, at det kom an på arrangementet, men at det fx kunne være ”…fagpersoner, altså interessenter inden for feltet”, ”tilfældigt forbipasserende” og ”pressen” (Westermann, interview). Og Liberal Alliance, der ellers i 2013 havde et centralt placeret partitelt på Allinge Havn, overvejer ifølge Mikkelsen at deltage uden en fast teltplads i 2014. Begrundelsen er, at det kræver for mange ressourcer, at ”…holde liv i sådan et telt” (Mikkelsen, interview). Tilbage står altså, at både partierne og Folkemødesekretariatet gerne vil have partifolk fra lokalforeningerne til Folkemødet. Partierne mener dog, at de praktiske udfordringer, der er forbundet med at få medlemmerne til, og indkvarteret på, Bornholm, overstiger de eventuelle gevinster ved større medlemsdeltagelse på Folkemødet. Det er dog væsentlig, at Socialdemokratiet med deres folkemødetelt ønskede at skabe et hjem for deres medlemmer og dermed også en åben og tilgængelig mulighed for at deltage i partiets aktiviteter. Det viser, at Folkemødet, hvis den praktiske tilgængelighed bliver større, kan være stedet, hvor partierne styrker forbindelsen til deres medlemmer. Samlet peger denne del af analysen imidlertid på en vis professionalisering af partiernes deltagelse på Folkemødet: Hovedvægten ligger hos parlamentarikerne og den øvrige partiledelse. Partimedlemmerne opfordres ikke til at deltage, de er ikke ambassadører for partiet og dets politik på Folkemødet, og aktiviteterne har ikke fokus på at skabe partiidentifikation. For at komme nærmere et svar på, om og hvordan partierne etablerer en kanal for politisk deltagelse på Folkemødet, vil vi i det næste afsnit se på, hvordan partierne indtænker den almindelige vælgerbefolkning i deres deltagelse og aktiviteter på Folkemødet. Side 121 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 6.2.2 Partierne og den almindelige vælgerbefolkning på Folkemødet Ligesom det var tilfældet med partimedlemmer, tror de partirepræsentanter, vi har talt med heller ikke, at de kan opnå en særlig kontakt til den almindelige vælgerbefolkning på Folkemødet. Westermann formulerer det således, og sætter på den måde spørgsmålstegn ved, om begivenheden overhovedet kan karakteriseres som et folkemøde: ”Man kan sige, det her med at det er et folkemøde, det er jo en sandhed med modifikationer. Det er i høj grad et organisationsmøde og et partimøde. Så de fleste af dem, du møder, de er derovre med en eller anden form for dagsorden, og der er ikke en overvægt af almindelige vælgere, der bare er interesserede i politik. Så det er ikke potentielle partimedlemmer, man spotter over det hele, synes jeg” (Westermann, interview). Denne karakteristik af deltagersammensætningen deles af folketingsmedlem for Liberal Alliance, Joachim B. Olsen, idet han beskriver Folkemødet som ”et sted, hvor der er interesseorganisationer, politikere og lobbyister, og så er der også nogle borgere” (Olsen, interview). Det undrer derfor ikke, når Liberal Alliances landsformand, ligesom Westermann, gør det klart, at ”man ikke skal regne med, at Folkemødet giver hverken nye medlemmer eller stemmer” (Mikkelsen, interview). Partierne har altså ikke stor tiltro til, at Folkemødet er stedet, hvor de kan knytte den almindelige vælgerbefolkning til partiet – og det ganske simpelt, fordi befolkningen ikke er repræsenteret i et nævneværdigt omfang. Om den almindelige vælgerbefolkningen er tilstede på Folkemødet, er svært at svare entydigt på. Her skal det blot nævnes, at opfattelserne er delte. I modsætning til Westermann og Mikkelsen, mener Groth-Michelsen og Schenk fra Folkemødesekretariatet, at den brede befolkningen er tilstede på Folkemødet, og at den kun er blevet bedre og bedre repræsenteret siden Folkemødets start i 2011 (GrothMichelsen & Schenk, interview). Denne opfattelse deles af det socialdemokratiske folketingsmedlem Jeppe Kofod, der mener, at den almindelige befolknings deltagelse på Folkemødet er vokset gennem årene, og at Folkemødet derfor ”(…) er mere folkeligt, end det er blevet fremstillet” (Kofod, interview). Her er spørgsmålet imidlertid, om og Side 122 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse hvordan partierne gør det muligt for de almindelige borgere, der er på Folkemødet, at deltage i deres aktiviteter? Selv om Westermann, som nævnt, mener, at der ikke er særligt mange almindelige vælgere til stede på Folkemødet, er det stadig hans holdning, at ”(…) det skal være åbent og tilgængeligt for dem, der har valgt at være der. Det skal være muligt for folk at mødes med dem, der arrangerer noget. Det, synes jeg, ligesom er den ånd, det skal foregå i.” (Westermann, interview). En pointe vi også finder os Mikkelsen, der ligesom Westermann lægger vægt på, at selve ideen med Folkemødet er, at arrangementer og debatter skal være åbne for alle, og at begivenheden ”(…) hurtigt vil miste sin sjæl,” hvis ikke alle arrangementer er åbne for alle (Mikkelsen, interview). På den måde giver Westermann og Mikkelsen udtryk for, at Folkemødet, i hvert fald ideelt set, er et sted, hvor der kan etableres en kanal for politisk deltagelse. Men som allerede antydet kunne noget dog tyde på, at partierne ikke prioriterer dette særligt højt, når deres deltagelse og aktiviteter på Folkemødet planlægges. Eksempelvis svarer Mikkelsen således, da han bliver spurgt om, hvordan deltagelsen på Folkemødet hænger sammen med partiets øvrige politiske arbejde: ”Det er et spørgsmål om profilering og synliggørelse. Det tror jeg man skal erkende. Og ellers har det ikke nogen mening i forhold til vores almindelige politiske arbejde. Det er det, som er målet” (Mikkelsen, interview). For Liberal Alliance handler deltagelsen på Folkemødet altså om at profilere og synliggøre partiet, både over for interesseorganisationer, medier og de almindelige folk, der er til stede. Det samme gør sig ifølge Westermann gældende i forhold til, hvad der er vigtigt for SF på Folkemødet: ”Det handler selvfølgelig meget om at vise flaget…at få markeret sig både ift. medierne, men også ift. de organisationer og de folk, der er til stede. Og det er der, vi lægger fokus” (Westermann, interview). Også Jeppe Kofod mener, at det for Socialdemokratiet er et klart formål at ”…være til stede over for vælgere og medier og ligesom vise, at man er der” (Kofod, interview). Dette fokus på at markere sig og profilere partiet over for den almindelige vælgerbefolkning vidner om en vis professionalisering af partiernes aktiviteter på Side 123 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Folkemødet. Ikke mindst når det, som vist ovenfor, ikke er de menige partimedlemmer, der forestår opgaven. Målet er altså ikke at inddrage den almindelige vælgerbefolkning i partiets aktiviteter, men i stedet at vise partiet frem for dem. At det for partierne er væsentligt at synliggøre og profilere sig over for vælgerbefolkningen kommer endvidere til udtryk, når repræsentanter for partierne samstemmende fortæller, at de konkurrerer om at tiltrække folk til deres partitelte og stande på Folkemødet. Først Olsen fra Liberal Alliance: ”Noget af det sjove er, at der jo også er en vis konkurrence mellem partierne derovre. Man prøver at lave de bedste arrangementer og have det bedste ’hænge-ud-sted’, og så videre” (Olsen, interview). SF’eren Westermann: ”Det er da en eller anden form for råbekonkurrence, hvor det handler om at holde de fedeste arrangementer og gøre lidt opmærksom på sig selv…” (Westermann, interview). Og Kofod fra Socialdemokratiet: ”[I] partierne bliver vi tvunget til at tænke over at lave noget, der er anderledes og spændende, så vi tiltrækker folk hele tiden” (Kofod, interview). Denne konkurrence vidner om, at partierne er opmærksomme på den almindelig vælgerbefolkningen på Folkemødet. Og med et fokus på at folk skal ’hænge ud’ og fylde deres telte op, ligner det noget, vi kender fra beskrivelsen af det elektoralt-professionelle parti (se teoriafsnit 2.3.3.1), hvor såvel partimedlemmer som den almindelig vælgerbefolkning ønskes inddraget som en slags organiserede heppere for partiet. Samlet set peger det på, at partierne ikke nærer de store forhåbninger om hverken at vinde stemmer eller medlemmer direkte gennem deres deltagelse på Folkemødet – simpelthen fordi de oplever, at vælgerbefolkningen ikke er til stede i nævneværdigt omfang. Det betyder dog ikke, at partierne ikke forholder sig til de almindelige borgere, der er til stede. Over for dem vil partierne gerne profilere og markere sig, ligesom de gerne vil have folk til at hænge ud og fylde partiernes folkemødetelte op. På den måde kommer den ønskede deltagelse til at ligne den, vi kender fra det elektoraltprofessionelle parti, hvor både partimedlemmer og ikke-medlemmer fungerer som organiserede heppere for partiet. 6.2.3 Opsamling I forbindelse med deres deltagelse på Folkemødet lægger partierne ikke meget vægt på at etablere en kanal for politisk deltagelse, hvorigennem partimedlemmer kan deltage i Side 124 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse partiaktiviteterne. For selvom partierne gerne så, at flere af deres medlemmer deltog på Folkemødet, mener de, at de praktiske udfordringer overstiger gevinsterne ved mere deltagelse. Vægten i partiernes deltagelse på Folkemødet ligger derfor i stedet hos parlamentarikerne og den øvrige partiledelse, der gennem deres aktiviteter profilerer og markerer partiet over for potentielle vælgere, der er til stede på Folkemødet. Hos Socialdemokratiet fungerer partiets folkemødetelt dog som en åben og tilgængelig platform, hvor partimedlemmer og sympatisører kan føle sig hjemme og deltage i partiaktiviteter. Dette gør sig ikke gældende hos hverken SF eller Liberal Alliance. Her virker partiteltene til at profilere partiet over for fagpersoner, forstået som politiske interessenter, og som et sted, hvor vælgerbefolkningens tilstedeværelse er med til at synliggøre partiet. Overordnet er partiernes tilstedeværelse på Folkemødet altså ikke drevet af hverken medlemsaktiviteter eller opfordringer om deltagelse. Det kan derfor konkluderes, at den generelle tendens til professionalisering af partierne viser sig i den måde, hvorpå partierne fungerer som kanal for politisk deltagelse på Folkemødet. Hertil kan det konkluderes, at der er en vis afstand mellem folkemødearrangørernes grundidé med partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet, og den faktiske praksis, som den kommer til udtryk i de interviews der ligger til grund for denne analyse. 6.3 Artikulering og aggregering af interesser I teorikapitlets afsnit 2.3.1 blev artikulering og aggregering af interesser opstillet som en af partiernes repræsentative funktioner i demokratiet. Denne funktion løser partierne ved at opsamle, men også sammenlægge og prioritere forskellige interesser i forhold til hinanden, med henblik på at vinde og fastholde vælgernes støtte. Videre fremgik det af teorikapitlet, at det ikke-professionaliserede masseparti får viden om forskellige gruppers interesser og behov gennem vælgerbefolkningens direkte deltagelse i partiet. I det elektoralt-professionelle parti fremkommer viden om forskellige gruppers interesser og behov i stedet gennem holdningsundersøgelser iværksat af partiet og ved analyser gennemført af partiernes specialiserede analyseafdelinger. For at undersøge om partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet er præget af professionalisering, vil vi i det følgende derfor først belyse, hvordan partierne oplever mulighederne for direkte kontakt og dialog med den almindelige befolkning på Folkemødet. På baggrund heraf vil vi derefter undersøge, om partierne bruger Folkemødet til at opsamle ny viden om befolkningens interesser. Side 125 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 6.3.1 Dialog mellem partier og vælgerbefolkning på Folkemødet Blandt de partipolitikere, der blev interviewet i forbindelse med dette speciale, er der enighed om, at kontakten mellem politikerne og den almindelige befolkning er anderledes og mere åben på Folkemødet end til daglig. Som eksempel fremhæver Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance, at det danske demokrati generelt er kendetegnet ved sin åbenhed, og at den almindelige befolkning har nem adgang til såvel politikere som parlamentarikere. Alligevel oplever han, at folk har nogle ”personlige barrierer”, der afholder dem fra at tage kontakt og gå i dialog med politikerne. Ifølge Olsen bliver disse barrierer ”brudt ned” på Folkemødet, hvilket resulterer i en anden kommunikation mellem politiker og borger, end den han kender fra sit almindelige virke som folketingsmedlem (Olsen, interview). At der på Folkemødet er bedre mulighed for åbenhed end til daglig, er SF-næstformand Peter Westermann enig i: ”Du kan komme og gå en minister eller en hvilken som helst anden person på klingen, hvis det er det, du vil.” (Westermann, interview). Hvorvidt åbenheden og muligheden for dialog går helt op på minister- og partilederniveau, vender vi tilbage til nedenfor. Her skal først nævnes, at også Anne Kring, der deltog i begivenheden som almindeligt politisk interesseret borger, også oplevede, at kontakten og dialogen med politikerne på Folkemødet var tættere end ellers: ”Har man været til en debat, synes jeg, at det ville være meget nemt efterfølgende at gå op og spørge vedkommende, om det så var Uffe Elbæk eller Søren Pind, eller hvem det nu måtte være, ’jeg forstod ikke helt det, du sagde der, hvad mente du med det?’... Spillereglerne er anderledes derovre. Der er ligesom lagt op til, at det ligesom er legalt, at du stiller de her spørgsmål.” (Kring, interview). Oplevelsen af, at spillereglerne er nogle andre på Folkemødet, går altså på tværs af politikere og borgere. Det åbner op for den mulighed, at partierne, gennem deres deltagelse på Folkemødet, kan få ny viden om befolkningens interesser og behov gennem direkte kontakt. Er det tilfældet, vil partiernes deltagelse på Folkemødet virke modsat den tidligere beskrevne tendens til professionalisering, hvor marketingsværktøjer og professionelt udførte analyser erstatter den direkte kontakt og dialog med vælgerbefolkningen. Side 126 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 6.3.2 Ny viden om befolkningens interesser og behov på Folkemødet Noget kunne dog tyde på, at den øgede åbenhed og de anderledes ”spilleregler” alligevel må tages med forbehold. For selv om de interviewede partirepræsentanter taler om, at der er bedre mulighed for dialog med den almindelige befolkning på Folkemødet, maner de samstemmende til besindighed hvad angår både omfanget og de mulige resultater deraf. Overordnet nævner partirepræsentanterne tre grunde til, at kontakten mellem dem og den almindelige befolkning ikke fuldt udfoldes på Folkemødet. Som det første fortæller den socialdemokratiske MF’er Jeppe Kofod, at nok er Folkemødet præget af en hyggelig atmosfære, hvor afstanden mellem politikerne og befolkningen er mindre, end den er til daglig, men kontakten mellem i hvert fald den øverste partitop og den almindelige befolkning lider samtidig under det, han kalder ”Christiansborglogikken”, som lever videre på Folkemødet: ”Mit indtryk er, at i hvert fald partilederne er styret meget stramt. Det er Christiansborglogikken, som man tager med, og de deltager ikke i noget, hvis der er nogen som helst risiko for, at det bliver problematisk for dem… Så på den måde bliver almindelige mennesker ikke hørt i forhold til partiledere, tror jeg.” (Kofod, interview) Den ”stramme styring”, som Kofod her taler om, peger på en væsentlig grad af professionalisering af partilederens deltagelse på Folkemødet: Meninger, politik og indhold er (professionelt) afstemt på forhånd, og den almindelige befolknings indblanding udgør en risiko for, at partiernes ledere ikke fremstår som planlagt over for vælgerne. Som en anden grund til, at dialogen mellem partierne og den almindelige befolkning ikke fuldt udfoldes på Folkemødet, nævner næstformand for SF Peter Westermann, at Folkemødet, som vi også tidligere har været omkring, er domineret af ”…organisationer og folk, der er der i et eller andet professionelt øjemed” (Westermann, interview), og at Folkemødets succes netop består i, at så mange, ”der er noget ved musikken”, er samlet på så relativt lidt plads (Westermann, interview). Åbenhed, kontakt og dialog mellem politikere og den almindelig befolkning glider ifølge Westermann derfor i baggrunden: ”Almindelige mennesker kan godt komme og slå en sludder af eller stille nogle skarpe spørgsmål til nogle politikere eller nogle organisationsfolk. Det element er Side 127 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse der, så der er mulighed for en åbenhed, men i praksis er det jo ikke det, der er det bærende” (Westermann, interview). Hertil pointerer Westermann, at SF skam er interesserede at gå i ”umiddelbar dialog” med almindelige borgere, og at de også ville kunne få noget ud af gøre det på Folkemødet, men at de som parti har andre og bedre muligheder for at gøre det: ”Det er jo ikke et repræsentativt udsnit af befolkningen, der er på Folkemødet, (…) så hvis du vil have folkets umiddelbare vurdering eller reaktion på partiet (…) så stiller du dig ned på gågaden en lørdag formiddag og snakker med folk i stedet. Og det er jo sådan nogle ting, vi gør som parti” (Westermann, 2014: 5). For Westermann betyder Folkemødets form og deltagersammensætning altså, at SF ikke på Folkemødet prioriterer kontakten og dialogen med den almindelige vælgerbefolkning. Dette strider tydeligt, som vi tidligere har set, mod, hvad Folkemødesekretariatet ønsker sig af partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet: Her var der netop fokus på dialog og mulighederne for at mødes ”ansigt til ansigt” (Folkemødets hjemmeside, 2014a). Det ændrer imidlertid ikke ved, at Folkemødet ikke er stedet, hvor professionaliseringen vendes ryggen og befolkningens interesser og behov samles op gennem direkte kontakt og dialog – skal det ske, sker det, ifølge Westermann, bedre i andre sammenhænge. Som en tredje grund, til at kontakten og dialogen mellem partierne og den almindelig befolkning ikke udfoldes, som den egentlig kunne, nævner Jeppe Kofod, at han og andre politikere ganske enkelt har for travlt på Folkemødet og vælger at bruge deres tid på noget andet (Kofod, interview). Oplevelsen af at have travlt på Folkemødet går igen blandt de interviewede partipolitikere. Westermann fortæller fx, at ”folketingsmedlemmerne er booket helt op med debatter fra morgen til aften” (Westermann, interview), og Olsen fra Liberal Alliance beretter, at han ”bliver inviteret til så mange debatter, at det mest handler om at sige nej til ting og prioritere” (Olsen, interview). Som vi var omkring i afsnit 6.1, ønsker man sig fra Folkemødesekretariatets side, at partierne og politikerne vil tage sig bedre tid til at gå i dialog og indtage rollen som den Side 128 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse lyttende politiker. Men sekretariatet er samtidig klar over, at partierne oplever det som en vanskelig prioritering: ”Når vi taler med partierne om det og opfordrer dem til det, så siger de, jamen, deres politikere vil så gerne, men udfordringen er, at de får en invitationsliste på omkring 50 forskellige arrangementer, der gerne vil have dem med i panelerne, og hvis de skal fravælge nogle af dem for at sige ’nej, jeg skal også have tid til at komme rundt og være publikum og bare lytte’, altså så bliver det jo netop på bekostning af noget andet.” (Groth-Michelsen & Schenk, interview). Det er alligevel arrangørernes håb, at partierne vil begynde at takke nej til flere af paneldebatinvitationerne og dermed skabe mere ”folketid”, hvor de kan gå i dialog med befolkningen (Groth-Michelsen & Schenk, interview). Blandt andet derfor har sekretariatet, som tidligere nævnt, været med til at indstifte Folkemødets Dialogpris. Det må derfor være til glæde for Folkemødesekretariatet, at Kofod allerede ser en bevægelse i retning af, at politikerne begynder at prioritere at have færre arrangementer, for i stedet at have mere folketid: ”Nu tror jeg mange af os har det sådan, at vi faktisk også gerne vil have lidt tid til at gå rundt og tale med folk (…) Vi har opdaget værdien af det, så det er ikke kun et spørgsmål om at promovere S-politik (…), men ligeså meget at skabe netværk og kontakt” (Kofod, interview). Noget vi også finder hos Olsen, der håber, at han næste år ”får mere tid til sætte sig ned og lytte til nogle andre” (Olsen, interview). På trods af Olsens og Kofods forhåbninger for fremtiden står det tilbage, at politikerne har et travlt Folkemødeprogram, hvor tiden først og fremmest går med at præsentere og promovere partiets politik i paneldebatter og lignende arrangementer. 6.3.3 Opsamling Både politikere og borgere oplever, at det på Folkemødet er lettere at gå i dialog end til dagligt. Men samtidig er både Folkemødesekretariater og politikerne enige om, at dialogen mellem borgerne og politikerne ikke prioriteres særligt højt. Dette kan skyldes, at partierne oplever at de bedre kan komme i dialog med borgerne andre steder end på Folkemødet. Eller at der på Folkemødet er ’vigtigere’ ting for partipolitikerne at tage sig Side 129 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse til, fx at promovere partiets politik i paneldebatter og lignende arrangementer. Fra arrangørernes side ønsker man, at politikerne bliver bedre til – og tager sig mere tid til – at gå i dialog med folket. Samlet peger dette på, at Folkemødet potentielt set kunne være stedet, hvor partierne gennem direkte dialog fik viden om den almindelige vælgerbefolknings interesser og behov, men at partierne vælger at prioritere deres tid og planlægge deres aktiviteter anderledes. Dette peger på, at tendensen til professionalisering af den måde, hvorpå partierne artikulerer og aggregerer interesser, også slår igennem på Folkemødet. Dette kan hænge sammen med, at partierne, som det blev vist i det foregående afsnit, gennem deres deltagelse på Folkemødet ønsker at synliggøre og profilere partiet - og det også ved at præsentere og promovere allerede prioriterede politikområder overfor vælgerne frem for at opsamle ny viden om deres interesser og behov. 6.4 Formulering af politik I teorikapitlets afsnit 2.3.1 blev formulering af politik opstillet som den tredje og sidste af partiernes repræsentative funktioner i demokratiet. Denne funktion omfatter udvikling af partiernes politiske programmer, hvoraf deres værdier og politiske visioner fremgår, men også dag-til-dag-formuleringen af politik. Som det videre fremgik af teorikapitlet, har medlemmerne af det ikke-professionaliserede masseparti omfattende indflydelse på partiets politiske program. Hertil debatteres partiets politik løbende med og mellem medlemmerne, der på den måde fungerer som politisk idébank for partiet. I det elektoralt-professionelle parti formuleres partiets politik i højere grad i et snævert lag af policy-eliter, dvs. af parlamentarikere, professionelle fra partiernes analyseafdelinger, eksperter og embedsmænd. På landsmøder, kongresser og andre begivenheder, hvor partieliten møder vælgerbefolkningen, som fx Folkemødet, præsenteres partiets politik for dem. For at kunne vurdere, om denne professionaliseringstendens gør sig gældende, når partierne deltager på Folkemødet, vil vi i det følgende først se på, om og hvordan partiernes politik debatteres og udfordres på Folkemødet. Herefter ser vi nærmere på, om de interviewede partirepræsentanter deltog i egentlig udvikling og formulering af politik på Folkemødet. Side 130 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 6.4.1 Debat af partiernes politik på Folkemødet Overordnet deler de interviewede partirepræsentanter en forhåbning om, at partiernes politik kan debatteres på en anderledes måde på Folkemødet, end den kan til daglig. SF’s næstformand Peter Westermann fortæller fx, at den ”teknokratiske dagligdagspolitik”, efter hans mening, ikke hører hjemme på Folkemødet. På Bornholm må der i stedet gerne ”blive tænkt ud af boksen”, ligesom det gerne må være ”mere visionært” (Westermann, interview). En lignende pointe finder vi hos det socialdemokratiske folketingsmedlem Jeppe Kofod, idet han mener, at deltagelsen på Folkemødet optimalt set skal rykke ved ”ens meget fastlåste Christiansborgpolitik, hvor man er låst fast i nogle taktiske mønstre og budskaber” (Kofod interview), og at det videre på Folkemødet skal være muligt, ”at tænke lidt friere tanker, have nogle debatter på kryds og tværs og få folk til at komme med deres visioner” (Kofod, interview). Disse forhåbninger bakkes op af landsformand for Liberal Alliance Leif Mikkelsen. For ham er Folkemødet bedst, når det fungerer som et sted, ”hvor man også tager tværgående temaer op, hvor man diskuterer andet end bare lige partipolitik og politiske synspunkter”. Partipolitikerne ønsker altså, at folkemødet skal være et sted, hvor debatten er friere, og hvor partierne ikke er ligeså låste i forudindtagede positioner som ellers. Samlet peger dette på, at partierne på Folkemødet, i hvert fald på idéplan, arbejder mod tendensen til professionalisering af partiernes formulering af politik: På Folkemødet skal det være muligt at lufte visioner og holdninger, der ikke er udviklet i en stramt styret og professionaliseret proces direkte målrettet potentielle vælgere. Spørgsmålet er, om Folkemødet lever op til forhåbningerne? Ifølge Joachim B. Olsen har særligt de menige folketingsmedlemmer større frihed på Folkemødet. Det er nemlig hans oplevelse, at de på Folkemødet, kan ”slå lidt hårdere på, hvad de selv mener, og hvad deres politik er” (Olsen, interview). At det er tilfældet, bakkes op af Anne Kring, der som almindelig tilhører til en debat på Folkemødet oplevede, at et socialdemokratisk folketingsmedlem talte mod partilinjen. Da ordstyreren gjorde folketingsmedlemmet opmærksom på dette, var svaret tilbage blot: ”Men nu er vi jo på Folkemødet, det må da for pokker være meningen, at vi skal kunne sige noget ekstra her, ikke?” (Kring, interview). At det forholder sig sådan, kan Peter Westermann nikke genkendende til. Ifølge ham er de almindelige trakasserier fra det daglige politiske spil ikke i samme omfang til stede på Folkemødet, og til de mindre Side 131 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse folkemødedebatter er det almindelige ”Christiansborgspil” og ”dagligdagsdrillerierne” sat ud af kraft. Det betyder ifølge Westermann, ”at det på Folkemødet ”er lykkedes at skabe et frirum i dansk politik, hvor der er lidt højere til loftet” (Westermann, interview). På den måde kan de tidligere nævnte forhåbninger, ifølge Westermann, siges at blive indfriet på Folkemødet. Det skal dog nævnes, at der også er udsagn om det modsatte. For selv om Joachim B. Olsen oplever, at de menige folketingsmedlemmer taler mere frit, og er mindre bundne af partilinjen, på Folkemødet end de er til daglig, mener han, at partierne er tilbageholdende med offentligt at tale om politiske visioner og ideer. Olsens forklaring er, at politikerne, på trods af intentioner om det modsatte, reelt set ikke skelner mellem det, der sker på Folkemødet og deres daglige politiske virke: ”Det er klart, at hvis man skal kunne tale visioner og smide ideer på bordet i sådan en kontekst som Folkemødet, så kræver det, at der er en eller anden indforståethed omkring, at det er et sted, hvor man kan tale nogle ideer frem, uden at man ligesom bruger det mod hinanden, fordi man har en eller andet indforståethed af, at på Bornholm, der må man gerne tænke ud af boksen…Og den kultur har vi nok ikke” (Olsen, 2014: 6-7). Olsen gør det altså klart, at Folkemødet ikke er et helle i det politiske landskab, men også at partierne generelt set, altså både på uden for Folkemødet, er påpasselig med at tage politikudvikling og -formulering ud i det offentlige rum af frygt for, at det vil kunne bruges imod dem. Også Jeppe Kofod mener ikke, at Folkemødet kan leve op til hans tidligere nævnte forhåbninger. I stedet fortæller han, at ”Christiansborgkulturen” er rykket med til Folkemødet, men at han samtidig tror, at Folkemødet med tiden kan ”modnes” og blive et friere forum for visionær politisk debat (Kofod, interview). 6.4.2 Udvikling og formulering af politik på Folkemødet Som vi var omkring i afsnit 6.3 om artikulering og aggregering af interesser, oplever partipolitikerne, at kontakten til den almindelige vælgerbefolkning af tre grunde ikke udfoldes på Folkemødet: For det første fordi Christiansborgkulturen lever videre på Folkemødet. For det andet fordi den almindelige befolkning ikke i nævneværdigt omfang er tilstede på Folkemødet. Og for det tredje fordi politikerne er så travlt Side 132 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse optagede på Folkemødet, at de ikke har tid til den lyttende dialog med befolkningen. Det er derfor svært at forestille sig, at partierne, når det kommer til udviklingen og formuleringen af politik, skulle inddrage hverken medemmerne eller vælgerbefolkningen på Folkemødet. Det er da, som vi vil vise i det nedenstående, heller ikke tilfældet. Til gengæld peger en enkelt partipolitiker på, at han under folkemødedagene mødtes med professionelle aktører omkring udviklingen og formuleringen af politik. En sådan erfaring deles ikke af de øvrige interviewede partirepræsentanter. Som den eneste blandt de interviewede partirepræsentanter fortæller Jeppe Kofod, at han på Folkemødet mødtes med forskellige politiske interessenter for at udvikle og formulere politik. Som et konkret eksempel nævner han diskussioner om våbenhandelstraktater: ”Nu har jeg deltaget i diskussioner om våbenhandelstraktater, som vi er ved at forhandle… Så sidder der rederierne og Amnesty, som er sådan en aktivist-ngo, og politikerne… Så får man noget ud af det og bliver enige om, at hey vi skal lave et kodeks for, hvordan danske rederier arbejder og skal sejle med våben” (Kofod, interview). Som det fremgår af citatet, knyttes der ikke blot kontakt mellem de involverede debatpartnere, de bliver også enige om at arbejde videre med et konkret politisk tiltag – i dette tilfælde et kodeks for våbentransport. Ifølge Kofod er dette resultat betinget af de afslappede rammer på Folkemødet, hvor folk er mere åbne og derfor kan bringes sammen i konstellationer, der ikke vil være mulige til daglig. Folkemødets afslappede rammer muliggør altså, ifølge Kofod, at udviklingen og formuleringen af politik kan foregå på en anden måde end til daglig. Alligevel taler eksemplet ikke for at partierne af-professionaliserer politikformuleringen gennem deres deltagelse på Folkemødet. For nok foregår det uden for Christiansborg og kontorerne i København, men det er stadig, hvad vi tidligere har beskrevet som policy-eliter, der er involveret – og det også selvom Kofod kalder Amnesty International6 en aktivist-ngo. Denne pointe understreges af, at 6 Amnesty International regnes for verdens største menneskerettighedsorganisation. På deres kontorer i Danmark er der 57 medarbejdere (Amnesty Internationals hjemmeside, 2014). Side 133 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Kofod opfatter Folkemødet som en lagdelt begivenhed, hvor ”Christiansborglaget, politikken og –kulturen foregår i et separat rum og så resten. Og resten er faktisk rimelig folkelig” (Kofod, interview). Selv om Kofod betegner ”resten” som folkelig, peger karakteristikken alligevel på, at Folkemødet heller ikke er stedet, hvor partimedlemmer og andre almindelige vælgere inddrages i formuleringen af politik. Som nævnt, er Kofod den eneste af de interviewede partipolitikere, der har oplevet, at der finder egentlig politikudvikling og -formulering sted på Folkemødet. Både folketingsmedlem for Liberal Alliance Joachim B. Olsen og hans landsformand Leif Mikkelsen er endog særdeles klare på dette punkt. Som tidligere nævnt, siger Mikkelsen for eksempel entydigt, at partiets aktiviteter og deltagelse på Folkemødet kun kan forbindes til det daglige politiske arbejde i det omfang, det handler om profilering og synliggørelse: Udvikling og formulering af politik klares altså andre steder. På samme måde gør Olsen det klart, at han hverken har oplevet at folkemødedebatterne har præget senere formulering af politik, eller at der er foregået politikudvikling på Folkemødet (Olsen, interview). SF’s næstformand Peter Westermann er ikke lige så afvisende. Adspurgt om Folkemødet kan bruges som udgangspunkt for at se på politiske problemer på nye måder, og om det sætter sine spor bagefter, svarer han både og: For i ”det små…[kan man]…godt se, at man samler op på tråde, man ligesom har bundet på Folkemødet under en snak med nogen” (Westermann, interview). Men samtidig mener Westermann ikke, at større politiske aftaler eller lignende kan føres tilbage til Folkemødedagene. Til det er politik, ifølge Westermann, for professionelt, og udviklingen og formuleringen af politik finder bedre sted i andre fora. Da partierne tilsyneladende slet ikke, eller kun i mindre omfang, udvikler eller formulerer politik på Folkemødet, er det vanskeligt at konkludere, om disse aktiviteter er præget af professionalisering. I stedet kan det blot konkluderes, at partierne ikke her benytter Folkemødet til at styrke forbindelsen til den almindelige vælgerbefolkning. Noget Folkemødesekretariatet, også når det kommer til politikdannelse, ellers håber, at partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet ville bidrage til, jf. afsnit 6.1. 6.4.3 Opsamling Partipolitikerne nærer forhåbninger om at diskutere deres politik mere visionært og frit på Folkemødet. De oplever tilmed, at det på Folkemødet er muligt både at lægge Side 134 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Christiansborgspillet og -drillerierne til side og se bort fra de fastlåste taktikker og budskaber. Men selv om der er højere til loftet end til daglig, og man som politiker derfor kan åbne mere op for de visionære tanker og den alternative politikformulering, er det stadig begrænset, hvor langt de tør gå. For Christiansborghverdagen trænger sig hurtigt på, og de visionære udmeldinger kan blive brugt mod partiet. Alligevel kan partierne på dette område siges at arbejde mod tendensen til professionalisering af politikformuleringen. For nok er de ikke parat til at give los, men de åbner stadig op og ønsker at komme med visioner for deres politik og diskutere dem offentligt. Til gengæld indgår partipolitikerne kun i meget begrænset omfang i egentlig udvikling og formulering af politik på Folkemødet. Om dette er udtryk for professionalisering, er vanskeligt at sige, men det kan konkluderes, at partierne heller ikke her forsøger at styrke forbindelsen til deres medlemmer eller vælgerbefolkningen på Folkemødet; i dette tilfælde, som arrangørerne ellers lægger op til, ved at inddrage dem i politikdannelsen. 6.5 Konklusion på delanalysen De politiske partier er tiltænkt en væsentlig rolle på Folkemødet. Fra arrangørernes side ønsker man, at partierne gennem deres deltagelse og aktiviteter på Folkemødet hjælper til at understøtte den demokratiske dialog og fremme folkets indflydelse på både politikdannelsen og samfundets rammer. Folkemødesekretariatet opfordrer derfor partierne til at møde folket ansigt til ansigt og involvere dem i deres aktiviteter. Ligesom de ønsker, at partierne vil gøre mere for at få medlemmer fra lokalafdelingerne rundt om i landet til at deltage på Folkemødet, og at politikerne vil tage sig bedre tid til at gå i dialog med vælgerbefolkningen på Folkemødet. Fra et deltagelsesdemokratisk perspektiv er dette, jf. afsnit 2.3.4, gode takter. For bliver arrangørernes forhåbninger indfriet, vil partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet hjælpe til både at mobilisere vælgerbefolkningen og socialisere dem til at indgå i et samfundsmæssigt fællesskab. Videre i analysen blev det imidlertid klart, at partierne i praksis ikke fuldt lever op til Folkemødesekretariatets forhåbninger. I stedet er deres deltagelse og aktiviteter i nogen grad præget af professionalisering, hvad der, jf. afsnit 2.3.4, fra et elitedemokratisk perspektiv kan opfattes som positivt for folkemødets demokratiske potentiale. Side 135 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Som det første blev det undersøgt, hvordan partierne etablerer en kanal for politisk deltagelse på Folkemødet. Heraf fremgik det tydeligt, at partimedlemmerne ikke fylder meget i partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet. I stedet er partiernes Folkemødedeltagelse centreret omkring parlamentarikerne og den øvrige partielite. I det omfang partierne har fokus på at inddrage den øvrigt vælgerbefolkningen, er det hovedsageligt som organiserede heppere i partiernes folkemødetelte. Her skiller Socialdemokratiet sig dog ud, idet de har et mål om at styrke både medlemmer og sympatisørers identifikation med partiet. Dette ændrer dog ikke ved, at partiernes deltagelse og aktiviteter overordnet fremstår som værende præget af professionalisering. I det næste afsnit om artikulering og aggregering af interesser var billedet nogenlunde det samme. For nok oplever partierne, at det på Folkemødet potentielt set er lettere at komme i dialog med vælgerbefolkningen, men aktiviteter, der kan fremme denne dialog, bliver ikke prioriteret særligt højt. I stedet prioriterer partierne at deltage i paneldebatter og lignende aktiviteter, hvor de kan profilere deres politik over for potentielle vælgere og andre politiske interessenter. De interviewede partirepræsentanter giver dog udtryk for, at de godt kunne tænke sig, at det var anderledes, og Folkemødesekretariatet har, bl.a. med indstiftelsen af Folkemødets Dialogpris, sat fokus på spørgsmålet. Partiernes deltagelse på Folkemødet kan derfor på sigt måske være med til at fremme den direkte dialog mellem folket og politikerne – og altså være stedet, hvor partierne styrker forbindelsen til vælgerne og opsamler ny viden om deres interesser og behov. I delanalysens sidste del så vi på den af partiernes repræsentative funktioner, der handler om formulering af politik. Alle de interviewede partirepræsentanter nærer forhåbninger om, at deres partis politik kan diskuteres mere visionært og frit på Folkemødet, og de oplever tilmed, at fastlåste budskaber og taktikker, i hvert fald for de menige folketingsmedlemmers vedkommende, kan lægges til side på Folkemødet. Men som det også er tilfældet med den ovenfor nævnte dialog mellem parti og vælgerbefolkningen, trænger professionaliseringstendenserne fra hverdagen sig hurtigt på, og frygten for, at visionære udmeldinger kan blive brugt mod partiet, lægger en dæmper på debatten. Egentlig politikudvikling er der ikke meget af på Folkemødet, og Side 136 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse for den ene partirepræsentant, der havde oplevet dette, var det i samarbejde med andre policy-eliter og ikke partimedlemmer eller andre fra den almindelige vælgerbefolkning. Samlet tegner dette altså et billede af, at partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet er præget af de tendenser til professionalisering, der også ellers gør sig gældende for de danske partier. Kort sagt er deltagelsen koncentreret omkring partieliten, og aktiviteterne fokuseret på at promovere partiets politik og synliggøre partiet overfor potentielle vælgere. De interviewede partirepræsentanter udtrykker dog også håb om, at det på Folkemødet kan være anderledes – at begivenheden kan bruges til at styrke dialogen mellem dem og den almindelige vælgerbefolkning, og være stedet, hvor deres politik bliver debatteret friere og mere visionært end ellers. Det vil derfor også i fremtiden være spændende at følge partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet. Side 137 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 7 Medialisering af Folkemødet I denne del af analysen undersøges det, hvorvidt den politiske deltagelse på Folkemødet er tilpasset mediernes imperativer eller er styret af en underliggende politisk logik. I specialets teorikapitel, afsnit 2.4 , belyste vi, hvordan mediernes underliggende logikker og rationaler kan påvirke den måde, hvorpå politik praktiseres og forstås. Vi opstillede et framework baseret på to analysedimensioner med tilhørende underdimensioner, der skulle hjælpe til at undersøge, hvorvidt folkemødedeltagelsen var medialiseret. Disse udgør denne delanalyses hovedkapitler og handler om: 1) Formålet med og strategien bag at afholde events på Folkemødet. 2) Den egentlige deltagelse i eventsne, herunder: a) Hvordan politik praktiseres og kommunikeres til eventsne. b) De roller aktørerne tildeles og praktiserer til eventsne. I den følgende analyse behandles dimensionerne af analytiske og argumentatoriske grunde separat, selv om de i realiteten må forventes at overlappe. Som det fremgår af afsnit 2.4 i specialets metodekapitel, har vi taget højde for dette i den kodning af interviews, der ligger til grund for analysen. Analysens empiriske fokusområde er, som tidligere nævnt, de events, der udgør Folkemødets rygrad. Events er ”Folkemødets betegnelse for taler, debatter, seminarer, workshops og andre arrangementer” (Førsteliin, 2013: 4) og events kan således siges at udgøre arenaen for den officielle Folkemødedeltagelse. Eventsne er tænkt som et mødepunkt og en samlende faktor på Folkemødet, i og med at de har potentiale til at bringe interesseorganisationerne, politikerne og borgerne sammen. Typisk er det organisationerne, der er arrangør af eventsne og inviterer politikere og repræsentanter fra andre organisationer til at deltage, samtidig med at de gør en stor indsats for at fange borgernes interesse, få dem ind i teltet og overvære debatterne. En del events er dækket af medierne, men mange går også – bevidst eller ubevidst – under mediernes radar. I og med at vores fokus er på de officielle events, undersøger vi ikke den uformelle folkemødedeltagelse her. For det første er den uformelle deltagelse behandlet ovenfor i interessevaretagelseskapitlet, og for det andet bliver medierne ikke ’inviteret indenfor’ i de uformelle og uofficielle møder, samtaler og arrangementer. Side 138 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Til baggrund for analysen illustrerer vi indledningsvis de forventninger til den politiske deltagelse, der ligger i Folkemødets institutionelle rammer og idemæssige grundprincip. Løbende igennem analysen anvender vi disse forventninger til at vurdere analysens konklusioner og spørger: opfører aktørerne sig, som man kunne forvente ud fra Folkemødets principper og rammer? 7.1 Folkemødets idegrundlag og institutionelle rammer: demokrati og dialog Formålet med Folkemødet er, som tidligere nævnt, at ”styrke demokratiet og dialogen” (Folkemødets hjemmeside, 2014a) ved at skabe nye rammer for mødet mellem samfundets beslutningstagere indenfor politik, erhvervsliv og organisationer, samt at give befolkningen mulighed for at møde og komme i dialog med beslutningstagerne. Folkemødet kan således til dels ses som et opgør med den medialiserede dagligdagspolitik, Christiansborgkulturen. I projektbeskrivelsen bag Folkemødet hedder det nemlig, at Folkemødet skal være: ”En ’festival’, hvor transparens i kontakterne mellem politiske beslutningstagere på den ene side, kommercielle interessenter og organisationer og ngo’er på den anden kan være med til at gøre op med dels mediernes omtale på kontakten mellem kommercielle interessenter og politiske beslutningstagere og dels med befolkningens opfattelse af kommercielle interessenters kontakt til og påvirkning af politiske beslutningstagere, da samlingspunktet er fælles debat om samfundsudviklingen” (Konsulentbureauet Rud Pedersen, 2010: 2) Folkemødet er altså bl.a. tænkt som et opgør med medialiseringen af politik, hvor mediernes rolle netop er at mediere den politiske samtale og praksis. I projektbeskrivelsen tiltænktes medierne den funktion at udbrede kendskabet til Folkemødet. Her var ideen, at de bornholmske lokalafdelinger af Danmarks Radio og TV2 netop skulle gøre opmærksom på begivenheden og påvirke de landsdækkende afdelinger til også at udbrede kendskabet. Medierne var således ikke tiltænkt en rolle som selvstændig arrangør af events på Folkemødet. Dette underbygges også i interviewet med Groth-Michelsen og Schenk fra Folkemødesekretariatet, der fortæller, at nogle af de events medierne afholder på Folkemødet baseres på en underliggende medielogik og ”egentlig ikke [er] prime-eksemplet på et Folkemødeevent, fordi vi vil Side 139 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse gerne have et involverende event, (…) og sige: 'Prøv at have denne her publikumsinvolvering'” (Groth-Michelsen & Schenk, interview). Ideen bag Folkemødet er netop at eventsne ikke skal ligne tv-shows. Derfor, som vi også tidligere har nævnt, har Folkemødesekretariatet i 2013 indstiftet Folkemødets Dialogpris for at understrege vigtigheden af dialog. Grundprincippet bag Folkemødet er således, at det skal skabe rum for en god politisk samtale og debat uden, at det handler om andet end politikken. Bl.a. derfor bruger Folkemødet og dets ambassadører (eksempelvis Bertel Haarder) ofte eksempler som forsamlingshuse og højskoler når de skal forklare, hvordan de gerne ser debat- og kommunikationsformen på Folkemødet. 7.1.1 Opsamling Konkluderende kan vi altså sige, at medierne har en plads i Folkemødets idegrundlag, og at deres primære opgave er at formidle og informere om, hvad der foregår på Folkemødet til resten af landet, samt at udbrede kendskabet til Folkemødet. Medierne er ikke tiltænkt rollen som arrangør af events på Folkemødet, ligesom mediernes foretrukne fremstillingsformer ikke bliver tilstræbt men snarere forsøgt forhindret på Folkemødet. Grundprincippet er, at Folkemødet skal udgøre et mindre medialiseret rum for den politiske samtale, og at samtalens form skal være baseret mindre på medialiseringens foretrukne kommunikationsformer end til daglig. 7.2 Folkemøde-events og strategierne bag Som vi indikerede i teorikapitlets afsnit 2.4.5, er der i forbindelse med afholdelsen af events en række forskellige roller, der skal varetages. En af disse er rollen som arrangør af eventet. I dette analyseafsnit er det netop arrangørernes formål med og strategier bag afholdelsen af events på Folkemødet, der er i fokus. Derfor anlægger denne delanalyses første afsnit et lidt bredere perspektiv, hvor vi også medtager arrangørernes overvejelser omkring hvor de er placeret på Folkemødet, hvor stort deres setup skal være, og hvordan de gør sig synlige. Afsnittet bidrager således med en grundlæggende forståelse af de underliggende strategier bag afholdelsen af events på Folkemødet. Efter dette afsnit undersøger vi mere specifikt den konkrete afholdelse af events, men fokus på, hvordan de underliggende strategier i praksis udfoldes. Med udgangspunkt i de perspektiver, vi anlagde i teorikapitlet, kan vi enten forstå afholdelsen af events som forsøg på at skabe synlighed og gøre opmærksom på sin eksistens eller dagsorden, eller Side 140 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse som et forsøg på at få diskuteret specifikke politiske emner. Mens Folkemødets idemæssige grundprincip lægger op til at styrke den demokratiske dialog, viser vores analyse, at de fleste events handler mere om at skabe synlighed. 7.2.1 Strategi bag deltagelsen Der er generelt enighed om, at hvis man vil have opmærksomhed – både fra medier og forbipasserende – er det vigtigt at ligge centralt. Det er derfor Liberal Alliance, Ungdommens Røde Kors, Danmarks Radio og Landbrug & Fødevarer alle sammen har ønsket at placere sig ved havnen i Allinge. Det er derfor Leif Mikkelsen fortæller, at ”man håber på, at medierne vil interessere sig for de arrangementer, man laver” (interview), og at man forsøger at ”skabe noget så interessant, at det kan få mediernes bevågenhed” (interview). Alexander Nepper (interview) underbygger påstanden, når han indikerer, at URK ikke kan forsvare at bruge mange penge på Folkemødet, hvis ikke de kan sikre sig en favorabel placering. Det samme gør Anders Panum Jensen, når han siger: ”[I] forhold til hele vores samfundskommunikationsdagsorden, så er det bare åbenlyst, at en stor og i hvert fald appellerende scene, noget som man ligesom gerne vil hen og se nærmere på, fordi det ser interessant ud, er alfa omega i forhold til at få sine budskaber bredt ud. Det tiltrækker jo også journalister, når der står en stor kreds mennesker foran en eller anden debat” (interview). Det er vigtigt for aktørerne at få en god plads og kunne præsentere en flot scene eller stand. Det trækker folk til og sikrer medieopmærksomhed, og derfor vil ”[a]lle organisationer (…) gerne have den bedste plads derovre” (Panum Jensen, interview). Folkemødet opfattes som ”en eller anden form for råbekonkurrence, hvor det handler om at holde de fedeste arrangementer og gøre lidt opmærksom på sig selv” (Westermann, interview), det handler om, ”at lave de bedste arrangementer og have det bedste 'hænge ud-sted” (Olsen, interview) og det ”har jo udviklet sig lidt til en maskulin kamp om, hvem der har den største. Det handler om at råbe højest, hvis du vil høres” (Nepper, interview). Der er altså et helt klart strategisk formål bag at have og drive en stor stand på Folkemødet. I den forbindelse smelter eventsne nærmest sammen med standen, der Side 141 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse bliver et event i sig selv, altså et sted, hvor man hænger ud og har det sjovt. Anders Panum Jensen påpeger, at ”med et forkølet telt der har lukket mellem kl. 12 og 16” (interview), kan man ikke fastholde en god placering. Stadeholderne anvender således klare mediestrategier for at få mediebevågenhed og tiltrække publikum i form af store stande – fx URK’s skib – og laver på den måde, med deres blotte tilstedeværelse, reklame og larmer for at vække opsigt. De store setups, råbekonkurrencen og den indbyrdes konkurrence mellem arrangørerne om at have den fedeste stand indikerer klart og tydeligt aktørernes rationaler og strategier bag deres deltagelse på Folkemødet. Der er et ønske om at holde liv i standen hele tiden, og det betyder også, at det flyder sammen, hvornår der er et officielt event i gang, og hvornår der ikke er. Derfor er det heller ikke overraskende, at mange events handler om at få succes med at implementere de bagvedliggende strategier, nemlig at skabe synlighed og opmærksomhed. Imidlertid viser analysen også, at der foregår andre, mere politiske og saglige events på Folkemødet. 7.2.2 Tv-show eller forsamlingshus I dette afsnit undersøger vi, hvordan eventsne rent praktisk tog sig ud på Folkemødet. Vi har netop undersøgt, hvordan de primære rationaler bag at afholde events, men også mere generelt bag det at deltage på Folkemødet, er at skabe synlighed og opmærksomhed omkring sin organisation, sit parti osv. Det bliver, som vi illustrerer nedenfor, gjort på flere forskellige måder på Folkemødet. Imidlertid er der også events, hvis formål ikke på samme måde er at reklamere for den givne aktør, men snarere specifikt fokuserer på et politisk emne, dvs. events, der i højere grad honorerer Folkemødets idemæssige grundprincipper og den politiske logik. Disse events har vi valgt at betragte som forsamlingshus-events, idet de baserer sig på mere klassiske dialog- og debatformer og, med Jeppe Kofods ord, appellerer mere til det segment, der tager til paneldebatter eller på højskole (Kofod, interview). Inden da vil vi imidlertid først se på de mere larmende events, som vi har valgt at betragte som en form for live tv-shows, idet de anvender samme fremstillings- og kommunikationsformer, som man kunne forvente af et tv-show, hvilket vil sige medielogikkens fortælleteknikker og nyhedskriterier. Side 142 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 7.2.2.1 Tv-shows Folkemødets idemæssige grundprincip lægger op til, at arrangementerne rundt omkring på Folkemødet skal handle om politik, styrke demokratiet og dialogen og involvere publikum. Mange af arrangørerne lever imidlertid ikke op til denne forventning. Deres events kan med fordel betragtes som en slags tv-shows. Vores empiriske materiale illustrerer, at mange events er skåret over samme fremstillingsformat, som man bruger i medierne, baseret på mediernes foretrukne fortælleteknikker og nyhedskriterierne, som vi formulerede i teorikapitlets afsnit 2.4.3. Ift. den svenske pendant til Folkemødet, Almedalsveckan på Gotland, fortæller Jeppe Kofod, at Almedalsveckans events er præget mere af de klassiske paneldebatter, hvorimod Folkemødets events med hans ord er mere ”folkelige” (interview). Han refererer dog ikke til, at de skulle være bedre til at inddrage og aktivere befolkningen, men mener snarere, at de er mere underholdende, kreative osv. Alexander Nepper fortæller eksempelvis, at ”Grunden til at der er tilhørende til sådan en debat, det er fordi, det ser godt ud på billeder” (interview), og at han ift. publikum ”i sådan en faglig lobbyist-tankegang [er] fløjtende ligeglad med om der var en eller hundrede” (interview). Leif Mikkelsen fortæller, ”at folk de strømmer derhen, hvor de kan se det samme, som de kan se i tv. Altså Mogensen og Kristiansen trækker fulde huse” (interview). Han siger også, at publikumsmagneterne er de samme emner, der til dagligt diskuteres i medierne: ”Det er jo, om det nu er Helle Thorning eller Lars Løkke, der er bedst. Det er de ting, de diskuterer i tv, og det er det også derovre” (interview). Borgernes folkemødedeltagelse sidestilles således med mediebrugernes valg og fravalg med den forskel, at på Folkemødet ”kan du lige vandre fra sted til sted. Det andet der er man afhængig af, hvad der kommer i tv. Her der kan man selv vælge” (Mikkelsen, interview). Medierne påtager sig også rollen som selvstændig og initiativtagende arrangør af events på Folkemødet og afholder masser af egne begivenheder. Bent Winther fortæller eksempelvis om Berlingske Medias folkemødeprogram, at de afholdt paneldebatter, retssager mellem politikere og medier om hvem der er skyld i den voksende politikerlede, sangkonkurrencer mellem røde og blå politikere, hvor de skulle synge de andres sange, kåringer af kulturlivets mest magtfulde osv. (Winther, interview), ligesom Side 143 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse DR gjorde selve deres tv- og radiotransmitterede udsendelser til egentlige folkemødeevents. Medierne har således ikke bare en refererende og reaktiv rolle, men agerer som en selvstændig aktør, der initierer meget af det, der foregår på Folkemødet. Det nok stærkeste eksempel er Politikens folkemødeprogram. Politiken havde i 2013 lejet sig ind på en kro med en stor have og scene, hvorfra de afholdt events hver dag, hele dagen, bl.a. DM i debat, som var et af Folkemødets store tilløbsstykker, og faktisk har udgjort et springbræt for unge politikere som Gry Möger Poulsen og Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet og Morten Dahlin fra Venstre (Politiken Plus, 2014). Fælles for mediernes events er, at de anvender tv-shows som inspiration for eventnes kommunikationsformater. Mange af eventsne er således ren underholdning, hvor styrkelsen af demokratiet og dialogen ikke fylder særligt meget. Det politiske element i disse events handler om, at nogle af deltagerne er politikere eller kommentatorer, men fra arrangørernes side handler det mest om at lave velbesøgte og velsmurte events, hvorfor de har valgt at basere afholdelsen af disse events på medielogikken. Derfor bruger mange af arrangørerne kendte journalister og mediefolk som ordstyrere til debatterne. Leif Mikkelsen, som imidlertid er kritisk overfor medialiseringen af Folkemødet, fortæller, at ordstyrerne ikke bør være dem, der trækker folk til (interview), men at de alligevel bliver brugt i stor stil, hvilket yderligere illustrerer, hvordan eventsne lægger sig op ad tv-showet som skabelon for eventets udformning. Ift. deres egen logik er det ikke overraskende, at netop medierne vælger at afholde events med høj underholdningsværdi, skåret over en medieskabelon med vægt på underholdning og sensation. URK’s strategi med hele Folkemødet har, som også interessevaretagelsesanalysen illustrerede, været ret offensiv. De skulle brande sig og skabe maksimal opmærksomhed om organisationen, hvorfor de også afholder events med meget underholdning. Det er de events, der følger tv-showets form, der fylder mest i vores empiriske materiale, hvilket indikerer at hovedparten af arrangementerne er medialiserede. Der er imidlertid også tendenser, der peger i den anden retning. Disse events har vi valgt at kalde forsamlingshus-events. Side 144 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 7.2.2.2 Forsamlingshus-events Selvom mange events afviger fra den klassiske forsamlingshus- eller højskoleform, og skaber nogle lidt mere livlige og underholdende debatter, er der stadig events, der er skåret over den mere klassiske skabelon. Jeppe Kofod fortæller: ”Hvis folk kommer og tænker, at det lidt er en højskole, så er det meget fedt med en paneldebat, hvor folk har ti minutter hver til at komme med et ret grundigt indlæg, om hvad de står for. Fx hvis det er en debat om, hvordan Danmark skal håndtere menneskerettigheder - vi bliver hvert år vurderet af FN's Menneskerettighedsråd og hvad gør vi med de anbefalinger - og det kræver jo noget refleksion og debat og noget indsigt” (interview). Nogle af de lidt mere politisk-specifikke events, hvor formålet med eventet ikke er at skabe synlighed og opmærksomhed, er altså ifølge Jeppe Kofod bedst tjent med en lidt mere klassisk form, hvor deltagerne kommer til orde, og emnet kan blive diskuteret i dybden. Kofod har deltaget i et event, der bragte Amnesty og Danmarks Rederiforening sammen: ”[D]er sker noget med, at man bringer [folk] sammen, fordi folk er lidt mere åbne om at mødes på kryds og tværs, end man er i dagligdagen, fordi det er rammen, der er lidt mere afslappet. Jeg tror ikke, at rederiforeningen nødvendigvis ville mødes med Amnesty og politikerne sammen til daglig. De har nogle andre prioriteter, vil jeg tro, men der, der gør man det, fordi der er der mulighed for at lave det sådan” (interview). Der findes således events på Folkemødet, som specifikt handler om et politisk emne, og som helt entydigt lever op til Folkemødets idemæssige grundprincipper: Rammerne er nogle andre, folk er mere åbne, og der bliver skabt et rum for demokratisk dialog, der normalt ikke ville være der. Anders Panum Jensen fra Landbrug & Fødevarer fortæller også i den sammenhæng, at selvom flere af organisationens medlemmer syntes, at det var underligt eller forkert, havde de valgt at invitere folk med modsatte holdninger til at deltage i deres debatter: ”[H]vordan får man en spændende debat? Det får man nok ikke ved at finde tre, der bare synes at landbruget er fantastisk. Der bliver man nødt til at finde nogle, der kan udfordre landbruget for eksempel. Vi har haft en debat om dyrevelfærd, Side 145 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse hvor vi havde Mickey Gjerris, som er en af markant kritiker af dyrevelfærd i moderne dansk landbrug, på scenen samme med Søren Gade” (interview). Det tyder altså på, at ved siden af de medialiserede tv-shows findes der også mere politisk-saglige events, der i højere grad lever op til Folkemødets grundprincipper og baserer sig på en underliggende politisk logik, men eksemplerne på disse er færre og ændrer ikke ved, at arrangørerne stadig i det store og hele følger medielogiske kommunikationsstrategier, og forsøger at bruge Folkemødet til at skabe synlighed og opmærksomhed om sit brand. Vi konkluderer, at selvom de mere forsamlingshusinspirerede events også findes på Folkemødet, bliver Folkemødets principper og forventninger overordnet set ikke imødekommet. 7.2.3 Opsamling Events spiller en helt særlig rolle på Folkemødet. De er aktørernes mulighed for at gøre reklame for sig selv. Aktørerne bruger således events til at skabe opmærksomhed og synlighed om deres eksistens. Arrangementerne smelter sammen med og bliver en naturlig forlængelse af aktørernes tilstedeværelse på Folkemødet, hvor de konkurrerer om at have den største og mest spændende og iøjnefaldende stand. Derfor vil mange events også være iværksat med det ene formål at skabe opmærksomhed og positionere aktørerne. Det politisk-substantielle indhold af disse events er ikke særligt stort, men de kan stadig være effektive måder til at udbrede kendskabet til aktørerne. Imidlertid er der også events, der er mere løsrevet fra konkurrencen mellem aktørerne. Disse handler ikke om at blive set eller hørt, men om at debattere politiske emner. Disse events giver også ordet til politiske modstandere, baserer sig på en mere saglig kommunikation og lever i langt højere grad op til Folkemødets ideer og forventninger. De baserer sig på en politisk logik, som adskiller sig fra dagligdagen, netop i kraft af, at de tilsigter en afbalanceret og saglig debat og forsøger at få forskellige interesser til at mødes. Hvor vi i dette afsnit har undersøgt det underliggende rationale, der styrer Folkemødets forskellige events, dykker vi i det næste afsnit ned i selve eventsne og undersøger, hvordan der debatteres og kommunikeres politik til et Folkemødeevent. Side 146 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 7.3 Deltagelsen i praksis Hvor sidste afsnit handlede om arrangørerne bag de forskellige folkemøde-events og deres rationaler og strategier bag at afholde events på Folkemødet, ser dette afsnit nærmere på deltagerne til de forskellige events, og spørger ind til, hvad der karakteriserer måden, der debatteres på og hvilken rolle, deltagerne spiller i eventsne. Som vi indikerede i teorikapitlets afsnit 2.4.5, leder vi her efter, om debatformen er præget af medialisering eller en mere politisk logik. Vi ser altså på, om aktørerne på samme måde som i dagligdagen debatterer ud fra strategiske og taktiske overvejelser om at ’vinde’ over deres politiske modstander, ’vinde’ publikums hjerter ved at fremstå mere sympatiske og afslappede, eller sjovere og mere dramatiske – eller om aktørerne netop i tråd med den folkemødespecifikke politiske logik og Folkemødets idemæssige grundprincip, lader dagligdagens debatformer blive hjemme og er mere villige til at lytte og debattere, og sammen nå til enighed. 7.3.1 Kommunikationens form og deltagernes roller I dette analyseafsnit undersøger vi, hvordan deltagelsen i de forskellige events i praksis udfolder sig på Folkemødet. Folkemødets grundprincipper og forventninger til deltagelsen er, at den skal være afslappet og uformel, at den skal gøre op med dagligdagens strategiske og taktiske overvejelser, og at den skal styrke demokratiet og dialogen. Og langt hen ad vejen lykkes det faktisk at gøre debatten på Folkemødet mere afslappet og mindre formel. Tilbage står så spørgsmålet, om det styrker demokratiet og dialogen. Først ser vi på, om Folkemødet gør op med Christiansborgkulturen, som man også kunne kalde politik som sport, hvor det gælder om at ’slå’ sine modstandere, udpege deres svagheder osv., som man kunne betragte som dagligdagens medialiserede succeskriterier for politisk debat. Derefter ser vi på, hvordan de forskellige deltagere forsøger at præsentere sig for publikum. På Folkemødet ser der, som vi skal se, ud til at gælde nogle andre regler for, hvordan man optræder end til daglig, nemlig nogle regler, der er inspireret af idealerne for den personlige samtale. 7.3.1.1 Er Christiansborgkulturen rykket med til Allinge? Kommunikationens form Folkemødets grundprincipper lægger op til, at man lader Christiansborgkulturen blive hjemme. Det vil altså sige, at man ikke bruger debatterne til at forsøge at ’vinde’ over modstanderen, men snarere på at fremlægge sin politik, debattere fordele og ulemper Side 147 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse ved givne politikker på givne områder, og måske endda nå til enighed. I vores empiriske materiale finder vi eksempler på, at Folkemødets forventninger, i hvert fald i nogle debatter, bliver indfriet, mens andre er meget karakteriseret af Christiansborglogikken. Vi starter med sidstnævnte. Tom Christensen overværede en debat mellem undervisningsministeren, Christine Antorini, og formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, hvor ”tonefaldet og dialogen, eller mangel på samme” (interview) efterlod ham med et meget negativt indtryk af ministeren. Tom Christensen påpeger, at Antorinis kropssprog meget tydeligt indikerede ”hendes respekt eller mangel på samme over for de andre politiske deltagere” (interview). Ministeren præsenterede ifølge Christensen ”selvfølgelig signalet godt nok, og hendes baggrund rent politisk set for det” (interview), men det stred med Folkemødeideen i og med, at hun ikke havde meget til overs for sine meddebattører og ikke var interesseret i at indgå i en ligeværdig, lyttende og demokratisk dialog med dem. Bent Winther peger i samme retning, når han fortæller om sin skuffelse over politikernes deltagelse på Folkemødet: ”Jeg synes, der er lidt bluff over det, (…) og politikerne kommer med den topstyrede indstilling derovre og deres færdige taler, deres færdige indlæg, deres færdige rapporter, som de gerne vil sætte dagsordenen på. På den måde er det – hvordan skal man sådan billedligt sige det – sådan to 'sten', der sådan taler til hinanden. Der kommer ikke noget ud af det. Der er ikke noget, der blander sig” (interview). Winthers oplevelse er en klar indikation af, at Folkemødet ikke indfrier forhåbningen om, at rokke ved den gængse måde at lave politik på. Arrangementerne bliver således ren staffage uden egentligt politisk indhold, og debattørerne ændrer ikke holdning eller forstår hinandens synspunkter bedre. Og Winther er ikke ukritisk ift. sin egen profession, når skylden skal placeres: ”[V]i har en tendens til i medierne at opfatte uenigheder, interne diskussioner som konflikter og splid osv. Det synes jeg nogle gange er ærgerligt, for så lægger man ligesom låg på en god debat” (interview). Der er altså nogle klare indikationer på, at Christiansborgkulturen og medielogikken er rykket med til Bornholm. Alexander Nepper fra URK fortæller også, at når repræsentanter fra organisationen deltager i debatter, forsøger de ”at frame diskussionen” (interview), for Side 148 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse på den måde indirekte at spore debatdeltagere, medier og publikum ind på nogle på forhånd af URK bestemte fortolknings- eller forklaringsmuligheder. Christiansborgkulturen skinner også tydeligt igennem i de mediearrangerede events, hvor flere af deres events, som tidligere nævnt, i høj grad baserede sig på et konkurrenceformat. Det hører imidlertid med til historien, at Jeppe Kofod fortæller om nogle debatter, han har deltaget i, bl.a. den tidligere nævnte debat med Amnesty International og Danmarks Rederiforening, samt en debat om færgeruter til og fra Bornholm, hvor der faktisk blev debatteret, og deltagerne gik derfra med en fornemmelse af at være kommet tættere på en aftale. Leif Mikkelsen fortæller også, at de events og debatter, der handler om specifikke emner kan bruges til noget, fordi man kan fremlægge og diskutere forskellige holdninger og synspunkter, mens ”hvis det er hos andre politiske partier, så kommer de jo med deres egne [fastlåste holdninger], og det flytter ikke noget. Men det tværgående, det er rigtig godt, der hvor man tager også mere tværgående temaer op, hvor man diskuterer andet end bare lige partipolitik og politiske synspunkter men måske mere almenmenneskelige [temaer]” (Mikkelsen, interview). Der er således også få eksempler på, at Folkemødets events faktisk bliver brugt til at diskutere politik på en mere substantiel og måske nærmest teknokratisk facon, frem for at politikken gøres til en konkurrence. Men samlet set må man nok alligevel konkludere, at Christiansborgkulturen i høj grad præger Folkemødets events, og at det i den forstand med Folkemødet ikke for alvor er lykkedes at skabe et alternativ til den gængse, medialiserede politiske kultur. Dette ligger i forlængelse af konklusionerne fra forrige afsnit, der indikerer en tendens til at tænke i show-værdi og underholdning, og til at der tænkes i strategi og taktik til arrangementerne frem for i løsninger af kollektive udfordringer. 7.3.1.2 Deltagernes roller – på slap line til Folkemødet I forrige afsnit undersøgte vi, om Christiansborgkulturen var rykket med til Folkemødet, det vil sige om debatterne var præget af det samme politiske spil, baseret på strategier og taktikker, som karakteriserer dagligdagspolitikken på Christiansborg. I det store og Side 149 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse hele slår den tendens også igennem på Folkemødet, selvom der er tegn på, at der også foregår en mere substantiel politisk debat. Det andet spor vi undersøger i analysen af den praktiske deltagelse i Folkemødets events, er de roller, deltagerne tager på sig og praktiserer til eventene på Folkemødet. Der sker nemlig, som vi skal se, noget med deltagernes fremtoning frontstage på Folkemødet. Folkemødets idemæssige grundprincip efterspørger også netop, at deltagernes fremtoning er anderledes end til daglig. Det skal gerne være i øjenhøjde, demokratisk og dialogorienteret, og det skal bringe borgerne tættere på beslutningstagerne. I teorien skelnede vi mellem Erving Goffmans teatermodel for det umedierede sociale møde og Joshua Meyrowitz’ model for det medierede møde. I Goffmans model havde aktørerne en offentlig og formel rolle, når de var på scenen og kunne slappe af, lade op, øve sig og være sig selv, når de var backstage. I Meyrowitz’ model sker der imidlertid det, at mediernes indtog og krav om at komme om bag ved den formelle og offentlige persona og vide noget om, hvad der karakteriserer vedkommende i privaten, skaber en hybrid mellem frontstage og backstage, og skaber det, Meyrowitz kalder en middle region, hvor man ikke er helt privat, men samtidig ikke kan agere ’stift’ og formelt. Medielogikken stiller således nogle krav til politikerne om, at de skal give noget af sig selv, at de skal fremstå som hele personer med personlige karakteristika og attributter. Politiklogikken derimod, er groft sagt uinteresseret i den enkelte politikers privatliv. Det er også derfor Altheide & Snow (1979) og Mazzolini (1987) først formulerede den politiske logik som en partilogik. Det var partiernes ideologier og standpunkter og den politiske saglighed, der var vigtige, og ikke den individuelle politiker. Ift. Folkemødet har vi imidlertid opblødet den strengt partibaserede politiske logik: Det idemæssige grundprincip bag Folkemødet er netop, at politikerne skal kunne træde ud af deres hverdagslige roller og slappe mere af, eksperimentere mere og turde mere for dermed at kunne initiere dialog og styrke demokratiet. En mere afslappet debatform Debatformen på Folkemødet er faktisk anderledes end til daglig. Joachim B. Olsen fortæller, at det rent faktisk er ”mere afslappet og (…) lidt mere løst…lidt mere frisk på en eller anden måde” (Olsen, interview), og Peter Westermann peger på ”sådan en fornemmelse på Bornholm af, at man godt må åbne lidt mere op, end man gør i det Side 150 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse daglige” (Westermann, interview). Fra borgernes perspektiv opleves det, at ”der er lidt en Go’morgen Danmark-effekt eller en Go’aften Danmark-effekt. Det gælder om at være sympatisk, og det er så også det, de vinder på, de politikere, der er det” (Kring, interview). Kommunikationen tager altså en anden form på Folkemødet. Den er friskere, lidt løsere og mere afslappet, og læner sig i den forstand mere op ad den form, der normalt karakteriserer den personlige og uformelle samtale. Politikerne kan heller ikke regne med, at det politiske budskab i sig selv er nok til hhv. at skabe folkelig opbakning eller sikre mediedækning. Anne Kring fortæller i den forbindelse, at ”nogle gange var vi bare dernede i ti minutter og så tænkte vi, ’okay dette her gider vi ikke høre på længere’, og så gik vi videre” (interview). Det indikerer altså, som Hjarvard (2008) også peger på, at borgerne ikke vil spises af med kedelige, lidt stive og formelle taler, men kræver empati og indlevelse og gode sociale egenskaber af politikerne, og det er samme tendens, vi ser slå igennem på Folkemødet. Det må gerne være hyggeligt og afslappet, og det er vigtigt, at man fremstår social og sympatisk. Bent Winther fortæller i den sammenhæng, at også medierne ønsker, at det ”går sådan lidt mere på slap line” (interview) og ”at man møder politikerne på en anden måde og også kan beskrive den fest, det er” (interview). Til trods for, at medierne altså også indordner sig under Folkemødelogikkens ønske om lidt større frihedsgrader, giver de stadigvæk ikke slip på deres daglige medielogik - de accepterer præmissen om, at frihedsgraderne er lidt større på Folkemødet end i dagligdagen ift. hvad politikerne kan tillade sig at sige, men i samme ombæring fortæller de også, ”at hvis en eller anden politiker siger noget, som er helt imod, og det er en indflydelsesrig politiker, så vil vi jo tage fat i det” (FaurholdtLöfvall, interview). Så selvom medierne indikerer, at de har ’forstået’ præmissen bag Folkemødet, ville det være upassende, og skudt ved siden af ud fra en medielogik, hvis de ikke refererede det uforudsigelige, dramatiske eller sensationelle. Ift. partierne, som ellers bakker op omkring den mere afslappede debatform, er der imidlertid også eksempler, hvor den afslappede form ikke slår igennem. Det gælder bl.a. for partilederne og topministrene. Jeppe Kofod fortæller nemlig, at de ”er styret meget stramt. Det er Christiansborglogikken, som man tager med, og de deltager ikke i noget, hvis der er nogen som helst risiko for, at det bliver problematisk for dem” (interview). Umiddelbart er det en indikation af, at i hvert fald de mest prominente politiske aktører forsøger at holde debatdeltagelsen på det formelle og officielle niveau, men kigger vi Side 151 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse nærmere efter, kan det også tolkes som et forsøg på netop at fremstå på den rigtige, balancerede måde i debatterne, og at det i virkeligheden er det, de styres ”meget stramt” efter. Noget kunne tyde på det. Kofod siger i hvert fald, at realiteterne har indhentet Folkemødet, og der tænkes enormt meget i mediehåndtering og -appearance: ”Og der var ambitionen jo noget andet, nemlig at man kunne få lov til at tænke frit uden at blive klynget op på en forside” (interview). Den potentielle fare, som medierne ifølge citatet udgør, er altså adfærdsstrukturerende og indikerer, at medielogikken spiller en stor rolle ift., hvordan toppolitikerne optræder på Folkemødet. De mindre profilerede politiske aktører, det vil sige de almindelige folketingsmedlemmer og ministrene i den lavere ende af hierarkiet, har større frihedsgrader og vælger selv, hvilke events de ønsker at deltage i. Her siger både Jeppe Kofod og Joachim B. Olsen, at størstedelen af de events, politikerne deltager i, er debatter, som ligger inden for deres ordførerskaber, med interessenter, som de også i den daglige politik kunne have interesse i at mødes med. Her kan vi altså se, at deres deltagelse baseres på den politiske logik, når de mødes med specifikke professionelle aktører inden for et givent politikområde for netop at diskutere det politiske stof. Og her lægger Kofod og Olsen op til, at de på Folkemødet kan diskutere på en anden og mere afslappet måde, hvor debatten, snarere end at få et meget stift præg, bliver løsere og mere selskabelig. Det ser altså ud som om der på Folkemødet er mulighed for at deltage på en anden, mere afslappet måde end til daglig. Ud fra Folkemødelogikken, og i særdeleshed ud fra den deltagelsesdemokratiske logik, ville denne tendens umiddelbart blive fortolket i et positivt lys, da det kunne tænkes at medføre, at deltagerne bliver mere dialogorienterede og lyttende. Imidlertid, som vi ser på nedenfor, viser det sig, at den mere afslappede facon egentlig ikke er udtryk for, at man nødvendigvis interesserer sig mere for de andre debattørers pointer og argumenter end til daglig, men snarere at man ved, hvordan man scorer point hos publikum ved at basere sin rolle på det mere joviale, selskabelige og hyggelige. En bedre debatform? Joachim B. Olsen fortæller, at publikum stiller nogle andre krav til kommunikationen og, i og med at publikum på Folkemødet oven i købet er et ”live publikum” (interview), stiller det nogle meget større krav, som politikerne forsøger at honorere. Publikum Side 152 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse måler og afvejer således beslutningstagerne på deres sociale kompetencer og deres måde at debattere på, og den mulighed har befolkningen ifølge Anne Kring ikke i samme grad til daglig: ”Hvis man blev træt af en politiker derovre, så synes jeg at det var på grund af det, vedkommende sagde, og jeg tror, at når man ellers taler om politikerlede, så er det fordi man er træt af, at de ikke siger noget, og det er ligesom to forskellige trætheder” (interview). Ift. de parametre, som borgerne vurderer politikerne og politikkerne ud fra, konkluderer vi, at de lægger sig tættere op ad medielogikkens ønskede kommunikationsform med vægt på det personlige og intime. Vurderingen af politikerne baserer sig således ikke på den politiske logik, men i højere grad på medielogikken – på en middle region frem for det helt formelle: ”[J]eg ved ikke, om man ændrer holdning til emner, men jeg tror godt, at man kan ændre holdning til personer. Min holdning til Uffe Elbæk blev meget påvirket af at se ham tale i lang tid, og det blev min holdning til Søren Pind i samme debat sådan set også. Og det der sommerfuglearrangement, hvor Hella Joof lavede terapi, eller hvad hun nu kaldte det, det var på en DF'er, og det blev på en eller anden måde personligt (…) jeg fik i hvert fald et positivt indtryk af hende, med de to andre ved jeg det ikke helt. Altså det kan jo gå begge veje, kan man sige” (Kring, interview). Ud fra den deltagelsesdemokratiske tradition er udviklingen i hvert fald på overfladen positiv, i og med at den skaber identifikation med og minimerer afstanden til beslutningstagerne, men modsat kunne man også argumentere for, at hyggeliggørelsen og konversationsliggørelsen af kommunikationen har nogle uheldige implikationer, da den tilslører det egentlig politiske. I den forbindelse siger Bent Winther fra Berlingske: ”Det, man savner derovrefra, hvis man virkelig ville noget, det er at tænke i nogle alternative dialogformer på en eller anden [måde]. At man på en eller anden måde kunne komme i forbindelse med tilhørerne (…) Så det er også derfor, at jeg skrev denne her klumme (…) om, at det godt kan gå hen og blive sådan et alibi: 'Nu kommer vi over, tager det afslappet og cykler rundt' og så kan det godt se ud som Side 153 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse om, de er i dialog, men altså de er jo ikke en skid i dialog med noget som helst” (interview). Det, Winther berører her, er, at tilrettelæggelsen af kommunikationen, så den kommer på en personlig, intim og hyggelig samtaleform, er med til at tømme den for politisk substans. Politisk kommunikation kommer således for politikernes vedkommende til at handle om at snobbe nedad, gøre sig folkelig osv., hvilket kan have den negative konsekvens, at nogle vigtige politiske spørgsmål ikke drøftes seriøst, eller at borgerne i hvert fald ikke inddrages i drøftelsen på et oplyst grundlag. I afsnittet nedenfor illustrerer vi denne pointe ved at følge bevægelsen på Folkemødet i deltagernes optræden fra det taktiske og strategiske, som vi kender fra Christiansborg, til det mere dialogbaserede, hvilket som bekendt er Folkemødets idealforestilling om, hvordan debatterne skal foregå. Men vi spørger imidlertid også, om bevægelsen fortsætter forbi idealet og kammer over i ren og skær underholdning, og i den forstand vender tilbage til Christiansborglogikkens medialiserede forestilling om, at politisk kommunikation handler om at ’vinde’. På Folkemødet er det bare nogle andre parametre end til daglig, man kan vinde på. Fra Christiansborg til dialog… til underholdning? Ovenfor illustrerede vi, hvordan debatformen i forsøget på at imødekomme et ideal om at gøre debatten mere personlig, mere hyggelig og mere på samtaleform, placerer folkemødedebatterne langt væk fra de traditionelle, ceremonielle og formelle politiske taler, og længere over mod den uformelle, hyggelige og personlige samtale. I dette afsnit argumenterer vi for, at debatformen på Folkemødet faktisk nogle gange bærer så meget præg af det hyggelige og uformelle, at den bliver til ren underholdning. Man kan således argumentere for, at Folkemødets idemæssige grundprincip om at styrke dialogen også kan mistolkes eller misforstås – bevidst eller ubevidst – hvorved det politiske indhold i dialogen udtømmes. Hvis debatten bliver for hyggelig, sjov og afslappet, udviskes de egentlige politiske forskelle og uligheder. At kommunikationen sættes på personlig og selskabelig form er således ikke nødvendigvis en demokratisering af kommunikationen, og fordi det kan skjule reelle uligheder og problemer, kan det meget vel tænkes at begrænse befolkningens indflydelsesmuligheder på de politiske beslutninger. Side 154 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Der er, som vi også tidligere har nævnt, eksempler på events, der baserer sig på fællessang og konkurrencer. Derudover er der stand-up-shows og koncerter, samt kunstquiz med kendte mediefolk. Et eksempel som flere af vores interviewpersoner kommer ind på og som vi også har omtalt tidligere i specialet, er sommerfugleterapi med Hella Joof. Joachim B. Olsen fortæller i den sammenhæng: ”[P]olitikere er ikke altid sådan nogle kyniske nogle, der kun tænker i medier og så videre. Altså der er også nogle ting, der er sjove. Altså sidste år havde jeg et arrangement med Hella Joof derovre, og det syntes jeg personligt var sjovt at være med til. Og sådan nogle ting er der jo også derovre” (interview). Citatet indikerer, at dele af politikernes deltagelse foregår helt uden politisk indhold og i stedet snarere transformerer politikerne til kendisser og mediefolk, eller – måske lidt mere pessimistisk ladet – til statister i en mediedagsorden. Således kan vi se, at de mere underholdningsprægede arrangementer er tilrettelagt sådan, at de formår at holde på publikum ved at have høj underholdningsværdi. Anne Kring fortæller i den forbindelse om en kunst-quiz, hvor deltagerne ”sad og sloges lidt om mikrofonen, og det er sådan lidt 'nej, det er bare dumt, ikke', og så sidder alle de her tilskuere, det er fuldstændig ligegyldigt, om de svarer rigtigt, og alle tilskuerne tænker 'idioter', ikke” (interview). Man kunne diskutere om ikke kunst-quizzen i en eller anden forstand faktisk havde mere at gøre med politik end sommerfugleterapien, da den jo trods alt havde kunst og kultur som sit emne, men alligevel bliver dette event vurderet langt dårligere end det andet. Det illustrerer tydeligt vores argument om, at det ikke er det politiske indhold i eventene, men snarere hvor dygtige deltagerne er til at være på og levere varen i form af underholdning, der er afgørende for, hvordan eventene og deltagerne vurderes af publikum. Det tyder på, at medielogikken i ret høj grad strukturerer opfattelsen af, hvilke events der er succesfulde, og hvilke der falder igennem, samt hvilke politikere der lykkes med at skabe opbakning, og hvem der på den anden side ikke gør. Side 155 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 7.3.2 Opsamling Deltagelsen er anderledes på Folkemødet end til daglig. Christiansborgkulturen er godt nok i rimeligt høj grad rykket med til Folkemødet, hvor kriterierne for en vellykket debat stadig er at ’slå’ modstanderen, tydeliggøre forskellene og stramme retorikken. Imidlertid sker der også en anden ting på Folkemødet, som ved første øjekast kunne tolkes som en klar afvisning af Christiansborglogikken: Politikerne slapper faktisk af på Folkemødet, de er mere joviale og friske, og lægger det mere stive og formelle af sig. Umiddelbart er det en klar indikation af, at de er dialogsøgende, men ser vi lidt nærmere på de underliggende rationaler bag denne debatform, bliver det tydeligt, at den i høj grad handler om at ’slå’ sin modstander på sociale kompetencer, på at være hyggelig og sjov og på at snobbe nedad. I den forstand er Folkemødet mindst lige så medialiseret som dagligdagspolitikken, blot med den forskel, at spillet på Folkemødet snarere handler om at fremstå mest almindelig og afslappet. Vi kan derfor konkludere, at på Folkemødet er samtaleformen og politikernes optræden anderledes end til daglig, men stadig ligeså medialiseret, og i den forstand lykkes Folkemødet ikke med at skabe et alternativ til medialiseringen af politik, men snarere en alternativ form for medialisering af politikken. 7.4 Konklusion på delanalysen I denne delanalyse har vi undersøgt, hvorvidt den politiske deltagelse på Folkemødet er tilpasset mediernes imperativer eller snarere er styret af en underliggende politisk logik. Gennemgående i analysen har vi sammenlignet vores resultater med de forventninger til den politiske deltagelse, der ligger i Folkemødets idemæssige grundprincipper, nemlig at Folkemødet skal være et opgør med den medialiserede dagligdagspolitik, der bl.a. udspringer fra Christiansborg. Sammenfattende kan vi konkludere, at deltagelsen ikke lever op til disse forventninger, og at den må siges at være struktureret mere af medielogikken end af en politisk logik, endda med de frihedsgrader, der ligger i den Folkemødespecifikke politiske logik. De forskellige events rundt omkring på Folkemødet var således et langt stykke ad vejen struktureret af en underliggende strategi om at maksimere synlighed og opmærksomhed, at få mediedækning og reklamere for sin organisation eller sit parti, ligesom konkurrencelogikken fra Christiansborg også influerede det indbyrdes forhold mellem de forskellige event-arrangører. Det handlede Side 156 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse med andre ord om at have det fedeste sted, at råbe højest og gøre opmærksom på sig selv. Vi kunne se, at disse underliggende strategier udmøntede sig i events, der var tilpasset medielogikkens foretrukne fremstillingsformer: Arrangementer tilnærmede sig i deres udformning stort anlagte tv-shows baseret på underholdning og kendiseffekter. Selvfølgelig var der også eksempler på mere politisk-substantielle events, som i form mindede mere om forsamlingshusets paneldebatter, men disse var ikke ligeså mange og ændrede ikke ved det generelle billede af, at strategien bag folkemødedeltagelsen generelt, og afholdelsen af events specifikt, var at reklamere og brande sin organisation eller sit parti. Kommunikationsformen til de enkelte events varierede. Til nogle events var Christiansborglogikken klart at finde. Positionerne var kridtet tydeligt op på forhånd, retorikken var hård og konfrontativ, og der var ikke et ønske om at forstå modpartens argumenter, endsige nå til enighed. Til andre events var debatten mere teknisk og saglig, aktører med specifik viden på, og interesse i, området blev bragt sammen, hvilket faktisk bar frugt og senere udmøntede sig i nogle konkrete aftaler. Her må vi konkludere, at Folkemødets forventninger faktisk blev indfriet og den Folkemødespecifikke politiske logik slog igennem. Der var dialog, de taktiske og strategiske overvejelser blev skubbet til side, og endog meget forskellige aktører fandt fælles fodslag. Endelig så vi, hvordan Folkemødet ændrede deltagernes roller. De blev mere afslappede, optrådte lidt mere på slap line, og tog sig nogle større friheder. Vi argumenterede for, at Folkemødet bevirkede, at den politiske kommunikation ændrede form og gik fra at være mere stiv og formel til at lægge sig mere op ad idealerne for en mere intim og personlig samtale. Ved første øjekast var det altså en klar indfrielse af Folkemødets ønske om at skabe nogle andre rammer for hvordan, og måder hvorpå, der debatteres. Men da vi gravede et spadestik dybere, kunne vi se, at den ændrede samtaleform medførte, at politikerne ikke blev bedømt på det politiske indhold af det, de sagde, men snarere på deres sociale kompetencer og underholdningsværdi. Vi konkluderer dermed, at samtaleformen på Folkemødet egentlig er lige så medialiseret som til daglig, men at den foruden Christiansborglogikkens vægtning af det sensationelle, dramaet og spliden også baserer sig på andre af dele af medielogikken. Side 157 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Der er således et helt tydeligt element af værdien af identifikation: Deltagerne personliggør sig og snobber nedad, og agerer på slap line som medievante berømtheder, nogle gange helt blottet for politisk indhold. Folkemødets fremstillingsformer må derfor siges i høj grad at lægge vægt på det nære og intime, som publikum kan relatere til. Imidlertid kniber det med inddragelsen af befolkningen, hvilket jo ellers er en del af Folkemødets idemæssige baggrund. Befolkningen kommer således i højere grad til at varetage rollen som et reaktivt (frem for aktivt) og passivt, vurderende publikum. I en elitedemokratisk optik ville dette være fint, i og med at borgerne ville have mulighed for på baggrund af deres vurderinger af magteliten at udtrykke deres fortsatte tillid eller mistillid til beslutningstagerne. Imidlertid fremgik det som bekendt af analysen, at det ikke kun er ud fra en politisk logik, at publikum på Folkemødet vurderer beslutningstagerne, men også ud fra deres sociale kompetencer. Samlet set ender vi derfor med at konkludere, at det kniber med at indfri Folkemødets idealer og forhåbninger, og at Folkemødet, både når det gælder arrangørerne, deltagerne og publikum, i høj grad er medialiseret. Side 158 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 8 Analysens konklusioner sammenfattet I denne analyse har vi undersøgt, hvad der karakteriserer den politiske deltagelse på Folkemødet. Undersøgelsen er informeret af tre teoretisk udledte, generelle samfundstendenser, som er opstillet i teorikapitlet, hvorved det analytiske formål er at lede efter forskelle mellem deltagelsen på Folkemødet og deltagelsen generelt. De tre generelle samfundstendenser, der strukturerer analysen, er interessevaretagelse, professionalisering af de politiske partier, samt medialisering af den politiske kommunikation og deltagelse. Samlet set kan undersøgelsen således bidrage med et bredt dækkende billede af den politiske deltagelse på Folkemødet og dermed lægge op til en diskussion af Folkemødets demokratiske potentiale. Denne diskussion er omdrejningspunktet for næste kapitel. Først skal vi imidlertid se på undersøgelsens resultater. 8.1 Interessevaretagelse på Folkemødet I interessevaretagelsesanalysen, kapitel 5, undersøgte vi relationerne mellem de statslige aktører og civilsamfundets organiserede interesser på Folkemødet ift. korporatisme og pluralisme. Mere specifikt undersøgte vi: a) Hvordan interessevaretagelsen praktiseres: Er det igennem lukkede fora og eksisterende netværk og dermed mere korporativt? Eller er det igennem åbne og mere mangfoldige kanaler, hvor nye netværk og alliancer kan blive skabt, hvilket indikerer en mere pluralistisk praksis? b) Styrkeforholdet mellem interesseorganisationerne: Er det de få store organisationer, der dominerer Folkemødet i kraft af deres position i hverdagen, hvorved Folkemødet er med til at konsolidere deres position i samfundet samt den korporative interessevaretagelsesmodel? Eller er der plads til de mindre og ikke-etablerede interessenter, der kan udfordre de store organisationer og de etablerede netværk, hvilket indikerer et mere pluralistisk styrkeforhold? Side 159 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Analysen viste, at Folkemødet grundlæggende bygger på et ønske om at pluralisere interessevaretagelsen ved at sikre en så åben og tilgængelig politikerstand som muligt, og ved at modarbejde lukkethed og eksklusivitet, som vi kender det fra korporatismen. Vi kan se, at både interesseorganisationer og de statslige aktører accepterer Folkemødets pluralistiske idegrundlag, og ikke betragter åbenlyst eksklusive og lukkede arrangementer som legitime. Analysen viste eksempler på, at Folkemødet konkret bruges fremadrettet som en del af den generelle policyudvikling, og dermed imødekommer Folkemødets idegrundlag og institutionelle setup. Set i et interessevaretagelsesperspektiv finder vi det særdeles interessant, at Folkemødet kan fungere som forum for politiske aftaler mellem politikere og civilsamfundsaktører. Det indikerer, at Folkemødet netop har potentialet til at udfordre de almindelige interessevaretagelsespraksisser, der eksisterer på Christiansborg og i hverdagen i øvrigt. Folkemødet bliver dermed som resultat en integreret del af interesseorganisationernes arbejde, hvorfor Folkemødedeltagelsen netop er afgørende for at legitimere og cementere sin position som mulig policyaktør fremadrettet. Analysen viste også, at Folkemødets største udfordringer, hvis Folkemødet vil leve op til sit idemæssige grundlag og sikre et åbent og pluralistisk interessevaretagelsesforum, er de stigende økonomiske omkostninger, det kræver, at være en synlig spiller på Folkemødet. Ligeledes illustrerede analysen, at det kræver en disciplineret og professionel indsats, hvis man vil gøre sig gældende, hvilket altså er en strukturel faktor, der favoriserer de store, etablerede organisationer, og dermed indikerer, at der trods alt stadig er korporative træk ved forholdet mellem staten og de organiserede interesser på Folkemødet. På den anden side viste analysen dog også helt tydeligt, at kreative og aktive organisationer faktisk kan sætte et langt større aftryk, end størrelsen normalt tilsiger. Side 160 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 8.2 Professionalisering – Partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet I professionaliseringsanalysen, kapitel 6, undersøgte vi, i hvor høj grad partiernes deltagelse og aktiviteter på Folkemødet er præget af professionalisering? Mere specifikt undersøger vi partiernes deltagelse på Folkemødet ift.: • Hvordan partierne opfordrer til og muliggør, at borgerne kan deltage på Folkemødet: Prioriterer partierne medlemmerne og forsøger at inkludere dem aktivt, hvilket indikerer en lav grad af professionalisering? Eller fokuserer de snarere på partieliten og forsøger at organisere de almindelige Folkemødedeltagere som heppere, hvilket omvendt indikerer en høj grad af professionalisering? • Hvorvidt de anvender Folkemødet til at indgå i dialog med og lære borgerne bedre at kende, hvilket indikerer en lav grad af professionalisering? Eller om deres Folkemødedeltagelse snarere er fokuseret på allerede etablerede policies og politikområder, og partierne snarere sigter mod at profilere sig overfor befolkningen, hvilket omvendt indikerer en høj grad af professionalisering? • Endelig undersøgte vi, om partierne bruger Folkemødet til at debattere og konstruere politik igennem inklusion af borgere og partimedlemmer, eller om partierne snarere bruger Folkemødet til at præsentere og promovere deres politik og rettere inddrager policy-eliter i politikudvikling. Her indikerer førstnævnte en lav grad af professionalisering. Omvendt tyder sidstnævnte på en høj grad af professionalisering. Analysen blev indledt med en kort redegørelse for Folkemødets idemæssige og institutionelle forventninger til de politiske partiers aktiviteter og deltagelse på Folkemødet: Man håber fra arrangørernes side, at partierne kan bidrage til at understøtte den demokratiske dialog og fremme folkets indflydelse på politikdannelsen, ligesom partierne opfordres til at involvere borgerne i deres aktiviteter og tage sig bedre tid til at gå dialog med befolkningen på Folkemødet. Imidlertid indikerede analysen, at partierne i praksis ikke indfrier forventningerne. I stedet er deres deltagelse og aktiviteter i høj grad præget af professionalisering. Partimedlemmerne fylder ikke meget i partiernes deltagelse og aktiviteter på Side 161 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Folkemødet. Deltagelsens omdrejningspunkt er snarere parlamentarikerne og den øvrige partielite. Borgerne bliver derimod hovedsagligt inddraget som organiserede heppere i partiernes Folkemødetelte. Analysen viste også, at det på Folkemødet godt nok er lettere at komme i dialog med befolkningen end til daglig, men at det imidlertid ikke er noget, partierne prioriterer i særlig høj grad. I stedet prioriterer de at deltage i paneldebatter og lignende aktiviteter, hvor de kan profilere deres politik over for borgerne. Her stemmer partiernes intentioner, som de bliver udfoldet i interviewene, og den praktiske deltagelse ikke overens, og vi må konkludere, at selvom partierne gerne vil i dialog med befolkningen, er det stadig profileringen af partiet og dialogen med de andre beslutningstagere, der vejer tungest og sluttelig udmønter sig i praksis. Folkemødesekretariatet har med indstiftelsen af Folkemødets Dialogpris sat fokus på spørgsmålet om dialog med befolkningen. På lidt længere sigt kan Folkemødet således måske være med til at fremme den direkte dialog mellem folket og politikerne og dermed blive den arena, hvor partierne styrker forbindelsen til befolkningen og opsamler ny viden om deres interesser og behov. Til sidst i professionaliseringsanalysen så vi på den af partiernes funktioner, der omhandler politikfomulering og -præsentation. Her indikerede analysen, at alle partifolkene håber, at deres partis politik kan diskuteres mere visionært og frit på Folkemødet. Derudover er det deres oplevelse, at dagligdagspolitikkens fastlåste budskaber og taktikker, i hvert fald for de menige folketingsmedlemmers vedkommende, faktisk kan lægges til side på Folkemødet. Men som det også er tilfældet med den ovenfor nævnte dialog mellem parti og vælgerbefolkning, trænger professionaliseringstendenserne fra hverdagen sig hurtigt på, og frygten for at visionære udmeldinger kan blive brugt mod partiet, lægger en dæmper på debatten. Der er ikke mange tegn på egentlig poltitikudvikling på Folkemødet, og det der er, bliver udviklet i samarbejde med andre policy-eliter og hverken partimedlemmer eller andre borgere. Samlet set kan vi dermed konkludere, at Folkemødet for partiernes vedkommende er præget af de samme professionaliseringstendenser, som partierne også oplever i dagligdagspolitikken: Partiernes Folkemødedeltagelse er koncentreret omkring Side 162 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse partieliten, og aktiviteterne fokuserer på at promovere partiets politik og synliggøre partiet overfor potentielle vælgere. 8.3 Medialiseringen på Folkemødet I specialets tredje og sidste delanalyse, medialiseringsanalysen i kapitel 7, undersøgte vi, hvorvidt den politiske deltagelse på Folkemødet kan siges at være tilpasset mediernes imperativer eller snarere er styret af en underliggende politisk logik. Vi fokuserede i analysen på de events, der udgør rygraden i det officielle folkemødeprogram, og undersøger medialiseringen ift.: • Hvilke underliggende strategier, der ligger bag at afholde events, og hvordan de konkret påvirker den praktiske udformning af eventene: Handler eventene om at skabe generel synlighed og opmærksomhed om arrangørens organisation, eller handler de nærmere om at diskutere specifikke politikområder? Antagelsen er her, at førstnævnte resulterer i mere underholdningsprægede events og dermed tyder på medialisering, mens sidstnævnte medfører mere højskole- eller forsamlingshusprægede events, og dermed indikerer en underliggende politisk logik. • Hvordan deltagerne kommunikerer politik til eventene: Går de mere op i taktisk og strategisk spil, at udstille modstanderen, hvilket indikerer, at medielogikken er på spil i kommunikationen? Eller går de mere op i at præsentere og debattere politiske synspunkter på et specifikt politikområde, hvilket er tegn på et underliggende politisk rationale? • Hvilke roller deltagerne praktiserer til eventene: Går deltagelsen ud på at underholde og være på slap line, eller praktiserer aktørerne snarere en politisk rolle, hvor det er de politisk-saglige emner, der er genstand for debatten? Ift. denne analysedimension er det klart, at roller selvfølgelig må vurderes ud fra den præmis, at Folkemødet er en politisk festival, hvor der nødvendigvis gælder nogle andre interaktionsformer end de, der styrer dagligdagens politik. Der bliver således lagt vægt på det mere nære, intime og personlige, uden at det nødvendigvis indikerer medielogik. Det er snarere når deltagelsen bliver ren underholdning, uden nogen form for politisk substans, at der er tale om medialisering. Side 163 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Analysen indledtes med en kort redegørelse for Folkemødets idemæssige og institutionelle forventninger til den politiske deltagelse, der ligger i Folkemødets idemæssige grundprincipper, nemlig at Folkemødet skal være et opgør med den medialiserede dagligdagspolitik. Sammenfattende viser analysen, at deltagelsen ikke indfrier Folkemødets idealer, og at den i høj grad er struktureret af medielogikken. Strategien bag event-afholdelsen handler i høj grad om at maksimere synlighed og opmærksomhed, at få mediedækning og ’reklamere’ for sin organisation eller sit parti, ligesom konkurrencelogikken fra Christiansborg også influerer det indbyrdes forhold mellem de forskellige eventarrangører: Det handler om at have det fedeste sted, at råbe højest og gøre opmærksom på sig selv, og analysen viste netop, at disse underliggende strategier udmønter sig i events, der er tilpasset medielogikkens foretrukne fremstillingsformer. Selvom der også er eksempler på det modsatte, indikerede analysen alligevel ret tydeligt, at arrangementerne i deres udformning minder om tv-shows baseret på underholdning og kendiseffekter. Kommunikationsformen til de enkelte events varierer, og her er konklusionerne ikke lige så entydige: Nogle events er i høj grad præget af konkurrencelogikken fra Christiansborg, hvor positionerne er kridtet tydeligt op, og retorikken er hård og konfrontativ, mens andre events er mere præget af teknisk-saglig debat, hvor eksperter, interessenter og politikere inden for feltet bringes sammen med decideret politikudvikling til følge. Folkemødets forventninger bliver i denne henseende indfriet, og den politiske logik slår igennem. Der er dialog, de taktiske og strategiske overvejelser bliver for en tid ligegyldige, og der findes fælles fodslag mellem de forskellige aktører. Endelig viste analysen, at Folkemødet påvirker deltagernes roller, hvorved deltagerne bliver mere afslappede, friskere og tager sig nogle større friheder. Folkemødet medfører således, at den politiske kommunikationsform ændres fra at være mere stiv og formel til at blive mere intim og personlig. Dette er helt i tråd med Folkemødets idealer og forventninger og tyder således på, at Folkemødedeltagelsen kan medføre et andet og mere afslappet debatklima. Imidlertid viser analysen også, at den ændrede kommunikationsform betyder, at politikerne ikke bliver bedømt på det politiske indhold Side 164 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse af det, de siger, men snarere på deres sociale kompetencer og underholdningsværdi. Spørgsmålet bliver derfor, om Folkemødet i virkeligheden lykkes lidt for godt med at ændre debatklimaet og deltagernes roller, hvorved de idealer, der opstilles for Folkemødedeltagelsen således bare bliver en mellemstation på vej mod ren underholdning tømt for politik. Vi konkluderer, at samtaleformen på Folkemødet egentlig er lige så medialiseret som til daglig, men at den baserer sig på andre af dele af medielogikken end dagligdagspolitikken: På Folkemødet ’snobber politikerne nedad’, og optræder på slap line som medievante berømtheder, nogle gange helt blottet for politisk indhold, til ære for publikum. Målt på Folkemødets præmisser er det endog meget positivt, at man lykkes med at skabe en festival, hvor man kan sætte sig ud over Christiansborgpolitikken og møde ’menneskene bag’ politikerne, men sammenholdt med Folkemødets ideal om at styrke demokratiet og dialogen, må vi nok sige, at nogle af de mest underholdningsprægede events alligevel er skudt over målet. Analysen viste endelig, at det kniber med inddragelsen af borgerne, som snarere bliver tildelt og praktiserer rollen som publikum. Samlet set ender vi derfor med at konkludere, at Folkemødets idealer og forhåbninger kun i lav grad bliver indfriet – dog i lidt højere grad ift. kommunikationsformen – og at Folkemødedeltagelsen med rimelighed kan karakteriseres som medialiseret. Samlet set tegner analysen således et billede af et Folkemøde, der ikke helt kan siges at være en forlængelse af dagligdagspolitikken, men på den anden side langt fra formår at indfri Folkemødets idemæssige grundprincipper og institutionelle forventninger. Indsigterne fra analysen tager vi med os i næste kapitel, hvor vi vurderer og diskuterer Folkemødets demokratiske potentialer. Side 165 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 9 Vurdering og diskussion: Folkemødets demokratiske potentiale I analysen har vi undersøgt, hvad der kendetegner den politiske deltagelse på Folkemødet. Folkemødet som institution er selv struktureret ud fra en række kriterier for, hvad der anses som Folkemødets formål: Folkemødet skal være en mulighed for – i det mindste i et par dage – at gøre op med dagligdagens politiske praksis præget af fastlåste forhandlingsmønstre, stigende afstand til befolkningen og en for kraftig medialisering, med bl.a. spin og strategi til følge. I det store og hele kan vi se, at Folkemødet kun delvist lykkes med at indfri sine mål. Forhandlingsmønstrene er mindre fastlåste end til daglig, og mindre interesser kan lettere få adgang til og anerkendelse i den politiske proces. Imidlertid kniber det med at få gjort op med dagligdagens professionaliserings- og medialiseringstendenser, som slår kraftigt igennem på Folkemødet. Målt på sine egne præmisser kan Folkemødet, ifølge vores analyse, således ikke siges at være en specielt succesfuld begivenhed. Når vi alligevel vil argumentere for, at Folkemødet faktisk har demokratisk potentiale og er et positivt bidrag til det danske demokrati, er det således ikke nok at vurdere Folkemødets succes ud fra dets interne kriterier. Vi formulerede derfor i specialets begyndelse to alternative modeller for demokratisk deltagelse, nemlig en elitedemokratisk og en deltagelsesdemokratisk model, som vi i dette kapitel anvender som demokratisk-normative værktøjer til at vurdere og diskutere Folkemødets demokratiske potentiale. Indledningsvis vurderer vi ud fra disse to demokratiteoretiske deltagelsesidealer, hvordan Folkemødet bidrager til det danske demokrati. Dernæst diskuterer vi, med udgangspunkt i det alternative perspektiv på politisk deltagelse, som vi opstillede i teorikapitlets afsnit 2.1.4 , om det er rimeligt at vurdere Folkemødets potentialer ud fra disse konventionelle demokratimodeller, eller om Folkemødets potentialer faktisk transcenderer dem og må forstås på en kvalitativt anderledes måde. Side 166 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 9.1 Folkemødets demokratiske potentiale mellem elite- og deltagelsesdemokrati I teorikapitlets afsnit 2.1 formulerede vi to deltagelsesidealer på baggrund af to demokratiske normative modeller, nemlig en elitedemokratisk model samt en deltagelsesdemokratisk model. Modellerne er enige om, hvad der karakteriserer demokrati: De politiske ledere udpeges af det suveræne folk, der er ytrings- og pressefrihed, medborgerskabet inkluderer alle grupper i samfundet, der er forsamlingsfrihed, og staterne styres af lovgivning med deltagelse af folkevalgte repræsentanter (altså: demokratier er retsstater). De er også enige om, at det politiske system får sine inputs i form af krav og støtte og sin legitimitet udefra fra civilsamfundet. Imidlertid er modellerne uenige, hvad angår godt demokrati. I elitedemokratiet er det tilstrækkeligt for at sikre den demokratiske proces’ legitimitet, at borgerne på et oplyst grundlag afgiver deres stemmer til de politiske repræsentanter, hvorefter disse, i samspil med det politiske systems andre interessenter og eksperter, står for den videre politikformulering og –implementering. Politik er i denne model løsningsorienteret og baseret på aggregatet af civilsamfundets individuelle interesser. I deltagelsesdemokratiet spiller politikken en anden, konstitutiv, rolle. Den er således ikke kun til for at løse konflikter og udfordringer, men også for at skabe demokratiske institutioner i civilsamfundet, der integrerer og danner befolkningen, således at de bliver solidariske, aktive medborgere, der indgår i ’tykke’ sociale fællesskaber. Politik er altså i denne model baseret på kollektive, demokratiske identiteter og interesser, der formes i demokratiske institutioner. De to demokratiteoretiske deltagelsesmodeller er altså normative, og, på trods af deres ligheder, også kvalitativt forskellige. I dette afsnit vurderer vi med udgangspunkt i de to modeller Folkemødets demokratiske potentiale. Vores analyse viste, at inddragelsen af befolkningen på Folkemødet primært finder sted i forbindelse med de medialiserede og underholdningsprægede events. Der foregår godt nok masser af politik på Folkemødet, både i form af networking og i de åbne, officielle events, men de lægger ikke op til, at borgerne rigtigt kan få mulighed for at præge, endsige styre, diskussionens gang. I et deltagelsesdemokratisk perspektiv, som også i Side 167 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse store træk er det, Folkemødet som institution formulerer som dets ideal, er Folkemødet altså ikke særligt succesfuldt. Den demokratiske deltagelse er for deltagelsesdemokraterne ikke sikret med, at borgerne præsenteres for prædefinerede politikker, hvor nøgternt og lødigt de så end fremlægges. Når partier og organisationer, som analysen indikerer, ikke formår at inddrage befolkningen i den politiske ideudvikling på Folkemødet, og ikke i praksis er lydhøre overfor de ideer, ønsker eller krav, borgerne potentielt har med til Folkemødet, er det svært at tale om deltagelsesdemokrati. I forhold til det elitedemokratiske perspektiv på Folkemødet er det en forudsætning og nødvendighed for deltagelsen, at befolkningen kender til de forskellige politikområder, ved hvilke udfordringer samfundet står over for, og kender til de forskellige professionelle politikeres standpunkter. Her lykkes Folkemødet faktisk, om end det ikke er i det deltagelsesdemokratiske perspektiv, som ellers var meningen. Dog må der også i det elitedemokratiske perspektiv siges at være problemer med graden af medialisering og underholdning, fordi det kan komme til at overskygge den egentlig politiske kommunikation. Men trods dette er der stadig mulighed for at overvære politisksubstantielle debatter. Folkemødet fremstår altså, hvis vi vurderer det i et elitedemokratisk lys, langt mere positivt. Her er det endog meget fornuftigt med en masse events, hvor borgerne ikke opfordres til at interagere med beslutningstagerne, men snarere som et kritisk publikum direkte kan få syn for sagen og danne sig en mening om de forskellige politikker og politikere. Ud fra dette ideal er borgernes rolle nemlig, snarere end at skabe politikken udefra fra civilsamfundet og kanalisere den ind i det politiske system, at kanalisere generel støtte i form af deres stemme ind i det politiske system, således at de politiske beslutninger, der vedtages i det politiske system, kan siges at være legitime. Folkemødet honorerer således i langt højere grad de elitedemokratiske deltagelseskriterier end de tilsvarende deltagelsesdemokratiske, hvorfor en betragtning af Folkemødet som en politisk festival for eliten nok er det mest sandfærdige billede og også her, at Folkemødet i høj grad finder sin styrke. Det halter med andre ord med den folkelige inddragelse. Side 168 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Samtidig halter det også, hvad end vi anskuer Folkemødet i et elite- eller deltagelsesdemokratisk perspektiv, med at skabe det frirum i dansk politik, som Folkemødet påstås at skulle være, hvor man kan få lov at eksperimentere og tænke ud af boksen. Dette skyldes ikke mindst ’Christiansborgkulturen’, som i det store og hele er flyttet med til Allinge og præger folkemødedeltagelsen. I et deltagelsesdemokratisk perspektiv er dette problematisk, fordi det indebærer, at ’det politiske maskinrum’ lukker sig om sig selv og bliver utilgængeligt for offentligheden, hvorfor den brede, folkelige inddragelse i beslutningsprocessen forhindres. I et elitedemokratisk perspektiv er det problematisk, fordi det let kan risikere at skævvride den politiske kommunikation og formidling, hvorved man ikke kan være sikker på, at befolkningen på et oplyst grundlag kanaliserer støtte ind i det politiske system. Folkemødet er således tættere på at indfri de elitedemokratiske forventninger, hvorimod det kniber med at forankre Folkemødet i den brede folkelige deltagelse. Som vi ser det risikerer Folkemødet derfor i fremtiden at løbe ind i en legitimitetskrise, hvilket der også, med fx Benny Engelbrechts kritik af arrangementet for at være for elitært, allerede er begyndende tegn på. For at ruste sig imod en sådan krise, kan Folkemødet som institution vælge at satse mere på den folkelige del, hvilket indbefatter, at der må opstilles klarere og strengere retningslinjer for bl.a. mediernes tilstedeværelse, arrangementers udførelse og de politiske partier og bevægelsers praksis på Folkemødet. Men måske ville dette også medføre, at mange af de professionelle deltagere ikke længere kunne se det fordelagtige i at deltage. Alternativt kunne man fra Folkemødets side vælge at satse mere entydigt på den del, der rent faktisk fungerer, nemlig den uformelle og uofficielle del, hvor eliterne mødes på tværs og i nye konstellationer. Det vil imidlertid åbne op for yderligere kritik af arrangementet og af de politiske eliter for at være ude af kontakt med befolkningen. Det er altså forbundet med både fordele og ulemper at trække Folkemødet enten i en mere elitær eller i en mere deltagelsesorienteret og egalitær retning. Eliten kan bruge Folkemødet, som det er, til at mødes, netværke osv., og den del af befolkningen, der tager derover, er glade og tilfredse med arrangementet som helhed. Derfor er det måske netop i spændingsfeltet mellem de to idealer, at Folkemødet finder sin styrke. Side 169 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 9.2 Folkemødets succes: et alternativt perspektiv på politisk deltagelse Selvom Folkemødet således ikke lever op til idealerne om bred inddragelse af befolkningen, skaber det stadigvæk muligheden for at befolkningen kan tage kontakt til beslutningstagerne. Afstanden mellem borgere og beslutningstagere er minimeret, og de mindre interesseorganisationer har mulighed for at præge beslutningsprocessen. Selvom Folkemødet altså ikke direkte formår at inkludere befolkningen i praksis i de politiske processer, så formår det at skabe begejstring for det danske folkestyre. I den forbindelse er det værd at gentage citatet fra Anne Kring: ”Det vidner om Danmarks styrke, at man kan være så tæt på politikerne, så jeg er glad, når jeg kan stå i en fredagsbar, og så går den ene minister efter den anden forbi mig. Og det, synes jeg, er positivt. Og på den måde kan man sige, at så er der kortere fra borger til politikere, og så kan det være, at det styrker demokratiet, fordi så føler jeg mere, at man kan ændre tingene” (Kring, interview). Vi vil derfor foreslå, at selvom konklusionerne er ret entydige, og Folkemødet i praksis bedst kan betragtes som en politikfestival for eliten, er det ikke nødvendigvis problematisk. Det udstiller snarere, at en politisk festival, hvis primære deltagere er samfundets professionelle beslutningstagere og borgere, der er mere end almindeligt interesserede i politik, ikke kan sidestilles med den almindelige politik, og ikke fyldestgørende kan forstås ud fra nogle abstrakte, demokratiske idealer. Vi vil snarere foreslå, at man vurderer Folkemødet ud fra, hvad den faktisk leverer, se tabel 5. Og her peger en undersøgelse (Dybdal, 2013) på, at Folkemødet skaber glæde og begejstring ved det danske folkestyre. Faktisk siger 99 % af de adspurgte i denne undersøgelse, at de vil anbefale andre at deltage. Det kan godt være, at Folkemødet ikke lykkes med at kanalisere inputs fra sociale fællesskaber ind i det politiske system, men måske lykkes det rent faktisk med at skabe et politisk fællesskab, baseret på tillid, som ovenstående citat fra Anne Kring indikerer. Hvad Folkemødet dermed leverer, og hvor den praktiske udfoldelse i form af en festival med underholdning og mere afslappede adfærdsformer faktisk fungerer, er, at det måske kan få tingene til at glide lidt lettere i dagligdagspolitikken, og at det måske kan imødekomme noget af den politikerlede, der ulmer i samfundet. Desuden kan Folkemødet stille skarpt på nogle meget specifikke Side 170 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse politikområder og dermed gøre politikken konkret og jordnær, frem for at basere den politiske deltagelse på abstrakte begreber om generaliseret støtte til systemet, identifikation med partier osv. Elitedemokratisk, liberalt perspektiv Deltagelsen spiller kun en marginal rolle Deltagelsesdemokratisk, republikansk perspektiv Deltagelsen er en essentiel del af demokratiet Fokus på den politiske elite Fokus på borgerne Deltagelse er instrumentel og løsningsorienteret Deltagelsen er løsningsorienteret men også konstitutiv for de sociale fællesskaber Interesser er individuelle/ tyndt socialt fællesskab Interesser er kollektive/ tykt socialt fællesskab Deltagelsen er inputorienteret Deltagelsen er inputorienteret Civilsamfundet sikrer det politiske systems legitimitet udefra-og-ind Civilsamfundet sikrer det politiske systems legitimitet udefra-og-ind Massiv deltagelse er uønskværdigt Massiv deltagelse er ønskværdigt Deltagelsen i praksis på Folkemødet På Folkemødet har borgerne mulighed for at orientere sig om mange forskellige politikker og politikere, men de spiller ikke en selvstændig og aktiv rolle I praksis handler Folkemødet om den politiske og samfundsmæssige elite og i mindre grad om borgerne Internt i eliten er deltagelsen løsningsorienteret, mens borgerinddragelsen på Folkemødet faktisk er konstitutiv for et politisk og ikke et socialt fællesskab, fordi den skaber tillid til og begejstring for de politiske og demokratiske institutioner Folkemødet indstifter/styrker snarere et politisk fællesskab baseret på politisk tillid og accept af en politisk arbejdsdeling. Alle behøver dermed ikke have de samme kompetencer, men kan deltage i politikken, når de kan og med hvad de kan. Folkemødet handler ikke om inputs udefra-og-ind til det politiske, men snarere inputs, der opstår i det politiske På Folkemødet skabes legitimitet igennem de konkrete møder, aftaler, hensigtserklæringer etc., og ikke igennem idealer om repræsentation af interesser og/eller identiteter. Det handler om at lave nogle ’gode’ politikker og opnå accept af dem På Folkemødet er der mulighed for at deltage i det, man som borger synes er sjovt/interessant. Deltagelsen er ønskværdig, men ikke for at sikre repræsentation, men snarere for at få politikken til lettere at ’synke ned’, ved at skabe begejstring for og opbakning til de demokratiske institutioner og repræsentanter Tabel 5. Folkemødedeltagelsens demokratiske potentiale Side 171 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse I den forstand bidrager Folkemødet som politisk projekt til demokratiet ved at vise, at politik faktisk kan levere varen og skabe begejstring omkring politik, hvorved det politiske systems legitimitet snarere (eller i hvert fald også) skal findes i systemets output, frem for kun i dets input. Dermed gendriver Folkemødet forfaldshypotesens pessimistiske forestillinger om professionaliserings- og medialiseringstendensernes udemokratiske konsekvenser: Folkemødet er et fælles, kreativt politisk projekt, der skaber begejstring for demokrati med alle mulige forskellige virkemidler, og taget i betragtning, at der med Folkemødet er tale om en festival, er underholdning et oplagt virkemiddel. Side 172 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 10 Litteratur Adcock, Robert og David Collier (2001). Measurement Validity: A Shared Standard for Qualitative and Quantitative Research. I: American Political Science Review, vol. 95 (3), s. 529-546 Albæk, Erik (2004): Ekspertvælde?. I: Jørgen Goul Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen, Lise Togeby og Signild Vallgårda (red): Den demokratiske udfordring. København: Hans Reitzels Forlag. Albæk, Erik (2005): Eksperter kan være gode nok, men …Om fagkundskabens politiske vilkår i dansk demokrati. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag Allern, Elin H. & Karina Pedersen (2007): The Impact of Party Organisational Changes on Democracy. I: West European Politics, Vol. 30, No. 1, s. 68-92, januar 2007 Altheide, David L. & Robert Snow (1979). Media Logic. London: SAGE Publications Amnesty Internationals hjemmeside (2014). Medarbejdere. http://www.amnesty.dk/employees/list Arnsdorf, Elisabeth Haslund & Nina Birkkjær Delfour (2013, 7. juni): Folkemødet 2013 – i tal. Berlingske. http://www.b.dk/politiko/folkemoedet-2013-i-tal Asp, Kent (1986). Mäktiga massmedier:Studier i politisk opinionsbildning. Stockholm: Akademilitteratur Asp, Kent, and Peter Esaiasson (1996). The Modernization of Swedish Campaigns: Individualization, Professionalization, and Medialization. I: David L. Swanson and Paolo Mancini (red): Politics, Media, and Modern Democracy: An International Study of Innovations in Electoral Campaigning and Their Consequences. Westport, CT: Praege Bachrach, Peter (1967). The Theory of Democratic Elitism. Boston: Little, Brown and Company Bachrach, Peter (2010). Political Elites in a Democracy. New Brunswick: Transaction Publishers Bang, Henrik P. (2009). Yes we can': identity politics and project politics for a latemodern world. Urban Research & Practice, 2:2, s.117 - 137 Bang, Henrik (2009b). Political community: The blind spot of modern democratic decision-making. British Politics, 2009, 4, s. 100–116. Side 173 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Bang, Henrik (2010). David Easton. København: Jurist- og økonomforbundets forlag Barber, Benjamin (2003). Strong Democracy: Participatory Politics for a New Age. London: University of California Press Bille, Lars (1997): Partier i forandring. En analyse af danske partiorganisationers udvikling 1960-1995. Odense: Odense Universitetsforlag Bille, Lars (1998). Partier og interesseorganisationer, i Karsten Ronit (red), Interesseorganisationer i dansk politik, Kbh: Jurist- og Økonomforbundet. Bille, Lars (2004): Den danske partimodels forfald. I Lars Bille & Jørgen Elklit (red).: Partiernes medlemmer. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag Binderkrantz, Anne Storkjær (2004). 'Hvordan interesseorganisationer får politisk indflydelse. Resultater fra en spørgeskemaundersøgelse blandt danske interesseorganisationer', http://www.campingraadet.dk/userfiles/pdf/hvordan_interesseorganisationer_fr_politisk _indflydelse.pdf Bischoff, Carina & Robert Klemmensen (2012). Fra spørgsmål til hyopteser. I Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen (red.): Metoder i statskundskab (2. udgave). København.: Hans Reitzels Forlag. Blumler, Jay og Dennis Kavanagh (1999). The Third Age of Political Communication: Influences and Features. I: Political Communication, 16, s. 209-2223 Brants, Kees og Philip van Praag (2006): ”Signs of Media Logic: Half a Century of Political Communication in the Netherlands”. I: Javnost – The Public, vol. 13 (1), s. 2540 Bryman, Alan (2004). Social research methods (2. udgave). New York: Oxford University Press. Bøgh Andersen, Lotte (2012). Forskningskriterier. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen (red.): Metoder i statskundskab (2. udgave), Kbh.: Hans Reitzels Forlag. Bøgh Andersen, Lotte, Anne Storkjær Binderkrantz & Kasper Møller Hansen (2012). Forskningsdesign. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen (red.): Metoder i statskundskab (2. udgave). Københanv: Hans Reitzels Forlag. Cunningham, Frank (2002). Theories of democracy a critical introduction. London: Routledge Side 174 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Dahl, Robert A. (1961). Who Governs? Democracy and Power in an American City, New Heaven: Yale University Press. Dahl, Robert A. (1966). Pluralist Democracy in the United States: Conflict and Consent. Chicago: Rand McNally & Company. Dalton, Russell J. (2008). Citizenship Norms and the Expansion of Political Participation, Political Studies, 56. årgang nr. 1, s. 76–98. Doheny, Shane (2007). Responsibility and the Deliberative Citizen: Theorizing the Acceptance of Individual and Citizenship Responsibilities. I: Citizenship Studies, Vol. 11, No. 4: 405–420. Dybdal, Anders (2013). Folkmøde-analysen 2013. http://www.andersdybdal.dk/SlidesFMA2013.pdf Easton, David (1957). An Approach to the Analysis of Political Systems. World Politics, no. 9.pp 383-400 Easton, David (1965). A Systems Analysis of Political Life. New York.: Wiley and Son. Esmark, Anders og Mark Ørsten (2008): ”Media and Politics in Denmark”. I: Communicating Politics: Political Communication in the Nordic Countries (eds. Strömbäck et al). Göteborg: Nordicom. Pp. 25-44 Esmark, Anders & Eva Meyerhöffer (2012). Public Agenda Setting between Media Logic and Political Logic. I: Barbara Pfetsch (red.): Political Communication Culture in Western Europe. Attitudes of Political Actors and Journalists in Nine Countries. New York: Palgrave Macmillan Etzioni-Halevy, Eva (1993). The Elite Connection. Cambridge: Polity Press. Engelbrecht, Benny (2012, 14. juni 2012). Folkemødet er en fest for lobbyister. Politiken. http://politiken.dk/debat/ECE1655855/folkemoedet-er-en-fest-for-lobbyister/ Fadel, Ulla (2002): Christiansborg- og vælgervirkeligheden – to verdener i dansk politik?. I Finn Sivert Nielsen & Inger Sjørslev (red).: Folket repræsentanter. Et antropologisk blik på Folketinget. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag Flyvbjerg, Bent (2010). Fem misforståelser om casestudiet. I: Svend Brinkmann & Lene Tanggaard (red.): Kvalitative metoder: En grundbog, Kbh.: Hans Reitzels Forlag. Folkemødets hjemmeside (2014a): Om Folkemødet. http://www.brk.dk/folkemoedet/om_folkemoedet/sider/om_folkemoedet.aspx Side 175 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Folkemødets hjemmeside (2014b): Gode råd til arrangører. http://www.brk.dk/folkemoedet/arrangoerer/sider/gode-r%C3%A5d-tilarrang%C3%B8rer.aspx Folkemødets hjemmeside (2014c): Principper og koncept. http://www.brk.dk/folkemoedet/om_folkemoedet/koncept/sider/forside.aspx Folkemødets hjemmeside (2014d): Principper for events. http://www.brk.dk/folkemoedet/arrangoerer/Sider/Principper-for-events2.aspx Folkemødets hjemmeside (2014e): Sponsor. http://www.brk.dk/folkemoedet/Documents/fm14_sponsor.pdf Førsteliin, Ulf (2013): Folkemødet fra A – Å. Folkemødet – programavis 2013, s. 4-5 Gallagher, Michael, Michael Laver & Peter Mair (2006). Representative government in modern Europe, 4. udg. Boston, MA: McGraw-Hill. Gerring, John (2004). What is a case study and what is it good for?, American Political Science Review, 98. årgang, nr. 2, s. 341–354. Glynos, Jason & David Howarth (2007): Logics of Critical Explanation in Social and Political Theory. London: Routledge Goffman, Erving (1992). Vore rollespil i hverdagen. København: Hans Reitzels Forlag Goul Andersen, Jørgen (2004). Folket og Eliterne. Om meningsdannelse på masse- og eliteniveau. I Jørgen Goul Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen, Lise Togeby og Signild Vallgårda (Red): Den demokratiske udfordring. København: Hans Reitzels Forlag. Gravengaard, Gitte (2010): Journalistik I praksis. Frederiksberg: Samfundslitteratur Grosbøll, Winni (2011). En fest for Demokratiet. Folkemødet – programavis 2011. s. 2 Grosbøll, Winni (2013). Velkommen for tredje gang. Folkemødet – programavis 2013, s. 2 Habermas, Jürgen (1997): Between Facts and Norms. Cambridge: Polity Press. Habermas, Jürgen (2006). Political Communication in Media Society: Does Democracy Still Enjoy an Epistemic Dimension? The Impact of Normative Theory on Empirical Research. I: Communication Theory 16, s. 411–426. Side 176 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Hallin, Dan og Paolo Mancini (2004): Comparing Media Systems: Three Models of Media and Politics. Cambridge: Cambridge University Press Harrits, Gitte Sommer, Carsten Strømbæk & Bente Halkier (2012). Indsamling af interviewdata. I Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen (red.): Metoder i statskundskab (2. udgave). København: Hans Reitzels Forlag. Hay, Colin (2007). Why We Hate Politics. Cambridge: Cambridge Polity Press. Held, David (2006). Models of democracy, Cambridge, Malden, MA: Polity. Hempler, Malene Trock (2013, 23. juni). Folkemødet. Berlingske. http://www.b.dk/kommentarer/folkemoedet Hernes, Gudmund (1978). Det mediavridde samfunn. I: Gudmund Hernes (red): Forhandlingsøkonomi og blandadministrasjon. Oslo: Universitetsførlaget. Hjarvard, Stig (2008): En verden af medier: Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg, Frederiksberg: Samfundslitteratur Hobbes, Thomas (1985 [1651]), Leviathan. London: Penguin, Højholdt, Lars Duvander & Karina Kosisara-Pedersen (2011): Forandrer Facebook partiernes forhold til vælgerne?. I: Politik, Årg. 14, nr. 3 (2011) 1604-0058 Jakobsen, Mads Leth Felsager (2012). Kvalitativ analyse: Kodning. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen (red.): Metoder i statskundskab (2. udgave), Kbh.: Hans Reitzels Forlag. Joas, Hans (2003). War and Modernity. Cambridge: Polity Katz, Richard S. & Peter Mair (1995): Changing Models of Party Organization and Party Democracy: The emergence of the Cartel Party. I: Party Politics , 1995, 1:5 Katz, Richard S. & Peter Mair (2002): The Ascendancy of the Party in Public Office: Party Organzational Change in Tewntieth-Century Democracies. I Richard Gunther, José Ramón Motero & Juan J. Linz: Political Parties – Old concepts and New Chanllenges. Oxford: Oxford University Press Knudsen Tim (2007): Fra folkestyre til markedsdemokrati, dansk demokratihistorie efter 1973. København: Akademisk Forlag Knudsen, Tim (2009, 28. juli): Professionaliseret socialisme. Information. http://www.information.dk/198638 Side 177 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Konsulentbureauet Rud Pedersen Public Affairs Company A/S (2010). En danskudgave af Almedalsveckan: Politikerfestival på Bornholm. http://dagsorden-og-referater.brk.dk /bilag538175 Kosiara-Pedersen, Karina (2011): Forandres partimedlemskab af partiernes anvendelse af politik marketing?. I Sigge Winther Nielsen (red.): Politisk marketing, personer, partier & praksis. København: Karnov Group Kosiara-Pedersen, Karina, Lars Bille & Hans Jørgen Nielsen (2012): From Membership to Campaign Organizations? Organizational Change Within Danish Parties. I Jens Blom-Hansen, Christoffer Green-Pedersen & Svend Erik Skaaning (red.): Democracy, Elections and Political Parties. Aarhus: Politica Kosiara-Pedersen, Karina (2013): Demokrati og Partimedlemskab. I Karina KosiaraPedersen, Gustav Nedergaard & Emil Lobe Suenson (red.): Statakundskab i Praksis – Klassiske teorier og moderne problemer. København: Karnov Group Kosiara-Pedersen, Karina & Helene Helbo Pedersen (2013). Partier og partisystemer. I: Jørgen Christensen Grønnegård & Jørgen Andersen (red): Det demokratiske system. København: Hans Reitzel. Kuhn, Raymond og Erik Neveu (2002). Political Journalism: New Challenges, New Practices, London: Routledge Laclau, Ernest & Chantal Mouffe (2001). Hegemony and Socialist Strategy: Towards a Radical Democratic Politics. London: Verso Landbrug & Fødevares hjemmeside (2014): Fødevareklyngens eksport slog rekord i 2013. http://www.lf.dk/Aktuelt/Nyheder/2014/April/Foedevareklyngens_eksport_slog_rekord _i_2013.aspx#.U2n8O8fc018 Less-Marshment, Jennifer (2010): Global Political Marketing. I Jennifer LessMarchment, Jesper Strömbäck & Chris Rudd (red.): Global Political Marketing. New York: Routledge Lijphart, Arend (1999): Patterns of Democracy. Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries, New Haven: Yale University Press Locke, John (2005). Two treatises of Government and a Letter Concerning Toleration. Stilwell: Digireads.com Publishing, Pettit, Philip (1999): Republicanism: A Theory of Freedom and Government, New York: Oxford University Press Side 178 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Maarek, Philippe og Gadi Wolfsfeld (2003): Political Communication in a New Era, London: Routledge Mailand, Mikkel (2008). Corporatism in Denmark and Norway–yet another century of Scandinavian corporatism, upubliceret. Copenhagen: Department of Sociology, University of Copenhagen. Mandag morgen (2011): Christiansborg skal inddrage borgerne (https://www.mm.dk/christiansborg-skal-inddrage-borgerne) Manin, Bernard (1997): The Principles of Representative Government, Cambridge: Cambridge University Press March, James G. & Johan P. Olsen (2006): "The Logic of Appropriateness", in Michael Moran, Martin Rein, and Robert E. Goodin (eds.) The Oxford Handbook of Public Policy. Oxford: Oxford University Press, pp. 689-708 Mazzolini, Gianpetro (1987): ”Media Logic and Party Logic in Campaign Coverage: The Italian General Election of 1983”. I: European Journal of Communication 2. Pp. 81-103 Mazzolini, Gianpetro (1987): ”Media Logic and Party Logic in Campaign Coverage: The Italian General Election of 1983”. I: European Journal of Communication 2. Pp. 81-103 Mazzolini, Gianpetro og Winfried Schulz (1999): Mediatization” of Politics: A Challenge for Democracy?. I: Political Communication, vol. 16 (3). Pp. 247-261 Mazzolini, Gianpetro, Julianne Stewart og Bruce Horsfeld (2003): The Media and NeoPopulism: A Contemporary Comparative Analysis, Westport, CT.: Praeger Mazzolini, Gianpetro (2007): Media Logic. I: Lynda Lee Kaid & Christina Holtz-Bacha (red.): Encyclopedia of political communication. London: Sage Meyrowitz, Joshua (1986). No Sense of Place. The Impact of Electronic Media on Social Behavior. New York: Oxford University Press Meyer, Thomas (2002). Media Democracy. How the Media Colonize Politics. Cambridge: Polity Press Mouffe, Chantal (2000). The Democratic Paradox. London: Verso. Mouffe, Chantal (2002) For an Agonistic Public Sphere. Westerminister Research: westminsterresearch.wmin.ac.uk: Side 179 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Munk Christiansen, Peter & Asbjørn Sonne Nørgaard (2004). Faste forhold – flygtige forbindelser: Stat og interesseorganisationer i Danmark i det 20. århundrede. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. Negrine, Ralph (2008). The Transformation of Political Communication. Continuities and Changes in Media and Politics. Palgrave Macmillan: New York Nielsen, Sigge Winther (2009): Politisk Marketing – Hvad skal det nytte?. I: Tidsskriftet Politik, 12 (2), pp. 69-81 Norris, Pippa (2000). A Virtuous Circle. Political Communications in Postindustrial Societies, Cambrigde: Cambridge University Press: Ranciere, Jacques (2006). The Politics of Aesthetics. Bloomsbury: Academic Panebianco, Angelo (1988). Political parties, organization and power. Cambridgde: Cambridge University Press Radius Kommunikation (2014): Danskerne har tillid til ordensmagt. http://www.radiuskommunikation.dk/nyheder/danskerne-har-tillid-tilordensmagten.aspx Pateman, Carole (1970): Participation and Democratic Theory. Cambridge: Cambridge University Press Pharr, Susan J. & Robert D. Putnam (2000). Disaffected Democracies: What's Troubling the Trilateral Countries?. Princeton: Princeton University Press Putnam, Robert D. (1993): Making Democracy Work. Princeton: Princeton University Press Putnam, Robert D. (2000): Bowling alone. New York: Simon & Schuster Paperbacks Putnam, Robert D. & Kristin A. Gross (2002). Introduction. I: Robert D. Putnam (red): Democracies in Flux. Oxford: Oxford University Press Rodgers, Mette (2011, 28. september). Populistiske partier vinder frem, når politik bliver for glat. Information. http://www.information.dk/280429 Politiken Plus (2014): DM i Debat. http://plus.politiken.dk/ARRANGEMENTER/Oevrige_arrangementer/DM_i_debat%28 26307%29.aspx?ref=PlusZonenIByen Side 180 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Ronit, Karsten (1998). Interesseorganisationer i dansk politik. Traditioner og problemstillinger, i Karsten Ronit (red.): Interesseorganisationer i dansk politik, 1. udgave, 1. oplag Kbh: Jurist- og Økonomforbundet. Rousseau, Jean Jacques (2010). The Social Contract. New York: Hafner Press Sandel, Michael J. (1996). Democracy’s Discontent America in Search of a Public Philosophy Cambridge: Harvard University Press Seawright, Jason & John Gerring (2008). Case Selection Techniques in Case Study Research: A Menu of Qualitative and Quantitative Options. Political Research Quarterly, 61. årgang nr. 2, s. 294–308. Schumpeter, Joseph (1956). Capitalism, Socialism and Democracy. New York: Harper and Row Sennov, Sacha (2013, 13. juni): Folkemødet er en lukket fest for Twitter-eliten. Politiken. http://politiken.dk/indland/politik/ECE1996368/folkemoedet-er-en-lukketfest-for-twitter-eliten/ Skadhede, Jørgen (2014, 6. januar): Tilliden til politikerne styrtdykker. På: Altinget.dk http://www.altinget.dk/artikel/tilliden-til-politikerne-styrtdykker Steen, Jens Jonatan Berlingske (2011, 19. juni): Teknokraternes Roskilde Festival. Berlingske. http://www.b.dk/kommentarer/teknokraternes-roskilde-festival Stoker, Gerry (2006). Why Politics Matters. Houndmills, Basingstoke: Palgrave Macmillan. Street, John (2005). Politics Lost, Politics Transformed, Politics Colonised? Theories of the Impact of Mass Media. I: Political Studies Review, 2005 vol. 3 pp. 17-33 Strömbäck, Jesper (2005): In Search of a Standard: four models of democracy and their normative implications for journalism. I: Journalism Studies, Volume 6, Number 3, 2005, pp. 331-345 Strömbäck, Jesper (2008). Four Phases of Mediatization: An Analysis of the Mediatization of Politics. I: The International Journal of Press/Politics, 2008 vol. 13 nr. 3 Schmitter, Philippe C. (1974). Still the Century of Corporatism?. The Review of Politics, 36. årgang nr. 1. Strömbäck, Jesper (2004): In Search of a Standard: four models of democracy and their Side 181 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse normative implications for journalism I: Journalism Studies, Volume 6, Number 3, 2005, pp. 331_345 Strömbäck, Jesper (2008): Four Phases of Mediatization. I: Press/Politics 13(3), s. 228246 Strömbäck, Jesper, Mark Ørsten og Toril Aalberg (2008). Political Communication in the Nordic Countries. An Introduction, I: Jesper Störmbäck, Mark Ørsten & Toril Aalberg: Communicating Politics: Political Communication in the Nordic Countries. Göteborg: Nordicom. Søllinge, Jette Drachmann (1999): Historien om den politiske journalistik. I: Erik Meier Carlsen, Ove Kaj Pedersen & Peter Kjær: Magt og fortælling. Århus: Ajour. Tanggaard, Lene & Svend Brinkmann (2010). Kvalitet i kvalitative analyzer. I Svend Brinkmann & Lene Tanggaard (red.): Kvalitative metoder: En grundbog. København: Hans Reitzels Forlag. Thorsen, Mark Arne (2008): Professionelle partier? – analyse af professionaliseringen af de danske partiorganisationer 1995. Speciale, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Togeby, Lise, Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen, Signild Vallgårda (2004a): Magt og Demokrati i Danmark – Hovedresultater fra Magtudredningen. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. Togeby, Lise, Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen, Signild Vallgårda (2004b): Demokratiske udfordringer. Kort udgave af magtudredningen hovedresultater. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. Truman, Davis B. (1951). The Governmental Process. Political Interests and the Public Opinion, New York: Alfred A. Knopf. URK’s hjemmeside (2014). Organisation. http://www.urk.dk/hvem-er-vi/organisation/ Vestergaard, Nikoline (2013, 13. juni): Kritik: Folkemødet er ikke folkeligt. DR Nyheder. http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/06/13/090409.htm Villa, Dana (2000). The Cambridge Companion to Hannah Arendt. Cambridge University Press Voss, Michael (2013): Ny pris til den lyttende politiker. Folkemødet 2013 – programavis, s. 6 Side 182 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 10.1 Interviews Christensen, Tom (2014, 3. februar). Interview. Fauholdt-Löfvall, Peter (2014, 14. januar). Interview. Groth-Michelsen, Louise & Lena Schenk (2014, 15. januar). Interview. Kring, Anne (2014, 28. januar). Interview. Kofoed, Jeppe (2014, 27. januar). Interview. Mikkelsen, Leif (2014, 6. januar). Interview. Nepper, Alexander (2013, 12. december). Interview Olsen, Joachim B. (2014, 17. januar). Interview. Panum Jensen, Anders (2013, 18. december). Interview. Westermann, Peter (2014, 16. januar). Interview. Winther, Bent (2014, 13. januar). Interview. Side 183 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse 11 Bilag 1: Interviewguide Underspørgsmål Undersøgelsess Baggrunds Hovedspør Systematisere pørgsmål koncept gsmål t koncept Hvordan Interessevar Kan du Praksisser for Hvordan forsøgte I at foregår etagelse på forklare, interessevareta positionere jer politisk interessevaretag Folkemødet hvordan I gelse på Folkemødet? else på lavede Folkemødet og lobbyarbejd udfordrer det de e på normale Folkemødet styrkeforhold og hvem det interesserne rettede sig imellem? imod? - Hvilken kontakt havde I med politikere, andre interesseorganisatione r, medier, borgere? Styrkeforhold Hvordan kan I mærke, mellem at I er en stor/lille interesseorgani organisation på sationer Folkemødet. Adskiller det sig fra hverdagen og er det lettere eller sværere at gøre sig gældende? Er Folkemødet en stor post i jeres budget? I hvor høj grad Partiernes Kan du med Etablering af Søgte I at inddrage er partiernes deltagelse så mange kanal for partimedlemmer/vælge deltagelse og og ord som politiske rbefolkningen i aktiviteter på aktiviteter muligt deltagelse partiaktiviteter på Folkemødet var på beskrive præget af Folkemødet hvorfor du professionaliser og du dit Folkemødet? - Hvorfor: Side 184 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse ing? Partiernes parti deltog Etablering af Indflydelse, deltagelse på kanal for mobilisering, og Folkemødet politiske socialisering aktiviteter og hvad deltagelse på du/I lavede Folkemødet der ovre? Hvordan var partiaktiviteter organiseret? - Fra centralt hold, lokalt, af medlemmer. Artikulering Var der på og aggregering Folkemødet fokus på af interesser komme i dialog med ’almindelige borgere’? - Interesser, præferencer, behov Formulering af Deltog du/I i politik formuleringen af politik på Folkemødet? - Hvem blev inddraget? - Hvad var indholdet? Kan den Medialiseri Kan du med Eventets Hvad var jeres formål politiske ng af så mange strategiske med at afholde events deltagelse på Folkemødet ord som formål og på Folkemødet? Side 185 af 186 Folkemødet på Bornholm: En eksplorativ undersøgelse af politisk deltagelse Folkemødet Medialiseri muligt praktiske siges at være ng af beskrive, udformning tilpasset Folkemødet hvorfor og Hvordan så events’ne så ud i praksis? mediernes hvordan I imperativer, arrangered Kommunikatio Hvordan oplevede du eller er den e/deltog i nsformen i forholdet mellem de snarere styret af events på praksis til forskellige deltagere en Folkemødet events’ne til events’ne og underlæggende ? hvordan talte politisk logik? deltagerne til hinanden? - Konflikt/konse nsus? Deltagernes Hvad oplevede du, var roller i de vigtigste events’ne trækplastre til events’ne? - Politik, underholdning, kendisser etc. Hvordan optrådte deltagerne til events’ne? - Holdt fokus på politiske temaer, underholdte. Side 186 af 186
© Copyright 2025